Hellige konger og en anmeldelse

Måske var det fordi, det lige passede ind i går, eller fordi det var dér, cirka, at Maren og Asger starter deres nye liv i Aalborg (i 1545)... eller også var det helt tilfældigt, at Kristeligt Dagblad havde valgt netop i går. Men det var i går, den var der. Anmeldelsen... i et større dansk dagblad, anmeldelsen, som jeg har sukket efter og faktisk havde opgivet. For det er 3 måneder og 28 dage siden De Tavse Vidner udkom. Og jeg havde ærlig talt ikke troet, at nogen interesserede sig for at anmelde en så gammel bog... Men det gjorde nogen og nogen skal have hjerteligt tak, (Claus Grymer) både for at have læst, og for at anmelde. Jeg blev glad. Og lidt presset. For nu hviler der et endnu større pres på mine skuldre iht. den næste roman. Fortsættelsen, som jeg drager på Hald for at skrive på i næste uge.
Jeg glæder mig. Til Hald, til at skrive.

Mine hovedpersoner har levet videre i mit hoved, så de skal bare ud og ned på pc´en, ud gennem mine fingre, gås i gang og i takt, opleve det hele, og jeg skal skrive og mærke og dufte og sanse, alt sammen,  så der kan komme endnu en roman, endnu en historie om senmiddelalder/renæssance og alle de, som ikke er blevet hørt eller set,  hverken dengang, eller nu. Endnu.

GODT og velfortjent NYTÅR

Det er læææænge siden, jeg har skrevet blogindlæg, kan jeg se. Det er der nok en grund til. Nemlig den, at jeg har været travlt optaget af andre, mere presserende opgaver. Juleopgaver, ferie, Julearrangementer, ferie, Julefejring og lidt mere ferie.
Nu er det blevet 2016, sådan rigtigt hurtigt og ikke helt så let, som jeg havde håbet. Det koster at have en madglad familie, og at være et madøre selv.  Og glad for vin. Og juleøl. Og snaps, hvis ikke det er en rød Aalborg, er heller ikke at foragte, har jeg lært mig, på mine gamle dage...
Nu sidder jeg med 5-10  kg ekstra på røv og mave, og her sidder jeg godt. Rigtigt godt. Og jeg har tænkt mig at blive siddende. I hvert fald har jeg skaffet mig et ophold på Hald i uge 2, hvor jeg skal skrive.  Og det foregår bedst siddende.
Julemåneden solgte rigtigt mange De Tavse Vidner, både i Skive Boglade, og her, og jeg håber den bliver ved med at sælge. Vi er ikke ude i en bestseller, men det kan vel komme???
Jeg vil ønske alle bloglæsere en godt og læserigt nytår! Vi skrives ved!

En ny pc ...

er ikke lykken.
Især ikke, når alle ens mailkontakter gennem de sidste mange år, er fuldstændigt forsvundet. Som i FULDSTÆNDIGT. Og man manuelt skal gennemgå samtlige 2805 mails og slette eller gemme kontakten, hvis man er interesseret i at gemme afsenderens data.
Jeg var ved at skrive ugens klumme til Landbrugsavisen, da den gamle begyndte at gøre knuder. Først var den laaaaangsom i opstarten, så var den forsinket, når jeg skrev, og da jeg havde skrevet 423 ord i et worddokument - blev skærmen sort. Døde.
Det gjorde jeg også... jeg døde i hvert fald lidt af skræk og ubehag, og var lige ved at kyle noget tungt ud gennem vinduet... Heldigvis besluttede pc´en sig for at genopstå. Efter 5 minutter uden livstegn, hvor jeg sad ved siden af og bare gloede, med åben mund og vantro malet i ansigtet. Så gemte jeg omgående, hvad jeg havde skrevet, og sendte det til Bondemanden.
Jeg kunne underligt nok skrive færdig i god ro og orden, det var som om den vidste, den skulle opføre sig pænt for at undgå noget grimt...
Bondemanden har åbenbart lært af erfaringen, så han foreslog prompte, at der blev skaffet en ny pc mettevons. Mettevons. Det betød, at jeg allerede ved middagstid i dag kunne skrive nye kodeord ind i officepakken, så den søde pc-praktikant kunne makke færdig, og pakke mit nye legetøj ned i sin nye kasse, og jeg kunne få den med hjem... Ahhhh...
Jeg elsker når fagfolk ordner ting for mig. Og så hader jeg, når det hele så f...... driller mig, når jeg er kommet hjem. Alle kontakter væk. Alle koder slettede. ALT hvad der gjorde tilværelsen nem og tankeløs er forsvundet med et pust...

Men den nye pc har noget de kalder SSD, den har HD+ og Dolby, 8 GM, den er STOR og har et matsort cover. Vi skal liiiige lære hinanden at kende...

Novemberskæg

Det er varmt endnu, derude, i tågerne. Næsten 10 grader døgnet rundt, usædvanligt for november, som det også var for anden halvdel af oktober. Hér nyder vi november. Vi nyder også, og varmer os ved, at Bondemandens look-a-like er kommet hjem fra Montana. Med fuldskæg. NU er det jo også Movember, og ansigtsbehåringer er tilladte, for alle, der har muligheden, så mon ikke han lader skægget stå, den unge mand, min lille dreng, mors baby...
Sådan en stille aften, kan jeg godt undre mig over, at tiden er gået så hurtigt. At han allerede er mere mandfolkeagtig at se på, end Bondemanden nogensinde har været. Og så slog det mig - jeg har faktisk aldrig set min elskede med fuldskæg! Heller ikke engang med overskæg?!
Og vi har trods alt kendt hinanden og levet sammen i mere end 29 år... Det er alligevel godt gået. Uden skæg!
Jeg har lovet, at jeg ikke behøver SE det. Bondemanden er vældigt tilpas med at være sådan en, der barberer sig. Og han påstår, at hans skæg er ligeså rødt, som drengebarnets - "og det har du jo set nu"...
Det er alligevel skægt!

Batmobil og dieselkaos

Foredragssæsonen kører i højeste gear og jeg har travlt med at koordinere min tid og mine køreture.
I aftes var jeg i Føvling. I aften skal jeg til Grindsted. Og i morgen er det Skærbæk.
Man er godt og vel brugt, efter sådan en omgang, en aften med to timers foredrag, kaffe og snak og køretur, men det gør ikke noget.
Hver gang jeg er ude, kommer der fremmede og fortæller, at de med stor glæde og fornøjelse har læst mine klummer i Landsbladet/Landbrugsavisen gennem mange år, og nu vil de så lige "se giraffen". Og HØRE, plejer jeg så at tilføje. For det får de nemlig - de får giraffen at HØRE!
Det levende ord. Fortællingerne. De sjove episoder. De tankevækkende. Og dem der gør, at jeg stadig er her. Og hvorfor det til stadighed er en udfordring...
OG - nu kan jeg så fortælle historien om, hvorfor jeg ikke er en fuldblodsbondekone, men kun "tilført" og stadig lidt naiv... selv efter 29 år på posten.
I går dummede jeg mig big time!

Det er sådan, at vi kører diesel. I to biler. Diesel. Hvor svært er dét? Overhovedet ikke svært!!
Og dog. Det lykkedes mig at hælde 40 liter oktan 95 blyfri på min lille dame-audi i går eftermiddags. Og da jeg nåede 12 km længere frem på min vej mod foredragsstedet, begyndte den at opføre sig forrædderrisk, hoppede lidt og pruttede sært...
Jeg vurderede, at der var noget galt. Noget var helt galt med mors "batmobil", og jeg fik svinget ind hos velmenende forældre, ringet til både bondemand for råd og mekanikerværksted for hjælp ...

Gæt, om Bondemanden var sur? Gæt, om mekanikeren grinede? Gæt, om jeg ærgrede mig?
Jeg lånte min fars vogn! Jeg nåede Føvling i god ro og orden, til aftalt tid.
Mekanikeren hentede senere batmobilen, tømte den for benzin, rensede ud og VUPTI, var den kørende på diesel igen! Jeg kyssede begge Brødrene Futterup, da jeg hentede min lille bil i formiddag. Sikke en service. Afhentning af bil, tømning af tank, rensning og filterskift, PLUS besked sendt til min telefon, at alt var godt og at bilen var kørende "uden stor skade" sket, inden jeg nåede til Føvling.
Det er sgisme godt klaret.
Bondemanden skuler endnu. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde laver samme fejl igen....

PS Audien hedder Batmobilen, fordi den, hvis den får buler, retter sig selv ud igen, sådan vupti, over night ... det har vi nemlig også prøvet... fantastisk vogn... diesel vogn.... (ka-du-sige-diesel?)

Endnu mere om De Tavse

Det er dejligt at starte sin hverdagsmorgen op med at læse følgende skudsmål på sit forlags Facebookside:

"Velskrevet. Fascinerende personskildringer. Omfattende research.
Det er blot et udpluk af de rosende ord, som Lolland-Falsters Folketidende skriver om Marianne Jørgensens roman DE TAVSE VIDNER.
"Vi er på herregården, der ejes af en af rigets mægtigste mænd, Ove Vincentsen Lynge Dyre, og bestyres af en fru Anne Friis, der er flyttet ind med kok og datter, og vi er hos fæstebønderne og hos romanens egentlige hovedpersoner, hjorddrengen Rasmus, hans søster Maren, der voldtages, og stammeren Asger, der tager sig af den voldtagne og er med, da gårdens stude reddes og drives ned gennem Jylland.

Alle disse synsvinkler binder Marianne Jørgensen sammen til et bredt kludetæppe af en roman, der ikke alene er velskrevet, men også rummer indsigt både i menneskelivet og den romanaktuelle politiske situation samt i de barske vilkår for høj og lav i en svær tid.
Der er sus i de fortællemæssige skørter, og læseren oplever en næsten feberhed og smittende fortælleglæde.
Og så har forfatteren gjort sit hjemmearbejde med hensyn til en omfattende research.
Marianne Jørgensen når helt ned i detaljerne i skildringen af det daglige arbejde ude og inde, og personskildringerne er så fascinerende, at romanen umiddelbart kalder på en fortsættelse."

Jamen, så bliver en mandag da ikke meget bedre, vel?
Jeg kan slet ikke holde ud at juble sådan indvendigt uden at få det formidlet, så derfor kommer der også lige et skudsmål fra Litteratursiden.dk hvis du klikker her...
Jeg er glad. Mega-glad!
Især elsker jeg, at jeg har gjort mit "hjemmearbejde" - det er sgu da fedt at få at vide, at man har gjort sig umage, når man nu rent faktisk gjorde sig den ulejlighed!!! Hæ!
 

Frankfurt og bøgerne

Jeg har egentlig aldrig været i Frankfurt. Når jeg siger Frankfurt, så viser der sig nogle billeder på indersiden af min hjerne, af firsporede motorveje, autostrassen ned gennem Tyskland, for at komme på sommerferie i Alsace, før jeg blev konfirmeret, og måske lidt efter...
NU rejser De Tavse Vidner helt alene af sted til Frankfurt. Uden mig.
Der er en stor international bogmesse i Frankfurt, og forlaget har valgt at tage De Tavse med, for at se, om nogen udenlandske forlag vil være interesserede i at oversætte og dermed sælge De Tavse - en historisk roman fra reformationen i Danmark ... Mittelalter und so - jaja, nu ser vi, det kunne jo være fantastisk spændende!!
Helt VILDT fantastisk spændende, hvis nogen ville oversætte De Tavse til enten tysk eller engelsk... så er markedet for bogen ligesom betragteligt større, end de 5,6 millioner i Danmark...
Lige nu tænker jeg bare, at det kunne være fedt!
Og så tænker jeg ikke mere.
Joh, jeg tænker Ken Follett, gør jeg - men ikke ret længe... Så tænker jeg Havets Katedral - og så skammer jeg mig.
- og omvendt, så tænker jeg, at hvis de kan, så kan jeg også!
Sådan lidt Pippi-agtigt! Og så tænker jeg på Astrid Lindgren, og så tænker jeg, at Frankfurt er langt væk, men jeg kører i en lille Audi, og den vil jo være på hjemmebane, hvis nu... det var... ja...