Havenisse

I går - tilskyndet af det fine vejr - var jeg i haven. Jeg fik klippet alle mine engelske roser fri for frugt og visne blomster. Jeg ordnede mine Sct. Hans urt´er og lugede på grusvejen over voldgraven...
Nu er der så bare dét, at jeg gerne ville fortsætte lidt i dag... Ude ved drivhuset trænger urtehøjbedet alvorligt til hjælp, der står tidsler i meters højde, hønsetarm har bredt sig fælt og græsset vokset ind over lavendlerne.
Men så regner det selvfølgelig!
Typisk.

Brasiliansk morgentempo

er noget nær ikke eksisterende. Der er simpelthen ikke noget tempo. Ej heller flere tempi.
Men jeg tror nu alligevel at Daniel, min brasilianske søn, har lært noget i den måned han har været her. Han har for det første lært at sige godmorgen, tak for mad, i lige måde og tak.
Og så er det lykkedes os at lære ham, at om morgenen er han helt afhængig af ... sig selv!
Som en ekstra service, står jeg op kl 0600, smørrer hans madpakke og ser efter at han kommer ud af røret kl. 0640, så han kan nå bussen kl 0655. Han skal selv cykle de 1500 meter fra gårdsplads til Landevejen, og med 15 minutter, burde han kunne nå det flere gange.
Det kan han så ikke.
Han er så langsom, at misser han en omgang med pedalerne, så vælter cyklen med ham!
Vi overvejer at sætte Duracelbatterier i ryggen af ham, for dem han har med hjemmefra, er vist ved at være ret flade...

Vejret

er ikke noget, vi gider snakke om. Bondemanden siger, han får stress. Vi er jo ellers færdige med at høste, skulle man synes, men nej, det er ikke dét! Det er alt det, man ikke kan lave i marken, når det vedholdende vil regne, i dagevis!, uden stop, og bare være vådt.
Det er alt det, man ikke kan, man får stress af at tænke på...

Kabeltrækkeren

Vores søn mente ikke, at der var ordentlig forbindelse fra det trådløse netværk. Og så trak han en ledning, en grøn ledning, tværs gennem mine rum på første sal, kravlede ud af et vindue i taget, over tagrygningen, og ned på den anden side, for at få kablet ind gennem sit eget vindue i stueplan. Og for at imødekomme moderens sure opstød mht farvevalg, spraymalede han hastigt den del af kablet, som nu ligger enten fastsømmet i gulvet, eller som hænger ned under dørkarme og gennem loftslemme. Han burde ha været en smule mere grundig med spraymalingen....

Er det nu man roser ham for hans initiativrigdom...??

Sørens Supermands Underhylere

og en anden lille børnebilledbog med titlen "Der, hvor sneen falder" ligger her ved siden af mig.
Det er engelske børnebøger, som jeg oversatte engang i vinter. Nu ligger de hér, på mit bord, i oversat, indbundet og fin tilstand som rigtige bøger, man kan købe i boghandlen.
Det er underligt at vide, at man er medvirkende.
Det er ikke mine bøger, og så dog - lidt alligevel - jeg har lavet oversættelserne.
Og de er på vers! ( Gu´død´ma´)...

Høstvafler

Jeg har lagt dej til høstvaflerne. Den står og skammer sig lidt endnu, inden jeg pisker æggehviderne stive, og vender dem i, umiddelbart inden høstfolkene kommer ind....
Bedstefar kommer med 5 l øl, i dagens anledning. I en enkelt dåse.
Det er en god dag.

Enden er nær

Der er nedtælling, og nedtællingen foregår i ha under 100, måske endda under 50, og det svarer til to gode dage, og denne dag er godt begyndt, for solen skinner og varmen har allerede indfundet sig, det til trods, at vi skriver den 24. august, og at der kun er 4 måneder til JULEAFTEN!!! Og at det er 2 måneder siden det var midsommer.

Jeg arbejder lidt på min bog, min roman i dag. Og selvom der skal høstes, og det er en glædelig begivenhed, som jeg bør værdsætte højt, så glæder jeg mig over, at enden er nær. Det glæder jeg mig over, lissom jeg glæder mig over, at figurerne i min roman ikke er ved vejs ende endnu, men kun lige begyndt.