Telefonkorrektur

Jeg er på ferie. Ja.
I fire dage har jeg ikke fået bagt en eneste bid brød, og spiser selv hver dag købebrød af svingende kvalitet. Det grænser til skandale.
I dag, midt i min gåtur med Bondemanden ved siden, bimlede telefonen pludselig i tasken. Et ukendt nummer. Så tar´ man den. Ja, sådan er jeg jo - ukendte numre er til for at blive besvaret. Eller... not?
Det viste sig, at det var en kendt, men fra et ukendt nummer. En journalist, fra Skive Folkeblad, der har, vil, skal skrive en lille ting om undertegnede. Og uden pc-mail-adgang kan man ikke få tilsendt til korrektur. Så, gode råd er dyre, men ikke umulige, og med udsigt over Østersøen, retning mod Bornholm, sad jeg så, i 20 graders varme og shorts, og hørte journalisten læse dét op, han havde skrevet... Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men i hvert fald blev fire rettet til seks, og 2009 til 2006 - så må vi se....
Jeg er under voldsomt pres nu. Offentliggjort deadline og en Bondemand, der presser. Vejret er til ferie og afslapning, rødvin og god mad, kaffe på kajen og gåture rundt på fæstningen... Nu har jeg åbnet min pc. Fundet internettet.
(Deraf dette blogindlæg)
Nu venter to døgn med absolut intet andet på hjerte end at skrive - min roman er længe læst, Dulleblad, Landbrugsavis og Hrimfaxa ligeså...
I 2014.
I 2014 kommer den. Min historiske roman. Og der skal ikke læses telefonkorrektur. Han skal have den i papirudgaven, min redaktør og forlægger, for det er, alt andet lige, meget lettere at overskue en tekst, når den ses, kan læses, som papirudgave...
Det vil også tage alt for lang tid, hvis jeg skulle læse det hele højt...
Og lige nu sidder jeg på Christiansø, med historiske rammer der formeligt bobler af gode inspirerende historier, mennesker der livligt fortæller, og jeg er næsten sikker på, at Laksevejen kan blive et emne...

Studenten, studene og den selvstændige

I dag blev ældstebarnet student. Det har vi gonnok ventet længe på... Hun klarede det i fin stil - og det var vist kun mig, der følte, hvor stor lettelsen var, da hun kom ud fra eksamenslokalet og jeg kunne give hende huen på... Man skal have været der selv, tror jeg, for sådan rigtigt at vide, hvad det er "de snakker om".

Senere på dagen fik drengebarnet en sms, som kundgjorde, at han snarest ville modtage to stk kalve. Hanner, små tyrekalve, som ingen kan bruge til noget. I meget lille udgave, til opfedning. Stude til slagtning om et års tid. Dem har vi lidt snak om, de stude, for hvem ender med at passe dem, tilse dem, fodre dem osv - foruden alt det bøvl der kommer ind i hans liv, med chr og cvr og græsningsarealer og udmåling af kvælstof og regnskab med samme, spørger Bondemanden og himmelvender opgivende øjnene...
Og senere igen, mens jeg stod ved køkkenbordet og talte i telefon - kom den lille selvstændige forbi med sin mor. Den har fået lidt huld på kroppen siden sidst - og jeg beklager igen billedkvaliteten - taget ud gennem ikke helt rene vinduer...

Råen står bag fodertønden og gnasker hvede i sig - og Bondemanden fastholder, at han skal fodre hele året rundt, hvis vi skal have glæde af rædselen på græsplænen. Det er vi pt. helt enige i!

Tøjkuller

H O L D nu K Æ F T!!
Det er i sandhed en måned, man ikke kommer nemt eller sovende igennem.
En ting er selve eksamensdagene.
En anden ting er tøjet.
Med en kommende STX-student, en nykåret landbrugselev med grundforløbsbevis og en 1. års årsprøveprøvet HHX-studine... jeg sir Jer! Der skal vaskes tøj, diskuteres tøj, vaskes tøj, købes tøj, vaskes tøj, sorteres tøj, stryges tøj, prøves tøj, vaskes tøj... i én lang og uendelig skrue-uden-ende!
For nuværende er der en uge til studenten bliver helt student.
I morgen er HHX-eleven færdig med sine årsprøver, og har reelt haft sommerferie i en måned allerede.
I går kom landbrugsskoleeleven hjem med alle sine ting. Tøj og fodtøj og regntøj og overtøj... Og sengetøj. Tv, pc, bøger og fodtøj... gummistøvler, klipklappere, sportssko, almindelige sko, sandaler...
Jeg tror simpelthen, jeg køber tre store vasketøjskurve og dertilhørende sæbe, og så vil jeg ikke SE et eneste stykke tøj, sengetøj, overtøj eller fodtøj i fællesarealerne fra og med i dag.

(Det bliver ikke nemmere af, at INGEN udover undertegnede tænker på at få tøj ud og ind af tørresnoren uanset vejret...)

Jeg får aldrig lavet andet, hvis jeg fortsat skal ordne tøj for dem alle tre.
Og mon ikke jeg gør dem en bjørnetjeneste, hvis jeg fortsætter....
Fra og med i dag er det slut!
NU må de klare sig selv.

Den lille selvstændige

Det var tilfældigt, at jeg netop så ud af vinduet, da de sprang forbi. Heldigvis ligger mit kamera altid klart på køkkenbordet og jeg tog de første billeder ud af vinduet - jeg har aldrig set så bitte et lam så tæt på! Og da jeg nåede ud af havedøren, troede jeg, jeg måtte opgive, at råen havde hørt mig, at hun ville sætte i galop (eller hvad det nu hedder i rådyrverdenen) og lammet ville følge efter...
Men så skete det mest uventede... lammet vælger at gå i voldgraven og svømme over - for ja, der er godt 1½ meter dybt, dér, lige inden broen og overløbet.... - jeg knipsede løs og her følger billeder af det selvstændige rålam, som uimponeret forcerer bademuligheden, og ser ud til at nyde det!
Forunderlige vidunderlige verden!

Og så forsvandt de - i trav, stille og roligt i solskinnet - og jeg var ved at græde af lykke!

Salgshesten

Jeg har lagt ham her, hesten til venstre, (der rider Øltölt med mig på ryggen sidste sommer) Lettir til salg på en facebookgruppeside, hvor man kan sælge sin ismule.
Jeg er ikke sikker på, jeg vil sælge ham. Så prisen er sat lidt højt. Hvilket betyder, at jeg absolut ingen respons har fået. Endnu, da. Han er en skøn og meget sød hest, der kan rides af alle. Det er derfor, det er ham, jeg vil sælge først. Bagefter vil jeg måske sælge Òsk. Hun er uskolet og ikke gangsat, men en fin fin unghoppe. Hende sætter jeg også lidt højt.
Så er der Raudur. Smukke smukke Raudur, som ikke har hoved, men ansigt! Ja, så fin er han. 3 år og aldrig kysset. Han fik ordnet hove for første gang i sit liv her i foråret. Det gad han først ikke. Så stod han. Som om han aldrig lavede andet. Og så var han træt. Han trænger til at få nogle udfordringer. Det får jeg ikke gjort. Han er lidt billigere end de to andre. Men ikke meget. Ad. det smukke ansigt...
Og så overvejer jeg at sælge Lóa. Men hun lavede så fint et føl, og jeg tænker, at det kan hun gøre igen, måske, så hende er det kun særligt udvalgte, der kan købe. Nogen, jeg véd, vil arbejde med hende 100 % seriøst, og evt. få hende kåret. Hun har potentialet.
Raudur og Òsk og Lóa er søskende.
Det er gamle Py, der er mor. Py får Føl-føllet er Òsk.
Py skal have føl igen - det er derfor, jeg skal sælge ud. Der skal syv til mange, otte er for mange og ti er helt uacceptabelt, ifølge Bondemanden. Så. Jeg skal have to føl. Dvs. jeg skal sælge to heste, gerne tre.
Jeg har stadig Fenja at ride på, og Nattgjola skal rides til næste år... ponyyyha!
(Hvis du læser dette, og får usigelig lyst til at komme og se en af hestene - så ring til mig!)

Lóa alene

uden sit føl...

 

 - siden i går aftes, hvor vi gik hende, og Lettir - aka anstandstanten, de knapt fire kilometer ad landevejen, til den smukkeste eng i denne del af Salling. Lige nedenfor Urhøjene, Sallings anden højeste punkt, græsser kreaturer og heste, og nu også min Lóa.
Hendes yver er spændt og skal knapt røres, førend mælken sprøjter.
Uhuuu... den bette Tölta hyler efter sin morgenmælk, men hun er over et år gammel nu, og kan sagtens klare sig selv - især fordi hun går i vante omgivelser, med sine halvsøskende og sine tanter og sin mormor. Hun lider ingen nød.
Det er værre med Lóa.
Hun er yverspændt ...
Jeg holder øje med hende. Det gør Svend Åge også. Det véd jeg. Og jeg malker, bare lidt, to gange om dagen, bare for at tage det værste tryk. Så går det hele. Det er jeg sikker på.

Man skal ud af sin comfort-zone

og det kom jeg rigtig godt og grundigt i dag. Ud af comfort-zonen...
Jeg har indviet, eller rettere, jeg har stået for den officielle indvielse, af Fugletårnet ved Rimmervej i Selde i eftermiddag.
Faktisk var det et job jeg arvede, fordi Bondemanden havde fået lavet en såkaldt dobbeltbookning i sin søndagskalender. Hm. Jeg ved godt, at mange synes, det ikke kan være noget stort, for sådan en som mig, at stå foran små hundrede mennesker og sige noget i fem minutter (- det er jo ligesom dét du lever af, Sveske)
Men det var underligt, pludseligt uden hjælper ved sin side, at have ansvaret for et arrangement, som man har arbejdet frem mod skulle ske, i over fire år. Jeg havde uddelegeret en mængde opgaver - kaffe og kagebagningen bl.a., og jeg havde bedt Henriette stå for den faglige del - det med fugle og fauna - så jeg skulle bare sige "Velkommen alle sammen, det er en dejlig dag i dag, en dag, vi har set frem til i over fire år" .... og så lidt mere...
Det er længe siden, jeg har haft sådan en uro i maven, inden jeg skulle sige noget!
Men det gik. Og jeg glemte sommerfuglene, da jeg havde sagt de første to linier af mit manuskript - og ja, det gik godt. Jeg overlevede. Jeg fik sagt tak til dem, der skulle takkes, snoren til Fugletårnet blev klippet, de otte skuffekager fik ben at gå på, de atten kander kaffe og to kander te, de tre liter juice og de fire liter saftevand forsvandt alle sammen.
Jeg håber, folk vil sætte pris på Fugletårnet.
Jeg håber, de vil vide, at det har været en lang og sej proces, at nå frem til dagen i dag, og at de vil værdsætte det.
Og så håber jeg, at jeg har rykket mig lidt i dagens løb.
Det er først, når man kommer ud af sin comfortzone, at man flytter sig mentalt...