Oprør fra Udkanten

Ja, det hedder den bog, jeg lige har fået i mine hænder via forlags-Susanne, og jeg kan se, sådan ved en hurtig skimning, at jeg er nødt til at læse den fra ende til anden.
Alligevel er jeg allerede en smule irriteret. Det er sgu ikke en titel, man gider beskæftige sig med. "Oprør", det er sådan set meget godt - men "Udkanten"??
Det er der altså ikke meget sex i, og jeg tvivler på, om bogen når det brede publikum, den ret beset bør!? Mulighedernes land 2.0. lyder underteksten. Det klinger bedre i et ordmenneskes ører.
Det er yderst vigtigt, dét bogen handler om, og af vital betydning for den del af Danmarks befolkning jeg tilhører. Og i øvrigt også for alle I andre!
Så nu vil jeg gå i gang med at læse. Jeg tvivler på, at jeg bliver fundamentalt klogere, men jeg håber det. Jeg håber inderligt, at nogen har sagt noget klogt og visionært, der kan matche de tanker, jeg har delt og luftet de sidste 10 år. Som kan vises frem og tages med, når bymennesker og politikere måske igen glider af på argumenterne om, at der er langt skønnere ude på landet, end i byerne.
Tit spørger vi hinanden - hvad LAVER de egentlig inde i byerne?? Og det slår mig, at det kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om, selvom jeg tilbragte de første tyve år af mit liv, med at bo i et parcelhus og være bymenneske.  Nuvel, de fleste har et arbejde at passe, og et hus og en have, men mange har ikke dét, og jeg undrer mig over, hvad de får tiden til at gå med, og hvor de opholder sig, byfolkene... Sidder de i deres lænestole? Ser de TV? Går de på kurser og til foredrag? Tager de nye uddannelser? Forfiner de deres teknikker i træningscentrene eller på mountainbikeruten? Læser de bøger??
Jeg håber en del af dem læser bøger! Og jeg vil opfordre til, at man i næste uge går i boghandlen eller på nettet og får bestilt
Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0.
Jeg er i gang...

Influenzaramt og træningsstoppet

"Influenza er en virussygdom, som giver ømhed i muskler og led, hovedpine og feber mellem 38 og 40 grader. Den varer normalt tre til fem dage, men man kan godt være træt efterfølgende. Influenza er særlig udbredt i vinterhalvåret." citat/copypaste netdoktoren.dk
Ja, tak!
Det har vi efterhånden forstået... efter at have haft influenzaen i henved 6 dage, og efterfølgende træt til marven i nu, op mod hele 4 dage efter...
Jeg ved godt, jeg piver. Og jeg ved også godt, at der er ca. en halv million andre syge i Danmark lige nu - jeg synes bare ikke, det er særligt sjovt længere... Lige da man blev syg, var det sådan set bare ok. Ja, jeg tænkte faktisk, at det sgu da var helt rart, at man kunne få lov at ligge i sin seng og sove, og se tv hele dagen, eller læse i bøger og blade og sådan. Det varede bare ikke ret længe, hverken det der med at se tv hele dagen, eller læse i bøgerne, for jeg var så udmattet, at jeg ikke orkede.. Og jeg blev ret hurtigt træt af at sove... Man får ondt af at ligge, og man bliver endnu mere øm i kroppen, end man er i forvejen... det kan evt være et alderstegn, men det anerkender vi ikke...
Jeg har meldt mig til at løbe Pinen og Plagen-løbet den 29. marts, og nu har jeg ikke kunnet træne siden forrige lørdag, fordi jeg stadig er træt som et ondt år, og helt udmattet, når vi når sidst på eftermiddagen.
Heldigvis skal jeg ikke løbe et halvmaraton, sådan som min yngste, Fimpebarnet, har sat sig for, men kun 6 kilometer, i sympati og for at gøre noget, et eller andet i sundhedens tegn. Men det er i et ret kuperet terræn, i forhold til det jeg normalt løber i herhjemme...
Man kan jo vælge at gå.
Det gælder jo ikke hverken liv eller død, om jeg gennemfører.
Det hele sidder mellem ørerne.
Bare ikke det med trætheden.
Det sidder fysisk. Desværre.
Og jeg havde ellers en aftale med endomondo om at løbe 14 km om ugen. Det nåede jeg ikke i sidste uge, og når det heller ikke i denne. Hvis jeg kommer på 5, er jeg glad.
Og det bliver først i morgen. Tidligst. At jeg kommer ud i løbesko...
Øv.

Forældrekontingent!!

I den forgangne uge var jeg, fordi jeg sidder i bestyrelsen for vores lokale hal, til et fællesmøde for alle hallerne i Skive Kommune. Det blev bl.a. drøftet, hvad man kan gøre for at få flere til at deltage aktivt i foreningsarbejdet, og få de voksne til alle de aktive børn, til at gå ind i fællesskaberne omkring det, at drive en idrætsforening... Ja., man kan diskutere, hvorfor halbestyrelser og halinspektører diskuterer sådan noget, men foreningerne er jo grundlaget for hallerne, og hvis ikke der er foreninger, har hallerne ingen kunder.. så.. ja, der blev snakket!
Jeg har selv lidt af samme forskrækkelse for foreningsarbejde, som den man ofte hører om forældre er ramt af i dag... Omvendt, så har jeg altid deltaget, og jeg har ikke fortrudt et sekund. Det er vigtigt, at vi som voksne går foran, viser de unge, at man er nødt til at lade sig hverve til f.eks. at træne et gymnastikhold, eller sidde i en bestyrelse, hvis der skal være Liv i Grødemarken og i VandkantsDanmark i fremtiden! Foreningerne danner grundlag for mange aktiviteter, fordi der er nogen der går forrest, og sådan skal det gerne blive ved med at være.
I Haderslev har man indført "voksenkontingent"! Det går ud på, at forældrene får lov til at vælge mellem enten at arbejde 10 timer for idrætsforeningen, eller betale 400 kr i forældrekontingent. Der er rigtig mange, som synes, at de ti timer er til at overskue, og det vil de gerne give foreningen, hvis det betyder, foreningen overlever, og ungerne fortsat kan gå til fodbold, gymnastik eller håndbold. Der er også nogen, der vælger at betale sig fra det.
Det er fint. Man frygtede, at forældrene ville stejle og hive ungerne ud af foreningen, men det skete mærkværdigvis ikke. Tværtimod oplevede man det modsatte! At forældrene syntes, det var dejligt at få en helt konkret opgave i klubben, som varede måske ti timer fordelt på et par dage, og samtidigt kunne man mærke, at det styrkede fællesskabet og ånden i klubben. De, der valgte at betale sig fra det, bidrog jo så også! Nemlig med konkret økonomisk bistand, så nogle af opgaverne andre forældre skulle bruge tid på, kunne finansieres! Ren win-win! Jeg overvejer at foreslå min lokale klub, at de indfører forældre-kontingent! Det kunne være spændende at se, om sønderjyder adskiller sig væsentligt fra sallingbønder, når det kommer til det lokale idrætsliv... Det tror jeg ikke. Men lad os nu se! Først vil jeg opfordre til, at man deltager i de generalforsamlinger, der her i foråret skal afholdes i de fleste idrætsforeninger landet over. Mød op, vis interesse for fællesskabet, og støt din egne interesser samtidigt! Dit hus bliver alt andet lige meget mere værd, hvis der er en by og et aktivt liv omkring det, hvis du engang vil sælge...
Og så er det tilmed sjovt!
Og man får indflydelse.
Og kvalitetstid med ungerne.
Og lyst til selv at dyrke motion.
Og måske endda ligefrem andel i fremtiden!
Hæ!

Flyvende Bondemand

I fredags gik han til eksamen, Bondemanden, og af en eller anden grund, jeg ikke helt har fattet endnu, er han i gang med at skabe sig en ny hobby, der absolut ikke tiltaler mig! Men indrømmet, selvom jeg er uenig, er jeg fuld af beundring og seriøs respekt... Det er PPL, det drejer sig om.
Privat Pilot License.
Det starter i det små, med et to-personers UL-fly, dernæst kommer radio-eksamen, og opgradering til Cesna-flytypen, og i princippet kommer han til at kunne flyve en DC3´er. Påstår han. Hmmm.
Jeg forstår det slet-slet ikke. Jeg er absolut en kylling, og hverken dykning eller faldskærmsudspring, eller flyvning.... har nogensinde sagt mig noget som helst. Jeg går lidt i panik, faktisk. Og da jeg blev tilbudt, at jeg kunne få et tre-timers kursus og lære at nødlande UL-flyet, (hvis det var fordi jeg var bange for at falde ned) var jeg ved at give mig til at tude! Jeg skal sgu ikke lære noget med noget fly. NO WAY!
Men det er fint nok. Han må flyve, hvorhen han vil. Og det er fint nok med mig, at han bruger en masse tid og energi på at lære at hænge oppe i luften med et par vinger. Men jeg er ikke fascineret på samme måde, jeg er nærmest skrækslagen, og jeg skal IKKE med.
Og selvom jeg har det sådan, kan jeg da godt synes, at han er dygtig, når han består sine fire eksaminer i fredags med "luft under vingerne" og næsten fejlfrit! Godt gået.
Men du går selv, kammerat, jeg bliver her!
Det kommer vi nok til at snakke en hel del om... Bondemanden forstår mig ikke. Og det kommer han nok heller ikke til. Og det er fint med mig. Vi har tid. Vi kan snakke herfra og ind i evigheden.... Bare han lover, at han ikke falder ned.
Hvis han gør det, bliver jeg sur.
Meget sur.

Når man når det man når

Der er en del aktivitet på alle andre fronter end bloggen.
Først og fremmest er jeg blevet færdig med det manuskript, som jeg har arbejdet på gennem et par år nu. "De tavse vidner" er udprintet og på vej til forlægger. Det er en helt speciel fornemmelse, når sådan et manus skrives ud, og man synes, at NU er det klar til vurdering. Ikke at jeg har noget at bekymre mig for. Jeg har jo fået bogen antaget, forlaget vil gerne udgive. Det vidste jeg allerede sidste år, men jeg var ikke færdig, blev der sagt. Jeg skulle skrive den færdig! Ikke noget med at planlægge to bøger - historiske bøger kommer i et bind, et, tykt, bind! Sådan.
Der har også været gang i bookningen af mig, som foredragsholder - jeg skal både fortælle om at være læsende, i forb. med Danmark Læser på Viborg Bibliotek den 1. marts, og så skal jeg fortælle om "den lille nye", den kommende, den netop udprintede og næsten-færdige historiske roman på Ordkraft på Nordkraft i Aalborg den 10. april...
Derimellem har jeg kun et par almindelige foredrag, men mon ikke manus kommer retur fra redaktøren, med rettelser, jeg skal tage stilling til, tilføjelser, der skal gøres, ting, der skal skrives om, og hva-har-vi... Jeg håber "De tavse vidner" kan komme ud på den anden side af sommerferien, og hvad jeg så skal lave indtil da,  rent skrivemæssigt, det vil tiden vise... Jeg har et par tanker.
OG så er der sket det utrolige, at nogen har nomineret mig til Landdistriktsprisen 2015. Jeg er fuldstændig overvældet! Det er den regionale pris, foreløbigt, men alligevel!! Årets Ildsjæl. Jeg har ikke hørt noget om hvorfor, endnu, eller hvad begrundelsen er, men jeg har en idé om, at det kan skyldes, at jeg har så svært ved at holde min mund...  Måske var jeg på torsdag den 19. februar "bare" en de nominerede.  Hvis jeg vinder, ved jeg ikke liiiige hvad jeg gør... du kan læse her hvad det hele er for noget!

Forfatterens inspirerede køkken

Jeg er ved at finde ny inspiration. Det bliver indimellem så ensartet, dét man kan hitte ud af at lave til aftensmaden i hverdagene, så nogengange trænger man simpelthen til lidt inspiration.
Vi har været igennem LCHF-perioden, med skyhøjt kolesteroltal til følge, men har taget blomkålspizzaen til os, den er nem og lækker, og fyldet varierer man jo selv.. Vi har også været igennem en asiatisk periode, og den-sorte-gryde perioden, mormormad og nul-fedt-perioden...
Jeg vender altid tilbage til de bøger, jeg vil kalde klassikere, når jeg gennemser/roder mit skab med kogebøger. Elizabeth Davids "Fransk Landkøkken", Camilla Plums "Et ordentlig Brød" og så er der salatmostrene Sonja og Tina, med "Suveræne Salater" og "brillante buffeter" og hvad de ellers hedder...
Skulle jeg reklamere for en virkelig fin og gennemarbejdet, morsom og anvendelig kogebog må det absolut blive "Forfatternes Køkken" af Gitte Rannes, Hald Hovedgårds kogekone og Centerlederens ægteviede hustru. Det er min personlige favorit blandt den anseelige mængde kogebøger, jeg har investeret i ad åre...
I dag falder jeg over hummus. Det er ikke noget jeg plejer at lave, men tilfældigvis har jeg en pose kikærter stående, der trænger til at blive brugt. Så hummus bliver det. Måske først i morgen, men det bliver.
Og så bager jeg nok også noget brød, og steger en kylling, en mellemøstligt inspireret middag for to!
Alternativt finder jeg et par skiver flæsk i fryseren og vupti, så lugter det lidt af Bondegård alligevel.

Pernittengryn

- er et middelalderudtryk. Det betyder en, der er så nærig, at han tæller grynene enkeltvis, for ikke at blive snydt! Pernittengryn er også et 2015-udtryk. Og det er det, jeg er. Jeg er Per-nitten-gryn. Jeg sidder og tæller, trækker fra og lægger til, sletter og retter og bliver hidsig på mig selv ( ja, der er jo kun mig!) over de bommerter, de gentagelser, de manglende r´er og s´er og n´er jeg finder i gennemlæsningen af mit manus... Foruden kommaerne... både dem, der er for meget og dem, der mangler...
"De Tavse vidner" er printet ud for første gang i hel og fuldstændig form. Nej. Det er faktisk ikke rigtig. Men det er første gang jeg selv sidder med del II i udprintet form. Det er ret oldschool og analogt, dét jeg har gang i. Med pen og små gule lapper tilretter jeg mine egne ord, så de bliver bedre, mere fyldestgørende, mere forklarende, mere beskrivende, end de allerede er. Nogle steder har jeg skrevet noget, jeg allerede har læst. Andre steder er det tiden, der ikke passer sammen.
Det er lige før, jeg er nødt til at have en fysisk kalender liggende ved siden af mig for at kunne skrive ind, hvem der gør hvad, på hvilke dage, og hvornår og hvorfor. Det er et enormt langstrakt overblik man skal have, og det er faktisk ikke helt så nemt, som jeg havde håbet.
Fordel: jeg kender mine personer, deres personligheder, jeg holder af dem og desuden ... det er min tekst.
Ulempe: det gør kommende læsere ikke, så det skal være læseværdigt, det jeg skriver, mine personer skal være troværdige, og man skal kunne forstå dem for at holde af dem, og med dem.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg er træt af mit job som forfatter. Selvom det er trættende. Jeg er vildt glad for, at det er mine ord og min historie, at det er lykkedes at komme så langt, som jeg er nu. Der er bare det ved det, at jeg har svært ved at være Pernittengryn ret længe af gange. Det er ikke min rolle i livet, så jeg har det lidt hårdt. Overspringshandlingerne står i kø for at forstyrre mig. Men det er fint nok. Det er jo min tekst. Det er ingen andens. Kun min. Jeg kan gøre med den, hvad der passer mig. Hæ!
Endnu.