I fredags gik han til eksamen, Bondemanden, og af en eller anden grund, jeg ikke helt har fattet endnu, er han i gang med at skabe sig en ny hobby, der absolut ikke tiltaler mig! Men indrømmet, selvom jeg er uenig, er jeg fuld af beundring og seriøs respekt... Det er PPL, det drejer sig om.
Privat Pilot License.
Det starter i det små, med et to-personers UL-fly, dernæst kommer radio-eksamen, og opgradering til Cesna-flytypen, og i princippet kommer han til at kunne flyve en DC3´er. Påstår han. Hmmm.
Jeg forstår det slet-slet ikke. Jeg er absolut en kylling, og hverken dykning eller faldskærmsudspring, eller flyvning.... har nogensinde sagt mig noget som helst. Jeg går lidt i panik, faktisk. Og da jeg blev tilbudt, at jeg kunne få et tre-timers kursus og lære at nødlande UL-flyet, (hvis det var fordi jeg var bange for at falde ned) var jeg ved at give mig til at tude! Jeg skal sgu ikke lære noget med noget fly. NO WAY!
Men det er fint nok. Han må flyve, hvorhen han vil. Og det er fint nok med mig, at han bruger en masse tid og energi på at lære at hænge oppe i luften med et par vinger. Men jeg er ikke fascineret på samme måde, jeg er nærmest skrækslagen, og jeg skal IKKE med.
Og selvom jeg har det sådan, kan jeg da godt synes, at han er dygtig, når han består sine fire eksaminer i fredags med "luft under vingerne" og næsten fejlfrit! Godt gået.
Men du går selv, kammerat, jeg bliver her!
Det kommer vi nok til at snakke en hel del om... Bondemanden forstår mig ikke. Og det kommer han nok heller ikke til. Og det er fint med mig. Vi har tid. Vi kan snakke herfra og ind i evigheden.... Bare han lover, at han ikke falder ned.
Hvis han gør det, bliver jeg sur.
Meget sur.
søndag den 22. februar 2015
mandag den 16. februar 2015
Når man når det man når
Der er en del aktivitet på alle andre fronter end bloggen.
Først og fremmest er jeg blevet færdig med det manuskript, som jeg har arbejdet på gennem et par år nu. "De tavse vidner" er udprintet og på vej til forlægger. Det er en helt speciel fornemmelse, når sådan et manus skrives ud, og man synes, at NU er det klar til vurdering. Ikke at jeg har noget at bekymre mig for. Jeg har jo fået bogen antaget, forlaget vil gerne udgive. Det vidste jeg allerede sidste år, men jeg var ikke færdig, blev der sagt. Jeg skulle skrive den færdig! Ikke noget med at planlægge to bøger - historiske bøger kommer i et bind, et, tykt, bind! Sådan.
Der har også været gang i bookningen af mig, som foredragsholder - jeg skal både fortælle om at være læsende, i forb. med Danmark Læser på Viborg Bibliotek den 1. marts, og så skal jeg fortælle om "den lille nye", den kommende, den netop udprintede og næsten-færdige historiske roman på Ordkraft på Nordkraft i Aalborg den 10. april...
Derimellem har jeg kun et par almindelige foredrag, men mon ikke manus kommer retur fra redaktøren, med rettelser, jeg skal tage stilling til, tilføjelser, der skal gøres, ting, der skal skrives om, og hva-har-vi... Jeg håber "De tavse vidner" kan komme ud på den anden side af sommerferien, og hvad jeg så skal lave indtil da, rent skrivemæssigt, det vil tiden vise... Jeg har et par tanker.
OG så er der sket det utrolige, at nogen har nomineret mig til Landdistriktsprisen 2015. Jeg er fuldstændig overvældet! Det er den regionale pris, foreløbigt, men alligevel!! Årets Ildsjæl. Jeg har ikke hørt noget om hvorfor, endnu, eller hvad begrundelsen er, men jeg har en idé om, at det kan skyldes, at jeg har så svært ved at holde min mund... Måske var jeg på torsdag den 19. februar "bare" en de nominerede. Hvis jeg vinder, ved jeg ikke liiiige hvad jeg gør... du kan læse her hvad det hele er for noget!
Først og fremmest er jeg blevet færdig med det manuskript, som jeg har arbejdet på gennem et par år nu. "De tavse vidner" er udprintet og på vej til forlægger. Det er en helt speciel fornemmelse, når sådan et manus skrives ud, og man synes, at NU er det klar til vurdering. Ikke at jeg har noget at bekymre mig for. Jeg har jo fået bogen antaget, forlaget vil gerne udgive. Det vidste jeg allerede sidste år, men jeg var ikke færdig, blev der sagt. Jeg skulle skrive den færdig! Ikke noget med at planlægge to bøger - historiske bøger kommer i et bind, et, tykt, bind! Sådan.
Der har også været gang i bookningen af mig, som foredragsholder - jeg skal både fortælle om at være læsende, i forb. med Danmark Læser på Viborg Bibliotek den 1. marts, og så skal jeg fortælle om "den lille nye", den kommende, den netop udprintede og næsten-færdige historiske roman på Ordkraft på Nordkraft i Aalborg den 10. april...
Derimellem har jeg kun et par almindelige foredrag, men mon ikke manus kommer retur fra redaktøren, med rettelser, jeg skal tage stilling til, tilføjelser, der skal gøres, ting, der skal skrives om, og hva-har-vi... Jeg håber "De tavse vidner" kan komme ud på den anden side af sommerferien, og hvad jeg så skal lave indtil da, rent skrivemæssigt, det vil tiden vise... Jeg har et par tanker.
OG så er der sket det utrolige, at nogen har nomineret mig til Landdistriktsprisen 2015. Jeg er fuldstændig overvældet! Det er den regionale pris, foreløbigt, men alligevel!! Årets Ildsjæl. Jeg har ikke hørt noget om hvorfor, endnu, eller hvad begrundelsen er, men jeg har en idé om, at det kan skyldes, at jeg har så svært ved at holde min mund... Måske var jeg på torsdag den 19. februar "bare" en de nominerede. Hvis jeg vinder, ved jeg ikke liiiige hvad jeg gør... du kan læse her hvad det hele er for noget!
fredag den 6. februar 2015
Forfatterens inspirerede køkken
Vi har været igennem LCHF-perioden, med skyhøjt kolesteroltal til følge, men har taget blomkålspizzaen til os, den er nem og lækker, og fyldet varierer man jo selv.. Vi har også været igennem en asiatisk periode, og den-sorte-gryde perioden, mormormad og nul-fedt-perioden...
Jeg vender altid tilbage til de bøger, jeg vil kalde klassikere, når jeg gennemser/roder mit skab med kogebøger. Elizabeth Davids "Fransk Landkøkken", Camilla Plums "Et ordentlig Brød" og så er der salatmostrene Sonja og Tina, med "Suveræne Salater" og "brillante buffeter" og hvad de ellers hedder...
Skulle jeg reklamere for en virkelig fin og gennemarbejdet, morsom og anvendelig kogebog må det absolut blive "Forfatternes Køkken" af Gitte Rannes, Hald Hovedgårds kogekone og Centerlederens ægteviede hustru. Det er min personlige favorit blandt den anseelige mængde kogebøger, jeg har investeret i ad åre...
I dag falder jeg over hummus. Det er ikke noget jeg plejer at lave, men tilfældigvis har jeg en pose kikærter stående, der trænger til at blive brugt. Så hummus bliver det. Måske først i morgen, men det bliver.
Og så bager jeg nok også noget brød, og steger en kylling, en mellemøstligt inspireret middag for to!
Alternativt finder jeg et par skiver flæsk i fryseren og vupti, så lugter det lidt af Bondegård alligevel.
torsdag den 29. januar 2015
Pernittengryn
- er et middelalderudtryk. Det betyder en, der er så nærig, at han tæller grynene enkeltvis, for ikke at blive snydt! Pernittengryn er også et 2015-udtryk. Og det er det, jeg er. Jeg er Per-nitten-gryn. Jeg sidder og tæller, trækker fra og lægger til, sletter og retter og bliver hidsig på mig selv ( ja, der er jo kun mig!) over de bommerter, de gentagelser, de manglende r´er og s´er og n´er jeg finder i gennemlæsningen af mit manus... Foruden kommaerne... både dem, der er for meget og dem, der mangler...
"De Tavse vidner" er printet ud for første gang i hel og fuldstændig form. Nej. Det er faktisk ikke rigtig. Men det er første gang jeg selv sidder med del II i udprintet form. Det er ret oldschool og analogt, dét jeg har gang i. Med pen og små gule lapper tilretter jeg mine egne ord, så de bliver bedre, mere fyldestgørende, mere forklarende, mere beskrivende, end de allerede er. Nogle steder har jeg skrevet noget, jeg allerede har læst. Andre steder er det tiden, der ikke passer sammen.
Det er lige før, jeg er nødt til at have en fysisk kalender liggende ved siden af mig for at kunne skrive ind, hvem der gør hvad, på hvilke dage, og hvornår og hvorfor. Det er et enormt langstrakt overblik man skal have, og det er faktisk ikke helt så nemt, som jeg havde håbet.
Fordel: jeg kender mine personer, deres personligheder, jeg holder af dem og desuden ... det er min tekst.
Ulempe: det gør kommende læsere ikke, så det skal være læseværdigt, det jeg skriver, mine personer skal være troværdige, og man skal kunne forstå dem for at holde af dem, og med dem.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg er træt af mit job som forfatter. Selvom det er trættende. Jeg er vildt glad for, at det er mine ord og min historie, at det er lykkedes at komme så langt, som jeg er nu. Der er bare det ved det, at jeg har svært ved at være Pernittengryn ret længe af gange. Det er ikke min rolle i livet, så jeg har det lidt hårdt. Overspringshandlingerne står i kø for at forstyrre mig. Men det er fint nok. Det er jo min tekst. Det er ingen andens. Kun min. Jeg kan gøre med den, hvad der passer mig. Hæ!
Endnu.
"De Tavse vidner" er printet ud for første gang i hel og fuldstændig form. Nej. Det er faktisk ikke rigtig. Men det er første gang jeg selv sidder med del II i udprintet form. Det er ret oldschool og analogt, dét jeg har gang i. Med pen og små gule lapper tilretter jeg mine egne ord, så de bliver bedre, mere fyldestgørende, mere forklarende, mere beskrivende, end de allerede er. Nogle steder har jeg skrevet noget, jeg allerede har læst. Andre steder er det tiden, der ikke passer sammen.
Det er lige før, jeg er nødt til at have en fysisk kalender liggende ved siden af mig for at kunne skrive ind, hvem der gør hvad, på hvilke dage, og hvornår og hvorfor. Det er et enormt langstrakt overblik man skal have, og det er faktisk ikke helt så nemt, som jeg havde håbet.
Fordel: jeg kender mine personer, deres personligheder, jeg holder af dem og desuden ... det er min tekst.
Ulempe: det gør kommende læsere ikke, så det skal være læseværdigt, det jeg skriver, mine personer skal være troværdige, og man skal kunne forstå dem for at holde af dem, og med dem.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg er træt af mit job som forfatter. Selvom det er trættende. Jeg er vildt glad for, at det er mine ord og min historie, at det er lykkedes at komme så langt, som jeg er nu. Der er bare det ved det, at jeg har svært ved at være Pernittengryn ret længe af gange. Det er ikke min rolle i livet, så jeg har det lidt hårdt. Overspringshandlingerne står i kø for at forstyrre mig. Men det er fint nok. Det er jo min tekst. Det er ingen andens. Kun min. Jeg kan gøre med den, hvad der passer mig. Hæ!
Endnu.
mandag den 19. januar 2015
Brilleabe med hængepatter
Der er også andre steder, det begynder at knibe med bemeldte vare. F.eks. er det påkrævet, at frisøren besøges hver 6. uge, eller endnu tiere, for at skjule hvad nogen ved, andre fortrænger, nemlig at håret får et umiskendeligt gråligt skær, efterhånden som man nærmer sig "halvgående". Halv-halvfems er passeret, og det var faktisk dér, det begyndte for alvor...
Der er også noget med depoterne. De begynder at søge længere og længere ned mod basis, og nogen forsvinder helt! Teenagedøtre hviner "Squat, mor, squat!!", og jeg står sådan lidt og tænker, at det gider jeg sgu ikke. Det er første gang i mit liv, jeg ikke behøver bekymre mig om min røvs størrelse, men jeg har da bemærket, at den bliver let indfalden... Til gengæld sætter hvert eneste stykke kage, jeg så meget som tænker på at indtage, sig på min mave... Og for at det ikke skal være nok, så er tyngdekraften (med dags varsel) begyndt at gøre krav på min barm... Se, dét er træls! For, for at modvirke, skal man ikke kun i fitnissecenteret tre gange i ugen, man skal også have bh´er med ekstra støtte, og man må efterhånden sande, at dagen hvor man står med "to teposer med en femmer i hver" rykker nærmere og nærmere ...
Samtidigt er det med en vis stolthed, at jeg kigger mig selv i spejlet. Tænk engang. Tre-fire graviditeter, og ikke et eneste strækmærke. Otteogfyrre år, og stadig i stand til at lave "planken" i 1½ minut, løbe 4-5 km uden stop (om end i luntetempo), sidde i timevis i en sofa uden at falde i søvn, og stadig en nogenlunde habil hestehvisker og rytter.
Hm. Det går tilbage. Til hængebug og hængepatter, fald røv, blomkålslår, bingo-vinger og kalkunpludder under hagen. Jeg gør, hvad jeg kan for at imødegå tendenserne. Men på den anden side - der er sgu ingen, der slipper uden men. Levet liv giver buler og ar, slap hud og blindhed i varierende grad. Til gengæld VED man alt! Og det er slet ikke så ringe endda!
fredag den 2. januar 2015
Noget om Nytåret
Traditionen tro - har jeg nytårsdagsbadet i fjorden. Og nej, jeg er absolut ikke nogen vinterbader og nej, det er ikke noget jeg normalt ville gøre, men Nytårsdag gør jeg det. I år var det ikke engang rigtig koldt. Bare vådt. Meget vådt!
Og så er tiden inde til at gøre op med sig selv, hvordan det nye år skal forme sig - Nytårsforsætterne er talrige, men ikke sådan "rigtigt" alvorlige.
Sidste år lagde jeg cigaretterne permanent på hylden og efter det, er der sgu ikke rigtig noget, der tæller... som min gode veninde siger, det er sværere at holde op med at ryge, end det er at tabe sig... Hmmm.
På min to-do-liste står en række punkter, som jeg end ikke vil tænke på at offentliggøre - det handler mere om mine personlige relationer, end det handler om at tabe sig, motionere, løbe maraton, slå en verdensrekord og lign. utopier... Jeg tænker, de kommer til at blive realiserede alle sammen. Ikke kun i indeværende år. Og se, det er en helt andet snak! Nemlig en snak om, hvordan man behandler hinanden og hvem man gerne vil være. Hvordan man ændrer sig med alderen, og hvordan ting får et andet perspektiv, jo flere erfaringer man gør sig... Jeg synes, det er nemt at være midt i livet. Der er mange ting, der er blevet nemmere, og andre ting sværere. Kunsten er for mig at se, at finde ud af, hvem man selv er, dybest set, og hvem og hvad man gerne vil være.
Godt Nytår - til alle Jer, der læser med, og til alle Jer, der ikke gør!
Og så er tiden inde til at gøre op med sig selv, hvordan det nye år skal forme sig - Nytårsforsætterne er talrige, men ikke sådan "rigtigt" alvorlige.
Sidste år lagde jeg cigaretterne permanent på hylden og efter det, er der sgu ikke rigtig noget, der tæller... som min gode veninde siger, det er sværere at holde op med at ryge, end det er at tabe sig... Hmmm.
På min to-do-liste står en række punkter, som jeg end ikke vil tænke på at offentliggøre - det handler mere om mine personlige relationer, end det handler om at tabe sig, motionere, løbe maraton, slå en verdensrekord og lign. utopier... Jeg tænker, de kommer til at blive realiserede alle sammen. Ikke kun i indeværende år. Og se, det er en helt andet snak! Nemlig en snak om, hvordan man behandler hinanden og hvem man gerne vil være. Hvordan man ændrer sig med alderen, og hvordan ting får et andet perspektiv, jo flere erfaringer man gør sig... Jeg synes, det er nemt at være midt i livet. Der er mange ting, der er blevet nemmere, og andre ting sværere. Kunsten er for mig at se, at finde ud af, hvem man selv er, dybest set, og hvem og hvad man gerne vil være.
Godt Nytår - til alle Jer, der læser med, og til alle Jer, der ikke gør!
tirsdag den 16. december 2014
Juletumulten
I dag har vi skrevet en liste.
Yngsten har besluttet at agere hvid tornado, mod klækkelig og generøs betaling selvfølgelig, i de sidste dage, inden vi får ryk-ind.
Ældstebarnet har tilbudt, ikke engang under pres af nogen art, egenhændigt at bage pebernødder så ikke hendes morbror bliver vanskelig juleaften, fordi han mangler både det ene og det andet i gufskålen.
Det mødrende ophav kommer i morgen med havregrynskugledej fra tipoldemors opskriftsamling.
Der er også smækket en yderst lækker vaniliekransedej sammen, som i skrivende stund står og samler sig på køl.
Julegrisen ankommer i en halv del i morgen - klar til at levere både slag og skank til julefrokosten, samt en enkelt steg, fars til dellerne og lever til postejen, og så er der nogen, der har hvisket mig i ørerne, hvad de sidste julegaveindkøb skal indeholde...
Piece of cake!
Slagplanen mangler kun at blive ført ud i livet.
Foruden at der skal sørges for diverse indkøb.
Vi bliver seksten.
Plumkagen står på køl.
Træet stammer sig i skoven endnu.
Elgens mørbrad og tilbehøret flyves ind fra Norges land om føje tid.
Det skal nok blive godt.
Tumult bliver der.
Masser af tumult.
Vi vil synge og stege og brase og fnise og drikke, vin og nisseøl, spise risengrød og ost fra Thise
og alt bliver godt, når familien samles, og Sørøveren får sin svinekam, som hun plejer (at tage selv) og der er mascara fra flyet til pigerne, og blomst til mor, og far skal fyre, og morfar henter vin, og mormor er nervøs, og så, ja, så vil vi savne.
Vi vil savne Bedstefar, der ikke kan være her, men jeg er sikker på, han holder øje med os. Og vi vil synge dejlig er jorden, som vi sang ved båren, og det bliver urimeligt svært, men vi gør det. Vi holder tumult, og vi gør det som vi plejer, selvom plejer ikke er her mere...
Kære Bedstefar.
Du er den eneste som ikke er på min julegaveliste.
Jeg ved, du har ønsket, vi ikke skal være kede af det.
Men det er jeg, lidt.
For du mangler på min liste.
Og i år går jeg i kirke.
Yngsten har besluttet at agere hvid tornado, mod klækkelig og generøs betaling selvfølgelig, i de sidste dage, inden vi får ryk-ind.
Ældstebarnet har tilbudt, ikke engang under pres af nogen art, egenhændigt at bage pebernødder så ikke hendes morbror bliver vanskelig juleaften, fordi han mangler både det ene og det andet i gufskålen.
Det mødrende ophav kommer i morgen med havregrynskugledej fra tipoldemors opskriftsamling.
Der er også smækket en yderst lækker vaniliekransedej sammen, som i skrivende stund står og samler sig på køl.
Julegrisen ankommer i en halv del i morgen - klar til at levere både slag og skank til julefrokosten, samt en enkelt steg, fars til dellerne og lever til postejen, og så er der nogen, der har hvisket mig i ørerne, hvad de sidste julegaveindkøb skal indeholde...
Piece of cake!
Slagplanen mangler kun at blive ført ud i livet.
Foruden at der skal sørges for diverse indkøb.
Vi bliver seksten.
Plumkagen står på køl.
Træet stammer sig i skoven endnu.
Elgens mørbrad og tilbehøret flyves ind fra Norges land om føje tid.
Det skal nok blive godt.
Tumult bliver der.
Masser af tumult.
Vi vil synge og stege og brase og fnise og drikke, vin og nisseøl, spise risengrød og ost fra Thise
og alt bliver godt, når familien samles, og Sørøveren får sin svinekam, som hun plejer (at tage selv) og der er mascara fra flyet til pigerne, og blomst til mor, og far skal fyre, og morfar henter vin, og mormor er nervøs, og så, ja, så vil vi savne.
Vi vil savne Bedstefar, der ikke kan være her, men jeg er sikker på, han holder øje med os. Og vi vil synge dejlig er jorden, som vi sang ved båren, og det bliver urimeligt svært, men vi gør det. Vi holder tumult, og vi gør det som vi plejer, selvom plejer ikke er her mere...
Kære Bedstefar.
Du er den eneste som ikke er på min julegaveliste.
Jeg ved, du har ønsket, vi ikke skal være kede af det.
Men det er jeg, lidt.
For du mangler på min liste.
Og i år går jeg i kirke.
Abonner på:
Opslag (Atom)