Jul(e) kort

I dag er det den 23. december, og vi er næsten sneet inde. Det med at sne inde, det er noget folk i byerne gør! Os herude i vandkanten sneer aldrig rigtigt inde. Der er altid en bondemand med en rendegraver, en traktor på store hjul, en dozer, eller noget andet, motoriseret, som kan redde os ud af hytten og op/ind til byen. Desuden er vores viktualierum så velforsynede, at vi heller aldrig kommer til at blive rigtigt sultne... heller ikke hvis det utrolige skulle ske, at vi ikke kan komme i Brugsen i en uges tid eller mere...
Jeg har ikke skrevet julekort i år. Endnu.
Vi har fået syv. Rigtige kort med en laaang smøre om hele familiens gøren og laden, eller ganske korte kort med hilsen og tak for det gamle år.
Jeg ved endnu ikke, hvilken strategi jeg vil vælge - julekort, som vedhæft til en mail, som kommer i,tide og frem inden Jul, eller håndskrevne mellemjulskort, arriveret en kende for sent.... Men bedre sent end aldrig, og jeg synes alligevel ikke, at facebooks massehilsner er personlige nok, selvom der står det samme i dem, som i den korte kort-udgave...
Nå. Glædelig Jul, sne eller ej, ønskes til venner, familie, nære og fjerne, perifere og kommende bekendte!

9 dage til Jul - og fuld af visioner

og det går som det skal på Bondegården - juletravlhed kender vi ikke til - endnu...
Ugens rejse til Kjøvenhavn er veloverstået - Ministeren for By Bolig og Landdistrikters debatdag på Vartov, med aflevering af visionsgruppens visioner ligeså.
Det var en skæg dag, ulig de fleste. Jeg startede med at gå i bad på et hotelværelse i Vesterbrogade, spise morgenmad akkompagneret af japansk, svensk, norsk, engelsk og dansk i en stor sal, med Bondemanden ved min side. Senere - lidt oppe af dagen, fandt vi i fællesskab vej til Vartov, Grundtvigs gamle pastorat, som i dag huser en kirke, en døgnåben børnehaveinstitution, kontorer og konferencelokaler... Jeg fik et kys i døren, og så forlod Bondemanden sin kone.
Jeg skulle til frokost med ministeren. Ja, og visionsgruppen, plus Camilla, Sofie, Mikkel, Jeff, Martin og de andre i ministerhoffet ...
Klokken 12.30. begyndte gæsterne, tilhørerne, at komme, og jeg fik trykket Hans Engell i hånden, (Hans og hans Engel), som skulle ordstyre og lede debatmødet -
Og så gik det i gang, præcist klokken 13 spillede Mikael K sine to sange, den om landbrugsmedarbejderen fra Odessa Ukraine og den om Klitmøller Cold Hawaii - efterfulgt af små filmklip, opblandet med statements fra visionsgruppen, både båndede og live. Snart gik det over til en egentlig debat, hvor tilhørerne fik lejlighed til at stille spørgsmål til både minister og visionsgruppe. I mine øjne handlede det mest om at få fortalt, hvem man selv var, især politikerne fra Christiansborg (de har åbenbart et profileringsproblem), men også fra flere kommuner tænkte jeg, at de faktisk helst ville snige sig udenom det egentlige...
For hvad skal der ske herfra? Hvordan kan vi komme videre i debatten om landdistrikterene, som nok skal klare sig, hvis bare pressen vil behandle os ordentligt!! En nylig offentliggjort undersøgelse viser, at "Den rådne banan" er ved at uddø til fordel for "VandkantsDanmark" og "ude på landet" - og det glæder mig usigeligt! Negationen omkring min del af Danmark har irriteret mig, og jeg er sikker på, at hvis pressen kommer "over på min side" - så gør resten af landet det osse!
Efter mødet var der en kop øl og små snacks, Bonderøven & Niels Hausgaard blev interviewet til de landsdækkende medier, og senere gik vi ud og spiste en hyggelig middag sammen med "pigerne", Camilla og Sofie, som har styret og deltaget i vores møder, og dokumenteret hele processen fra marts måned til nu.
Kort fortalt - du kan downloade visionsgruppens vision "Noget tyder på" på følgende link:
http://mbbl.dk/publikationer/noget-tyder-paa

Og fredag gik vi en strøgtur og frøs med anstand, Bondemanden og jeg - og nu er det snart Jul, og jeg mangler at købe 17 julegaver... og bage julesmåkager, men dét gør vi i morgen!

Kom Jul, kom sne, kom gaver

Bamses legendariske sætning, engang i 90´erne, da vores teenagere ikke var større end tobak for en skilling...
Julen kommer, det er ganske vist, sneen er her allerede, og jeg håber inderligt, den varer Julen over!
Gaverne kommer jeg til at skulle bøvle lidt mere med, for at få i hus!
Nu har jeg fået lavet en liste over dem, jeg skal huske at få købt gave til. Det er en lang liste. Meget lang liste. Bondemandens kommentar er også legendarisk, nærmest klassisk: "Hvorfor afskaffer vi ikke bare de gaver? Vi holder jo ikke Jul for forretningernes skyld!!"
Deri kan han jo have ganske ret. På den anden side - hvad er en Jul uden gaver? Og midt i mørket, midt i alt det triste, grå, vinterlige er det en ganske morsom og hyggelig beskæftigelse. Hævder jeg.
Og derfor er det så min tjans - at købe julegaver.

Isende interessant

Min verden udvides på interessante parametre...
Nu er der jo temmelig koldt og vådt (tidligere i dag ihvertfald) og blæsende i disse timer/dage, og jeg forstår pludseligt meget mere af mine fornuftsprægede forældres formaningsforedrag... Jeg kan egentlig ikke helt huske, om de er aftaget, de foredrag.... men ihvertfald hørte jeg min far højlydt komme ud af min mund, nu i aften, da Asmildklosters Agrostudenter skulle transportere sig selv sydpå.
"Tag det nu stille og roligt!" sagde han
"bare giv Jer god tid" &
"Det gør ikke noget det tager 1½ eller 2 timer, inden I er i Viborg" &
"Kør nu forsigtigt"
og sidst men ikke mindst, min egen tilføjelse, fordi dén mulighed ikke var mulig, da jeg var ung:
"Send lige en besked når I kommer frem, så vi ved, at I har det godt!"

Juleriernes Mareridt

Min største fornøjelse er at pynte og gøre klar til Jul. Jeg ELSKER simpelthen december - måske hænger det sammen med, at min fødselsdag hvert eneste år hænger uløseligt sammen med netop Julen...
Ikke at det er fantastisk at blive ældre - det var det engang - men det er fantastisk hyggeligt, synes jeg, at gøre klar til julefrokosten, Juleaften og værelserne til de dejlige gæster, fra nær og fjern, som kommer på besøg, og fejrer Julen med os.
Der er sådan set kun en ting, der kan bringe mig ud af fatning. Julegaver. Ikke dem jeg får, nej, nej, men dem, jeg skal købe... Engang var det nemt. Men nu er mine børn så store, at de ingenting ønsker sig længere - dvs. de ønsker sig mange ting, men det har karakter af bestillingslister - ikke ønskesedler. Nogen vil måske hævde, at det er fint nok, så er det da nemt "at finde på" - og det er der på sin vis en vis rigtighed i - det er bare så fandens kedeligt!
Så derfor - mareridt over gaverne - men kun frem til den 21. Så tager glæden over. Glæden over at skulle fejre Jul sammen med alle dem, jeg elsker. Glæden over at kunne servere og beværte, og være værtinde for glæde og hyggelig komsammen.
Inden da - må jeg hellere se at få fundet det store sorte mulvarpeskind frem, og få købt det bestilte...

Godnat-fænomen

Jeg skal lufte Sørøver Sally, da skyen glider væk og afslører månens fuldskab. Vinden er bidende kold, og pludselig slår det mig - nu kommer kulden! Skyerne blæses mod syd, og nordenvinden tager over - der kommer vinter!
Jeg er ikke helt uddannet i kameraføring i nattemørke, så der kom blot to billeder ud af anstrengelserne - et med meget åben blænde, og et, hvor jeg forsøgte at holde mig i ro, indtil linsen smækkede... Bær over, og se fænomenet - blæsten fejer skyerne af himlen, så kulde og månelys kan få frit spil! Det er vildt. Og det ses bedst uden gadebelysning, i vandkanten, i udkanten!

Foredragsforberedelsesformiddag

I aften skal jeg til Ranum og holde foredrag. Foredraget er ikke det sædvanlige. Nej, i aften hedder det noget andet end det "plejer". Omdrejningspunktet er selvfølgelig det samme - nemlig mig og mit liv og mit forfatterskab - men i aften tager jeg udgangspunkt et helt andet sted end "plejer".
Jeg skal naturligvis fortælle, hvem jeg er, men derfra og så til enden, er det helt anderledes.
Jeg skal læse op. Fortælle om mine udgivelser, de bøger, der de sidste 6 år har fyldt mit liv, på godt og ondt. Mest godt. Men også indimellem ondt.
Jeg blir sommetider spurgt, om jeg virkelig skriver om de mennesker, der omgiver mig. Og svaret må blive ja.
Ja.
Ja, jeg skriver om de mennesker der betyder noget for mig, som lever og dør omkring mig, som har deres gang på jord i mit nærmiljø. Som lever deres liv.
Jeg gør mennesker virkelige i bøgerne, i fortællingerne, fordi de er virkelige. De findes.
Det er ikke altid, at de har et liv, som jeg ville have valgt at leve, men ikke desto mindre, har de en betydning for mig. De giver liv til mine bøger. Og de præger mig og min hverdag.
Inspirationen kommer ikke altid nemt. Inspiration er i det hele taget en underlig størrelse. Og det er hårdt arbejde, drænende arbejde, at suge liv og historier ud af virkelige personer, og sætte dem i en ny kontekst. Den kontekst, som jeg, forfatteren, mener, er virkelig. Nogen gange er det ustyrligt morsomt. Andre gange er det trist.
Et sted kan også inspirere.
En bestemt slags regn.
En tur på hesteryg.
En tur med løbesko og veninder.
Eller noget så simpelt, som et kys. Eller et ikke-kys.
Det uventede og det forventede.
I Ranum får de det hele. Foredraget hedder Forfatter i UdkantsDanmark - og lige nu, burde jeg forberede mig på i aften. I stedet venter jeg på, at det årlige julesvin skal lande på køkkenbordet. Det kunne der også skrives en historie om. Og den historie, der kommer ud af svinet - den er virkelig.