Træets forgængelighed

I disse dage, mens der er frost i jorden, kører skovfældningsmaskiner og motorsave i heftig duet i min have. Jeg var grædefærdig, da det stod klart, at dét, vi havde fældet i skov og have for bare to år siden, (da vi ryddede op, så det var gjort), langt fra var nok... Vi havde jo lagt mærke til, at nogle af de helt store træer, lige så stille stod og visnede i toppen og blev triste, allerede inden de var sprunget ordentligt ud. Andre hang med næbbet så tidligt som i august - og her i efteråret fik vi så Bjørn fra Brdr. Willemoes til at komme forbi, for at lave en vurdering... og hold nu kæft, en vurdering!!!
Alle asketræer dør langsomt, men sikkert over de næste år, og hvis vi vil undgå træfald i kommende storme, må vi tage os af det nu, inden de vælter...
Jamen...???
Nej, der er ingen jamen, ingenting vi kan gøre for at forhindre, at asketræerne dør.
Hmmm.
Så nu er de i gang. Og det luger kraftigt ud i den skov, vi troede, vi havde ryddet op i for to år siden - det ser skrækkeligt ud, og her, inde på min "ø", rundt i haven på plænerne, hvor enkeltstående træer har tronet... er der kun få tilbage - alle syv asketræer er nedlagte.

Når jeg ser på resultatet af maskinernes massakre... forstår jeg, at vi har taget den rigtige beslutning. Nu rydder vi op, alt hvad der er Ask kommer væk, og så planter vi noget nyt i stedet for, og glædes over dét!
Men det ser unægteligt voldsomt ud...