Sommerignorance

.
Jeg ved ikke, om jeg er gjort af et særligt stof, eller om mine livsvilkår gør mig til noget nær det mest ignorante menneske, jeg kender...
Faktum er, at jeg ikke kan rystes af ret mange uretfærdigheder længere, og faktum er, at jeg er holdt op med at bekymre mig om andres ulykke. Ikke fordi jeg er ufølsom, det er jeg bestemt ikke.
Men lige nu nyder jeg sommeren og solen.
Tilsyneladende bliver den ved med at varme og skinne i en uendelighed. Jeg krydser fingre for at den bliver ved ugen ud - efter en seriøs mængde regnvand og oversvømmelser i andres kældre, vil det være kærkomment, hvis vi liiige fik spinaten i hus. Jeg gider ikke bekymre mig om ret mange andre ting. Bare høsten kommer i hus, og Bondemanden er glad, så kan jeg såmænd klare det meste.
Uretfærdige voldsomme begivenheder og krigshandlinger interesserer mig overfladisk. Jeg orker ikke. Hverken forholde mig til det, eller deltage i diskussionerne. Gaza og Israel. Betændte bylder på verdenskortet, krig og død og ødelæggelse. Naturkatastrofer. Hvad har vi. Jeg orker det ikke.
Lad nu den sol skinne og lad os få høsten i hus.
Så tager vi os af hinanden bagefter...
Så tager jeg mig af hinanden bagefter...

Skygger

Det er åbenbart i år, jeg skal lære noget om at miste. Måske er det alderen, der trykker mig, måske er det tilfældigheder. Faktum er, at jeg to gange indenfor 7 uger er blevet mindet om, at ingen er udødelige, og at alt liv, uvægerligt, slutter med døden.
Først mistede vi efter tre år med en kræftdiagnose min svigerfar.
I går mistede vi min mormor.
Begge havde levet et langt og forhåbentligt godt liv. Min svigerfar var træt, men slet ikke klar til at forlade livet, selvom han var 83. Min mormor var 97 og sagde til mig, da jeg besøgte hende for knapt to måneder siden: "der er ikke noget ved at blive så gammel" - hun sov stille ind, omgivet af sine tre døtre, hvoraf den ene er min mor, født i 1943.
Jeg bliver ved med at minde  mig selv om, at livet er skrøbeligt, og at vi skal huske at sætte pris på det, hver eneste dag.
I dag høster de. Hverdagen lever videre som altid, og selvom verden er forandret for mig, går det hele alligevel sin vante gang. Der høstes, og om lidt skal der såes. Vi lever videre, og sådan har de to døde ønsket, at det skulle være for os. At vi lever videre, som altid, og gør det vi skal gøre. Leve.
Men når skyggerne her ind under aften bliver lange, så trækker de i mig og minder mig om, at jeg kun er her en stakket stund, set i det store perspektiv.
Døden er naturlig.
Jeg må huske at være glad, huske at leve.
Også selvom der er skygger.

Øltölt i rette element

Dette billede siger simpelthen alt!
To heste, islandske, to store piger/unge kvinder, to dåser med øl af uvis herkomst, men i guldemballage...
Og så i et landskab, der matcher de heste de sidder på perfekt!
Jeg har næsten tårer i øjnene, når hun sender billeder hjem, ældsten, fra sit sommerferiejob!
Det må absolut være det vildeste og dejligste sommerferiejob  E V E R!!
Tænk - at skulle ride med dagsturister på en- eller to-timers guidede ture, rundt i det smukkeste nordislandske landskab, og hvis der ingen turister er, eller hvis det bare er aften - at kunne tage sig en tur på hesteryg til en smuk sø, drikke sig en kølig øl, og ride hjem igen, for så at gentage hver eneste dag og aften i hele 8 uger...
Hun tjener ikke ret meget ved at være guide... sådan cirka intet. Men hun oplever og rider. Hver eneste dag. Og samler energi til tredje semester på AAU.
Bare det var mig.

 

Stedet hedder Saltvík Hestamidtstöd og ligger lige udenfor Húsavík, Island.
Det er et sted, jeg meget gerne vil anbefale.
Fantastiske folk, og ikke mindste rigtigt gode heste, dejlige omgivelser og vidunderlig udsigt!
Og så er hun der. Min ældste. Med fletningen/håret ned ad ryggen, på den fine skimmel, på vej ud i landskabet med et smil så stort, at man bliver rørt i hjertet!

Et stykke med bart, tak!!

Vi kampsveder.
Varmen kommer altid uventet og med et brag, så i dag har vi svedt, bare vi tænkte på at bevæge os.
Jeg har heldigvis været i butik hele dagen. Som i hele dagen!!!
Fra klokken 10 til klokken 18.
Det er vores nye butik i Selde, der trækker i mig.
Og fordi jeg er en af de ti, der har valgt at investere i butikken, er jeg også en af de frivillige, der befolker tæpperne for at holde gang i salget.
I dag solgte vi for 315 kroner.
Og det var velatbemærke for 315 kroner kaffe! Og saftevand.
Og en enkelt fingerring...

Jeg håber sådan, at SelDeco har en fremtid, at butikken og butiksformen har en fremtid!!
Og jeg sveder gerne for det! I 28 graders varme. Hvor jeg burde have siddet med fødderne i fjorden og nydt udsigten til Fur. I stedet så jeg ind i skærmen af en pc eller serverede kaffe og småkager, saftevand og en mængde oplysende information.
Bare folk nu vender tilbage til vinter. Og køber deres julegaver og værtindegaver og fødselsdagsgaver og andre gaver hos os i butikken!
Så vi kan bevise, at det gør en forskel, når man rykker i flok.
Når fællesskabet sejrer.
Dét vil jeg gerne svede for!

Hestehandlersken

Ja, det er mig!
Jeg gør alt, hvad jeg synes, jeg oprigtigt set kan tillade mig, for at få solgt nogle af alle mine dejlige heste. Det er svært. Især fordi jeg dybest set ikke vil af med dem. Men jeg har måttet indse, dygtigt belært af Bondemanden, at jeg ikke kan ride på 10 heste, og at jeg heller ikke kan ride på 5, og, at jeg endda ikke kan ride på mere end 1 af gangen... og ydermere, at jeg ikke får det gjort.
JOh! Når der kommer nogen og spør´ mig direkte, om ikke jeg vil med ud at ride, så plejer jeg at sige ja, tak. Eller når jeg i salgsøjemed skal sadle en af salgshestene op, ja, så får jeg redet, og SÅ er jeg lykkelig den time til halvanden jeg sidder i sadlen og er hestehandlerske.
Jeg har for mange og for dejlige heste.

"Sælg dem, sælg dem nu", siger han hele tiden, " - det bliver ikke nemmere til vinter"...

Jeg har været på Island fire gange. Hver gang for at ride på heste. Ismuler. Jeg ELSKER at ride - jeg bliver lykkelig, når jeg rider, det er for mig en slags mindfullnes, hvis man ellers kan definere mindfullnes.
Og jeg har rigeligt adgang til at ride hver eneste dag, hvis det var det jeg ville. Men jeg får det ikke gjort. Derfor er jeg tvunget ud i at sælge, at være hestehandlerske. Jeg har sat nogle af mine små til salg på en ishestesalgshjemmeside - det plejer ikke at lykkes dén vej. Så har jeg sat en til salg på facebook, i en gruppe, der handler om at sælge udstyr og heste til ishestefolket. Og så har jeg sagt til den del af min omgangskreds, der er hestefolk, at jeg har heste til salg.
Og så har jeg henvendt mig til en proffesionel hestehandlerske. Hun tager 1000 kr i ugen for at træne, og 1200 kr i måneden for blot at have en kommisionshest. Det er fair nok. Men så forsvinder mine heste ud af mine hænder, uden at jeg får noget som helst igen. Der skal også være rimelighed i det.
Siger Bondemanden.
Så nu gør jeg noget. Jeg sætter dem til salg, og jeg praler med dem. Hele tiden.
Så tøv ikke. Skal du have en dejlig hest, du kender forholdene bag, så kom og kig på mine. Jeg bliver lykkelig, hvis du spør, om jeg vil med ud at ride. Jeg sir´ helt sikkert JA!

Sct. Hans-Lasagnen simrer

I Bondemandens familie er det tradition, at Sct. Hans aften går på skift. Hvert år samles efterkommerne efter 5 søskende, hvoraf der kun er en tilbage! Johannes var den yngste af de fem, og han er i dag over 90 år gammel. De fleste er bønder, altså, dem, der er i direkte linje. Længere ude går det liiidt skævt - flere har andre jobs, og heldigvis for det! Alligevel kan det lykkes os at samle henved 100 mennesker, i alderen 0 til ja, 90 - og aftenen har et helt traditionelt forløb:
Man samles klokken 18, og har sin madkurv med. Værtsfamilien har stillet bænke og borde frem i maskinhuset/garagen, og så spiser man sammen, inden man i samlet flok går ud til bålet, som nogle år har været temmelig misundelsesværdigt og kunstfærdigt pyntet! En heks må der til!
Så synger man et par midsommersange, mens bålet tændes, og der er heksehyl og indimellem et enkelt kanonskrald, som "de unge" har listet ind mellem grenene... Er vejret dårligt, forlader man hurtigt bålstedet, og så går vi over i den mere artige del af aftenen:
KAFFEN!
Uha, som er mange husmødre blevet testet på form og farve i de år, der har været Sct. Hans tradition i familien ... for det er nemlig skik (eller uskik, kald det hvad du vil) at konen i huset har lavet kaffe og kringle, eller rabarberkage, eller skærekage, eller flere slags kager, og småkager, og så er det ellers alle mand IND i stuehuset. Der er som regel dækket op med kaffekopper i alle stuer, og her får man lejlighed til at se arvegodset udi porcelæn!! - og samtlige stole i huset bliver besat lynhurtigt, og mens kaffen nydes og kagerne ikke mindst, løber ynglen rundt udenfor, og nogle af de unge mænd går i stalden, hvis det er en kvæggård, ellers plejer maskinhuset at trække gevaldigt! Så bliver der snakket og snakket og snakket. Landbrug.
Til midnat når de sidste gæster er rejst af sted i bilerne fra nær og fjern, er værtsparret trætte. Ikke bare almindeligt trætte. Men dødtrætte ...
Lige nu simrer min kødsovs til den lasagne, som er blevet vores madtradition Sct. Hans. Det er hurtigt at lave, smager godt, og så kan det transporteres uden alt for meget bøvl, og det holder sig varmt længe! Til dessert er der jordbær. Kun jordbær. Ikke noget med kage eller fløde eller noget. Bare jordbær.
Og jeg misunder ikke Birgitte, der i år har travlt med at bage kager og allerede har haft travlt i sit køkken i dagevis, og udenfor i haven, du godeste!! - for alt bliver tjekket ud, ikke i ondskab men i familieskab, og vi vil helst ikke have, at nogen stikker ud og falder for langt fra stammen - nej, det skal se ordentligt ud, der skal være god vækst på markerne, pæne dyr ved godt huld i stalden - sådan er det i en landbofamilie...
De har fortalt mig, at i gamle dage gik alle mændene igennem kostalden for at tilse, at værtsparret havde ordentligt styr på huld og mælkeydelse, og der blev snakket i familien, bagefter, hvis ikke det man havde set, kunne leve op til standarden.
En grum form for intern selvjustits.
Jeg håber min Sct. Hans-lasagne kan matche forventningerne. Heldigvis er der kun fire dommere, mig selv incl..

En Dronning på vejen

I dag var jeg på tur til min dejlige datter, som bor i Ålborg.
I strålende solskin og godt humør, med færgen MARY fra Salling til Himmerland.

Ngen gange lykkes tingene over al forventning - og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg rigtig godt tilfreds med dét her billede! Der skete noget jeg ikke havde regnet med, da jeg ville lave en selfie ...( jaja, kameraet vendte forkert, det opdagede jeg jo) - nemlig at det blev et vildt godt billede, selvom det ikke var det, jeg ville tage!
Senere kom jeg til Ålborg - og da vi gik tur i centrum, opdagede vi, at der havde været og var Dronninge-besøg i Ålborg i dag!!
ALLE gågader var sandede til. Ja, kareter kører nemlig ikke på fliser, de kører i sand. Og heste gider ikke gå på fliser, de vil gå i sand. Så sandkasserne i samtlige børnehaver i midtbyen, og i nordbyen var blevet tømte, og strøet ud på Dronningens ruter - i dagens anledning.
Der var godt-nok meget sand.
Rigtigt meget sand.
En dronning var i vejen, på vejen og med på vejen.
Vi andre fik småsten i sandalerne.
Vældigt irriterende...