fredag den 15. januar 2010

Fåretyve og tyvefår

Jeg har mødt de sidste!
De står med hovederne begravet i hestenes høhæk.
Hestene står i smørhullet, i behørig afstand, og glor betuttede på uldtotternes hærgen.
Jeg håber virkelig, at tyvefårenes ejer kommer og fodrer dem med hø, der er bedre end mine hestes - ellers har vi balladen - 180 får i hestefenden.. uha, skræmmende... synes hestene...

mandag den 11. januar 2010

Januars bookninger

torsdag den 14. flyver Line og hendes far til Riga.
torsdag den 21. prædiker jeg i Torsted Kirke...
fredag den 22. flyver Bondemanden og jeg til Stavanger...
torsdag den 28. sejler Kanhave Bondemanden og mig til Samsøe...

lørdag den 9. januar 2010

Tankerne i mit hoved

Der er mange historier, mange sjove fortællinger, der rumsterer i mit hoved. Jeg har i 6 dage forsøgt at nedfælde nogen af dem på skrift. Endnu flere er dukket op undervejs, og mit største problem er, at jeg slet, slet ikke har tid nok. Jeg kan ikke nå at gøre dem færdige, inden jeg skal herfra.
Hald synger på mit sidste vers i denne omgang.
I morgen skal jeg hjem.
Arbejdsmoralen skal med.

fredag den 8. januar 2010

Forfattermiddag


Fordi nr 11 havde froi gras med hjem fra Paris, og fordi Peter QR havde en flaske champagne, fik Gitte QR den geniale idé, at hun ville lave middag til os alle sammen i aftes. Ida sagde, at hun ville lave en dessert - og sådan gik det til, at vi sad i spisestuen på Hald Hovedgård, og indtog det mest fantastiske måltid, en ganske almindelig torsdag i januar.

torsdag den 7. januar 2010

Hald sneet inde







er måske så meget sagt, men her ligger da efterhånden omkring 30 cm. Vidunderligt smukt.
Billederne taler for sig selv. Vi hygger os indimellem arbejdet!

mandag den 4. januar 2010

Skrive-eksil.

Midt på eftermiddagen ankom jeg til Hald Hovedgård.
Her er skøn-smukt-med-sne, og varme på værelserne, selvom huset er enormt stort og umuligt at varme ordentligt op over det hele. Næsten ligesom hjemme.
Dog med den forskel, at hér er der kun mig.
Jeg skal kun passe mig selv. Spise, når jeg er sulten, sove, når jeg er træt, skrive, resten af tiden.
Intet mindre end fantastisk.
En hel uge!

lørdag den 2. januar 2010

Nytårsridt

Vi havde aftalt, at skulle vi ride inden det er hverdag igen, så skulle det være i dag...
Afsted kom vi - i 5 graders frost - indpakket i diverse elefanthuer, halsbåndrør, skivanter, uldent undertøj, uldne sokker - og selvfølgelig de islandske sweatre. Det er sjældent jeg fryser på hesteryg. Det gjorde jeg i dag. Men sikke en tur, ud over markerne, på glatte veje, med trippehove og følsomme ben. Den islandske hest er fantastisk. I sne og is er den uovertruffen! Yeeha!