fredag den 25. marts 2011

Grønne fingre

I går var jeg med min yngste på osetur i Købstaden. Vi har hver især vores yndlingsbutikker, og min er helt klart Hollys Dollroom... ( se mere hér: http://www.hollysdollroom.com/)
Foruden den sædvanlige, sorte, løsthængende sag, i uld, selvsagt, faldt jeg for den grønne neglelak, som jeg faktisk har kigget på de sidste par måneder, hver gang jeg har været derinde.
I går var der så meget forår i luften, at jeg var nødt til at lave en investering. Så i dag har jeg grønne fingre. Og jeg overvejer at vande mine potteplanter på loftet, som helt sikkert trænger voldsomt! Sådan kan man blive så inspireret!

onsdag den 23. marts 2011

Foredrag & litteratur

I dag er det næstsidste foredragsaften på denne side af sommeren 2011. Jeg har to aftaler i april, og en i maj, men i aften er det den næstsidste rigtige foredragsaften. Dér, hvor jeg fortæller om at være en Bypige, der pludselig blir til en Bondekone.
I april er det bøger, det handler om. Den 9. april skal jeg til Ålborg, Nordkraft, i forbindelse med litteratur-eventen Ordkraft på Nordkraft, som man kan læse om på www.ord-kraft.dk. Og den 12. april er jeg inviteret på Skive Bibliotek for at fortælle om Bondekonen, der blev forfatter.
Og hvad skal jeg så få resten af tiden til at gå med - altså al den gode tid jeg får, når jeg ikke skal afsted en aften eller to i hver uge...
Jeg har sådan set allerede booked mig ind for resten af foråret.
Jeg har en deadline.
Det handler om noveller. Om mine nye noveller, som jeg har skrevet på over et års tid eller mere, gode historier om livet i udkanten, om livet på landet, og menneskenes relationer.
Jeg glæder mig til at få god god tid til at gøre dem skarpe, afrunde og afslutte dén proces.
Samtidigt med at jeg søger og higer i de gamle bøger, for at finde stof til den 1500-tals roman, jeg har planlagt i mit hoved.... Livet er herligt!!!

mandag den 21. marts 2011

Kattens...


Den sidst ankomne i familien er åbenbart utilfreds med vandingsforholdene - og så må man jo ty til egne metoder.... Vi havde håbet, det ikke lykkedes...

søndag den 20. marts 2011

Sådan en solskinssøndag

burde der være flere af...
Startede dagen med at sadle op og ride tur i 1½ time - så var der slabaras, chokolade og Kusmi-te med gode venner, og derefter gik turen til håndboldhallen, hvor det lykkedes yngstebarnet at hive en 6-måls sejr hjem. Hahaha.... så kunne de lære det.
Jeg nåede igennem et par sider med 1500-tals historik og adelsfamilier med tilknytning til Kjeldgård, inden der stod brøddej, aftensmad og afskibning af sønnen i skemaet.
Slutteligt kom manden i mit liv hjem fra sin weekend, som han havde tilbragt i familiens skød med fødselsdagsfest - på Bornholm.
Og nej, jeg var ikke med. Jeg skulle ha været med. Men opgav ævret, inden det kom så vidt. Heldigvis er det ikke kedeligt at få sin opvakte mand hjem - han er fuld af gode historier og dem kan man aldrig få for mange af. Jeg suger til mig, lytter og skriver bag øret.
Ligesom jeg læser og skriver på lapper, om den periode i Danmarkshistorien, som jeg er ved at researche om. Der er SÅ mange detaljer der ikke findes noget om, umiddelbart, men som når man søger ned i historiebøgerne, åbenbares og danner mening og sammenhæng for det indre blik. Jeg glæder mig hver dag over nye oplysninger, nye lapper med idéer - og jeg former i hovedet et plot, der tager bedre og bedre form jo længere og jo flere post-it-lapper der sidder på mit skrivebord.

lørdag den 19. marts 2011

Kørekort

Nu lysner det. Mors Taxi kan hermed få aflastning i form af Lærkes Afløserservice.
Kørekort erhvervet i går. Afprøvet og testet i nat. Både søster med kæreste og bror med kæreste + venner hentet og afleveret på diverse adresser. Nøjh, jeg synes det er befriende! Men jeg lurer på, hvor længe Afløserservicen holder sin tjans...

mandag den 14. marts 2011

Den Store Pedicure-dag

Vi har truet til det længe, men ikke altid er vi helt enige om tider og tidspunkt, endsige behov, Dennis og jeg. Nogen gange kommer han efter første telefonopkald, andre gange går der laaang tid, før han reagerer, men i dag kom han kun 40 minutter senere, end han lovede mig pr telefon i går...
Jeg har altid lidt mas med de pedicure-aftaler. Vi havde aftalt fem, måske seks, klienter, og det lykkedes faktisk at gennemføre seks! Den næstyngste skulle prøve pedicure for første gang i sit liv, og vi var ikke helt enige om, hvorvidt muddersoppebadet var vigtigere end selve pedicuren. Til sidst, efter et par opløftede diskusioner, gik hun så pænt med op til klinikken. Og kun to-tre gange måtte hun op og forsøgs-vise sig - det foregik mestendels i god ro og orden. Dyyyyggtiiii, sagde vi mange gange... Og de andre vidste hvad der forestod, så ingen pjat dér.
NU har jeg tilbage at lære yngstemand i flokken, at det er ok at 1) få grime på 2) gå med grime og snor 3) komme ud af fenden 4) stå stille og stå bundet og ikke mindst 5) få pedicure UDEN sidespring og opløftede forben...
Jeg skal i gang snarest, hvis missionen skal lykkes inden næste Store Pedicuredag!

fredag den 11. marts 2011

Læsestof

Autorkontoens legat har afstedkommet en del læseaktivitet på det sidste ...
Først skulle jeg liiige tjekke, hvad det egentligt var, jeg havde søgt penge til. Dernæst blev min dårlige samvittighed vakt, og så måtte jeg jo i gang: I gang med at læse i de bøger, som knytter sig til den tid, som jeg har pralet med, jeg ville skrive om, da ansøgningen til autorkontoen skulle indsendes. Vi er tilbage i 1500 - tallet. Vi er tilbage der, hvor Skipper Klement, eller Clement, sejler fra Ålborg til Salling, lander med sine skibe på Nordkysten, overnatter på Kjeldgård, inden han drager videre mod vest, ind igennem Fursund, mod Sallings største borg, Spøttrup, og nedbrænder dennes avlsbygninger...
Det er mig der opdager skibene, der kommer sejlende fra Livø Bredning, det er mig der gir besked hos min søster i køkkenet på Kjeldgård, det er mig der løber langs fjorden, for at drive studene hjem, det er mig der ligger i hjørnet af loftsrummet, med øret klinet tæt til det lille gulghul, for at følge med i Skipperens planer. Det er min søster der serverer grød og øl for mændene, det er min søster der slåes for at overleve, og det er mig, der pibende og hylende må fortælle herremanden, at hans kokkepige er væk, at studene er i sikkerhed i præstegården, og at jeg har i sinde at slutte mig til oprørerne...