Hald-heldig

Det har man lov at være! Hald-heldig!
Fik skrevet en ansøgning på et afbud - og fik ja! Du må gerne komme i uge 32.
Og jeg sidder nu på værelse 14, med min pc, min Love-te, mine fedtede læsebriller og mine fantasier.
Jeg er gået i gang med at skrive mere middelalderroman.
De tavse Vidner udkommer om knapt to måneder, men hvad er det lige jeg skal lave indtil da? Jeg skal følge mine hovedpersoner videre i deres liv. Andet er utænkeligt.
Maren og Asger, der er bosiddende i en købmandsgård i Aalborg, Rasmus, der er smed og single i Selde, Niels Kaas, der har mistet sin elskede tjenestepige Siri, og nu bliver sendt til København for at studere. Siden kommer han endnu videre, til Wittenberg, og endnu længere fremme i tiden, ender han med at blive rigskansler og en af Danmarks Mægtigste Mænd. Jow jow.
Hvordan jeg lige får dén historie bundet sammen med Maren og Asgers... det er det jeg sidder på Hald og er i gang med at udtænke. Det tager tid. Og det kræver ro. Som i, at når jeg er hjemme er der uro. Høst-uro. Høsterisk Bondemand.
Men jeg var Hald-heldig. Og her sidder jeg. En hel lang uge på Hald!
YES!

Skrivebordssedler

Jeg har sådan "semi-orden" på mit skrivebord.
Det er ikke helt vildt rodet, der ligger en tre-fire stakke i 2-3 mm´s højde, som jeg har nogenlunde tjek på, hvad indeholder...
Så ligger der en bog, (med madopskrifter, gudbedredet), en læbepomade, noget håndcreme, to par briller og x-antal kuglepenne, der virker mere eller mindre hensigtsmæssigt. Lommeregneren i oversize har ikke virket i 3/4 år, men hvad pokker gør man ved sådant et apparat?
Papirkurven, nej, vel?!
Og så er der sedlerne. Alle de små notater, alle de løse ender, alle påmindelserne, alle password´s, alle telefonnumrene og alle opgørelserne... f.eks. står der på en hvid kvart A4-side følgende:
Hiv ind Jesper - 633 stk minus llll
Py får Føl - 628 stk minus llll
Sine og Òsk - 455 minus llll
og jeg tænker, gad vide, hvornår dén opgørelse er fra???
Så ligger der en aftale, også på hvidt A4-papir, om en foredrag, som der vil blive ringet tilbage om. Det står der - "ringer tilbage", og da jeg ikke ved bedre, så må jeg gå ud fra, at der bliver ringet...??
Heldigvis er datoen først i februar 2016, så der er tid at løbe på endnu, men alligevel... ??!!
Jeg har lige fundet et digt?!!! Som er skrevet til en kræftramt veninde, engang i begyndelsen af 2014.
Og så ligger der, godt nok på små gule post-itsedler, men helt tydeligt ... et forsøg på at strukturere mit liv.
Jeg kan godt huske det. Det var på en ferie med Bondemanden, at vi har diskuteret, hvorvidt det har kunnet lade sig gøre at sætte sig et mål, når man er så heldig at være forfatter og ikke lønmodtager. Om det kan lykkes for ham, min elskede, at gøre mig det begribeligt, at det kræver lidt struktur i det ustrukturerede, hvis man har ambitioner i retning af succes med sin gerning....
Derfor står der sådan her på den første:

En bog skrives færdig
HALD
forlag / forlægger
bloggen
>> nyt bogprojekt

og på næste seddel, også en falmet gul post-it:

upcomming: bog +bog +bog
future: bøger
malkeko: foredrag og Seldeco
no go: husmoder

og på den sidste gule, i samme "serie", samme bundt står følgende, let drabelige notat:
kunsten/bloggen
Landsbyen
bogprojekt
aflivningsmetoder
boltpistol / riffel
fiberstang / kniv

Jeg kan se, og godt huske, hvad det handler om. Den første kan jeg roligt smide væk.
Jeg har gjort en bog færdig, jeg har været på Hald, forlaget osv., bloggen og nyt bogprojekt er sat i værk. Upcomming mangler jeg en enkelt bog, future er vi ved, malkekoen tygger drøv og Seldeco bruger jeg trofast som mindfullness, og ikke mindst som en del af min deltagelse i det sociale liv i byen.
Så står der no go: Husmoder... Det er lidt værre... Jeg er så sent som i formiddag blevet mindet om, hvor meget tid kan gå med en støvsuger og en klud og en kost, hvis man ikke passer på. Jeg har gjort nødtørftigt rent i huset, og brugt tre timer på det. Jeg kunne reelt bruge tre timer - dagligt! Men det må jeg ikke. Det er ikke produktivt. Nej. Det er no go...
Kunsten og bloggen og landsbyen hænger sammen. Jeg husker det godt. Sedlerne må være fra december 2014 - og det bogprojekt som er nævnt, er dét Marianne Jørgensen (Ikke mig, men den anden Marianne) skal lave, samle sammen til, nemlig den dokumentation for Skulpturlandsby Selde 2015, som jeg har lovet at bidrage til. Jeg HAR bidraget. Jeg har skrevet min novelle. Så den seddel kan også makuleres.
Og aflivningsmetoderne - de er beregnet til et blogindlæg jeg endnu ikke har fået skrevet, som jeg skal skrive en dag, og som skal handle om myndighedernes realitetssans eller mangel på samme, i forbindelse med aflivning af søer i en svineproduktion... Og se dét er en helt anden snak, som ikke behøver mere omtale her i dag - det kommer jeg til.
Hvad jeg lige gør ved telefonnumre og passwords til diverse... det finder jeg ud af. Nu synes jeg allerede, jeg er nået langt...

Ferie og så videre.. og SÅ videre... eller ... OG så VIDERE

"Ferie ferie ferie... syng en glad melodi.. tralalallalallaaaa..." sangen rumsterer i mit hoved hver gang jeg kigger rundt i huset... Vi har været på fællesferie og kom hjem for en lille uge siden, pigerne og os, (Bondemanden og jeg), og nu er Ældstebarnet er rejst til USA, hvor hun skal besøge sin amerikanske familie for første gang i fem år - drengebarnet er også i USA - pt på rundtur i CA og øvrige interessante steder med sin kæreste... ham ser vi først til november, når han kommer hjem fra sit halve år i landbrugspraktik i Montana...  Og nu, det sidste nye, ikke mindst: Yngstebarnet har endelig langt om længe fået sig en lejlighed i Århus C, og fraflytter matriklen her pr 1.8., for at studiestarte til september....
Jeg får ferie! Hæhæhæ... den 1.8. kan jeg for alvor slappe af og sige, ferie ferie ferie.... ferie-resten-af-mit-liv..... tralalalalala...syng en glad melodiiii, tra lala... lalalalalaaaaa....
For så enkelt er det vel??
Er det ikke?

Vi har talt om at gå i parterapi. Ja, sådan, bare for at se, hvad der kunne ske... Om vi i virkeligheden ikke passer sammen, og om vi i virkeligheden bør finde på noget andet at lave... et nyt kapitel starter, sådan siger man, om dét, der sker for os, lige nu, om lidt, når evighedsferien starter... når alle ungerne har forladt reden, og ikke kommer hjem igen, med mindre de holder ... ferie...

Bondemanden er i gang med sit PPL - private pilot licens. Om lidt høster han, og så går der et par måneder, før jeg ser ham igen. I hvert fald inden han SER mig. Thøhø.
Jeg får ferie. Mentalt. Og fysisk. Ingen krav om tøjvask, rengøring, kørsel, lektiehjælp, affodring tre gange om dagen, tøjvask, nærvær, affodring ... Et helt nyt liv.
Jeg tænker på, om jeg mon kan finde ud af det - og derfor overvejer jeg seriøst, det dér parterapi. Måske kun for mig, for Bondemanden har ikke tid, før til vinter....
Måske skal jeg bare sætte mig og skrive. Helt for mig selv. Med helt nye muligheder for ikke at blive afbrudt.
Ja, jeg vil holde ferie. Og jeg vil skrive.

Punktum!!

Yngstebarnet har fået en hue. Den er med kongeblåt bånd og en flag-allé, som fortæller, at hun har gået tre år på den internationale linje, og nu har erhvervet sig en HHX-studenterhue. I dag er de på studenterkørsel. Dvs. at der sidder 32 elever på ladet af en lastbil, og bliver kørt fra hjem til hjem, for at visitte de stolte forældre. Forældrene står klar med mad og drikke. Og de gør, som der forventes af dem, de smukke unge studenter: de æder og drikker. Som vilde dyr. De er vittige, sjove, højtråbende, støjende, syngende, dansende og hele tiden med en øl eller en breezer eller endog en hel flaske små sure eller shots i hånden.
De drikker sig i hegnet. Synes, de har fortjent at feste igennem. Og det har de også. De har overstået en eksamensrække på 4 skriftlige og 2 mundtlige eksaminer i løbet af 4 uger. Dét er værd at fejre.
Og jeg lyder som en sur gammel mand, når jeg hævder, at der absolut ingen grund, what so ever, er til at kaste spiritus i halsen hele tiden. Drik nu noget vand. I skal holde i to dage!
Jeg glæder mig til de kommer hér. Det gør de til aller-allersidst. I morgen aften klokken 20. Hvis tidsplanen holder. Hvis de holder...

Vacuum

"glasklokke, limbo, tomrum" - ifølge Center for leksikografi´s DanskOrdbogen
Det er her, jeg befinder mig. Med et færdigredigeret, gennemskrevet, gennem-peditesserettet og klar til opsætning-romanmanusafleverings afsluttet projekt bag mig... Tomrum. Men fuld af indtryk og udtryk og forvirrede tanker om, hvad der mon følger, og et udefineret håb om det bedste for bogen. Når den når så langt. At den bliver en bog. Sådan en fysisk håndgribelig bog.
Jeg er på en gang glad og lettet, men også spændt og forvirret. For hvad nu?
Mit fysiske opland har en plan for de næste fire-fem uger, der er mange gøremål med studenteraspiranter i huset, og det har jeg forestillet mig, at vi går ind i med hud og hår. "Vi" værende mig og mit forvirrede hoved.
Og jeg har lavet en to-do-liste. Det er sådan set bare at gå i gang.
Og dog dvæler jeg foran min skærm, med lyst og mod, med angst og provokerende mange gode ideer til, hvordan jeg forlader mit limbo, min glasklokke. Burde jeg... Nej. Og dog. Nej. JOh, det kunne jo være... eller njah... tjah... vi får se...

Forside og bagside

I aftes fandt jeg i mit spamfilter en mail fra forlaget. Det var den mail, der indeholdte forsiden til De Tavse Vidner som et vedhæft. Hvorfor den var smuttet i spamfilteret ved jeg ikke, og hvorfor jeg netop i aftes valgte at gennemse uønskede mails, inden jeg slettede dem permanent... vides ikke. Det må være skæbnen. Eller noget...
Men skæbnen ville altså, at forsiden er blevet helt som jeg kunne tænke mig den! Med antydninger af kalkmalerier, og et drikkelag/en fest i en stregtegning, der antyder, at det kan blive både mere skummelt, men måske også er lidt venligt alligevel. Sådan har jeg det med den forside. At den afspejler, hvad bogen indeholder... noget du ikke kan være helt sikker på, du har forstået rigtigt... Og det er måske fordi mine hovedpersoner er så unge, som de er, at de ikke ser farligheden, og når de gør, så er de nødt til at danse med...
Overfortolkning? Sikkert! Men det er sgu da meget godt ramt, ikke!?

 

Og bagsiden.. den kommer meget-meget senere, og der er frygteligt længe til udgivelsesdatoen oprinder, men det tar jeg med. Nu er forsiden og selve indholdet på plads, så må resten komme...

Retningsrettelsesrimeligheder

Jeg er i gang med at rette min roman. Det er et langsommeligt arbejde. I går var jeg over 50 sider i manus. I dag agter jeg at tage ligeså mange.
Det er et arbejde, jeg faktisk ikke gider.
Det er deprimerende at have haft følelsen af "færdig" - for så ikke at være det alligevel...
Redaktøren er sød. Og hun kan læse. Det er vigtigt. At jeg har fornemmelsen af, at hun godt ved, hvad jeg vil, og hvordan. Det er bare det, at hun gør mit bedste. Det, jeg ikke selv er kommet i gang med, inden jeg sendte manus til forlaget og sagde FÆRDIG!
Mit indre siger til mig, at jeg ER færdig, og derfor er det uendelig svært at motivere sig til "ikke helt endnu, min skat" og sidde og gennemlæse, i petitesser, hvert eneste ord, hver eneste sætning, hvert eneste afsnit, hvert eneste kapitel...
Det "sjove" begynder for alvor, når nogen eller noget skal skrives ud, og man har brugt tid på at skrive den eller det ind, for så at skal skrive den/det ud igen. Det er mere langsommeligt end godt er. Og så er det, jeg er ude i, at der må være urimeligheder, der ikke har berettigelse... og ordet retningsrettelsesrimelighed falder mig ind ...
Forslaget til forsiden er også kommet. Det er spændende!! Meget spændende. Om redaktør og grafiker og forlægger og forfatter kan blive enige om, og synes om, det samme forslag...
Jeg håber, der kommer et endeligt udkast en af dagene!