Det var så marts!!!

Det blev næsten umærkeligt til marts. Lærkerne hænger lystigt under sky og hævder territorier. Det har de nu gjort længe her hos mig i NOrdsalling - og alt det med ordene, har ligget både stille og haft travlt.
Godnathistorierne var der "ingen penge i". De er lagt væk. Det er både en skuffelse og en lettelse. Men at de blev forkastet af ophavet, idémageren, betyder kun, at jeg ikke behøver tage stilling til dem. Det kan meget vel ske, at de bliver til noget en anden god gang, men lige nu bliver det uden mine ord.
Bondeanger er sendt til korrekturlæsning. Det er også en lettelse - af de store!
Jeg har været i København. Overnatning hos forfatterveninde og snak i timevis. Derefter en kold tur i byens gader, for at finde rundt og finde Krystalgade efter en hæslig omdirigeret køretur pga metrobyggeriet, inden jeg fandt ned under jorden i en parkeringskælder et sted.
Oplæsning af Jeppe Åkjær på originalsproget på Københavns Hovedbibliotek som en del af "København læser". Det var ret sjovt.

Jeg har ikke fået det ind med modermælken, dét sprog, men med bondemælken, og taget i betragtning, at jeg har boet på samme plet i NOrdsalling i 26 år, og har hørt sproget talt ligeså længe, og i over halvdelen af mit liv, dagligt! - så har det en vis effekt på folk, der ikke kender til dialekter, som ihvertfald ikke taler med dialekt, eller kender en specifik en af slagsen, at høre Åkjær læst op. Det med kroppen viste sig at være helt fysisk: Fnat og toiletbesøg bag dyrene i stalden er ret fysisk!! Man kan næsten lugte det... også selvom det kun bliver læst op! Og at forestille sig ti heste springe i fjorden med ti nøgne mænd på ryggene... dét er også et ret besnærende billede, givet til os af Åkjær i 1921 i Pigen fra Limfjorden. Jeg havde som forberedelse læst en del om Åkjær, en del af Åkjær og skrevet en del selv, som manus til de 15 minutter - de gik alt for hurtigt! Og det var en lettelse, da de var overstået.... trods originalsproget!
Jeg er ikke meget for at "performe" med ukendt stof - især ikke første gang - det er en fornemmelse af usikkerhed, som jeg aldrig tror, jeg lærer at holde af. Men det rykker - det tror jeg på! Det rykker ved mine egne grænser og begrænsninger, og udvider. Og dét er herligt. Bagefter.
Jeg tror, jeg skal i gang med at skrive igen nu.
Jeg har Asgers og Rasmus´ middelalderhistorie liggende latent i baghovedet. Og nu er der rum.
Åkjær er ude, godnathistorierne slettet, Bondeanger lever sit eget liv frem mod sin udgivelse - og om tre uger er det april - så flytter tankerne fra vinter til forår til sommer - og dét er også det, der sker for drengene i 1535...