Batmobil og dieselkaos

Foredragssæsonen kører i højeste gear og jeg har travlt med at koordinere min tid og mine køreture.
I aftes var jeg i Føvling. I aften skal jeg til Grindsted. Og i morgen er det Skærbæk.
Man er godt og vel brugt, efter sådan en omgang, en aften med to timers foredrag, kaffe og snak og køretur, men det gør ikke noget.
Hver gang jeg er ude, kommer der fremmede og fortæller, at de med stor glæde og fornøjelse har læst mine klummer i Landsbladet/Landbrugsavisen gennem mange år, og nu vil de så lige "se giraffen". Og HØRE, plejer jeg så at tilføje. For det får de nemlig - de får giraffen at HØRE!
Det levende ord. Fortællingerne. De sjove episoder. De tankevækkende. Og dem der gør, at jeg stadig er her. Og hvorfor det til stadighed er en udfordring...
OG - nu kan jeg så fortælle historien om, hvorfor jeg ikke er en fuldblodsbondekone, men kun "tilført" og stadig lidt naiv... selv efter 29 år på posten.
I går dummede jeg mig big time!

Det er sådan, at vi kører diesel. I to biler. Diesel. Hvor svært er dét? Overhovedet ikke svært!!
Og dog. Det lykkedes mig at hælde 40 liter oktan 95 blyfri på min lille dame-audi i går eftermiddags. Og da jeg nåede 12 km længere frem på min vej mod foredragsstedet, begyndte den at opføre sig forrædderrisk, hoppede lidt og pruttede sært...
Jeg vurderede, at der var noget galt. Noget var helt galt med mors "batmobil", og jeg fik svinget ind hos velmenende forældre, ringet til både bondemand for råd og mekanikerværksted for hjælp ...

Gæt, om Bondemanden var sur? Gæt, om mekanikeren grinede? Gæt, om jeg ærgrede mig?
Jeg lånte min fars vogn! Jeg nåede Føvling i god ro og orden, til aftalt tid.
Mekanikeren hentede senere batmobilen, tømte den for benzin, rensede ud og VUPTI, var den kørende på diesel igen! Jeg kyssede begge Brødrene Futterup, da jeg hentede min lille bil i formiddag. Sikke en service. Afhentning af bil, tømning af tank, rensning og filterskift, PLUS besked sendt til min telefon, at alt var godt og at bilen var kørende "uden stor skade" sket, inden jeg nåede til Føvling.
Det er sgisme godt klaret.
Bondemanden skuler endnu. Jeg tror aldrig, jeg nogensinde laver samme fejl igen....

PS Audien hedder Batmobilen, fordi den, hvis den får buler, retter sig selv ud igen, sådan vupti, over night ... det har vi nemlig også prøvet... fantastisk vogn... diesel vogn.... (ka-du-sige-diesel?)

Endnu mere om De Tavse

Det er dejligt at starte sin hverdagsmorgen op med at læse følgende skudsmål på sit forlags Facebookside:

"Velskrevet. Fascinerende personskildringer. Omfattende research.
Det er blot et udpluk af de rosende ord, som Lolland-Falsters Folketidende skriver om Marianne Jørgensens roman DE TAVSE VIDNER.
"Vi er på herregården, der ejes af en af rigets mægtigste mænd, Ove Vincentsen Lynge Dyre, og bestyres af en fru Anne Friis, der er flyttet ind med kok og datter, og vi er hos fæstebønderne og hos romanens egentlige hovedpersoner, hjorddrengen Rasmus, hans søster Maren, der voldtages, og stammeren Asger, der tager sig af den voldtagne og er med, da gårdens stude reddes og drives ned gennem Jylland.

Alle disse synsvinkler binder Marianne Jørgensen sammen til et bredt kludetæppe af en roman, der ikke alene er velskrevet, men også rummer indsigt både i menneskelivet og den romanaktuelle politiske situation samt i de barske vilkår for høj og lav i en svær tid.
Der er sus i de fortællemæssige skørter, og læseren oplever en næsten feberhed og smittende fortælleglæde.
Og så har forfatteren gjort sit hjemmearbejde med hensyn til en omfattende research.
Marianne Jørgensen når helt ned i detaljerne i skildringen af det daglige arbejde ude og inde, og personskildringerne er så fascinerende, at romanen umiddelbart kalder på en fortsættelse."

Jamen, så bliver en mandag da ikke meget bedre, vel?
Jeg kan slet ikke holde ud at juble sådan indvendigt uden at få det formidlet, så derfor kommer der også lige et skudsmål fra Litteratursiden.dk hvis du klikker her...
Jeg er glad. Mega-glad!
Især elsker jeg, at jeg har gjort mit "hjemmearbejde" - det er sgu da fedt at få at vide, at man har gjort sig umage, når man nu rent faktisk gjorde sig den ulejlighed!!! Hæ!
 

Frankfurt og bøgerne

Jeg har egentlig aldrig været i Frankfurt. Når jeg siger Frankfurt, så viser der sig nogle billeder på indersiden af min hjerne, af firsporede motorveje, autostrassen ned gennem Tyskland, for at komme på sommerferie i Alsace, før jeg blev konfirmeret, og måske lidt efter...
NU rejser De Tavse Vidner helt alene af sted til Frankfurt. Uden mig.
Der er en stor international bogmesse i Frankfurt, og forlaget har valgt at tage De Tavse med, for at se, om nogen udenlandske forlag vil være interesserede i at oversætte og dermed sælge De Tavse - en historisk roman fra reformationen i Danmark ... Mittelalter und so - jaja, nu ser vi, det kunne jo være fantastisk spændende!!
Helt VILDT fantastisk spændende, hvis nogen ville oversætte De Tavse til enten tysk eller engelsk... så er markedet for bogen ligesom betragteligt større, end de 5,6 millioner i Danmark...
Lige nu tænker jeg bare, at det kunne være fedt!
Og så tænker jeg ikke mere.
Joh, jeg tænker Ken Follett, gør jeg - men ikke ret længe... Så tænker jeg Havets Katedral - og så skammer jeg mig.
- og omvendt, så tænker jeg, at hvis de kan, så kan jeg også!
Sådan lidt Pippi-agtigt! Og så tænker jeg på Astrid Lindgren, og så tænker jeg, at Frankfurt er langt væk, men jeg kører i en lille Audi, og den vil jo være på hjemmebane, hvis nu... det var... ja...

Lektørudtalelsen

Der er en særlig forløsning og afspænding forbundet med at få en lektørudtalelse.
Man er, som forfatter, voldsomt spændt på, hvad de professionelle siger til ens værk. Og lektørudtalelsen er professionel. Det er en bibliotekar, som læser og skriver en kort, beskrivende "materialevurdering". I uge 39 er der udsendt 111 materialevurderinger på danske biblioteker.
De Tavse Vidner er en af dem.
Lektørudtalelsen danner grundlag for indkøb af bøger til de enkelte biblioteker. Og derfor er det af største vigtighed, at ens lektørudtalelse er god... Det er den. Og jeg er glad. Hvis bibliotekerne køber bogen, er forlaget sikret et vist salg. Jeg ved ikke, hvor mange bøger bibliotekerne køber af en enkelt titel, sådan sammenlagt, men det er langt over hundrede. Så er de da solgt! Som vi siger, her i huset...
Jeg drømmer om at sælge rigtig mange bøger.. Som i rigtigt mange! Over de 1500 som er standard i  første oplag på mit forlag. Jeg drømmer om at sælge ... måske ligefrem... 5000 bøger! Eller endnu flere... Det kunne være vildt!
Og jeg er godt klar over, at jeg skal i gang med at skrive nogle flere bøger, og gode bøger, hvis jeg nogensinde skal blive rig af det her...
Heldigvis er det ikke derfor, jeg skriver. Jeg skriver, fordi det er sjovt, og fordi jeg elsker processen.
Det har lektøren heldigvis fanget: "Romanen bærer præg af omfattende research og fortælleglæde"! Ja, tak! Det er sådan, det er!

Tågen

ligger lavt i landskabet i dag.
Det er jævndøgn.
Om lidt er det oktober og efteråret bliver for alvor en realitet.
Jeg har travlt i disse dage. Ikke med noget særligt. Bare travlt. Inde i hovedet er det vist mest.
Fysisk bevæger jeg mig ikke ret meget. Jeg sidder foran min pc og laver overspringshandlinger - tjekker aviser, facebook, spiller wordfeud på telefonen, ordner vasketøj.
Men hele tiden er der en historie, der rumsterer. Indimellem googler jeg et ord eller et sted. En tanke skal følges til dørs og videre, afgøres, afsluttes. Jeg skriver ikke et ord. Ikke et eneste ord har jeg skrevet, udover wordfeud og facebook, en klumme og en novelle i korrekturlæsning. Men mit hoved er fyldt.. Skriveflowet kommer. Jeg ved det. Det er bare ikke lige nu.
Jeg glæder mig til jeg kan få hul igennem. Til mine personer træder ud og bliver fysiske. Konkrete.
Ud af tågen.

Bogudgivelsesblues

Ja, i morgen er det allerede en HEL uge siden De Tavse vidner kom ud i offentligheden. Jeg har stadig kun set en anmeldelse, Flensborg Avis, og selvom den var god, 4 stjerner, så har jeg noget til gode, synes jeg... Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes dét, men det synes jeg...
Måske hænger det sammen med, at jeg hungrer efter at få at vide, at jeg har gjort det godt nok. Efter 3-4 års arbejde, on-of, synes jeg, at jeg fortjener, at nogen anmelder. Heldigvis er der rigtig mange, der allerede har tygget sig igennem bogen, og som har været utroligt søde til at melde tilbage. Læsernes dom.
Jeg har faktisk også fået midtvejsmeldinger: "Nu er jeg på side 130", "Indtil videre synes jeg godt om det, jeg læser", "Hvad sker der med Maren?"
Det sidste har jeg så ikke svaret på... jeg har i stedet spurgt: "Er drengene nået til Ribe?" eller "Hvor er Siri?" bare sådan... for at kunne holde en dialog...uden at afsløre for meget.
Men altså. Jeg venter. Og venter. Og det er til at blive skør af. Men lige pludselig sker der nok noget. Og så HAR det bare at være godt. Ellers græder jeg...
Jeg har givet mig selv et par nye løbesko. For dog at gøre noget.... De er satme grimme!!!

Men de er gode - jeg svæver - og sko-løbemanden tog sig god tid, så de passer perfekt! De gamle er allerede sendt i affaldsspanden.

Ord i kølvandet

"vil lige sige noget om denne bog, som jeg ikke officielt anmelder, da forfatteren og jeg har 'optrådt' sammen...men jeg anbefaler "De tavse vidner" til alle! Marianne Jørgensen har til dato ikke skrevet noget bedre. Bogen er spændende og nærmest overjordisk rig på detaljer. Den er fremragende, viser fin social forståelse - og Kjeldgaard står i al sin pragt lysende klar. En sammenligning med Maria Hellebergs historiske romaner ligger lige for. Jeg venter spændt på en to'er." citat journalist Merete Just, Skive Folkeblad

"Marianne Jørgensen beviser med 'De Tavse Vidner' at det kan lade sig gøre at genskabe et 500 år gammelt univers og få det til at stå lyslevende for læserens indre blik - med alt hvad dertil hører af tællelys, varmt øl og kolde tæer i halmtræskoene.

Det er en spændende historie, Marianne Jørgensen fra Selde har skrevet, og når man har vendt sidste side sidder man og spekulerer på, hvordan det mon skal gå med smedens søn, der er blevet voksen og mangler en kone. Godt, der kommer et bind til om Rasmus og Maren og alle de andre fra det lille lokalsamfund ved Limfjordens bredning. Dem slipper vi ikke før de er godt i vej!" citat journalist Anette Vestergaard, freelancer, forfatter mm.

Jeg samler på fine ord og gode ord, og smukke ord og meningsfulde ord, og ærlige ord, og kærlige ord og ord, som knytter sig til den kommende-lige-om-lidt-udgivelse har særlig årvågenhed i disse dage...  og så den seneste kommentar, som indløb nu i eftermiddag:

"Jeg er i gang med bogen, gik i gang i weekenden - jeg øver mig i ikke at høre din stemme, når jeg læser! Det blir' spændende med de "rigtige" anmeldere - pøj pøj" citat Sisse, veninde, lærer og ikke ret ivrig romanlæser...

 

Jeg tænker på, om de "rigtige" anmeldere i virkeligheden er de vigtigste, eller om de aller aller mest betydningsfulde ikke (blandt andre) er dem her, skrevet af "førlæsere"?

Jeg tror det!

Så, tusind tak, mine rigtige anmeldere, mine rigtige læsere, som har rigtige meninger, og rigtige tanker... Jeg er ydmyg og taknemmelig.

 

(Og kan vi så få den bog ud i verden, og ud af verden???????)