Limfjordens Litteratur Samvirke

I eftermiddag skal jeg til Farsø - Johannes V. Jensens Museum - og deltage og sige ting, og læse op. Af Åkjær. Ja, Jeppe Åkjær, som boede på skrænterne af Sallinglandet, ligesom jeg gør det, bare 80 år senere. Kroppen og Åkjær.
Der er prisuddeling - Johs. V. Jensens Nobelkonkurrence - der er kaffe og kage, og repræsentantskabsmøde, med regnskab og årsberetning og alt muligt.
Lige nu forholder jeg mig kun til det, at jeg har lovet at gentage min optræden ved Kbh. Læser på Københavns Hovedbibliotek, og jeg véd, jeg i marts overskred min tidsramme, og det kommer jeg nok også til i dag... Selvom jeg har reduceret. Selvom jeg har luget ud. Og kun fortæller det halve. På den hele tid. Eller var det omvendt. Det hele på den halve tid...
Vredens Børn, Pigen fra Limfjorden (Åkjær) og Bondeanger (mjø) ligger klar til afgang.

Rørende velduftende tryksværte!

 

Den har sin helt egen duft, sådan en ny bog. Af tryksværte og fremmedhed. Jeg kender hvert eneste ord i den, og alligevel er det en helt ny fornemmelse, som et nyt bekendtskab, man skal indlede - gøre, sådan at få sit allerførste eksemplar af sin nye bog leveret ved hoveddøren.
Det var så ikke hoveddøren... men i maskinhuset - en hel kasse, faktisk, med mine frieksemplarer i, de frieksemplarer, som jeg må give ud og gøre med, hvad jeg vil. Men først den 15. maj.
Heldigvis har jeg briller på, for ellers kunne man se mine fugtige øjenvipper...

Vis mig dit liv

Da jeg i januar sagde ja, tak, til at medvirke i Margit Vendelbjergs kommende udsendelser, "Vis mig dit liv", på TVMidtVest, anede jeg ikke, hvad jeg sagde ja, til. Da udsendelsen en formiddag i starten af februar blev optaget "Live on tape", havde jeg ikke nogen anelse om, hvordan det kom til at gå med den roman, jeg netop havde skrevet færdig på Hald Hovedgård.
I dag sidder jeg med en god fornemmelse i maven. Udsendelsen "Vis mig dit Liv" rullede over skærmen i aftes (og har rullet flere gange siden... på Mokka) og alt i alt synes jeg den giver et fint indblik i, hvorfor og hvordan, jeg er endt som jeg er.
Som en krølle på halen - ved jeg nu, at Bondeanger udkommer ikke bare "engang i år", men faktisk lige om lidt!! Den 15. maj helt officielt, men jeg får måske allerede det første eksemplar af bogen i hånden i morgen!!
Det er fantastisk spændende og endnu engang grænseoverskridende at sende en bog ud i verden.
For hvordan tager offentligheden imod? Hvad siger "de" til den? Kan folk lide den? Sælger den?
Hvis man kan glæde sig til noget på sådan en tvetydig, nervøs og angstprovokerende måde... ja, så glæder jeg mig til den udkommer...
Du kan se "Vis mig dit liv"-udsendelsen ved at klikke her.

Bondeanger - udkommer 15. maj 2014

Og jeg er så stolt og glad, at jeg er ved at revne!
Tænk sig! Endnu en bog med mit navn på forsiden - den 2. roman, den 5. voksen udgivelse, den 11. udgivelse i alt, med mindre man tæller 4 oversættelser af børnebøger, og, en antologi med, for så er det nummer 16!!!
(Lidt får jeg da gjort - indimellem bageri, bonderi, foredrag og klummer)
(Det kan jeg også godt være helt stolt og glad over, så jeg er lige ved at revne!!)

Ps. Mandag den 28. april kl. 19.55. kan du se mig i  "Vis mig dit liv" på TV2 MidtVest, MOKKA

Gylle!

Her lugter ikke just himmelsk.
Det skal der heller ikke - vi kører gylle og generer alle de Påskeferieglade naboer, både de fastboende og dem i sommerhusene. Heldigvis er vejret nu "med os" og har gjort sig overskyet, så vi får mest muligt ud af den naturlige gødning, som vi har så hårdt brug for i planteavlen.
Man kan hævde, at det ikke er så heldigt for dem, der holder ferie, at hele to ting er imod dem: Lugten og vejret.
Heldigvis er det hverdag igen i morgen, og så behøver mit sensitive instinkt for hensyn ikke længere at have dårlig samvittighed eller helligdagskvababbelser...
Men det havde været lidt smartere, hvis det var Påske i Februar, og ikke lige midt i forårsarbejdet!!

Eksplosionsfare

Kastanjerne er bristede. Tjørn og bjergribs strutter grønt, hasselrankerne dingler og lindenes et-årsskud lyser røde, selvom det i det store og hele er gråt. Og vådt. Meget vådt. Jeg tænker, at i løbet af et par dage er alting sprunget ud, selv bøgen...
Bondemanden er også ved at eksplodere. Af utilfredshed. Jeg har ikke helt fundet ud af, om det er manglende omhu, eller manglende rettidighed, der tricker ham. Jeg mener at kunne huske enkelte år, hvor han har været færdig inden den 13. april, men i det store og hele synes jeg, han har god tid. Det er vi ikke enige i.
Der skal køres gødning, gylle, kemi og der skal såes. Hvad har jeg i grunden forestillet mig??

Selvforskyldt Søndags-suk!

Torsdag-fredag-lørdag var jeg i haven. Dvs det var ikke selve haven, med bede og græs, nej, det var gårdspladsens så-småt-have-del, jeg havde set mig gal på... ca 100 meter med græsplæne, der væltede ned over den gamle pik-stens-rende-belægning.
Så jeg stak kanten med en kantspecialstikkeskovl-tingest.
Så skovlede jeg kant-resterne op, i først en trillebøre, senere en frontskovl på en minilæsser.
Så gravede jeg jord, der gennem 5-10 år var løbet ud i belægningen, op og væk, løsnede og til slut fejede jeg. Og skovlede masser af jord og sand op indimellem...
De to render ser nu fine og forholdsvis rene ud. Vejbredden er øget med flere visuelle meter i begge sider. Kort sagt: Det ser pissegodt ud.
Sukket kommer her: Jeg er ikke skabt til fysisk arbejde i rå mængder. Jeg har fundet mit nemesis. Mine håndled er stive og bulne, mine fingre sover og snurrer. Vablerne er ingenting i sammenligningen med den vedvarende permanente smerte jeg selvforskyldt er havnet i. Så kan jeg lære det.  Og min søndag må tilbringes med andre gøremål, selvom vejret med de 14 grader og fed stank af gylle indbyder til havearbejde. Jeg har faktisk LYST til at gå i haven og rode. Men det kan jeg ikke. Det gør ondt. Og ondt gør ondt værre, så jeg forholder mig i ro.
Og sukker.
Søndagssukker.
Øv.