Ja, altså, ikke i virkeligheden. Men det sner i min roman. Det er ind under Jul. Maren og Siri er ved at stoppe pølser, der skal røges, og Kokken har lige givet fæstekonen Nielsine et drag over nakken, fordi hun har listet en pølse ind under forklædet. "Hun kan vente, til julekurvene er klar. Hun skal ikke tage selv" mente Kokken.
Nådigfruen sidder ved ilden og broderer til sit tiende barnebarn, der forventes inden sommer. Siri synes, det må være rart at være så rig, at man ikke skal stoppe pølser.
Det begynder at blive spændende i min historiske roman. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, det med pølserne, eller det med broderiet. Men jeg har sådan nogle billeder inde i hovedet, de dukker op, efterhånden som jeg skriver. Hjorddrengen Rasmus har kun kort været på banen i dag. Det var da han stod ved sin Farfars grav. Og græd. Uden lyd. Nu er der kommet bud til Nådigfruen, og vi skal have fundet ud af, hvad der står i rullen. "Vi" er mig og resten af folkene i stegerset. Nådigfruen ved det godt, nu, men vi ved det ikke, så Kokken har lige smidt hvad han havde i hænderne, og er gået ud i sneen, for at komme over i stenhuet. Han og Nådigfruen har et særligt forhold. De har været sammen siden de var små. Fruen tager ingen steder uden Kokken. Han er stor som en kirke, og stærk. Vi ved det ikke endnu, men måske er halvdelen af Fruens børn, i virkeligheden Kokkens.... hm... det kunne jo godt være? Man var ikke så sippede i middelalderen, som man blev sidenhen. Men måske er utroskab ikke noget fine fruer med brodérnåle giver sig af med...
Jeg har en aftale med mig selv. Jeg skal skrive "10.000 tegn med mellemrum" pr arbejdsdag. I dag har været en arbejdsdag. Det har været en god arbejdsdag. Og i morgen finder vi ud af, hvad der stod i den rulle, Fruen modtog. Og så bliver det Jul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar