fredag den 16. februar 2018

Hvis nogen siger Afrika...

og i flæng nævner, at det vil de gerne opleve... så siger jeg: Komafsted!!!
Jeg har været af sted. I femten døgn, sammen med Faster Fifi. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, inden vi tog af sted, fra hver sit land, og mødtes en tidlig lørdag morgen i Amsterdams lufthavn Schipol, for sammen at gå om bord i det fly, der skulle fragte os til Entebbe i Uganda.
Men ikke dét. Ikke støvede overbebyrdede asfaltveje med huller, en lugt af noget velkendt, vi ikke kunne bestemme hvad var, knallerter med op til fire personer, uden hjelme, bål i vejkanten, mennesker overalt, børn, dét til trods, at klokken var over midnat, lys fra gadekøkkener, lys fra biler, taxier og lastbiler, men ikke et eneste fortorv, kun rød stampet jord og affald alle vegne... plastikposer, plastikdunke, så det ud som, dér i mørket, mens vi blev kørt ind til vores hotel i Kampala-bydelen Bugologi.
Dagen efter... frisk frugt til morgenmad, suppleret af lækker omelet, ristet brød, kaffe og juice, friskpresset selvfølgelig. Og afhentning af de to norske kvinder, Mona og Elin, som bruger al deres fritid og sparepenge på at drive 4Africa. Frivilligt arbejde for kvinder i nød, HIV eller Aids-ramte, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv eller deres børn. 4Africa producerer varer, der sælges i både Afrika, Malaysia og Norge. Fine hæklede bamser, halskæder, armbånd og clutches i håndlavede papir-perler.
Vores tre-dages safari, gamedriving, hvor vi så - ikke the Big Five, men BIG FOUR - vi manglede leoparden, men fik et par hyæner at se i stedet for. Giraffen, langstrakt elegance, elefanterne med unger i flere størrelser, og flodheste, der nærmest lå i dynger i floden, Victoria Nile. Rhino's, white, (som er grå og ikke hvide, men har en wide mund, og derfor er blevet til "white rhino") med hver sin unge, den yngste var fra august 2017 og noget af det fineste, jeg nogensinde har set... Murchison Falls - i Murchison National Park, hvor der lugtede af gødning fra vilde dyr i morgengryet, mens vi kørte ad hullede, rødt-støvede veje, for at lokalisere løverne, inden de gik i skygge resten af dagen. Og et utal af hjortearter, hartebeests, waterbuch's, og bavianer, colobus-aber, gibbons i fri dressur, i natur, så ulig og anderledes alt hvad man tidligere har oplevet...
Overvældende.
Og Zanzibar, med hvide hvide strande, og tidevand i badevandstemperatur, og mylderet i Stone Town, af niqab, hijab og chador-klædte kvinder, og mænd der sad på gadehjørnerne og forsøgte at sælge os alt mellem himmel og jord. De lækreste frugter, mango, jackfruits, ananas, banan, passionsfrugt, vandmelon serveret på sin helt egen buffet til morgenmaden i paradisisk resort, hvor alt føltes som en drøm.
Bavian i vejkanten

Murchison Falls

Flodheste i dynger

Elefant ved Victoria Nilens bred

Hartebeest på savannen

Næsehorn, White Rhino, ungen er fra august 2017

Kvinderne bærer brænde, elefanterne græsser, fuglene finder parasitter i elefanternes hud

Girafferne "græsser" i træerne

Lipstick - tree-bær, malet fint på vores guides assistent på krydderi-farmen, hvor vi så de træer og buske, der forsyner krydderihylderne verden over med kardemomme, nelliker, peber, henna, ingefær, gurkemeje, chili, elang-elang, kokos, muskatnød, kanel og mange flere eksotiske dufte og smagsgivere, som vi kender, men måske ikke helt ved, hvor kommer fra.
 
Og ja, jeg skal til Afrika - igen.
 

2 kommentarer:

Anne-K. Holm sagde ...

Åh, hvor lyder det fint. Det er især interessant det dér med krydderierne, altså at se hvordan planten, busken eller træet ser ud - vi kender jo kun selve krydderierne.
Velkommen hjem og pøj-pøj med din nye bog.

Venlig hilsen Anne-K.

mjø ;o) sagde ...

Anne-K det er nemlig vildt interessant at se krydderitræer/buske og rødder! Vi ved jo ingenting! Men det gør vi nu, og jeg er glad for, at vi fik den oplevelse med!
Vi så også en lokal ung mand, der klatrede op ad et kokostræ, kun ved hjælp af en stump stof, som han snoede omkring sine ankler. Vi snakkede 10-12 meter lodret op, og så hang han der og sang for os! Mit moderhjerte døde lidt af skræk, men han havde fuldstændigt styr på det! Puha!
Og lunken kokosmælk direkte ud af selve nødden, til at dulme nerverne, da han var vel nede igen, fik vi også at smage!
Og tak! Gudruns Arv kommer ud i handlen den 23/3 - dét glæder jeg mig voldsomt til ;)