Det var så marts!!!

Det blev næsten umærkeligt til marts. Lærkerne hænger lystigt under sky og hævder territorier. Det har de nu gjort længe her hos mig i NOrdsalling - og alt det med ordene, har ligget både stille og haft travlt.
Godnathistorierne var der "ingen penge i". De er lagt væk. Det er både en skuffelse og en lettelse. Men at de blev forkastet af ophavet, idémageren, betyder kun, at jeg ikke behøver tage stilling til dem. Det kan meget vel ske, at de bliver til noget en anden god gang, men lige nu bliver det uden mine ord.
Bondeanger er sendt til korrekturlæsning. Det er også en lettelse - af de store!
Jeg har været i København. Overnatning hos forfatterveninde og snak i timevis. Derefter en kold tur i byens gader, for at finde rundt og finde Krystalgade efter en hæslig omdirigeret køretur pga metrobyggeriet, inden jeg fandt ned under jorden i en parkeringskælder et sted.
Oplæsning af Jeppe Åkjær på originalsproget på Københavns Hovedbibliotek som en del af "København læser". Det var ret sjovt.

Jeg har ikke fået det ind med modermælken, dét sprog, men med bondemælken, og taget i betragtning, at jeg har boet på samme plet i NOrdsalling i 26 år, og har hørt sproget talt ligeså længe, og i over halvdelen af mit liv, dagligt! - så har det en vis effekt på folk, der ikke kender til dialekter, som ihvertfald ikke taler med dialekt, eller kender en specifik en af slagsen, at høre Åkjær læst op. Det med kroppen viste sig at være helt fysisk: Fnat og toiletbesøg bag dyrene i stalden er ret fysisk!! Man kan næsten lugte det... også selvom det kun bliver læst op! Og at forestille sig ti heste springe i fjorden med ti nøgne mænd på ryggene... dét er også et ret besnærende billede, givet til os af Åkjær i 1921 i Pigen fra Limfjorden. Jeg havde som forberedelse læst en del om Åkjær, en del af Åkjær og skrevet en del selv, som manus til de 15 minutter - de gik alt for hurtigt! Og det var en lettelse, da de var overstået.... trods originalsproget!
Jeg er ikke meget for at "performe" med ukendt stof - især ikke første gang - det er en fornemmelse af usikkerhed, som jeg aldrig tror, jeg lærer at holde af. Men det rykker - det tror jeg på! Det rykker ved mine egne grænser og begrænsninger, og udvider. Og dét er herligt. Bagefter.
Jeg tror, jeg skal i gang med at skrive igen nu.
Jeg har Asgers og Rasmus´ middelalderhistorie liggende latent i baghovedet. Og nu er der rum.
Åkjær er ude, godnathistorierne slettet, Bondeanger lever sit eget liv frem mod sin udgivelse - og om tre uger er det april - så flytter tankerne fra vinter til forår til sommer - og dét er også det, der sker for drengene i 1535...

Godnatstille

Huset er gået til ro. Det er den tid på døgnet, jeg elsker allermest. Eller nej, rettelse: det var den tid på døgnet, jeg elskede allermest, da ungerne var små. Når de sov, og jeg havde ro til at tænke tanker, der ikke omhandlede vasketøj, gymnastikposer, madpakker, lektier eller "kørehviletidsbestemmelser" for de kommende dage...
Nu om stunder klarer de mest sig selv, og de styrer med rå mine sengetider, madpakker, lektier... kun vasketøjet kniber det lidt med. Her råbes der indimellem højt, når stakken på bryggersbordet er så høj, at den dækker for skriften på tavlen, dvs. ½ til 1 meter...
Godnat, sagde de, og forsvandt ind på teenageværelserne. Godnat, min skat!
Og så er her så stille. Jeg har tid til at tænke.
I aften tænker jeg så det knager, for jeg har fået et tilbud, jeg har svært ved at tro på, kan realiseres. Og alligevel tumler tankerne og ideerne rundt i kraniet på mig. Godnathistorier... hm...
Kan jeg skrive sådan nogen?
Kan jeg skrive godnatstillehistorier?
Jeg larmer jo... Normalt larmer jeg helt vildt meget.
Men der er en udfordring i ikke at larme.
I at være godnatstille.

Sommerferielæsning

Så er den ved at være gennemtæsket, kommateret, stort-bogstav-ved-punktum-rettet og stavningsgennemgået. Jeg har fået forslag til forside, jeg har printet det ud, og det ligger ved siden af mig på skrivebordet og jeg må sige, at jeg har vænnet mig til den ret hurtigt... NU er der bare tilbage at afvente forlagets videre behandling af "sagsakterne", men i telefonen sagde han noget om "medio maj" og jeg tænker, at det er en god tid. Klar til Sommerferielæsning - og så tænker jeg næstefter, at der er frygteligt lang tid til det begynder at ligne sommerferie, hér den tredje februar, hvor frosten har rimet hele natten, og hvor Rav´en rundede de 180000 km, mens jeg kørte yngstebarnet, indpakket i vinterpels og sælskindsvanter til bussen...
Det er svært at forestille sig, at det overhovedet kan blive varmt igen!
Men det går dén vej, dagen er tiltaget med en time og 57 minutter - i går var det Kyndelmisse, og her er forsiden til den kommende roman, Bondeanger:

Hvad synes du?

Det spørgsmål stiller vi mange gange.
Jamen, hvad SYNES du?
HVAD synes du?
Hvad synes DU?
Og - HVAD SYNES DU?
Det er ikke altid nemt at vide, hvad vi og hinanden egentligt mener, når vi er rykket ud af vores almindelige dagligdag og skal forholde os til nye måder, andre systemer, end dem vi er vant til.
For nogen er det en befrielse, at man kan rykkes ud af det trivielle, for andre skræmmende.
Og derfor er vi nødt til at spørge.
For tiden spørger vi Bedstefar. Hvad har du lyst til? Hvordan vil du gerne have det? Kunne du tænke dig... dit eller dat?
I erkendelsen af, at vi må indrette en ny verdensorden, for hinanden og for ham, som ikke har så voldsom lang tid i vores verden længere, sygdomsramt som han er.
Det er umådelig svært for ham. Det er ualmindeligt svært for os som er på sidelinjen.
Og det synes indimellem urimeligt at vi, i det hele taget, er nødt til at tage stilling. Men det er vi. Vi skal finde ud af det. Og ingen kan læse tankerne i den andens hoved, selvom vi tror, vi kan, af vanens magt, fordi vi har kendt hinanden hele livet.
Så vi spørger: hvad synes du?
Og vi spørger både mange gange, meget dumt, og alt for tit. Men sådan må det være.
Vi kan ikke vide, hvad hinanden tænker.

Og måske er verden slet ikke, som vi tror, måske er den forandret, fordi noget er stødt til, vanen brudt og nye former opstået. Erkendelsen er måske endda den sværeste. At noget er forandret, selvom vi ikke ønskede det sådan. Selvom vi desperat forsøger at holde fast i vanen, traditionen, det vi plejer.

Så hvad synes du?

Hald-fred og ro!

Det er min næstsidste hele arbejdsdag på Hald i denne omgang. Jeg har af en eller anden utrolig arbejdsom grund, nået det jeg ville, og som jeg havde sat mig som mål. Mit manuskript til Bondeanger er skrevet færdig om halvanden dag. Det vil faktisk sige, at jeg bliver færdig i morgen. Det skal jeg blive. I dag er jeg nået en tredjedel igennem, med rettelserne, kommaerne, stavemåderne, tilføjelserne. Og når det er gjort. Så skal jeg printe ud.
Og så kommer min førstelæser på arbejde.
Og min andenlæser.
Den første er meget grundig med stavefejl, sprogforståelse, bandeord og andre tekniske detaljer.
Den anden er meget mere large, men pernittengryn med handlingen.
Og når det så er overstået... Så læser jeg det selv igen.
Får rettelser, tilføjelser, forbedringer sneget ind.
Og når jeg har læst igennem for 120. gang - printer jeg, og sender til forlaget.
Jeg er spændt på forside og bagside. Indholdet kender jeg til bevidstløshed... Nogen gange drømmer jeg videre på handlingen om natten.

Det er pisseirriterende ikke at kunne have sine drømme i fred.

Forandringsparat

Jeg har talt i telefon med min forlægger flere gange i dag. Jeg er lidt rundforvirret, men ikke desto mindre har jeg en opgave foran mig, som jeg i den grad er glad for!
Jeg skal aflevere mit manus til "den forkerte roman" den 1. marts. I år.
Helt modsat alt det, han og jeg tidligere har snakket om eller aftalt... Jeg troede jeg skulle skrive den historiske roman færdig, inden jeg skrev i nutid igen. Men det blev ikke sådan. Hald gjorde noget andet ved mig, og mine tanker.
Nu gælder det "Bondeanger".
Den er snart færdig. Ja, i hvert fald er den færdig den 1. marts. Det skal den være, ad ovennævnte aftale.
Jeg skal skrive noget der ligner 1/4 mere end det, jeg allerede har.
Eller måske mere.
"Det gør ikke noget, hvis den er længere end den første", sagde han.
"Okay", sagde jeg.
"Hvad handler den om, sådan mere konkret" spurgte han så.
"Den handler om livet", svarede jeg.
Det tog han for gode varer - og nu har jeg lidt småtravlt.
Jeg skal have læst op på, hvordan et fladskærms-tv splintres, hvornår der var Madonna-koncert i Berlin, og hvor sandsynligt det er, at en kvinde midt i trediverne får konstateret livmoderkræft og dør af sygdommen.
Hm.

Skriv skriv skriv

Sådan står der på indersiden af mine øjenlåg, lige inden jeg vågner om morgenen. Der står heldigvis også: Rolig nu, mad, gåtur, bad.
Og sådan er rutinen blevet, hér efter de første tre morgener, hvor jeg er vågnet, godt nok i min egen dyne, men ikke i min egen seng! (Og foruroligende tidligt)
Det er ensomme nætter fyldt med drømme, det er underlige morgener uden hverdagsrutiner, det er "kapgangsgåture" i fremmede landskaber, det er nye mennesker ved kaffemaskinen og det er fuldstændigt fantastisk!
Jeg elsker Hald Hovedgård!
Jeg elsker freden, roen, landskabet, køkkenet, skrivebordet - hvor jeg kan sidde, lige så meget jeg vil, og jeg bestemmer selv hvor længe, og der er ingen fast tidsramme på noget som helst.
Og nu har jeg tændt de afdankede advendtslys - plus det lille røde, som en veninde havde pakket ned i en "HaldHyggekasse", som jeg fik med herned...

 

 Og nu skal jeg skrive.
Jeg skriver på "det forkerte manus".
Sådan blev det.