"Når du deltager, bliver det endnu bedre"

Sådan står der i en hilsen, jeg har fået i dag. Det er desværre ikke kun møntet på mig, og mig selv, sagde hunden, men alligevel er det værd at huske! Det stod skrevet i et nyhedsbrev, fra vores lokale forening af landsbyer.
KUN, kun, og kun når vi blander os i det lokale liv, den lokale skole, børnehaven, idrætsforeningen, fællesskabet, sker der noget!
Hvis du ikke handler i den butik, der er i landsbyen, så forsvinder den.
Hvi du ikke deltager i arrangementerne, så forsvinder de.
Hvis du ikke bruger idrætsfaciliteterne og lader dine børn spille bold i den lokale klub, så forsvinder den.
Hvis du ikke kommer til revy, dilettant, høstfest - så forsvinder de.
.....
Og man føler nogen gange, faktisk tit, at man bliver slået oven i hovedet med alt det, man gør forkert eller ikke deltager i. Man får dårlig samvittighed over sine handlemønstre, især dem, der ikke er i Brugsen, og det kan være en sand spiral, som når præsten fra prædikestolen skælder ud på dem, der rent faktisk er kommet, over dem, der ikke er... man bliver så træt, at man ikke orker, og man passer sig selv, og tænker, at de skide ildsjæle kan rende en noget så langsomt....

Så er det, man skal huske, at alting bliver bedre, når man deltager!

Når man gør en forskel, er givende og åben, deltager fordi man (måske nok presset af dårlig samvittighed, men dog alligevel) ikke synes, man kan være andet bekendt... Det er sjældent, at en oplevelse med andre mennesker i et fællesskab, ender med at være en dårlig ide. Langt de fleste arrangementer bliver bedre, jo flere man er, jo flere der yder, jo flere der griner. Og intet fællesskab er større, end at der også er plads til dig!

Jeg vil huske den sætning. Jeg vil huske at sige, når jeg går ud af min dør, og vælger sofaen fra, at alting bliver bedre, når jeg deltager, end når jeg ikke gør! Både for mig selv, men så sandelig også for de andre, der har valgt at være med! Og jeg vil ringe til min nabo, banke på hendes dør, invitere med - og så vil jeg sige: "Når DU deltager, bliver det endnu bedre"!
Sværere er det ikke.

Tude-tirsdag

Det begyndte ellers som en dejlig dag! Tirsdag morgen... solen skinner fra en skyfri himmel, der ligger lysbugede knortegæs på  fjorden, og jeg er vågnet før vækkeuret. Alt er godt, da jeg trækker i fit-nisse-tøjet inden morgenmaden, og alt er godt da jeg efter morgenkaffen  lukker Sørøver Sally ud gennem døren og hun hopper omkring mig, parat og klar til en dejlig løbetur til fjorden og hen langs stranden. Vi har gjort turen mange gange her i foråret - jeg har meldt mig til indtil flere motionsløb,  og har fundet ud af, at mine gamle knæ bedst holder, hvis jeg løber på blødt underlag, og det passer perfekt, for Sørøveren er ikke god til at løbe i snor. Tager vi turen langs stranden kan både hun og jeg løbe frit,  og det nyder vi ...
Tirsdag formiddag beslutter jeg mig for, at jeg skal ud på 2 km, inden jeg vender om. Dvs en dejlig 4-kilometer-tur, der kan løbes i et stræk, kun afbrudt af et enkelt stop, for at se på uret (triptælleren) når de første to km er løbet, og vi skal vende snuden den anden vej...
Vejret er helt pragtfuldt! Stranden er fast og god, det er lavvande, og duften... duften af fjord og sand og gøgen, der kukker og hunden, der palsker ud i fjorden, ind igen,  med  nyfundne skatte i form af halvstore sten i kæften, inden hun slår ind foran mig og løber i et par meters afstand... ahhhh, min lykke er gjort! Og jeg har gode ben! Rigtig gode ben, denne tirsdag morgen! Hæ!! På et tidpunkt slår overmodet ned i mig. Jeg kontrollerer mellemtiden på uret. Jow jow, jeg er så klar til at sætte farten op på de sidste 1,5 km! Jeg siger Sørøverens navn, og skynder på hende, så hun kan sætte farten op foran mig, og ikke sænke mit ambitionsniveau... hun drejer hovedet og ser på mig, lytter til min kommando, og jeg ser på hende og vifter med højre hånd, så hun forstår, at hun skal sætte farten op! Hun er helt med, vi har gjort det her mange mange gange tidligere. Sørøveren sætter farten op, det samme gør jeg, og så... en sær knækkende lyd og jeg mister balancen, falder forover, falder, redder faldet og ender med  at sætte mig ned, mens jeg river skoen af foden og ser hævelsen tage form i løbet af få sekunder.... og så vræler jeg. Højt!!! Megameget højt! Det gør afsindigt ondt i anklen, men jeg tænker, at det nok ikke er så slemt. Jeg sunder mig. Sidder lidt. Bliver klar over, at jeg overhovedet ikke er hjemme, og at jeg overhovedet heller ikke kommer dét, ved egen hjælp. Ringer til Bondemanden... Tredie gang tager han den. Så vræler jeg igen.
ATV, firhjulstrækker - alle tænkelige køretøjer transporterer mig herefter først til egen læge, derefter til Skive, hvor sød dame i røntgen tar imod. Fem billeder tages, og tyve minutter senere, midt i frokostpausen i Akutmodtagelsen, bliver jeg gjort bekendt med skadens omfang. Der er knoglebrud. I anklen. Av.
Air-form-skinne. Krykker. 4-6 uger. Foden over hjertehøjde de første dage, herefter må jeg støtte, så godt jeg kan. Husk at tage smertestillende. Husk at vrikke med foden, husk at sidde stille, husk at få egen læge til at  se på foden, hvis du ikke synes, det går fremad. Husk husk husk...
Jeg er det danske sundhedssystem dybt taknemmelig. Tak for studerende Anja, tak for Tania - I gør sgu en forskel. For gamle koner, og nu også mig!

Historiske Historiske Dage i Øxnehallen

Tjah, det burde staves med X, men det hedder Øksnehallen, på nudansk, og det var lidt pudsigt, at Rasmus Hjorddrengs fortælling, skulle udfoldes i netop Øxnehallen!
Som forfatter til De Tavse Vidner, var jeg inviteret til at komme og fortælle om bogen, på rød scene, søndag formiddag kl. 11.10.
Tidspunktet var imidlertid blevet udsat til 11.30., og det påregnede kvarter, var blevet til en hel halv time!
Og forfatteren fortalte, og fortalte, og læste op, i flere omgange, og det hele var vist i virkeligheden ret godt.  Her bringer redaktionen et billede, taget med elendigt mobiltelefonkamera, som vist illustrerer meget godt....

Afgørelsen var AFSLAG

Statens Kunstfond er sat i verden for at støtte kunsten i Danmark. Man kan søge arbejdslegater og støtte til forskelligt hvert år, hvis man er forfatter, og i flere år, havde jeg "glemt" at søge, simpelthen fordi det var så nedslående at modtage afslag gang på gang. 
I år skrev jeg så, efter flere års pause, en ny ansøgning, og i dag modtog jeg så... endnu et afslag.

I et kort sekund nåede jeg, inden jeg "rev mailen op", at tænk på, hvordan jeg ville reagere, om jeg ville blive sådan helt vildt glad, at jeg ville flyve ned i køkkenet og hive en flaske champagne ud af køleskabet, eller om jeg ville gi mig til at tude i bare taknemmelighed... Jeg havde så ikke behøvet at gøre mig de overvejelser, for igen igen igen... såmænd, var der et pænt afslag på min ansøgning om legatstøtte.
Man er nødt til at opfinde sig selv på ny, hver gang man skal skrive sådan en ansøgning, og jeg tænker, om det er derfor, at sådan en som mig ikke kan komme i betragtning... fordi jeg simpelthen er alt-alt for kedelig og uopfindsom? Jeg har ikke kunstnerisk talent, nok,  til at de i udvalgt synes, jeg er en af dem, der fortjener at blive støttet.
Nu er det jo ikke fordi, jeg lige står og mangler de eventuelle håndører, man kan få i støtte, (og som man i øvrigt skal svare skat af) og jeg under dem, der har fået og de, der trænger meget mere end mig, de penge det nu kan give, men alligevel er jeg sådan lidt modløs og svag i betrækket i dagens anledning. Fuck da osse... ´"Jeg er ikke god nok-agtig"er fornemmelsen, og den er ikke rar! Sådan er det bare. Man føler sig lidt skubbet til side af "de kloge", "de originale", "de kunstnerisk overlegne" og det er ikke nogen god følelse.
Man bliver faktisk lidt trist.

Til gengæld kan man så glæde sig over, at man i det mindste ikke skal have bøvl med at hensætte de rare penge på en konto uden renter, mens smarte businesstyper får både i pose og sæk, hvis de entrerer med Panama... Den bekymring har man da så ihvertfald ikke...

De Tavse tar´ til købstaden

I Næste uge er der Ordkraft på Nordkraft, og så rejser både De Tavse Vidner og forfatteren til Aalborg uden at kny.
Jeg er nu glad for, at strækningen kan tilbagelægges i bil, og ikke skal foregå som i 1500-tallet - i vogn/kærre, på hesteryg eller måske endda til fods!
Dette billede med forfatterens udgivelse fra 2014 Bondeanger kunne i dag ses på Hovedbiblioteket i Aalborg

De Tavse Vidner kommer på scenen fredag den 8. april kl. 17.45. i Kedelhallen.

Påskepip

I dag starter den 10 dage lange påskeferie, hvis man går i skole/ er under uddannelse.
Så om ikke ret mange timer, myldrer det ind på matriklen her, først drengebarnet med alt sit vasketøj, og om et par dage, Faster Fifi og Co., gonnok kun til måltider og hygge, og Askeonsdag vælter to smukke døtre ind i huset og fylder hver en krog med latter, fnis og forlangender om nærvær.
Jeg har meldt mig på det hold, som skal være i Seldeco, (foreningen i Seldes fysiske butik), i mange timer i løbet af Påsken - og jeg glæder mig. Der kommer rigtigt mange mennesker forbi, og jeg elsker at snakke og fortælle om det fantastiske, der sker i vores landsby, og i omegnen.
Og så er der påskefrokost, skidne æg og en fødselsdag, og sådan almindelig hygge med venner og familie... ihhhh, hvor er det skønt!
Og fordi jeg rider med præsten, tænker jeg, at det vil være på sin plads at gå en tur i kirke - bare fordi. Noget troende menneske er jeg ikke, men at synge og have rum til bare at sidde, dét tager ingen skade af, heller ikke jeg. Unger og mand vil tænke, at jeg har fået pip på mine gamle dage, men de kunne jo overtales til at gå med....
Hæhæ.
Glædelig Påske - og pip!

Middelalder og den først dag i marts

Den anden dag i marts, er i dag, og det er vandkoldt. Råt. Den første dag bød på sne. Nu tør det.
Jeg sidder i mit skriverskjul. Maner middelalderen frem mellem de nøgne stammer i haven. Forestiller mig, hvordan det har været. Isende. Prikkerne på huden, de sprækkede knoer. Vandet, der skal hives op i en spand, bæres ind. Ilden, der skal fodres, for at give varme nok til barnet i vuggen. Alternativt må man krybe under sengeskindene. Have ungen helt ind på sin egen krop. Varme.
Barnet, der er pakket ind i uldtøj, fra inderst til yderst. Lidt for klejnt, til at ville leve, og lidt for livligt, til at ville dø. Brystet, der er tomt for mælk, og ungen, der skriger, skriger, skriger.
Barske realiteter, når man har det lunt og godt, og man kan kigge på fotografier af sine egne, velnærede, der aldrig har frosset for alvor...