Om ni dage

... om sølle små ni dage...
udkommer Gudruns Arv.
Jeg har allerede bagt vegger, bestilt sortøl og købt krydderierne til lutendranck.
Nu går jeg så og venter, og venter. Og venter lidt mere.
Det er overordentligt svært at forstå, at det snart er nu, samtidigt med, at man næsten ikke kan vente.
Jeg er vildt spændt, og mega nervøs... for sæt nu, at ingen bryder sig om Gudrun. Sæt nu, at nogen synes, det er den værste omgang hø og pladder, de nogensinde har læst.... Så græder jeg.
Ja, eller også gør jeg ikke.
For jeg har jo gjort mit bedste. Jeg elsker mine hovedpersoners liv, og jeg har gjort historien så levende, som jeg formåede. Jeg har født børn, lavet mad, gået fra Selde til Aalborg, og tilbage igen, redet på hest, sejlet, været i Rostock og Wittenberg, set og set og lugtet efter, smagt på, indåndet. Jeg har været der. I tankerne. Og fysisk.

Dét håber jeg inderligt, at nogen kan læse.
Og at de vil holde af Gudrun, som jeg gør det.

Hvis nogen siger Afrika...

og i flæng nævner, at det vil de gerne opleve... så siger jeg: Komafsted!!!
Jeg har været af sted. I femten døgn, sammen med Faster Fifi. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, inden vi tog af sted, fra hver sit land, og mødtes en tidlig lørdag morgen i Amsterdams lufthavn Schipol, for sammen at gå om bord i det fly, der skulle fragte os til Entebbe i Uganda.
Men ikke dét. Ikke støvede overbebyrdede asfaltveje med huller, en lugt af noget velkendt, vi ikke kunne bestemme hvad var, knallerter med op til fire personer, uden hjelme, bål i vejkanten, mennesker overalt, børn, dét til trods, at klokken var over midnat, lys fra gadekøkkener, lys fra biler, taxier og lastbiler, men ikke et eneste fortorv, kun rød stampet jord og affald alle vegne... plastikposer, plastikdunke, så det ud som, dér i mørket, mens vi blev kørt ind til vores hotel i Kampala-bydelen Bugologi.
Dagen efter... frisk frugt til morgenmad, suppleret af lækker omelet, ristet brød, kaffe og juice, friskpresset selvfølgelig. Og afhentning af de to norske kvinder, Mona og Elin, som bruger al deres fritid og sparepenge på at drive 4Africa. Frivilligt arbejde for kvinder i nød, HIV eller Aids-ramte, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv eller deres børn. 4Africa producerer varer, der sælges i både Afrika, Malaysia og Norge. Fine hæklede bamser, halskæder, armbånd og clutches i håndlavede papir-perler.
Vores tre-dages safari, gamedriving, hvor vi så - ikke the Big Five, men BIG FOUR - vi manglede leoparden, men fik et par hyæner at se i stedet for. Giraffen, langstrakt elegance, elefanterne med unger i flere størrelser, og flodheste, der nærmest lå i dynger i floden, Victoria Nile. Rhino's, white, (som er grå og ikke hvide, men har en wide mund, og derfor er blevet til "white rhino") med hver sin unge, den yngste var fra august 2017 og noget af det fineste, jeg nogensinde har set... Murchison Falls - i Murchison National Park, hvor der lugtede af gødning fra vilde dyr i morgengryet, mens vi kørte ad hullede, rødt-støvede veje, for at lokalisere løverne, inden de gik i skygge resten af dagen. Og et utal af hjortearter, hartebeests, waterbuch's, og bavianer, colobus-aber, gibbons i fri dressur, i natur, så ulig og anderledes alt hvad man tidligere har oplevet...
Overvældende.
Og Zanzibar, med hvide hvide strande, og tidevand i badevandstemperatur, og mylderet i Stone Town, af niqab, hijab og chador-klædte kvinder, og mænd der sad på gadehjørnerne og forsøgte at sælge os alt mellem himmel og jord. De lækreste frugter, mango, jackfruits, ananas, banan, passionsfrugt, vandmelon serveret på sin helt egen buffet til morgenmaden i paradisisk resort, hvor alt føltes som en drøm.

Bavian i vejkanten

Murchison Falls

Flodheste i dynger

Elefant ved Victoria Nilens bred

Hartebeest på savannen

Næsehorn, White Rhino, ungen er fra august 2017

Kvinderne bærer brænde, elefanterne græsser, fuglene finder parasitter i elefanternes hud

Girafferne "græsser" i træerne

Lipstick - tree-bær, malet fint på vores guides assistent på krydderi-farmen, hvor vi så de træer og buske, der forsyner krydderihylderne verden over med kardemomme, nelliker, peber, henna, ingefær, gurkemeje, chili, elang-elang, kokos, muskatnød, kanel og mange flere eksotiske dufte og smagsgivere, som vi kender, men måske ikke helt ved, hvor kommer fra.

 

Og ja, jeg skal til Afrika - igen.

 

Udgivelsen i marts

nærmer sig - og jeg læser korrektur på "Gudruns Arv".
Det er både skræmmende og fint. Jeg glæder mig over mine hovedpersoners liv, deres trængsler, deres sejre, deres børn - for sådan nogle får de nemlig, her i anden bog om De Tavse Vidner.
Jeg har sådan set kun et problem: jeg vil gerne skrive endnu mere om dem, Asger, Maren og Rasmus og Gudrun, men jeg har besluttet mig for, at et helt anderledes projekt skal gøres færdigt først. Også et bogprojekt. Men de tavse trækker i mig, kan jeg mærke, mens jeg skriver kommaer, flytter afsnit og retter trykfejl i den opsatte tekst.
Uha.
Bare jeg ikke falder i "middelaldergryden"... Eller, måske skal jeg bare falde i, flyde med, få dem aflivet af alderdom, og givet dem oplevelser, sådan som jeg tænker, de kan have været i Aalborg, Selde og på havet, der midt i 1500-tallet...
Nå, men nu må jeg videre. Med Gudrun. Og hendes arv...

Et fint, knasende sprødt og godt Nytår

er allerede så godt i gang, at jeg indimellem ønsker, jeg kunne spole tiden bare en kvart omgang tilbage...
Hos os gik julen og mellemjulen og nytårsfejringen næsten ud i et, og det var herligt og dejligt og hyggeligt og sjovt og trættende og kors, hvor lavede jeg meget mad, og serverede mange måltider, som jeg forinden havde planlagt og handlet ind til. Jøsses!!
Det er selvforskyldt plage, jeg ved det.
Men jeg elsker det!

Siden Nytåret har vi nået en udenlandsk business-rejse og hhv. Nytårskoncert og Nytårsflyvning... Jaja, vi laver en rimelig fordeling af opgaverne, når de falder sammen, og jeg tog straks koncerten på mine skuldre!
Jeg er normalt ikke sådan en, der skal have musik og støj omkring mig hele tiden, faktisk kan jeg rigtig godt lide at sidde i fuldstændig stilhed. Men når jeg sådan har været til nytårskoncert med klassiske musicalnumre, jazz, viser, fællessang, Lumbye, trompeter, saxofoner, fløjter, klarinet, guitar, trommer, klaver og violin, så smiler jeg over hele ansigtet og tænker, at jeg måske burde omgive mig noget mere med musik!
Man kan ikke være sur eller i dårligt humør, når man synger! Man kan måske godt komme til at stortude i kirken under salmesang, hvor man er rigtig trist, men sådan, normalt, så lader musikken glæden overtage, og det er svært at vende mundvigen nedad, mens man synger.

Og opfyldt af optimisme, har jeg påbegyndt planlægningen af den kommende uges gøremål, der så starter SÅ trist, at jeg ville ønske, jeg kunne noget med musik!
Jeg skal til tandlæge... Ikke noget, jeg normalt er ked af, men med stigende alder må jeg sande, at vendingen "du er nok kommet i reparationsalderen" er en tilstand, der er permanent.
F...
6-årskindtænder der er fyldt ud med sølvplomber af børnetandplejen i 70´erne holder ikke evigt!
Av.
Jeg lover, jeg ikke bider den søde tandlægedame i fingrene. Men jeg har lyst ...
Jeg må hellere forberede noget musik til bilen, så jeg smiler når jeg kommer, og noget musik til ørerne, der kan overdøve pinen, mens jeg ligger i stolen, og noget musik til bagefter, hvor jeg forhåbentligt så trods alt kun har lommesmerterne i behold ...
Godt Nytår!

Gudruns Arv

Der er kommet forslag til forside. Jeg har sådan en lyst til at vise den. Mest fordi jeg ikke kan vente, men også fordi, jeg er sikker på, den er helt rigtig!
Så nu gør jeg det. Viser det forslag, Svetlana har lavet til mig, og som måske bliver tunet i farverne, tilrettet i skriften og andre småting, men som i sit væsentligste udtryk holder formen.
Jeg skal ud at holde foredrag i aften. På Stenalt Gods. Ejet af Bjørn Andersen Bjørn i 1500-tallets begyndelse.
Bjørn Andersen Bjørns hustru hed Anne Friis. Hun blev enke, og siden gift med Ove Vincentsen Lunge Dyre til Tirsbæk, som i 1524 til 1540 ejer Kjeldgård.
Bjørn og Anne Friis' datter hed også Anne. Anne Bjørnsdatter. Hun var gift med Niels Kaas til Staarup Hovedgård, og mor til den Niels Kaas, der ender som rigsråd og kansler i slutningen af 1500-tallet, og rådgiver for den senere Kong Chr. den 4....
Jaja, lidt royal  har man lov at være, og her kommer billedet af forsiden, som er i spil til den udgivelse, jeg glæder mig lissåmegetsomtiljul til!

Ikke Rasmus, men Gudrun

Ja. Nu er det ved at indhente sig selv, det hele, altså manus'et til De Tavse Vidner - anden bog. I stedet for Rasmus -- har redaktricen og forlæggeren og forfatteren enedes om titlen "Gudruns Arv" - ja, for det er jo sådan, det er. Gudrun bliver en vigtig del af Rasmus' liv, og arver såatsige det halve kongerige og en hel del besvær...
Hæhæ...
Jeg er lettet og glad og tilfreds - afleveringen sker til tiden, deadline overholdt af forfatter og redaktricesmedlæserdamen, og jeg er altså glad. SÅ glad!
Nu må det godt blive Jul. Både i virkeligheden, i 2017 og i Gudruns Arv, i 1554 eller deromkring...
I morgen får forlaget manus - og så er det bare at afvente!! Vente. Til foråret. 2018.
Så "kom Jul, kom sne, kom gaver" som Bamse siger/sagde. Jeg er klar!

Bogafleveringsfristsindhentningsterapioverspring

I disse dage, efter først en uges intensivt ophold på Hald Hovedgård med meget redigering, dernæst en uges total afslapning i Norge (kun lidt skriveri) er "Rasmus' Arv" nu i den sidste fase af sin tilblivelse. Det vil i praksis sige, at jeg skriver til, om, sletter og flytter rundt på alt det, jeg i virkeligheden allerede har skrevet færdigt. Det er denne del af en romans tilblivelse, jeg hader allermest... Som i H A D E R...
Det er frustrerende, at man kan blive ved med at finde sine egne fejl.
Det er irriterende, at man ikke kan finde ud af at skrive helt færdig.
Det er virkeligt sørgeligt, at man snart skal aflevere sin "baby" og lade andre vurdere, om man har gjort sit arbejde godt nok...
På den anden side, så er det rart med en deadline.
Det er dejligt, at man snart kan sige katjiiiing og sætte flueben.
Det er opløftende at vide, man har gjort sit bedste.
Og det er fantastisk at få fornemmelsen af, at man snart får sin frihed tilbage...

Den frihed vil jeg bruge konstruktivt. Har jeg bestemt.
(Jeg kan jo altid bestemme om)🙈