"Det berygtede hestekød"

Der var engang en slagtermester i nabobyen, som indimellem kunne have hestekød i køledisken, og dengang købte jeg det uden blusel. Det var før jeg selv fik hest. Siden har jeg forgæves ledt efter hestekød, når jeg en sjælden gang har været i en slagterbutik. Jeg synes nemlig, det er godt at vide, at dyr rent faktisk smager af noget, og at ikke alt kød er kvæg. Eller svin. Eller kylling.
Hest, råvildt, hare, fasan. Det smager ikke ens, det er ikke ens. Og jeg syntes, det var oplagt at smage hestekød, da vi selv fik islændere, for mangen islænder er gennem de sidste 1000 år endt som føde for avleren. Hvis hestene har været den eneste mulighed for at overleve, ja, så har man slagtet sine heste. Startende med de gamle dyr, senere dem, der lovede ringest, man har passet på sine gode avlshingste og sine venlige hopper. Sure og skøre dyr har man slagtet og ædt prompte. Det hedder sig stadig, at hvis en islænder sparker, så æder man den. Så er den ikke bedre værd.
Og derfor kan jeg ikke lade være med at smågrine lidt af kødskandalen i de svenske færddigretter.. "Findus" - lasagnen indeholder hestekød!! Uhu, det er blæst voldsomt op, og nu viser det sig, at det ikke kun er supermarkedskunder, der har indkøbt hestekød forklædt som okse, men også skolebørn er muligvis blevet fodret med hestekød... uha-uha.
Jeg kan trøste med, at man ikke DØR af hestekød. Det smager fint. Godt.
Og når det er sagt, så forholder jeg mig slet, slet ikke til snyd-faktoren her. Det er en helt anden snak. Men man dør altså ikke af det berygtede hestekød!