Tude-tirsdag

Det begyndte ellers som en dejlig dag! Tirsdag morgen... solen skinner fra en skyfri himmel, der ligger lysbugede knortegæs på  fjorden, og jeg er vågnet før vækkeuret. Alt er godt, da jeg trækker i fit-nisse-tøjet inden morgenmaden, og alt er godt da jeg efter morgenkaffen  lukker Sørøver Sally ud gennem døren og hun hopper omkring mig, parat og klar til en dejlig løbetur til fjorden og hen langs stranden. Vi har gjort turen mange gange her i foråret - jeg har meldt mig til indtil flere motionsløb,  og har fundet ud af, at mine gamle knæ bedst holder, hvis jeg løber på blødt underlag, og det passer perfekt, for Sørøveren er ikke god til at løbe i snor. Tager vi turen langs stranden kan både hun og jeg løbe frit,  og det nyder vi ...
Tirsdag formiddag beslutter jeg mig for, at jeg skal ud på 2 km, inden jeg vender om. Dvs en dejlig 4-kilometer-tur, der kan løbes i et stræk, kun afbrudt af et enkelt stop, for at se på uret (triptælleren) når de første to km er løbet, og vi skal vende snuden den anden vej...
Vejret er helt pragtfuldt! Stranden er fast og god, det er lavvande, og duften... duften af fjord og sand og gøgen, der kukker og hunden, der palsker ud i fjorden, ind igen,  med  nyfundne skatte i form af halvstore sten i kæften, inden hun slår ind foran mig og løber i et par meters afstand... ahhhh, min lykke er gjort! Og jeg har gode ben! Rigtig gode ben, denne tirsdag morgen! Hæ!! På et tidpunkt slår overmodet ned i mig. Jeg kontrollerer mellemtiden på uret. Jow jow, jeg er så klar til at sætte farten op på de sidste 1,5 km! Jeg siger Sørøverens navn, og skynder på hende, så hun kan sætte farten op foran mig, og ikke sænke mit ambitionsniveau... hun drejer hovedet og ser på mig, lytter til min kommando, og jeg ser på hende og vifter med højre hånd, så hun forstår, at hun skal sætte farten op! Hun er helt med, vi har gjort det her mange mange gange tidligere. Sørøveren sætter farten op, det samme gør jeg, og så... en sær knækkende lyd og jeg mister balancen, falder forover, falder, redder faldet og ender med  at sætte mig ned, mens jeg river skoen af foden og ser hævelsen tage form i løbet af få sekunder.... og så vræler jeg. Højt!!! Megameget højt! Det gør afsindigt ondt i anklen, men jeg tænker, at det nok ikke er så slemt. Jeg sunder mig. Sidder lidt. Bliver klar over, at jeg overhovedet ikke er hjemme, og at jeg overhovedet heller ikke kommer dét, ved egen hjælp. Ringer til Bondemanden... Tredie gang tager han den. Så vræler jeg igen.
ATV, firhjulstrækker - alle tænkelige køretøjer transporterer mig herefter først til egen læge, derefter til Skive, hvor sød dame i røntgen tar imod. Fem billeder tages, og tyve minutter senere, midt i frokostpausen i Akutmodtagelsen, bliver jeg gjort bekendt med skadens omfang. Der er knoglebrud. I anklen. Av.
Air-form-skinne. Krykker. 4-6 uger. Foden over hjertehøjde de første dage, herefter må jeg støtte, så godt jeg kan. Husk at tage smertestillende. Husk at vrikke med foden, husk at sidde stille, husk at få egen læge til at  se på foden, hvis du ikke synes, det går fremad. Husk husk husk...
Jeg er det danske sundhedssystem dybt taknemmelig. Tak for studerende Anja, tak for Tania - I gør sgu en forskel. For gamle koner, og nu også mig!