En sær skabning

Vi var målløse, da vi så denne skabning på vores vej gennem det tidligere DDR: En rød John Deere!!!
Verden er af lave!

Når katten er ude...

danser musene på bordet = maler musene væggene i huset...Siden sidste vinter har vægge og paneler været klar til en omgang maling. Nu er Bondemanden rejst på sin årlige 12-mandsforeningsstudierejse, og her males på livet løs. Sidst han var væk, malede jeg i stuen, tidligere har det været badeværelse, soveværelse og en enkelt gang vinduer. Måske er det derfor, han ikke kan huske, at han nogensinde har set mig male???
Det lyder altid: "Jeg har malet hver eneste panel, hver eneste dør og hver eneste væg i det her hus", og om min indsats lyder det: "Du har aldrig malet andet end et par billeder til væggen"... Hvilket IKKE stemmer overens med virkeligheden. Denne gang har jeg godt nok håndværkere til arbejdet - efter sidste års renovering af terrassen, og isætning af nye vinuder og døre, var der lige lidt mere spartel- og maler-arbejde, end jeg havde mod til at komme i gang med alene. Pt. ser det ud som om det hele er færdigt inden i morgen aften. Skøøøønt....
Så er huset sommerklart til feriegæster og terrassenydning - for første gang nogensinde i dén ende!
Billeder følger...

En besynderlig oplevelse

Jeg har fået en underlig mail. En god ven har bedt mig lade være med at sende flere breve, mails, sms´s eller på anden måde opretholde kontakten. Det er meget mystisk - jeg sidder tilbage med en fornemmelse i maven af, at jeg et eller andet sted har gjort noget galt, siden jeg fortjener at få sådan en besked. Jeg tænker, at jeg er vraget, kasseret, fundet for let, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg har gjort galt. Bondemanden ryster på hovedet og siger til mig, at det ikke er mig, der er skør, eller mig, der er ved at blive det. Nogen gange er mennesker bare ikke, hvad man troede, de var.
Det er ubehagelig og utryg fornemmelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om noget af det, jeg gennem vores venskab har fortalt af personlige ting, nu vil blive brugt imod mig.
Eller om det bare er et forsøg på at luge ud blandt vennerne. Det kunne jeg måske forstå, hvis mediet havde været facebook. Dérinde skal man rydde lidt op engang imellem. Men en ven, som man har været ven med i det virkelige liv... Dét er virkelig mærkeligt.
Måske er der en forklaring. En forklaring som jeg synes, vedkommende skylder mig - en forklaring som jeg nok aldrig får.
Pyt. Hvis vennen kan undvære mig, kan jeg også godt undvære vennen.
Sådan må det være.
Alligevel er jeg lidt tom indeni. Og forbløffelsen sidder i mig endnu.

Rock-Nalle

I går var vi til Muslingedag på Fur. Der var jubilæum, så musikken var ekstra meget værd at rejse efter: Tørfisk og Rock-Nalle. Og Sørensens Rideskole indimellem. Mest imponerende var Rock-Nalle.
Jeg kan huske tilbage i 1980-81, hvor vi dansede til "Åh, min Amanda, åh, min Amanda" nede i ungdomsskolens diskotek, i kælderen under fysiklokalet. Anette og jeg stødte sammen, og vi slog vist begge to et lille stykke af hver vores fortand. Det forhindrede os ikke i at danse videre...
Jeg dansede ikke i går. Jeg frøs. Noget så nederdrægtigt. Også selvom Bondemanden omsorgsfuldt købte for 25 kr "hunde-og katte-tæppe" til mig, så jeg kunne få varmen.
Men det var god musik. Selskabet varieret, fordi folk kom til og gik i en lind strøm.
Musik i den kaliber er ikke gratis. Men vi gjorde hvad vi kunne. Vi drak øl. Mange øl.
Jeg håber, de kan få økonomien til at hænge sammen derovre på Fur.
Og vi Sallingbønder takker for oplevelsen!

Gennemlæst, gennemrettet, omformuleret

Hver og en af de noveller, som kommer i den nye bog, er nu redigeret igennem utallige gange.Selvsagt er det sådan, at man læser sig blind på sin egen skrift, og derfor glæder jeg mig efterhånden meget til, at en anden får dem i hånd, og under behandling, så eventuelle brølere, gentagelser, indspiste formuleringer og kommateringsfejl bliver rettet.
Fællesspisning - fortællinger langs fjorden.
Jeg er glad for titlen. Undertitlen.
Jeg er også glad for indholdet.
De har været så længe undervejs, historierne. Nogle har ligget i mappe i omkring et år eller længere, andre er helt nye. Fælles for dem er, at de alle tager udgangspunkt i den verden, som omgiver mit daglige liv: Landet, landsbyen, fjorden, folkene.
Og jeg har det lidt lissom Lars von Trier udtrykte det, i Cannes, om filmen "Melancholia": Måske er det noget lort.
Det håber jeg ikke. Jeg tror det ikke.
Anmeldere og anmeldelser... men først til oktober!

Aftaler

Jeg har lavet aftaler med min forlægger.Som verden ser ud lige nu, skal jeg aflevere manus i næste uge, hen over sommeren læser redaktør og forlægger, jeg retter og skriver, og 1. oktober 2011 skulle Fællesspisning - fortællinger langs fjorden gerne være klar til udgivelse. Hovedland arbejder i øjeblikket på at finde forside-materiale, og vi har talt om Kirsten Klein fra Mors.
Sjovt, at min forlægger siger netop Kirsten Klein, da vi taler om, at der gerne må være noget fjord og noget vand og noget ødemark på forsiden af bogen. Jeg er meget, meget betaget af Kirsten Kleins billeder, og jeg blev helt varm indeni, da han foreslog, at Kirsten Klein var en mulighed.
Jeg glæder mig til at se udkast, forslag og tage beslutning om, hvad der vil gøre sig godt som førstehåndsindtryk.
Uha, det er spændende - og lige nu læser jeg videre.
Retter. Omformulerer. Forenkler.

Fortællinger langs fjorden

Så sker der noget... med bloggen, nye tegn, andre muligheder og ny skrift, helt automatisk, uden at jeg har gjort noget.Mine noveller er langt - de hedder Fællesspisning. Hovedland har "købt" både titel og undertitel og vil så småt begynde at lave en forside klar.
Jeg tænker, at jeg får lidt småtravlt de næste ti dage.
Men det gør ikke noget.
Det er som det skal være.