I Badstue

I dag har jeg skrevet mig endnu længere frem mod slutningen af middelalderromanen. Jeg har været med drengene i privat badstue. Købmand Jepsens Frue har bestemt, at ingen skal sidde skidne og sultne ved hendes bord, så hun har fodret på og derefter sendt Asger og Rasmus i Badstue. Jeg kan læse mig frem til, at de fleste offentlige badstuer i byerne, allerede omkring år 1500, var blevet lukkede på grund af faren for smitte. Smitten var gonorre og syfilis - det sidste døde man af. Men det er klart, at badstuer har været kønnenes mulighed for i fuld offentlighed at hore og drikke og æde, samtidigt med at alibiet var så nogenlunde intakt. Wellness var altså slet ikke et ukendt begreb. Ordet bare ikke opfundet endnu. Købmand Jepsens Frue har dog sin egen badstue, med indtil flere hvidklædte madammer, der vasker både gæsterne og deres tøj, så Købmandsfruen ikke skal sidde til bords med skidne folk.
Badstuerne bød foruden mad og drikke, glædespiger og diverse, også på sæbevask, smæk med birkeris/kviste, kolde afvaskninger, barbering og frisering. Middelaldermennesket har været meget optaget af frisurer. Både herrer og damer. Jeg har ladet mig fortælle, at et bølget blondt hår, der gik til skulderen, og blev holdt på plads af et pandebånd ( ala håndboldherremoden i 2012) var højeste mode for mænd, og et aldrig-klippet langt, flettet og opsat hår var det vildeste, man som kvinde kunne ønske sig. Desværre måtte damer ikke vise deres hårpragt når først de var blevet gift, men det var alligevel for kedeligt, så adelsdamerne omgik den regel, ved at lade deres velduftende hår titte ud under kanten på deres hovedlin...
Nå, men Badstuen lå på kanten af åen, både af hensyn til vandforsyningen, men også af hensyn til brandfaren. Så nu har Rasmus og Asger badet i Mellemdammen.

Ophøstet

"Marken er mejet og høet er høstet" - eller noget i den retning!
I hvert fald har vi høstet samtlige hektarer på ejendommene, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det er gået smertefrit.
Måske liiige på nær den dag, hvor Det Store Gule Monster fik metaltræthed og lod en pæn flig af det allerinderste jern ryge bagud, og derfor måtte i pitstop i 12 timer...
Bondemanden måtte køre til Hemmet og grave en tilsvarende maskindel ud af en gammel kasseret udbrændt TX68 +, så vores Gule Monster kunne komme af sted i marken igen. Dét kom det, samme aften henad midnat, og så gik det ellers på alle tangenter, og kun to gange siden, måtte SørenBanjomusServicemester parkere sin bil ved værkstedet og tilse og pudse og snakke beroligende med "dyret"...
Jeg har på fornemmelsen, at vi skal tage afsked med Det Store Gule Monster i år. Om det skal på pension, eller bare sendes videre aner jeg ikke - men jeg ved, at Bondemanden ikke har system til endnu en høst, hvor hans tro følgesvend opgiver ævred gang på gang.
Så.
I dag har jeg fundet den meget slidte opskriftsbog frem fra skabet, og opskriften på høstvafler ligger klar. Traditionen tro skal vi spise vafler til eftermiddagskaffen. Retro-vafler.
Vaffeljernet er et arvestykke: Sønnico SJ1

Det er sgu da lidt sjovt???

Dagens bedste billede

Pludselig kom hun over med sine to lam - det er ikke hende, vi plejer at se - og jeg fik ud gennem vinduet, midt i kagebagningen, skudt dette billede af råen med de to lam - store og fine er de, og nu ved de også, hvor der er hvede!

Nogen trykkede på pauseknappen

og så glemte jeg alt om min blog - dvs jeg har ikke glemt-glemt, men bare overset bloggen i et stykke tid. Med mere eller mindre vilje.
Jeg har skrevet på middelalderromanen.
Og jeg skriver fortsat på middelalderromanen.
Jeg retter og redigerer og får sammenhæng, og skærer overflødigt fedt fra.
Og det fedt, der er skåret fra romanen, har så til gengæld sat sig på min mave....

Hold nu K Æ F T det går stærkt med at ligne en duploklods, når man sidder meget af sin vågne tid på sin flade, og har ondt af sig selv, og derfor spiser marabuuuuh i tide og utide, og lakrids. Og vingummi. Og Lakrids A. Og alt muligt andet, alt for fedt, sødt og ja, bare alt for meget måske.
Sååeh....
Nu starter vi en ny trend:
Vi skriver uden at spise samtidigt.
Vi motionerer. Minimum hver anden dag.
Vi får salat og ikke sandwish med creme, pålæg og ost og mere ost til frokost.
Vi får frugt og knækbrød istedet for kage.
Vi spiser sund mad (det plejer vi nu osse) til aftensmaden - men kun i halve portioner!!

Og snart er vi klar med bog og baller af stål.
(Ambitionerne fejler ikke noget)

Sommerkullerforkludringsroman

Det er lige før... at man får sommerkuller - eller bare længes efter lidt køligere temperaturer, regn og indevejr.
Jeg har besluttet, at jeg godt kan sidde ude og skrive på middelalderromanen, men det er ligesom ikke det samme som et arbejdsværelse, med pc, stol og bord.
Jeg har fået Rasmus og Asger sendt sydpå, med Ravvejen mod Ribe, de støder til omkring Holstebro, to dagsrejser fra Kjeldgård. De har frosset sig igennem de første par nætter - vi er i marts måned - og det er lidt svært at sidde på terrassen i 24-25 graders skyggevarme, med udsigt over sveden græsplæne og næsten-høst-modent vinterbyg, og forestille sig, hvordan kulden siger sig igennem vamsen, selvom man ligger tæt ved en stud, mens man kan både lugte dyrene og mærke frosten i næsen og føle kulden fra jorden... hmm...
Men endnu går det vist meget godt. Jeg skal snart i gang med det store marked i Ribe, hvor planen er, at Rasmus og Asger bliver beværtede i Vægterkælderen efter Peder Jepsens folk, har taget ansvar for studene...

Om lidt er det vinter igen... eller noget... og jeg skal gerne være færdig forinden. Så på med vanten, Jørgensen, billedligt talt og kom så videre! Høstvejr eller ej!

En tidlig morgen...

ringede telefonen, og jeg bemærkede, at det ikke var en alarm, man kunne sige snooze til, dér klokken 0627, for det var ikke vækkeursalarmen, men et opkald!
"Der er kommet føl" - nærmest råbte ældstebarnet ind i mit morgenhår!
Og så er det, man ærgrer sig over, at holde ferie. Sådan voldsomt. Øv-agtigt. Men de klarede det i fin stil, både hoppe, Ældstebarn, dyrlæge, Teenage-fotograf og selve hovedpersonen.
Hun skal hedde Una fra Kjeldgård.

Telefonkorrektur

Jeg er på ferie. Ja.
I fire dage har jeg ikke fået bagt en eneste bid brød, og spiser selv hver dag købebrød af svingende kvalitet. Det grænser til skandale.
I dag, midt i min gåtur med Bondemanden ved siden, bimlede telefonen pludselig i tasken. Et ukendt nummer. Så tar´ man den. Ja, sådan er jeg jo - ukendte numre er til for at blive besvaret. Eller... not?
Det viste sig, at det var en kendt, men fra et ukendt nummer. En journalist, fra Skive Folkeblad, der har, vil, skal skrive en lille ting om undertegnede. Og uden pc-mail-adgang kan man ikke få tilsendt til korrektur. Så, gode råd er dyre, men ikke umulige, og med udsigt over Østersøen, retning mod Bornholm, sad jeg så, i 20 graders varme og shorts, og hørte journalisten læse dét op, han havde skrevet... Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men i hvert fald blev fire rettet til seks, og 2009 til 2006 - så må vi se....
Jeg er under voldsomt pres nu. Offentliggjort deadline og en Bondemand, der presser. Vejret er til ferie og afslapning, rødvin og god mad, kaffe på kajen og gåture rundt på fæstningen... Nu har jeg åbnet min pc. Fundet internettet.
(Deraf dette blogindlæg)
Nu venter to døgn med absolut intet andet på hjerte end at skrive - min roman er længe læst, Dulleblad, Landbrugsavis og Hrimfaxa ligeså...
I 2014.
I 2014 kommer den. Min historiske roman. Og der skal ikke læses telefonkorrektur. Han skal have den i papirudgaven, min redaktør og forlægger, for det er, alt andet lige, meget lettere at overskue en tekst, når den ses, kan læses, som papirudgave...
Det vil også tage alt for lang tid, hvis jeg skulle læse det hele højt...
Og lige nu sidder jeg på Christiansø, med historiske rammer der formeligt bobler af gode inspirerende historier, mennesker der livligt fortæller, og jeg er næsten sikker på, at Laksevejen kan blive et emne...