Aftaler

Jeg har lavet aftaler med min forlægger.Som verden ser ud lige nu, skal jeg aflevere manus i næste uge, hen over sommeren læser redaktør og forlægger, jeg retter og skriver, og 1. oktober 2011 skulle Fællesspisning - fortællinger langs fjorden gerne være klar til udgivelse. Hovedland arbejder i øjeblikket på at finde forside-materiale, og vi har talt om Kirsten Klein fra Mors.
Sjovt, at min forlægger siger netop Kirsten Klein, da vi taler om, at der gerne må være noget fjord og noget vand og noget ødemark på forsiden af bogen. Jeg er meget, meget betaget af Kirsten Kleins billeder, og jeg blev helt varm indeni, da han foreslog, at Kirsten Klein var en mulighed.
Jeg glæder mig til at se udkast, forslag og tage beslutning om, hvad der vil gøre sig godt som førstehåndsindtryk.
Uha, det er spændende - og lige nu læser jeg videre.
Retter. Omformulerer. Forenkler.

Fortællinger langs fjorden

Så sker der noget... med bloggen, nye tegn, andre muligheder og ny skrift, helt automatisk, uden at jeg har gjort noget.Mine noveller er langt - de hedder Fællesspisning. Hovedland har "købt" både titel og undertitel og vil så småt begynde at lave en forside klar.
Jeg tænker, at jeg får lidt småtravlt de næste ti dage.
Men det gør ikke noget.
Det er som det skal være.

Novellerne i mit hoved

kommer mere og mere til at ligne en samling. En novellesamling. En ny novellesamling.

Jeg har endnu siddende et sted i hjernen, hvad Hovedlands forlægger sagde til mig for ca. 5½ år siden, dengang Landsby var på trapperne, og jeg gerne ville have hans respons på det, jeg allerede havde skrevet færdigt.

Han sagde: Jeg vil først se dem, når du er færdig.

Og jeg spurgte: Hvornår er jeg færdig?

Han svarede: Det er du, når du har 250.000 anslag.

Jeg sagde: #gisp#

Nu kan jeg så fortælle, og fortælle alverden, at jeg netop har samlet alle novellerne, dem som er færdige, i et nyt dokument, og lavet optællingen - bare for sjov.

Der er 227.855 anslag.

Jeg er snart færdig. Måske bliver jeg endda færdig, inden jeg har deadline...

Færdig bliver man aldrig. Der er stadig små steder, jeg gerne ville rette lidt til, hvis jeg havde muligheden, tiden til det. I Landsby.

Jeg tror, det er sådan altid. Man kan blive ved med at rette. På et tidspunkt må man trække en streg. Have en deadline. For sig selv. Og for andre.

Det behøver ikke være den samme.

Fisk i tønde

Indimellem undrer jeg mig virkeligt over, så lidt der skal til for at more min familie. Og jeg konstaterer, at der heller ikke skal meget til at more andre familier... Familien Jensen og Bondemanden står hér og kigger ned i en plastiktønde på tuisnd liter, for at se de fire (4) fisk, der netop er hældt ned i de 500 liter vand, som de mente var nødvendige, for at flytte fangsten...

De stakkels fisk skulle flyttes fra een fiskedam til den næste. Og det er Jesper der er fiskemester, flankeret af Bondemand, far, mor og bror. Vi laver en ny bog - Jespers put and maybe-take - for der er gonnok lang vej endnu. Der går mange aftener med at tømme andres damme for fisk, inden han kan starte for sig selv...

Men det er vældigt sjovt, mens det står på, det må selv fiskeallergikeren indrømme

76,50

var der i flaskepant på de unge menneskers efterladenskaber... skoene på billedet var kun halvdelen af fodtøjet, der i weekendens løbhar været igennem og bespist i mit køkken...

Nyanlagt græsplæne

er ingen hindring... her ses et køretøj gøre sig klar til aflæsning af beton til terasseprojektet kl 0801 torsdag morgen den 5. maj 2011....

Terapi - hesteterapi

Jeg har været i terapi - alle mine bekymringer, alt andet end mine heste har været så langt væk, at jeg helt har glemt, hvad det var, jeg i går og ellers, bekymrer mig om....

Tre stykker skulle have sko på forhovene, så vi fortsat kan ride ture langs stranden, uden at blive slidt helt af, og de tre andre, de tre yngste, fik efterfølgende en tur med striglen. Alle tre står bom-stille, (uden at være bundet til bom), når jeg strigler dem, og alle tre kan de løfte både forben og bagben, så jeg kan se og klappe lidt på deres hove, inden jeg sætter foden ned igen. De er noget så dyyygtiiiie.

Og jeg ved ikke, hvem der har mest ud af tiden, der bare går, mens i spandevis af uld og hestehår flyver om ørerne på os derude i fenden...

- men jeg dufter fælt af hest (siger døtrene) og jeg støver (ses i solen) og ulden fra yngstehesten kildrer mig endnu i næsen, og jeg må pruste på tastaturet for at fordrive de hestehårene som drysser fra både mit hoved og mine ærmer, selvom jeg har rystet mig...

Alligevel er jeg tindrende glad og har ikke andet end ro i kroppen. Nu mangler jeg bare en ridetur.

Det må blive i morgen.