Kærestedag

I aftes gik det op for mig, at Bondemanden og jeg har været kærester i 30 år!
T R E D I V E år!!!!!

Kommentarer fra bemeldte herre lød: " Du Godeste, skal dét nu fejres?"
Og ja, og nej.
Det er en bedrift i sig selv, synes jeg, og med skilsmissestatistikkerne i mente, er det da faktisk helt fantastisk, at vi har holdt hinanden ud i 30 år.
På den anden side, så agter vi ikke at lave noget OM på kendsgerningen, så hvorfor gøre et nummer ud af det?

Når jeg sådan tænker tilbage, så må jeg nok indse, at jeg har forandret mig meget i løbet af de tredive år. Ikke grundlæggende, men dog sådan, at jeg selv har reflekteret over det. Jeg er blevet meget mere rummelig, (og det er ikke kun pga min alder), jeg har lært utroligt meget om landbrug, og jeg har følt mig "presset" til at indtage holdninger og standpunkter, jeg ikke som 20-årig troede, jeg nogensinde skulle komme i nærheden af at forsvare... Jeg har taget nogle drastiske valg i forhold til mit eget liv, (min karriere, vil nogen betegne det), men vigtigst af alt, så har jeg været udfordret både på kærligheden og på tolerancen. Jeg har lært meget om mig selv, men ligeså meget om fællesskaber, og det er ikke, set i perspektiv, så ringe endda!
Jeg tænker, at kærlighed og ægteskab er en foranderlig størrelse, der gror af det, den gødes med! Og jeg synes, (og nu taler jeg jo så kun for mig selv) at der i perioder har været alt for lidt gødning, og i andre - næsten for meget! Sådan er vel de fleste parforhold?!

For at fejre kærligheden og det første kys (under åben himmel et sted ude i Vestjylland, mens vi så på stjerner... ) har jeg tænkt mig at købe mig en stor buket! Bondemanden har aldrig brugt at give blomster i tide eller utide, og jeg har efterhånden accepteret, at vil jeg have blomster, så må jeg selv købe dem. Eller - som Bondemanden nok vil sige: hvorfor er det DIG, der skal have blomster, hvorfor er det ikke MIG!?
Så. Jeg vil købe OS en stor buket, og så vil jeg glædes over, at der kom tre dejlige unger ud af dét kys, og jeg vil glædes over, at jeg ikke har tænkt mig at lave om på kendsgerningerne...

Tings tilstandståbelighed

Maleren er i gang med vinduerne. De har trængt de seneste to år, og jeg har slebet i et par timer i går, og skal til det igen i dag. Jeg har det egentligt godt med den slags fysisk, konkret arbejde, måske fordi meget af mit arbejdsliv normalt foregår inde i mit hoved. Eller slet ikke.
Mens jeg står der med sandpapir og får malingssplinter ind under pegefingerneglen, kan jeg godt ønske, at nogle andre kom og tog over, at nogle andre skulle slibe de gamle faldefærdige vinduer, så jeg kunne sidde på min pind, ved fjorden, glo ud i luften og skrive videre på min roman.
På den anden side, så er det befriende at kunne sige:"SÅ langt er jeg kommet i dag, dét her, det var hvad jeg gjorde i dag, jeg har udført et stykke arbejde!"
Det er tåbeligt svært at se, hvad jeg egentligt har lavet det sidste halve år, for skrevet har jeg ikke. (Bondemanden nikker, mens han læser den her sætning)

Men jeg har fyldt på. Fyldt på energibankens videnskonto, og læst mig tilbage til middelalderen, læst på 1600-tallets politiske udvikling, heksebrændinger osv. Jeg skal ikke bruge det der 1600-tal til noget, men det er meget rart at vide ting.
Og... Jeg har fyldt op den evigt dårlige samvittighed over IKKE at få skrevet noget.
Men jeg har også modtaget flere gode meldinger fra folk, der har været glade for at læse de Tavse Vidner, som savner en to´er, som vil vide, hvordan det nu går med Rasmus, Maren og Asger, Niels Kaas og hans amme, samt de øvrige personer i De Tavse... Det lægger ligesom et pres på mine skuldre...
Om lidt er vinduerne færdige, og jeg kan trække stikket ud af virkeligheden.
Men først skal der udføres et stykke konkret slibearbejde...

Ophøstet

Nu skal alting ikke være en klagesang fra landbruget. Faktisk findes den gode historie, og jeg kan da godt dele en af dem?! Hvis det skal være...
Vi fik ophøstet i lørdags - de sidste ærter  blev høstet, mens bondemanden og jeg sad på... tadaaaa... vores foretrukne ferieø, Hidra, nød solen, og venners gode selskab, mens den mellemste klarede, ja, ærterne!
Og så er de glade, bønderne. Det er jeg også. En hurdle mindre at bekymre sig om og over, og nu skal vi så bare liiiige have gjort klar til næste års høst.  Der er ufatteligt mange regler at forholde sig til, med efterafgrøder, som længe er sået, om grøn-arealer, om afgræsning, for at kunne få en skvæt ekstra gødning til næste års brug, om brak og randzoner. Og der bliver planlagt i detaljer, hvor og hvor meget, anslået og diskuteret.
Imens er jeg gået i skrivehi. Dvs. - jeg forsøger at komme i Skriverskjulet, forsøger at komme i gang med historien, og jeg minder mig selv om de roser og den feedback,  jeg modtog og fik, da der i sidste uge var Kulturmøde på Mors. Jeg satser på, at jeg har fyldt så mange indtryk i bagagen, at jeg ikke sådan lige med det samme får ophøstet af mine idéer, at jeg kan udfolde endnu et læseværdigt kapitel til Asger, Maren og Rasmus Smeds liv.
Der skal fødes nogle unger, passes en købmandsgård, sælges noget hamburgsk filigran, ansættes et par tjenestepiger, sejles på Skagerak, til Norge, fiskes og begraves. Der skal findes en kone, smedes nogle hestesko, bygges et hus, sælges nogle stude. Og så skal lille Niels Kaas  til Kjøvenhavn og studere! Han er snart på vej, tror jeg, jeg vil afsløre.

Det er bare at komme i gang, siger Bondemanden, og måske er det faktisk så enkelt. 
Måske ikke.

Der tygges i spinaten

Mellem bygerne, kører de lidt frem, og lidt tilbage igen, for at kunne tærske.
Imens spiser jeg Pinocchio-kugler. Sådan er det. Trøstespisning, eller - fordi-det-er-synd-for-de-andre-sødt-ædeflip.
Vi bliver så uligevægtige. Utilpasse. Af sukkeret, måske, men også af, ikke at kunne få ro og sol nok.
Det gælder ikke for andre end bønder, tror jeg ikke. Men det gælder her! I høj grad.

DMI siger: "Spredte byger, men også plads til lidt sol. Blæsende med en jævn til hård vestlig vind, ved Vestkysten op til kuling og temp. omkring 15 grader". Vi bor ved Vestkysten i dag. Fjorden står så højt, som jeg aldrig har set det i august måned før.

Det er ikke høstvejr. Det er møjvejr. Frø og spinat blæser af, eller bliver pisket af, når bygerne tromler. Vi gider ikke mere. Vi vil gerne bestille rolig vind, masser af sol, og varme.
Er der mon et sted, man kan klage??

Hverdagens høst

Med i tasken var min pc. Den, jeg bruger til mails og sådan, men jeg havde den kun fremme, fordi jeg skulle. En klumme til Landbrugsavisen havde deadline, inden jeg kunne nå at komme hjem på min pind, for at skrive. Så det måtte jeg gøre, mens min Bondemand var ude at fiske, og hans gamle ven og hyttehusets ejer, makkede i sit bådhus.

Vi har været på ferie.  Bondemanden og jeg. Til Hidra, øen ved Flekkefjord i Norges "Sørland", hvor vi er kommet de sidste 25 år, ikke ofte om sommeren, men altid i efterårsferien, og i påsken, eller bare i en lang weekend. Nogle gange med venner, andre gange blot med vores egen familie, og tit med besøg af husets ejere, en dag eller to, for at vi ikke skulle føle os helt forladte... I år blev det så til en slags sommerferie, 6 dage, med rejsen i hver ende inkluderet.

Ikke nogen overmodig eller lang ferie, vil nogen hævde, men længe nok til, at vi kom ud af rutinerne herhjemme, ud af hverdagen, lige præcist nok til, at jeg nu sidder med vemod i hjertet, og tænker, at hverdagen har stjålet min elskede fra mig.

Der er markant forskel på, hvordan vi er med hinanden, hvordan og hvad vi taler om, hvor ofte vi smiler, ler, kysser. Måske er det derfor, der nogen gange indsniger sig en vis form for irritation over Bondemandens hverv, når der står sommerferie i kalenderen, og ingen har skole, studier, foredrag at passe. Han har altid, og har altid haft, svært ved at acceptere, at vi andre ikke foretager os ret meget i juli måned.
Og nu er høsten i gang. Der rases og regeres, med store maskiner, siloer, plantørrerier, vogne, traktorer, der planlægges og kommanderes. Kaffe hid, aftensmad did, hvem, hvor, hvor mange... Og morgenmadsbordet, med et varierende antal sultne stald- og markfolk er snart det eneste tidspunkt, hvorpå jeg ser ham. Det må jeg så lære igen i år. Den halve time, mens andre nyder hans opmærksomhed, og dagsplanen så småt sættes i værk...

Hverdagen og høsten har stjålet min elskede -

Betydningsfulde roser

Jeg fik roser i går. Her næsten 10 måneder efter udgivelsen. Betydningsfulde roser.
De Tavse Vidner bliver stadig læst!! Nogen har sågar "gemt" den til deres sommerferie, og melder tilbage når de kommer retur, velnærede og solbrune, fyldte af energi.
"Hvornår kommer der en to´er," spør de...

Jeg har ikke ro. Det er jeg nødt til at skuffe med, jeg har hverken tid eller ro, eller fyldt nok på endnu, til at jeg kan komme ordentligt videre med to´eren - det er "den svære to´er" denne gang, må jeg vist sande.
Andre har læst eller genlæst Bondeanger og spør´ efter en TRE´er...
Jeg ved ikke, om jeg vil kunne skive den. Måske. Det er, som Bondemanden ofte siger, (samtidigt med at han kigger forarget i min kalender) "bare at beslutte sig og så sætte sig" ...
På sallingbomål lyder det ikke særlig rart: "De´ da bår å sæt sæ, og så skryw! Så kåm i gång".

Jeg skal nok komme videre, jeg er jo faktisk "i gång" - mest med De Tavses efterfølger, og det bliver lige så intens en proces, som læsningen af de Tavse har været for hende, der meldte tilbage i går...
"Jeg læste til klokken fire i morges".
Så gider jeg godt sætte mig og "kåm i  gång".

Sommer og ferie og flintrende travlt i køkkenet

Det bedste ved årstiden er, at alle kommer hjem på ferie.
Det værste ved årstiden er, at alle kommer hjem på ferie.
Mit køkken er i konstant fare for overdreven brug og diverse irrationelle tømninger af skabes indhold, alt er ikke-helligt, og mangler der noget, er der hurtigt en depeche i Brugsen for at supplere.
I dag, og det er ikke løgn, var der 18, der drak morgenkaffe mellem klokken 0900 og 0930. Atten. Og de 32 friskbagte boller, fødselsdagsboller med Ølandshvede og kardemomme, blev spist på nær en halv. (Den fik jeg selv til frokost).
Nu er der så lavet en fars af 1½ kg skinke til kødbollerne i boller i karry, som de unge tager med sig til aftensmaden, fordi Bondemanden og jeg har andre planer. Planer, som også indeholder en stor portion mad...
Tærtedej og brøddej lagt på køl.
Om to timer skal vi lave sovsen med æble og løg og masser af karry, så den kan nå at sætte sig inden aften, og så skal dejen bages til flutes, og der skal skrælles og sauteres grønt til tærten, som så også må i ovnen... (Godt, jeg har to!)
I morgen tidlig bages der igen. Og i morgen formiddag skal der laves rugbrødsdej, for de fire rugbrød der blev bagt i lørdags, er snart væk, og sådan en surdej skal have sin tid, og fredag er det sidste nok ædt, og der skal bages igen, og aftensmad, og hvad skal vi spise til frokost, vi gider ikke æde salat, og hvorfor har du ingen Nutella, og hvor er kransekagerne, er de spist, og hvad skal vi have til aften??