torsdag den 14. oktober 2010

Havehader

Jeg er havehader.
I dag har der været maskiner i gang derude. En traktor med vogn, og en rendegraver. Rendegraveren trak buske og småtræer op, traktoren kørte væk med dem.
Jeg har gået med min greb og min hund, i hælene på maskinerne og fisket sten, ja, sten!! frem af den jord, der blev blotlagt, når buskene forsvandt. Det udviklede sig til, at både hund og jeg trak i rødder og grene, for at få jorden til at se pæn ud. Kan jord se pæn ud? Ja, det kan den - nypløjet, nyharvet eller nyfræset jord ser pæn ud.
Selvom vi arbejdede længe, hunden og jeg, ser det stadig mistrøstigt ud derude...
Jeg glæder mig til kun græsset skal slåes, og terassen fejres. Måske engang i 2011.
Det har laaaange udsigter.

tirsdag den 12. oktober 2010

Fagfolk

Jeg elsker fagfolk.
Jeg er fuld af beundring og dybt imponeret, når jeg ser og oplever virkelige virtuoser. Specialister på deres felt.
Det er sådan set ligegyldigt hvad de laver, bare de kan deres kram.
Jeg nævner i flæng:
Montøren, der installerede min nye opvaskemaskine
Vinduespudseren, der med akuratesse får vinduerne til at skinne - uden striber
Arkitekten, der med et snuptag tegnede en terasse, illustrerede sokler, fliser og stolper
Forstmanden, der udpeger syge, fældningsmodne træer pba deres udseende
Bondemanden, der manøvrerer med traktoren i maskinhuset eller på marken
Hestepigen, der træner sin unghest fra jorden og udelukkende bruger sin krop

- og jeg tænker, at jeg gerne vil være en "fagfolk" - en, der kan ting, som andre ikke kan, eller bare en, der er vanvittig god til noget helt specifikt.
Jeg tror, jeg kan lidt af hvert, men intet til perfektion.
Hvis jeg engang kan noget til perfektion, så ringer jeg...

onsdag den 6. oktober 2010

Raudur fra Kjeldgård

Raudur er stor nu - men tidligt på sommeren, så han sådan her ud - han er mørkere i pelsen, og væsentligt mere "hest" i dag - og jeg har netop fået at vide, pr brev fra Videnscentret for Landbrug, Hest - at han skal chipmærkes den 31.10.10 mellem 14 og 16.
Måske skal jeg så småt begynde at træne i at fange og fastholde, så chipmanden nemt kan chippe? Vi har jo før måttet opgive en vildagtig plag - og jeg skal hilse og sige, at dét koster knapper - og masser af bøvl... såeh... jeg vil gå i enge...

torsdag den 30. september 2010

Kulturnat- rettelse

Ja, bedst som man tror man har styr på alting, så har man ikke alligevel.
Så derfor kommer der nu en rettelse til sidste opslag om hvor og hvad.
For siden sidste uge, er der nemlig kommet så mange forfattere på programmet, dernede i Århus, at Marie har delt os i to, og jeg skal således læse op i Kristian F. Møllers Boghandel i stedet for. Og i stedet for børnelitteratur skal jeg nu læse op af min voksenlitteratur, og i stedet for om eftermiddagen er jeg nu programsat til om aftenen..
Så:
Kristian F. Møllers Boghandel i Århus
Fredag den 15. oktober kl 19.00.
Vel mødt!

fredag den 24. september 2010

Kulturnat

Fredag den 15. oktober klokken ca. 16 - om tre uger - sidder jeg i Vanggaards Boghandel, Ryesgade 3, i Århus og læser op og fortæller om mine børnebøger.
Jeg har snakket i telefon med Marie, og Marie har fundet mig via forlaget Turbine, som udgiver mine børnebøger.
Kulturnatten er efterhånden en tradition i Århus, det er 14. gang i år, og der kommer til at ske en masse spændende på kulturfronten dén eftermiddag og aften.
Kik selv på www.kulturnataarhus.dk under alle arrangementer!!

tirsdag den 21. september 2010

Skive Kunstforening

Det arrangement jeg skrev om, under indlægget Museum, er retteligt arrangeret af Skive Kunstforening, og afholdes på Skive Kunstmuseum.
Temaet er HØST. Programmet er annonceret på Skive Kunstforenings hjemmeside
www.skivekunstforening.dk

Der kommer foruden Knud Sørensen og jeg, en bagekone, som hedder Elin Værge. Hun skal bage brød og fortælle om sit økologiske mel fra Skærtoft Mølle - brødet bliver serveret til den buffét med ost og vin, som man kan købe for 50 kr, og som serveres mellem oplæsninger og billeder.
Billederne og farver i høst skal Felix Pedersen, billedkunstner fra Skive, fortælle om. Og så skal museumsinspektøren fortælle om museets senest erhvervede Jens Søndergaard-maleri.
Jeg glæder mig.
Jeg skal på Museum.
Og det er i morgen, onsdag den 22. september kl. 17 - 21.

fredag den 17. september 2010

Museum

Onsdag i næste uge afholder Skive NYkunstmuseum et arrangement, hvor temaet er høst. Jeg er blevet bedt om at komme og være en del af attraktionen. Jeg skal læse lidt op, og fortælle om, hvad høsten betyder for mig. Knud Sørensen kommer også.
Jeg er ved at komponere en stille klagesang - over temaet: Jeg hader høst!
Det skal nok blive sjovt!
Jeg skal på Museum...