Så er den ved at være gennemtæsket, kommateret, stort-bogstav-ved-punktum-rettet og stavningsgennemgået. Jeg har fået forslag til forside, jeg har printet det ud, og det ligger ved siden af mig på skrivebordet og jeg må sige, at jeg har vænnet mig til den ret hurtigt... NU er der bare tilbage at afvente forlagets videre behandling af "sagsakterne", men i telefonen sagde han noget om "medio maj" og jeg tænker, at det er en god tid. Klar til Sommerferielæsning - og så tænker jeg næstefter, at der er frygteligt lang tid til det begynder at ligne sommerferie, hér den tredje februar, hvor frosten har rimet hele natten, og hvor Rav´en rundede de 180000 km, mens jeg kørte yngstebarnet, indpakket i vinterpels og sælskindsvanter til bussen...
Det er svært at forestille sig, at det overhovedet kan blive varmt igen!
Men det går dén vej, dagen er tiltaget med en time og 57 minutter - i går var det Kyndelmisse, og her er forsiden til den kommende roman, Bondeanger:
mandag den 3. februar 2014
mandag den 27. januar 2014
Hvad synes du?
Det spørgsmål stiller vi mange gange.
Jamen, hvad SYNES du?
HVAD synes du?
Hvad synes DU?
Og - HVAD SYNES DU?
Det er ikke altid nemt at vide, hvad vi og hinanden egentligt mener, når vi er rykket ud af vores almindelige dagligdag og skal forholde os til nye måder, andre systemer, end dem vi er vant til.
For nogen er det en befrielse, at man kan rykkes ud af det trivielle, for andre skræmmende.
Og derfor er vi nødt til at spørge.
For tiden spørger vi Bedstefar. Hvad har du lyst til? Hvordan vil du gerne have det? Kunne du tænke dig... dit eller dat?
I erkendelsen af, at vi må indrette en ny verdensorden, for hinanden og for ham, som ikke har så voldsom lang tid i vores verden længere, sygdomsramt som han er.
Det er umådelig svært for ham. Det er ualmindeligt svært for os som er på sidelinjen.
Og det synes indimellem urimeligt at vi, i det hele taget, er nødt til at tage stilling. Men det er vi. Vi skal finde ud af det. Og ingen kan læse tankerne i den andens hoved, selvom vi tror, vi kan, af vanens magt, fordi vi har kendt hinanden hele livet.
Så vi spørger: hvad synes du?
Og vi spørger både mange gange, meget dumt, og alt for tit. Men sådan må det være.
Vi kan ikke vide, hvad hinanden tænker.
Og måske er verden slet ikke, som vi tror, måske er den forandret, fordi noget er stødt til, vanen brudt og nye former opstået. Erkendelsen er måske endda den sværeste. At noget er forandret, selvom vi ikke ønskede det sådan. Selvom vi desperat forsøger at holde fast i vanen, traditionen, det vi plejer.
Så hvad synes du?

torsdag den 16. januar 2014
Hald-fred og ro!
Det er min næstsidste hele arbejdsdag på Hald i denne omgang. Jeg har af en eller anden utrolig arbejdsom grund, nået det jeg ville, og som jeg havde sat mig som mål. Mit manuskript til Bondeanger er skrevet færdig om halvanden dag. Det vil faktisk sige, at jeg bliver færdig i morgen. Det skal jeg blive. I dag er jeg nået en tredjedel igennem, med rettelserne, kommaerne, stavemåderne, tilføjelserne. Og når det er gjort. Så skal jeg printe ud.
Og så kommer min førstelæser på arbejde.
Og min andenlæser.
Den første er meget grundig med stavefejl, sprogforståelse, bandeord og andre tekniske detaljer.
Den anden er meget mere large, men pernittengryn med handlingen.
Og når det så er overstået... Så læser jeg det selv igen.
Får rettelser, tilføjelser, forbedringer sneget ind.
Og når jeg har læst igennem for 120. gang - printer jeg, og sender til forlaget.
Jeg er spændt på forside og bagside. Indholdet kender jeg til bevidstløshed... Nogen gange drømmer jeg videre på handlingen om natten.
Det er pisseirriterende ikke at kunne have sine drømme i fred.

søndag den 12. januar 2014
Forandringsparat
Jeg har talt i telefon med min forlægger flere gange i dag. Jeg er lidt rundforvirret, men ikke desto mindre har jeg en opgave foran mig, som jeg i den grad er glad for!
Jeg skal aflevere mit manus til "den forkerte roman" den 1. marts. I år.
Helt modsat alt det, han og jeg tidligere har snakket om eller aftalt... Jeg troede jeg skulle skrive den historiske roman færdig, inden jeg skrev i nutid igen. Men det blev ikke sådan. Hald gjorde noget andet ved mig, og mine tanker.
Nu gælder det "Bondeanger".
Den er snart færdig. Ja, i hvert fald er den færdig den 1. marts. Det skal den være, ad ovennævnte aftale.
Jeg skal skrive noget der ligner 1/4 mere end det, jeg allerede har.
Eller måske mere.
"Det gør ikke noget, hvis den er længere end den første", sagde han.
"Okay", sagde jeg.
"Hvad handler den om, sådan mere konkret" spurgte han så.
"Den handler om livet", svarede jeg.
Det tog han for gode varer - og nu har jeg lidt småtravlt.
Jeg skal have læst op på, hvordan et fladskærms-tv splintres, hvornår der var Madonna-koncert i Berlin, og hvor sandsynligt det er, at en kvinde midt i trediverne får konstateret livmoderkræft og dør af sygdommen.
Hm.

torsdag den 9. januar 2014
Skriv skriv skriv
Sådan står der på indersiden af mine øjenlåg, lige inden jeg vågner om morgenen. Der står heldigvis også: Rolig nu, mad, gåtur, bad.
Og sådan er rutinen blevet, hér efter de første tre morgener, hvor jeg er vågnet, godt nok i min egen dyne, men ikke i min egen seng! (Og foruroligende tidligt)
Det er ensomme nætter fyldt med drømme, det er underlige morgener uden hverdagsrutiner, det er "kapgangsgåture" i fremmede landskaber, det er nye mennesker ved kaffemaskinen og det er fuldstændigt fantastisk!
Jeg elsker Hald Hovedgård!
Jeg elsker freden, roen, landskabet, køkkenet, skrivebordet - hvor jeg kan sidde, lige så meget jeg vil, og jeg bestemmer selv hvor længe, og der er ingen fast tidsramme på noget som helst.
Og nu har jeg tændt de afdankede advendtslys - plus det lille røde, som en veninde havde pakket ned i en "HaldHyggekasse", som jeg fik med herned...
Og nu skal jeg skrive.
Jeg skriver på "det forkerte manus".
Sådan blev det.

torsdag den 2. januar 2014
Badefyr
SÅ er det blevet 2014.
Dagens billede er fra i går! Fra venstre ses undertegnede, halbestyreren og Bondemanden. Og ja, Bondemanden har sin badehætte på. Det var den, han fik forrige år i pakkespillet Nytårsaften, og som han har på, når han nytårsmorgenbader... dvs en gang om året. Kønt er det ikke, med sådan en badefyr, men det er sjovt!

tirsdag den 31. december 2013
Årets Sik-sak
Den sidste dag - og i hele julemåneden har jeg haft det programsat hver eneste dag.
Et Julebrev, en takketale, en status på året der gik, nu hedder det Nytårsbrev, Nytårshilsen - og jeg er stadig ikke kommet i gang.
Og jeg er ikke kommet nærmere.
For selvfølgelig er det hyggeligt at få breve fra nær og fjern, med gode ønsker og glædelig Jul, og selvfølgelig er det vigtigt at holde forbindelse til sine kære, sin familie, sine venner og veninder, som man måske ikke liiige ser i det daglige, og som fortjener at vide, at man faktisk tænker på dem, indimellem, og de skal vide, at man holder af dem, selvom man måske ikke får ringet, sms´et, opdateret på facebook, eller snapchattet eller uploaded på instagram...
Jeg tænker, at de fleste af dem, vi ikke ser til hverdag, alligevel følger med i vores liv, og det skyldes mit ihærdige og tilbagevendende og iboende ønske om at ytre mig. Tidligt og sent. Om alt og intet.
Og nogen gange kan jeg så få det sådan... URRRGH... nu gider de vel ikke læse med mere, nu er de færdige med dét, for der er sgu intet nyt under solen, og så hold dog kæft...
Problemet er, at jeg elsker at skrive. Jeg elsker det så tilpas meget, at jeg tvivler på egne evner, og tvivlen kommer så alle Jer, der skulle ha haft en hilsen, et Julebrev, en årskavalkade, til gode. I får ikke noget Nytårsbrev. I får kun dette.
På denne blog.
Og ja, det går godt, og nej, det går ikke godt.
Jeg kunne fortælle vældigt morsomme historier om zoologien på gården, vise billeder af de store unger, med huer, overalls, gummirøjsere, stiletter - og jeg kunne fortælle om årets ene udgivelse, om spinathøsten, ø-ferierne og om det planlagte for 2014.
Jeg kunne beskrive de herlige timer vi har haft, de sjove og vittige venners fester - og så overskygges mine forsøg trods alt af dette: Bedstefar er syg.
Hele tiden er der dilemmaer vi skal tage stilling til, fejl vi burde rette, i det mindste lære af, og hele tiden forholder vi os til liv og død. Det trænger sig på, og jeg småtuder, mens jeg skriver, at det nok, måske og sandsynligvis, var det sidste hele år, vi havde med ham.
Vi har lært kræftens kræfter at kende. Måske er det alderen, der rykker tættere på, og Døden der planlægger, hvor han skal høste i 2014, og har sendt os et varsel - men ikke desto mindre er bevidstheden om, at det er sådan det er, uhåndgribelig.
Og det er derfor jeg ikke kan skrive en årsberetning, et julebrev, en nytårshilsen.
Jeg kan ikke få det til at lyde godt.
Sådan er det.
Der er en skidt-afdeling også. Og i år har dén trukket i en del af mig.
Den del, der plejer at skrive sjove og updatede Julebreve/Nytårshilsner.
Så..
Godt Nytår - med sunde, raske børn, forældre, ægtefæller, venner og veninder - dét ønsker jeg for alle! Tak for 2013 - det har været et interessant og lærerigt bekendtskab!

Abonner på:
Opslag (Atom)