Den enes død...

Det er en uundgåelig og tilbagevendende situation.
Jeg har prøvet det før, faktisk op til flere gange. Men det til trods, er jeg irriteret og på nippet til at bryde ud i gråd, når tiden indfinder sig.
Min pc er på vej til at dø.
I aftes var den helt gal. Midt i at jeg skrev en mail, sagde pc´en den karakteristiske lyd af nedsmeltning og blev sort! UUUaaargh....
Heldigvis var en times tid i lukket tilstand nok til at overbevise den om, at den godt måtte starte sig igen. Så jeg kunne skrive færdig. Og få sendt svar.
Hm.
Nu til morgen er den gal igen - blæseren kører ikke og jeg forventer totalt nedsmeltning om få minutter...
Heldigvis findes PC-Philipp.
Han har lovet hurtig ekspedition.
Det må gerne blive i dag.
Man kan hævde, at jeg er heldig - og ja, det er jeg måske - at det kun er hvert 3-4 år det foregår. Og at Philipp kan redde mig hver gang.
Men ikke desto mindre er det temmeligt traumatisk hver eneste gang.... tænk - alle mine billeder, alt mit gemte, alle mine bøger... jaja, prøv dropbox, sweetheart - men lidt gammeldaws har man vel lov at være. Og når det blir alvor, lærer jeg det nok? Så længe min pc-mand kan redde mig, så går det nok...
PS: jeg træffes bedst pr telefon i dag.

Høstforberedelser

I aftes gik Bondemanden i bad, da jeg gik i seng. Og nej. Han havde ikke ligget på sofaen.
I går, i aftes og i dag har de været i gang.
De putter små vigtige spinatfrø i jorden. Meget MEGET vigtige spinatfrø i jorden. Der er GPS i traktoren og når det driller, ringer de efter en livline, de to Bondemænd, og danser lystigt omkring og griner over hele hovedet, stråler om kap, osse selvom der er koks i GPS´en. Det er ligemeget, det gør ingenting, for nu er de i gang!
De SÅR!!!
Fat det dog, kvinde!
Høstforberedelser!
Den næstvigtigste tid på året, og jo ældre jeg blir, jo nemmere og jo lettere blir det faktisk for mig.
Jeg HAR fattet det. Jeg accepterer, støtter, supporter, fodrer, fornemmer og fordøjer.
Det er jo sådan, det er. Jeg ved det, og jeg forbereder mig.
Ventetiden er sådan set næsten værre. Når de ikke kan så. Når de går halvsultne og pirrelige omkring hushjørnerne og sparker i jorden, venter, afventer, tjekker DMI og YR.NO i et væk... venter på sydvestenvinden, småregnen, solen og anemonerne.
For de er her i år. Jeg kan sådan set ikke huske, at det nogensinde er sket, at der først er sået EFTER at anemonerne blomstrer. Hmm. Det må jeg huske at spørge om.
Når de er færdige med at så.
Når høstforberedelserne er afsluttet.
Så kommer han nemlig ind igen.

En herlig dag - og kulørte lamper

I dag var jeg med til at diskutere centrum vs periferi på Glyngøre Kulturstation / Sallingsund og Omegns Museum. Vi var tre forfattere, Ejler Nyhavn fra København, Knud Steffen Nielsen fra Tjele og mig, fra Selde. Mette Thybo, museumsleder i Glyngøre, skulle fortælle om sit besøg hos eskimoerne i Nordøst Sibirien, og deres yderområde, og to unge, meget!!, lovende musikere fra Viborg, Kirstine og Lise Hupfeldt spillede klassik musik indimellem  - og sammen med publikum skulle vi tale om, hvad det er, der gør det så svært eller spændende, at bo i en vandkant, i et yderområde.
Vi tre forfattere læste op - jeg havde valgt at tage fat i "Guldbryllup", som jeg synes illustrerer meget godt, hvad det er, man havner i, når man flytter fra centrum til periferi: Man bliver inviteret med til naboernes højtidsdage. Og man deltager!
Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af de tre træer, som står på loftet på museet. Sådan nogle træer vil jeg gerne have som æresport, når jeg engang skal fejre guldbryllup. I stedet for de kulørte lamper...

KLockoutet

Jeg har haft klummeformiddag. Det er klummen, som jeg skriver til Landbrugsavisen hver 4. uge. I gamle dage, dvs før Jul, var det hver tredie uge, jeg skrev, og sådan havde det været i årevis. Nu er vi blevet fire klummefolk, der skriver, og jeg ved ikke hvorfor, men nu glemmer jeg det næsten fra gang til gang - det er noget med demens og korttidshukommelse, tror jeg nok - og nu til morgen fik jeg så en mail, fra redaktionssekretærUlla, at jeg skulle huske at aflevere inden middag. Ja, ja. Den er på vej. Klummen.
Og så gik jeg straks på facebook. For hvad er mere inspirerende end facebook?!
Man er opdateret på mangt og meget, blot ved at læse de andres statusopdateringer, deres links og deres kommentarer på links. Hæh.
I dag vidste jeg nu godt, også før facebook, hvad jeg burde skrive om. Det blev til en klumme, inspireret af flertallet. Og flertallet i dag, handler om lærerne og KL. Om ansvar og mangel på samme, om privat erhversliv og tjenestemænd.
Min gode folkeskolelærerindeveninde sagde i Påskens løb, at hun syntes, jeg var vel rigeligt tavs omkring hele konflikten. Det må jeg indrømme. Der har ikke været megen sympati at hente hos mig. For selvom jeg ikke længere fungerer som lærer, hverken på folkeskole, friskole eller handelsskole, så kan jeg udmærket huske, hvordan et typisk lærerkollegie er sammensat, og hvordan det fungerer.
Jeg må sige, jeg er glad for, at jeg IKKE er lærer.
Også selvom de "kun" arbejder 16,4 timer i gennemsnit om ugen, og også selvom de har 5 ugers sammenhængende sommerferie (hvoraf de to, en i hver ende, er afsat til forberedelse og planlægning, oprydning, kurser osv) og også selvom de har lov til at lege i arbejdstiden.
Jeg synes, lærerne gør et stort og værdifuldt stykke arbejde, som de får alt-alt for lidt credit for!
Jeg synes, lærernes ledelse har et ansvar for, at skolen med lærere, forældre, elever fungerer - og det skal de have kompetence til at administrere.
Jeg synes, KL er unuanceret.
Jeg synes, lærerforeningen er naiv.
Så er det sagt.
Bum.

Mors Taxi

Jeg har god tid. Klokken er lige over midnat, og det varer mindst to timer, inden jeg skal ud at køre. Og dvs, det varer mindst tre timer, inden jeg kan komme i min seng.
Det er en af fordelene eller ulemperne, alt efter hvordan man ser på det, ved at bo i Vandkanten. Når man har teenagere.
De vil til fest. De vil til bal. Hal-bal, Påskebal, Julebal, Boksebal. Og fest. Gymnasiefest, Handelsskolefest, Håndboldfest og hvad har vi.
I nat er det Påskebal. Og det er den yngste.
Stoholm ligger ca 40 km sydpå i retning mod Viborg.
Og når Stoholm er fundet, yngsten indfanget, evt med selskab af et par andre, fnisende, selskabeligt overrislede, som skal leveres undervejs, er der 40 km hjem igen.
Så nu vil jeg sætte mig i sofaen, og lade roen falde over mig. Mobilen på højeste alarm-ringetone. Hvis nu jeg skulle falde lidt hen.
Læse de sidste 100 sider i Profeterne i Evighedsfjorden, og forsøge at nyde, at jeg har god tid.
Måske skal jeg have mig en kop kaffe.
Ja, det er det, jeg skal. Jeg skal have mig en kop kaffe, og så skal jeg læse.
På et tidspunkt ringer hun.
Og så kører mors taxi!
Sov godt!

En løbesejr!

I går var det Pinen og Plagen-løbet...
I dag er det av-av hver gang jeg tager et skridt.

Men af en eller anden grund, så gør det ikke noget, at mine knæ værker, hver gang jeg tager et skridt, eller at mine fodled er stive og mine hofter ømme. Det gør ikke noget. For jeg gennemførst min første 10 kilometer! Hahahaha.
Ikke i en helt fantastisk tid, eller med tungen ude af halsen og en fornemmelse af, virkeligt at have løbet igennem... nej, bare sådan en helt almindelig lunteløbetur, med indlagte gå-perioder. Det med at gå, det var jeg ikke den eneste der gjorde... og inde i Legind Bjerge, hvor grusvejene flere steder var dækkede af sne og is... der gik jeg hele vejen. Belært af erfaringen... ikke alene af dovenskab....
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme ind i en god tid. Jeg havde ikke engang sagt højt, til nogen overhovedet, hvad min ambition var.
Jeg havde regnet lidt - og på en god dag, kan jeg løbe "Kjeldgård rundt" på 37 min.. Måske endda helt nede omkring 32 min., hvis jeg har øvet mig længe. Men det kan man vist ikke heeelt sige, at jeg havde. Så. Et stille uudtrykt mål var en time og 15 min.
Det lykkedes - jeg kom ind som nummer 77 i en tid der sagde 1 time og 11 minutter. Og jeg gennemførte.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at gennemføre et 10 km-løb igen. Men nu har jeg gjort det. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kunne. Det er en god fornemmelse, at have med i lommen!
Trods ømme led, ondt i knæ og stive baller...

Det bedste telefonopkald!

Nogen gange blir man simpelthen bare så gennem lykkelig! Sådan helt igennem glad og stolt og glad!
Sådan havde jeg det for lidt siden, da min forlægger på Hovedland ringede til mig. Han fik for en uges tid siden de 64 sider historisk roman, som jeg arbejder på og med, og som jeg havde skrevet ud til ham og afleverede i sidste uge, da jeg besøgte forlaget.
Jeg har været i tvivl om, hvorvidt det allerede skrevne var godt nok. Jeg havde brug for, at en "uvildig læser", en ikke-i-familie-læser, gav tilbagemeldinger på det, jeg har skrevet... er det en god historie, skal den drejes et andet sted hen, er sproget godt nok, er der for mange oplysninger, er det historiske for meget, for lidt, hvad vil en læser gerne læse...
Og nu er jeg simpelthen bare så gennemglad!
Han kunne godt lide min historie.
Han sagde, at det var en fremragende fortælling. At jeg havde grebet ham fra side et. At sproget var næsten "brutalt sanseligt", og, at jeg bare skulle fortsætte! Skriv den historie færdig.
Sådan sagde han. I telefonen. Mit smil bredte sig fra det ene øre til det andet.
Jeg har ikke lovet noget om, hvornår historien om Rasmus Hjorddreng, Asger og de andre personer fra 1534 og deres færden i og omkring Kjeldgård er færdig. Men jeg har fået blod på tanden. Så nu researcher jeg videre - jeg har en 800 siders doktorafhandling om studedrift i 1450-1550, jeg skal have pløjet igennem....