Jeg har stort set ventet siden kl. halv ni i morges. Okay, jeg havde folk inde til kaffe, jeg bagte boller og rugbrød, jeg var i gårdpladsen og klippe roser og lavendel, hive visne sommerblomster fra sidste sæson op af krukker, konstatere, at den staudeting jeg købte til de store hvide krukker, faktisk har overlevet vinteren, og ender med at blomstre igen i år.
Så skrev jeg en "Fursundhallen-opgave" og printede 270 sider ud, til omdeling i Eskov, drak en kop kaffe, spiste en (ende-) skive rugbrød med smør... og begyndte at klippe roser ned foran køkkenet. Og lavendel. Der er mange. Rigtigt mange.
Hele tiden lå min telefon i nærheden, og faktisk ville jeg også ha kunnet høre fastnettet, hvis de havde ringet dér.
Men de har ikke ringet endnu.
Det er sygehusvæsenet, jeg skal konferere med. Lidt justering af medicinering. Men de ringer ikke...
Som de havde lovet. Sagt de helt bestemt ville.
Det er spild af tid, at vente. Ventetid er det værste.
Og det ender med, at jeg ved 15-tiden (inden de går hjem) ringer og får en uvidende sygeplejerske i røret, som jeg så fortæller, hvad jeg mener om deres "Vi ringer mandag"... tsk tsk
Jeg er ikke imponeret.
Absolut ikke imponeret!!!
1 kommentar:
i sin fulde længde er versionen over 3 A4 ark, i den korte udgave således: jeg ringede, og brugte 15 minutter på at få damen til at forstå, jeg skulle tale med en, der kendte journalen. Fem kvarter senere blev jeg ringet op af vagthavende, som UNDSKYLDTE, at jeg var blevet glemt - GLEMT???? - men der er styr på det hele nu!
Send en kommentar