Ordkraft på Nordkraft

starter i eftermiddag kl 15 med den officielle åbning.
Jeg skal interviewes af Charlotte Rørth fra Nordjyske kl 16.30., og igen ved 19-tiden. Det handler om kvinderne i historien. Den historiske kvinde. Kvindens andel i historien - og ikke mindst, om hvorfor der er så mange kvinder, der skriver om kvinder - i historisk perspektiv...
Jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg skal sige. Men kedeligt, dét blir det ikke - og i aften, når vi kører hjem fra Ålborg, vil mit hoved være fyldt op af ord, oplevelser og inspiration. "Vi" - ja, vi skal afsted begge to, både bondemand og kone! Gode oplevelser kan man ikke få for mange af - og det er godt at have en at dele dem med!

Ordene og talen

var forberedt i god god tid - Bonden havde endda selv via-nettet-betalt for den ene af sine gaver. Og den talende forfatter tog sig sammen og tænkte så det knagede, og endte med at fremsige nogle få, men ikke særlig velovervejede ord. Bla. lød det: Jeg er intet uden dig. Og du er intet uden mig! Måske ikke særlig pænt sagt, sådan på en rund fødselsdag, men ikke desto mindre er det sandheden...
Og så fik Bondemanden et stk Hus-Apotek, et medicinskab, som kan hjælpe ham igennem den næste fase i livet. Han får helt sikket brug for pilleæskerne, nu hvor han er blevet tilbudt medlemskab af Ældresagen, og tilhører segmentet de 50-60 årige!
Medicinskabet indeholder et Ordapotek, skabt af Morten Søndergaard, og det er fuldt af verber, adjektiver, pronomier m.fl. - og under bivirkninger på indlægssedlen i æsken med verber står der:
Åndedrætsbesvær og hævelser i ansigt og tunge. Slå straks op i en ordbog eller gå på biblioteket!

Søndagsstilhed

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg er ved at nærme mig de 50, eller om det er fordi min bondemand lige er blevet 50... men ihvertfald er søndagen tiltrængt. Vi skal absolut intet lave - end ikke rydde op. Det overstod vi i går. Med en sær tunghed i nakkeregionerne, efter fin fin fødselsdagsfejringsfest, der varede hele natten og gjorde de tre timers søvn inden det var morgen igen, til et kort sekund uden ordentlig hvile...
I dag er huset almindeligt igen. Der er gonnok mange ekstra kasser og poser og pakker allevegne, og et blomsterflor, der sjældent er set mage til hér i huset - men vi skal ikke nå noget, ikke forberede noget, ikke ordne noget - eller noget!
Bondemand og børn pusler hver med deres - og jeg vasker lige lidt tøj, inden jeg tager i skoven med løbeskoene og prøver, om ikke søndagsstilheden kan vare ved, lidt endnu, også i mit hoved...

Fødselsdagsfest, Alfons Åberg!

I dag har jeg været planlægger udi festfejring for alvor. Kabaler der skulle gå op, og så lige en beslagsmed der skulle have ismulerne, seks stk., trukket frem, for at give pedicure til samtlige voksne damer, og så lige mors egen Lettir, dog ingen nye sko...
Og der var en frisørtid, og et par mødre, der udover kaffen, også forlangte deltagelse i kabalerne.... Hoooold nu fest!! Og det gør vi så i morgen.
Min elskede bondemand blir rund. Rundere end hans pt. fysiske statur fortæller - og det er dejligt nu i aften at kunne sige: Vi har ikke travlt. Vi har alt under kontrol. Hvem skal sove hvor, hvem kommer, hvem laver maden, har vi styr på bolledejen, har vi ost, er der øl nok i huset osv osv. ALT er under kontrol. Familymanegeren har gjort sin pligt.
Og om 3 timer henter vi den sidste hjem. Fimpebarnet skal også være med i morgen! Jow jow...

Pause og hverdag

Ja, det var så den Påske...
Heldigvis. Og dog.
Nu starter min elskede hverdag, igen, i morgen tidlig, og jeg har "normaluge" lige indtil i morgen kl 9.
Jeg får nemlig besøg. Af en journalist. Fra Nordjyske. Måske fordi jeg er med i visionsgruppen, måske fordi jeg er forfatter, måske fordi jeg skal være med til at "åbne" Ordkraft på Nordkraft i april.
Men, ihvertfald, har jeg forberedt mig på en time eller to, med snak om hvem jeg er, og hvad jeg gør. Og har gjort længe. Skrevet og talt. Talt og skrevet om det land, jeg lever i, den landsdel og det landskab, jeg beboer, og som jeg elsker: Udkanten. Vandkanten. UdsigtsDanmark. Landbruget og bønderne. De bofaste, de stavnsbundne - ikke af nød, men af lyst. Og delvis nødvendighed, fordi det er her, vi har vores daglige gang, det er her, vi færdes, lever.
Jeg er spændt på, hvad fremmede øjne kan se, spændt på, hvad journalisten kan lytte sig frem til.
Glæden vil jeg dele. Livsglæden.
Fjorden. Blæsten. Landskabet.
Det normale. For mig.

Oplæsning vol. II

Jeg læser op i Morsø Bøger og Papir - et arrangement som boghandlerelev Marlene Strand havde stået for, som et led i sin fagprøve. Udsmykningen bag mig, faktisk i hele vinduet, med fiskegrej og bøger er en del af Marlenes opgave - og relaterer til "Hiv ind, Jesper" - bogen om Jespers rejse til Norge for at fiske på gammeldags facon - bogen kan købes i bla. Morsø Bøger og Papir, ligesom både Fællesspisning og Den dag, jeg slog min hund ihjel.

Knud Sørensen fortæller om Limfjordsdigterne - og sikke en rejse vi var på! Jeg er betaget af Knud Sørensens evne til at fortælle, og så véd den mand simpelthen så utroligt meget om alting. En stor fornøjelse at overvære - Digterne omkring Limfjorden er fra 2002, men findes stadig og er stadig aktuel. Jeg har lige læst den - og har sådan lyst til at køre en tur rundt om Limfjorden og besøge digternes steder. Måske kan man gøre turen i Påsken?!

TudeMarianne

Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg havde tænkt, at det måske en dag ville ske, men jeg havde aldrig tænkt, at min reaktion ville blive, som den blev...
Når man bor som vi gør, i udkanten, på et landbrug, er det helt naturligt at der indimellem sker ting, man ikke synes er særligt sjove. F.eks. dør der hver eneste dag dyr. Nogen dage er det "kun" i stalden og man ser det ikke, andre gange er det mus eller fugle, der dør for øjnene af en, når katten har fangst.
For en uge siden måtte jeg så til dyrlægen, fordi Bondemanden (uden skyld overhovedet) kørte over katten, da han ville parkere bilen i garagen. Den havde alle chancer - men hoppede ned, lige som han trillede bilen ind af porten. Og dagen efter måtte jeg til dyrlæge, for at få den aflivet. Det blir aldrig rutine, men det er en del af livet. Døden.

I går skete så det, jeg har frygtet i mange år.
Jeg kom kørende i bilen på vej hjem, og ud foran mig springer et rådyr. Jeg VED, fordi sådan er det bare, at et rådyr aldrig kommer alene, så jeg var nærmest i hold, da rådyr nummer to vælger at følge efter sin mor... og klap-bang - den braser lige ind i døren i førersiden på Rav´en... Hold nu kæft... et chok jeg fik, stod på bremsen og fik fundet katastrofeblinket, famlede efter telefonen, og kom hurtigt ud af bilen, for at tilse det dyr, jeg var sikker på lå bag bilen og vred sig i smerte.
Tusindvis af tanker fløj gennem mit hoved, bla. ærgrede det mig et kort sekund, at jeg ikke havde ordentligt fodtøj på, og derefter, at jeg ikke havde en kniv, og så, satans osse at det ikke blev Bondemanden der kørte med efterskolebarnet, men mig, og så stod jeg bag bilen og kunne se ... ingenting.
Dyret var væk. Og mens jeg ringede hjem for at finde råd og gode ord, begyndte jeg at græde...
Helt tosset meget græd jeg, bondemanden forstod kun halvddelen af min ordstrøm, og da der kom en bil bag mig, holdte ind, og kom ud for at høre om alt var vel, tudede jeg, det bedste jeg har lært, nemlig i vilden sky, med snot og tårer i en pæn blanding, og heldigvis var det en lokal jæger, som hurtigt konstaterede, at jeg roligt kunne køre hjem, for der sad 9 hvide hår på døren, der var en lille bule, og hans bedste overbevisning var, at dyret ikke havde taget skade, og alt sådan noget med sweisshunde og hva-har-vi, det kunne jeg roligt lade være at tænke på, for der var intet blod og uden blod intet spor, og rådyret var garanteret over alle bjerge nu, 3 minutter efter den var løbet ind i siden på bilen, så vær du kun rolig, kør du ligeså stille hjem, der sker ikke noget mere...
Og så fik jeg vist sagt tak. Tror jeg. Fordi han var stoppet.
Og så kørte jeg hjem. Ligeså stille.
Og så tudede jeg.
Og da jeg kom hjem stod en bekymret bondemand i døren, han var sikker på, at jeg havde totaltskadet bilen, så alle airbags var eksploderet - men der var ingeting at se, kun i hovedet på mig. Og da han lagde armene om mig, stortudede jeg igen. Og Ældstebarnet kom til, og hun trøstede, ligesom sin far, og jeg tudede og tudede og  det ville ingen ende tage.
Først da jeg fik kaffekoppen i hånden og skulle trække vejret for at drikke, fik jeg hold i det.
I dag har jeg mange gange tænkt på det skøre teenage-rådyr, som helt sikkert er ved at blive sparket hjemmefra af sin mor, og hun løber fra ham hele tiden, og han forfølger hende stædigt, vedholdende, hvor hun går og står. Jeg fik sat en stopper for hans videre forfølgelse. Noget så eftertrykkeligt.
Han har fået kontant bevis for, at hans mor ikke gider ham mere.
Hun stikker af fra ham. Øm i bagdelen er han sikkert, men hun venter ikke på ham. Nu skal han klare sig selv. Jeg håber, han har lært, at biler ikke "gir sig". Jeg håber, han ender som en lækker steg på grillen en skønne dag, skudt af en jæger, i stedet for at ende som et af de utallige rådyr, der køres ned i trafikken...
Og bulen? Den kan rettes ud. Og tudeMarianne? Hun tænker, hun var glad for at vide, at et rådyr sjældent kommer alene. Der er altid mindst to!!! Husk det. Og desuden er rådyrene helt rundtossede lige nu, ikke kun pga sommertid, men fordi de store lam fra sidste år, smides ud "hjemmefra", inden råen igen skal føde...