Havemøbelmareridtet

Det er ikke sommer. Det er slet ikke sommer. Men det BLIR det.
Lige om lidt - er jeg overbevist om, og da jeg er den lykkelige ejer af ikke mindre end to terrasser, og en gårdsplads, og kun et sæt havemøbler... har jeg været nødt til at forhøre mig lidt rundten om, for at finde bare et enkelt sæt mere, så vi slipper for at bære rundt med det ene sæt, vi pt. ejer!
Hooold nu op... ikke nok med, at flertallet af standardhavemøblementer er tudegrimme, de er også brækdyre. Nå. Godt så.
Bondemanden foreslog, at jeg så på muligheden, at få en lokal håndværker til at fabrikere et sæt ( måske ligefrem to!) - men den tanke måtte opgives, efter hjemtagningen af priser.
Hmm.
Det kan synes som et luksusproblem, sådan med verdenssituationen i mente, og det er helt sikkert et tåbeligt problem i manges øjne - gå dog ud og anskaf dig de møbler, Finke, hvis du absolut skal have flere - men ikke desto mindre er jeg efterhånden træt, godt og grundigt træt af, at jeg aldrig kan finde noget, jeg tilnærmelsesvis synes både er pænt (forholdsvist) og rimeligt i pris.
Hmm.
Det er nok 3 uger siden, jeg så på de første møbler.
Det er 2 uger siden, jeg hjemtog de første priser.
Det er en uge siden, jeg besluttede, at jeg ikke kunne bruge noget af det, jeg havde set.
Det er et døgn siden, jeg tyede til andre metoder.
Jeg har søgt efter brugt. Som i: en brugt bil er billigere end en ny-agtigt.
Nu har jeg købt, ubeset (hvad tænker du på?) mere end det dobbelte af, hvad mit oprindelige udgangspunkt var, både mht pris og siddepladser.
Det går sgu godt!
Måske skal jeg bruge samme taktik, når jeg skal til at finde en reol, så jeg kan få plads til de bøger, jeg også mangler pladser til?
Hmm.
Foreløbigt kan jeg køre til Vendsyssel og hente mit ubesete havemøbelarrangement.
Så må vi liiige overveje udi reoler - det kræver jo lidt tilvænning at tage store beslutninger...

Faster Fifi´s sommerhusrefugium

Nu har jeg fået en ny pc, og med den, nye og anderledes vaner på nettet. F.eks. har jeg fuldstændigt glemt, at jeg har en blog... aaah, okay, næsten glemt at jeg har en blog. Jeg kom netop i tanke om den!
Jeg har ikke, som jeg plejer, været på JP, Politiken, Information eller FurNyt siden jeg fik den her nye "Applekiller"...
Og jeg har heller ikke fået vænnet mig til de nye favorit-linjer, så det går også lidt trægt med facebook, synes jeg...
Til gengæld ved jeg, at jeg om 1½ døgn tager i sommerhus. Ikke langt væk, men væk. Hald er for omfattende for mig lige nu, at være 100% væk kan jeg ikke overskue, hverken fysisk eller mentalt, så jeg nøjes med at lave arbejdsro og rum vest for Sallingsund Broen.
Jeg har lånt faster Fifis sommerhus.
Det bliver et minirefugium, med mig og min pc, Kusmi Love, en masse frugt, hjemmebagt rugbrød og Thiseost.
Og så sætter jeg fut under Middelalderromanen.
Sjovt er det, at jeg faktisk har været på vej derned/hen i en uges tid nu. Mentalt. Underligt at man på den måde kan præge sine egne tanker, spore sig ind, og langsomt men sikkert sluse sig selv ud af et rum, og ind i en andet. Kun mentalt.
Bondemanden vil nok hævde, at dér har jeg været længe...

Den enes død...

Det er en uundgåelig og tilbagevendende situation.
Jeg har prøvet det før, faktisk op til flere gange. Men det til trods, er jeg irriteret og på nippet til at bryde ud i gråd, når tiden indfinder sig.
Min pc er på vej til at dø.
I aftes var den helt gal. Midt i at jeg skrev en mail, sagde pc´en den karakteristiske lyd af nedsmeltning og blev sort! UUUaaargh....
Heldigvis var en times tid i lukket tilstand nok til at overbevise den om, at den godt måtte starte sig igen. Så jeg kunne skrive færdig. Og få sendt svar.
Hm.
Nu til morgen er den gal igen - blæseren kører ikke og jeg forventer totalt nedsmeltning om få minutter...
Heldigvis findes PC-Philipp.
Han har lovet hurtig ekspedition.
Det må gerne blive i dag.
Man kan hævde, at jeg er heldig - og ja, det er jeg måske - at det kun er hvert 3-4 år det foregår. Og at Philipp kan redde mig hver gang.
Men ikke desto mindre er det temmeligt traumatisk hver eneste gang.... tænk - alle mine billeder, alt mit gemte, alle mine bøger... jaja, prøv dropbox, sweetheart - men lidt gammeldaws har man vel lov at være. Og når det blir alvor, lærer jeg det nok? Så længe min pc-mand kan redde mig, så går det nok...
PS: jeg træffes bedst pr telefon i dag.

Høstforberedelser

I aftes gik Bondemanden i bad, da jeg gik i seng. Og nej. Han havde ikke ligget på sofaen.
I går, i aftes og i dag har de været i gang.
De putter små vigtige spinatfrø i jorden. Meget MEGET vigtige spinatfrø i jorden. Der er GPS i traktoren og når det driller, ringer de efter en livline, de to Bondemænd, og danser lystigt omkring og griner over hele hovedet, stråler om kap, osse selvom der er koks i GPS´en. Det er ligemeget, det gør ingenting, for nu er de i gang!
De SÅR!!!
Fat det dog, kvinde!
Høstforberedelser!
Den næstvigtigste tid på året, og jo ældre jeg blir, jo nemmere og jo lettere blir det faktisk for mig.
Jeg HAR fattet det. Jeg accepterer, støtter, supporter, fodrer, fornemmer og fordøjer.
Det er jo sådan, det er. Jeg ved det, og jeg forbereder mig.
Ventetiden er sådan set næsten værre. Når de ikke kan så. Når de går halvsultne og pirrelige omkring hushjørnerne og sparker i jorden, venter, afventer, tjekker DMI og YR.NO i et væk... venter på sydvestenvinden, småregnen, solen og anemonerne.
For de er her i år. Jeg kan sådan set ikke huske, at det nogensinde er sket, at der først er sået EFTER at anemonerne blomstrer. Hmm. Det må jeg huske at spørge om.
Når de er færdige med at så.
Når høstforberedelserne er afsluttet.
Så kommer han nemlig ind igen.

En herlig dag - og kulørte lamper

I dag var jeg med til at diskutere centrum vs periferi på Glyngøre Kulturstation / Sallingsund og Omegns Museum. Vi var tre forfattere, Ejler Nyhavn fra København, Knud Steffen Nielsen fra Tjele og mig, fra Selde. Mette Thybo, museumsleder i Glyngøre, skulle fortælle om sit besøg hos eskimoerne i Nordøst Sibirien, og deres yderområde, og to unge, meget!!, lovende musikere fra Viborg, Kirstine og Lise Hupfeldt spillede klassik musik indimellem  - og sammen med publikum skulle vi tale om, hvad det er, der gør det så svært eller spændende, at bo i en vandkant, i et yderområde.
Vi tre forfattere læste op - jeg havde valgt at tage fat i "Guldbryllup", som jeg synes illustrerer meget godt, hvad det er, man havner i, når man flytter fra centrum til periferi: Man bliver inviteret med til naboernes højtidsdage. Og man deltager!
Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af de tre træer, som står på loftet på museet. Sådan nogle træer vil jeg gerne have som æresport, når jeg engang skal fejre guldbryllup. I stedet for de kulørte lamper...

KLockoutet

Jeg har haft klummeformiddag. Det er klummen, som jeg skriver til Landbrugsavisen hver 4. uge. I gamle dage, dvs før Jul, var det hver tredie uge, jeg skrev, og sådan havde det været i årevis. Nu er vi blevet fire klummefolk, der skriver, og jeg ved ikke hvorfor, men nu glemmer jeg det næsten fra gang til gang - det er noget med demens og korttidshukommelse, tror jeg nok - og nu til morgen fik jeg så en mail, fra redaktionssekretærUlla, at jeg skulle huske at aflevere inden middag. Ja, ja. Den er på vej. Klummen.
Og så gik jeg straks på facebook. For hvad er mere inspirerende end facebook?!
Man er opdateret på mangt og meget, blot ved at læse de andres statusopdateringer, deres links og deres kommentarer på links. Hæh.
I dag vidste jeg nu godt, også før facebook, hvad jeg burde skrive om. Det blev til en klumme, inspireret af flertallet. Og flertallet i dag, handler om lærerne og KL. Om ansvar og mangel på samme, om privat erhversliv og tjenestemænd.
Min gode folkeskolelærerindeveninde sagde i Påskens løb, at hun syntes, jeg var vel rigeligt tavs omkring hele konflikten. Det må jeg indrømme. Der har ikke været megen sympati at hente hos mig. For selvom jeg ikke længere fungerer som lærer, hverken på folkeskole, friskole eller handelsskole, så kan jeg udmærket huske, hvordan et typisk lærerkollegie er sammensat, og hvordan det fungerer.
Jeg må sige, jeg er glad for, at jeg IKKE er lærer.
Også selvom de "kun" arbejder 16,4 timer i gennemsnit om ugen, og også selvom de har 5 ugers sammenhængende sommerferie (hvoraf de to, en i hver ende, er afsat til forberedelse og planlægning, oprydning, kurser osv) og også selvom de har lov til at lege i arbejdstiden.
Jeg synes, lærerne gør et stort og værdifuldt stykke arbejde, som de får alt-alt for lidt credit for!
Jeg synes, lærernes ledelse har et ansvar for, at skolen med lærere, forældre, elever fungerer - og det skal de have kompetence til at administrere.
Jeg synes, KL er unuanceret.
Jeg synes, lærerforeningen er naiv.
Så er det sagt.
Bum.

Mors Taxi

Jeg har god tid. Klokken er lige over midnat, og det varer mindst to timer, inden jeg skal ud at køre. Og dvs, det varer mindst tre timer, inden jeg kan komme i min seng.
Det er en af fordelene eller ulemperne, alt efter hvordan man ser på det, ved at bo i Vandkanten. Når man har teenagere.
De vil til fest. De vil til bal. Hal-bal, Påskebal, Julebal, Boksebal. Og fest. Gymnasiefest, Handelsskolefest, Håndboldfest og hvad har vi.
I nat er det Påskebal. Og det er den yngste.
Stoholm ligger ca 40 km sydpå i retning mod Viborg.
Og når Stoholm er fundet, yngsten indfanget, evt med selskab af et par andre, fnisende, selskabeligt overrislede, som skal leveres undervejs, er der 40 km hjem igen.
Så nu vil jeg sætte mig i sofaen, og lade roen falde over mig. Mobilen på højeste alarm-ringetone. Hvis nu jeg skulle falde lidt hen.
Læse de sidste 100 sider i Profeterne i Evighedsfjorden, og forsøge at nyde, at jeg har god tid.
Måske skal jeg have mig en kop kaffe.
Ja, det er det, jeg skal. Jeg skal have mig en kop kaffe, og så skal jeg læse.
På et tidspunkt ringer hun.
Og så kører mors taxi!
Sov godt!