Hestehandlersken

Ja, det er mig!
Jeg gør alt, hvad jeg synes, jeg oprigtigt set kan tillade mig, for at få solgt nogle af alle mine dejlige heste. Det er svært. Især fordi jeg dybest set ikke vil af med dem. Men jeg har måttet indse, dygtigt belært af Bondemanden, at jeg ikke kan ride på 10 heste, og at jeg heller ikke kan ride på 5, og, at jeg endda ikke kan ride på mere end 1 af gangen... og ydermere, at jeg ikke får det gjort.
JOh! Når der kommer nogen og spør´ mig direkte, om ikke jeg vil med ud at ride, så plejer jeg at sige ja, tak. Eller når jeg i salgsøjemed skal sadle en af salgshestene op, ja, så får jeg redet, og SÅ er jeg lykkelig den time til halvanden jeg sidder i sadlen og er hestehandlerske.
Jeg har for mange og for dejlige heste.

"Sælg dem, sælg dem nu", siger han hele tiden, " - det bliver ikke nemmere til vinter"...

Jeg har været på Island fire gange. Hver gang for at ride på heste. Ismuler. Jeg ELSKER at ride - jeg bliver lykkelig, når jeg rider, det er for mig en slags mindfullnes, hvis man ellers kan definere mindfullnes.
Og jeg har rigeligt adgang til at ride hver eneste dag, hvis det var det jeg ville. Men jeg får det ikke gjort. Derfor er jeg tvunget ud i at sælge, at være hestehandlerske. Jeg har sat nogle af mine små til salg på en ishestesalgshjemmeside - det plejer ikke at lykkes dén vej. Så har jeg sat en til salg på facebook, i en gruppe, der handler om at sælge udstyr og heste til ishestefolket. Og så har jeg sagt til den del af min omgangskreds, der er hestefolk, at jeg har heste til salg.
Og så har jeg henvendt mig til en proffesionel hestehandlerske. Hun tager 1000 kr i ugen for at træne, og 1200 kr i måneden for blot at have en kommisionshest. Det er fair nok. Men så forsvinder mine heste ud af mine hænder, uden at jeg får noget som helst igen. Der skal også være rimelighed i det.
Siger Bondemanden.
Så nu gør jeg noget. Jeg sætter dem til salg, og jeg praler med dem. Hele tiden.
Så tøv ikke. Skal du have en dejlig hest, du kender forholdene bag, så kom og kig på mine. Jeg bliver lykkelig, hvis du spør, om jeg vil med ud at ride. Jeg sir´ helt sikkert JA!

Sct. Hans-Lasagnen simrer

I Bondemandens familie er det tradition, at Sct. Hans aften går på skift. Hvert år samles efterkommerne efter 5 søskende, hvoraf der kun er en tilbage! Johannes var den yngste af de fem, og han er i dag over 90 år gammel. De fleste er bønder, altså, dem, der er i direkte linje. Længere ude går det liiidt skævt - flere har andre jobs, og heldigvis for det! Alligevel kan det lykkes os at samle henved 100 mennesker, i alderen 0 til ja, 90 - og aftenen har et helt traditionelt forløb:
Man samles klokken 18, og har sin madkurv med. Værtsfamilien har stillet bænke og borde frem i maskinhuset/garagen, og så spiser man sammen, inden man i samlet flok går ud til bålet, som nogle år har været temmelig misundelsesværdigt og kunstfærdigt pyntet! En heks må der til!
Så synger man et par midsommersange, mens bålet tændes, og der er heksehyl og indimellem et enkelt kanonskrald, som "de unge" har listet ind mellem grenene... Er vejret dårligt, forlader man hurtigt bålstedet, og så går vi over i den mere artige del af aftenen:
KAFFEN!
Uha, som er mange husmødre blevet testet på form og farve i de år, der har været Sct. Hans tradition i familien ... for det er nemlig skik (eller uskik, kald det hvad du vil) at konen i huset har lavet kaffe og kringle, eller rabarberkage, eller skærekage, eller flere slags kager, og småkager, og så er det ellers alle mand IND i stuehuset. Der er som regel dækket op med kaffekopper i alle stuer, og her får man lejlighed til at se arvegodset udi porcelæn!! - og samtlige stole i huset bliver besat lynhurtigt, og mens kaffen nydes og kagerne ikke mindst, løber ynglen rundt udenfor, og nogle af de unge mænd går i stalden, hvis det er en kvæggård, ellers plejer maskinhuset at trække gevaldigt! Så bliver der snakket og snakket og snakket. Landbrug.
Til midnat når de sidste gæster er rejst af sted i bilerne fra nær og fjern, er værtsparret trætte. Ikke bare almindeligt trætte. Men dødtrætte ...
Lige nu simrer min kødsovs til den lasagne, som er blevet vores madtradition Sct. Hans. Det er hurtigt at lave, smager godt, og så kan det transporteres uden alt for meget bøvl, og det holder sig varmt længe! Til dessert er der jordbær. Kun jordbær. Ikke noget med kage eller fløde eller noget. Bare jordbær.
Og jeg misunder ikke Birgitte, der i år har travlt med at bage kager og allerede har haft travlt i sit køkken i dagevis, og udenfor i haven, du godeste!! - for alt bliver tjekket ud, ikke i ondskab men i familieskab, og vi vil helst ikke have, at nogen stikker ud og falder for langt fra stammen - nej, det skal se ordentligt ud, der skal være god vækst på markerne, pæne dyr ved godt huld i stalden - sådan er det i en landbofamilie...
De har fortalt mig, at i gamle dage gik alle mændene igennem kostalden for at tilse, at værtsparret havde ordentligt styr på huld og mælkeydelse, og der blev snakket i familien, bagefter, hvis ikke det man havde set, kunne leve op til standarden.
En grum form for intern selvjustits.
Jeg håber min Sct. Hans-lasagne kan matche forventningerne. Heldigvis er der kun fire dommere, mig selv incl..

En Dronning på vejen

I dag var jeg på tur til min dejlige datter, som bor i Ålborg.
I strålende solskin og godt humør, med færgen MARY fra Salling til Himmerland.

Ngen gange lykkes tingene over al forventning - og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg rigtig godt tilfreds med dét her billede! Der skete noget jeg ikke havde regnet med, da jeg ville lave en selfie ...( jaja, kameraet vendte forkert, det opdagede jeg jo) - nemlig at det blev et vildt godt billede, selvom det ikke var det, jeg ville tage!
Senere kom jeg til Ålborg - og da vi gik tur i centrum, opdagede vi, at der havde været og var Dronninge-besøg i Ålborg i dag!!
ALLE gågader var sandede til. Ja, kareter kører nemlig ikke på fliser, de kører i sand. Og heste gider ikke gå på fliser, de vil gå i sand. Så sandkasserne i samtlige børnehaver i midtbyen, og i nordbyen var blevet tømte, og strøet ud på Dronningens ruter - i dagens anledning.
Der var godt-nok meget sand.
Rigtigt meget sand.
En dronning var i vejen, på vejen og med på vejen.
Vi andre fik småsten i sandalerne.
Vældigt irriterende...

Viske-vaske-sjaske-herregårds-kone-maske

I dagene mens solen skinner ufortrødent udenfor... har jeg så valgt at være med i den seriøse afdeling. Jeg har igen i år ladet mig overtale til at medvirke i Herregårdenes Dag - jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi var med første gang, men det er tilbage i 2003 eller 2004. Jeg oplever hver eneste gang en stor interesse for at høre historien og se stedet, som vi har fået i "arv".
Kjeldgård er ikke nogen stor og prangende herregård, ikke desto mindre nævnes den første gang i  1524, hvor den tilhører rigsråd Hr. Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk. Der er en masse historier tilknyttet Kjeldgård, og dem hiver jeg frem fra bøgerne og fortæller, mens jeg viser lokaliteterne frem. Det er en del af imagebanken, påstår Bondemanden, at vi deler vores glæde for stedet med andre - det har han helt ret i!!
Der er bare den hage ved det, at vi er nødt til at have ryddet og vasket og pudset inden...
Puuuha! Jeg er nu så langt, at jeg har pudset alle vinduer mod nord og delvist mod syd, og mangler kun køkkenet mod vest... Og sjovt nok, så forsvinder alle andre i andre ærinder, når jeg begynder at bede om hjælp... Heldigvis klarer jeg mig. Jeg skal bare i gang i ordentlig tid. Og hvis nogen af gæsterne synes, der er lidt støvet eller trænger til en klud hist og her - så plejer jeg at sige, at der udleveres pudsegrej i bryggerset på forespørgsel, så kan man bare gå i gang...
De fleste er nu ligeglade, men jeg har da oplevet en enkelt finger blive kørt hen over et knapt så rent chatol... mage til frækhed!! Tsk tsk  ;)
Nå, men på søndag går det løs med rundvisninger klokken 10, 13 og 15.
Det koster 50, - kr pr herregård, og man betaler på stedet.
Der er i år 12 åbne herregårde i Limfjordslandet: i Salling og på Himmerland.
Du kan læse mere om Herregårdenes dag ved at klikke her, og mens du læser, så pudser jeg lidt flere vinduer!

Kombi-Pinse-helvedet

Sådan en laaaang weekend - hvor Grundlovsdag, der er blevet til en hel fridag for det arbejdende folk, afløses af en fredag uden særlig titel, hvor det arbejdende folk formentligt også har/havde fri, eller holdt fri, eller ferie, eller var nødt til det, fordi skolerne havde lukket (!!!) - der så glider over i en Pinse, hvor vejret gonnok var forbløffende dejligt, det meste af tiden... så kan man godt få fornemmelsen af at være lukket inde i en lomme af fritid og frihed og ferie.
Desværre er jeg ikke den eneste, der har det sådan - de store børn har læseferie, eller læsefrihed, eller eksamenstid eller kald det hvad du vil - faktum er, at nogen synes, det er helt i orden at aflyse alt i flere dage, bare fordi der ligger et par halve helligdage og venter...
I vores lille bondebiks leger vi dog helt anderledes! Alt og alle er på arbejde hele tiden. Næsten. Og der er hverdag på hverdage og søndage på søndage, og ellers ikke så meget "pis".
Så i morgen tidlig står jeg op og laver friskbagt brød, dækker bord og venter folkene ind til klokken ni, ligesom jeg plejer, og ligesom jeg har gjort både torsdag & fredag, og sådan er dét! Og inden jeg går i seng, vil jeg tænke på de dejlige veninder jeg har, der trods hverdage, alligevel går i "feriemode", og sørger for eftermiddage i godt selskab, helt uden pligter, kun sol og strand og vand og vin og lidt snak. Lidt snak, der bliver til meget mere, når man husker at slappe sig af, og glemme det er hverdag i morgen og i overmorgen eller hvornår det nu var det var...

SelDeco - udvikling i vandkanten

Vores nye butik havde åbningsdag i dag - jeg siger vores, fordi vi er en forening, og det er os, der skal drive forretningen. Det er på frivilligt basis, og ingen af os får løn for at stå i butikken, vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt!
Borgmesteren - ja, altså den tidligere borgmester, Flemming Eskildsen sagde de indviende ord, sammen med Gunhild, som er bestyrelsesformand i foreningen SelDeco- og selvom det styrtregnede kom der forbløffende mange mennesker forbi til musik, kaffe og en småkage.
Der er mange forskellige varer på hylderne - det er sådan et sted, man kan gå hen og købe honning, lokalt indsamlet altså, og man kan købe antikke møbler, keramik, filt, karklude, kludetæpper, smykker, malerier og litografier, designertøj og vævede jakker og så kan man også købe sig en bog, en kop kaffe eller et par fine babysko i økologisk læder. "Damerne" skal være i butikken 5 dage i ugen, og de er enten "passive"-frivillige eller sælgende medlemmer af foreningen. Det bliver ret spændende at se, om det kan give omsætning, at "kunstnerne" og de kreative sjæle selv står i butikken.
Under alle omstændigheder tror jeg, det bliver helt morsomt at stå i butik. Det har jeg aldrig prøvet. Meget har man budt mig, men butik...
Hvis det viser sig at være en succes, tror jeg, vi kan danne skole for andre landsbyer med en "negativ butiksprofil" - at få samlet kræfterne i en butik, i en forening, sender tankerne i retning af andelsbevægelse, og måske er det her nøglen til landsbyernes overlevelse ligger: sammenhold og fælles front!
Jeg håber, SelDeco får stor succes. Det fortjener vi!!!

En slags stilhed

Det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
Og der går lang tid, inden vi forvinder sorgen og savnet.
Men sådan er det hver eneste dag for mange mennesker.
Hver eneste dag er der nogen, der dør, og nogen der savner og sørger.
Selve døden er fredfyldt.
Selve mennesket er uinteressant, i det sekund døden indtræffer.
(Med mindre man er læge og skal obducere...)
Det var bare ikke det, jeg lige havde forestillet mig.
Vi åbnede døren, solen stod op over horisonten og solsorten lettede fra sin plads på gyngestativet.
Vi sagde farvel.
Vi sang ud.
Vi bar. Og nu bærer vi savnet.