mandag den 29. december 2008

Nytåret nærmer sig

og krykkerne er på vej ned...

Det er ret kedeligt - og desuden koldt i hele huset - at have sig en krykhusar af en mand, der tilmed er både ærgerlig og tvær over tings tilstand, og som samtidigt nu har meddelt, at han tror, han er ved at blive syg af influenza...

En klog kvinde fortalte mig en dag, at der går tre uger med at komme helt ned at vende, fysisk som psykisk, når man er hensat til stilstand som krykkerne er pt, og så bygger man langsomt op derfra...

Jeg synes godt, at denne uge må gå rigtigt meget hurtigt så -

I går fejrede vi to ugers jubilæum....


Heldigvis fejler ungerne og jeg ingenting - pyyyyha!
Og for at understrege at vi er glade, os der ikke er dårlige, bringes her et billede af årets juletræ på Kjeldgård

lørdag den 27. december 2008

Og 1 dag og 6 uger tilbage

Midt mellem helligdagene og julegæster gøres status over de sidste 13 dage...
Krykkerne er kommet langt, langt omkring de sidste par dage - motorcyklen er vigtigt transport-middel og selvsagt er serviceniveauet dalet betragteligt. Kan man komme ud og køre, kan man også selv lave sin kaffe!!
Juleaftensdag var krykkerne i bad. "Kan jeg ikke nok få støvlen af og få tæerne vasket?"
Det tog tre kvarter inden dén lille sag var ordnet - men så duftede krykkerne også fint af barbersprit, og der var kommet røde julesløjfer på stængerne!
Vi laver stadig nedtællingen i uger, og jeg håber ved den sødeste, at de næste 6 går hurtigere end de første 2...

søndag den 21. december 2008

Søndag aften

I dag var Krykkerne med i byen - ja, de skulle luftes, så vi kørte en tur med åbent vindue i Rav´en, selvom det regnede. Jeg kørte. Sally sad bagi. Krykkerne stod pænt.
Vi så både på cirkushundehvalpe, drak glögg, og var i Brugsen efter julekort, som jeg nu er ved at skrive... og ikke nok med det!
Nej, der er også ankommet en taburet-kontorstol. Nu kan krykkerne så stå op, med knæet på taburetten og køre lidt rundt, og lave mad og røre i rugbrødsdejen m.m.
Det er en hel uge siden i dag.
Nu er der kun 7 uger tilbage med Krykkerne.

torsdag den 18. december 2008

torsdag aften

Krykkerne er rejst til Skive.
De skulle til navigation. JA. Det er noget mandenoget, som startede for to måneder siden, og som er meget vigtigt. Så vigtigt, at man er nødt til at deltage hver eneste gang, for at følge med. Der er også lektier. Og søkort.
I aften var der dog ikke så meget navigation - mest juleafslutning, på pub.
Jeg er noget spændt på, og de kan gå selv eller blir båret, krykkerne, når de engang lander i mit køkken....
Mens jeg venter, har jeg sat en obligatorisk PLUMKAGE i ovnen.
Den hører Julen til.
Og smager... himmelsk!

onsdag den 17. december 2008

dag 3


Utålmodighed er også en slags dyd, og fostrer mange og nye idéer.

1) krykke nummer 3 og 4 (så er der to sæt og man kan skifte til indekrykker eller udekrykker)

2) anordning så man kan køre motorcykel med et ben ( se billede)

3) man kører (op for at besøge sin moar, som ikke har været på sygebesøg, det skarn...)

4) man finder en kontorstol (så man kan hvile sit knæ på stolen, og samtidigt trille lidt rundt)

Efter alle disse anstrengelser har man nu lagt sig tilrette i sofaen, for at se "Venner" sammen med yngstebarnet.

Tillige har man udstukket ordre om aftenskaffe, så det møde man skulle ha været til, kan holdes hér i huset i stedet for...

Jeg tror, jeg går og lægger mig....

tirsdag den 16. december 2008

Dag 2

Dagen i dag har budt på flere udfordringer - også nogle uoverkommelige...
1) madlavning ( dog assisteret af sønnen, og siddende på en stol)
2) transport af sig selv til loftet (fordi det er der, badeværelset er stort nok til at huse ham)
3) demontering af tøj (hér fik han dog hjælp af undertegnede)
4) selve badet ( stående på ét plastikposeindpakket ben, uden krykker)
5) barbering (siddende ved en ikke-handicapvenlig håndvask)
6) påklædning ( han måtte selv i skabet efter en ren t-shirt)
Nu er sofaen indtaget igen - man er træt.
Det er jeg også.
Godnat.

mandag den 15. december 2008

Dag 1

Farmand er nedlagt med krykker.
Der tages visse hensyn, og der serviceres jævnt.
Gulerødder ( i et desperat forsøg på at holde vægten),
vand ( for at sluge de hvilebringende piller),
fjernbetjening ( så han selv bestemmer hvad han gider se i flimmeren),
forsyninger ( så han alligevel ikke sulter),
- og alt i alt har dagen bragt ham frem og tilbage mellem sofa, kontor, sofa, toilet, sofa, køkken, sofa, kontor, sofa osv osv ca. 25 gange.
Nu er han træt. Han har fået vand i flaske, 2 pinex og sin mobil på natbordet (så han kan ringe til sin hustru, som stadig sover i soveværelset ovenpå, hvis og såfremt han skulle få brug for hjælp)
- og der er kysset godnat og puttet dyne.
Jeg er også træt.
Godnat.

søndag den 14. december 2008

Krykker

Det skulle jo ske på et tidspunkt.
Og det gjorde det så i dag - i formiddags, faktisk allerede - og katastofen er intakt endnu, her ind under midnat!
Bondemanden har været på sygehus for første gang i sit liv, han fik tappet blod og alt muligt, blev bedøvet, og skåret i - og syet i, og sat sammen med en såkaldt "walker bandage" - som ikke må støtte på jorden i... hold fast... samfulde 5 uger..
Akillessenen sprang ved hop fra minilæsser.
Der er dømt sengeleje og sofa, og det er allerede en prøvelse...

Det er ikke godt. Men han er syet og lappet, humøret har ikke taget skade - endnu -
Jeg tror det næste der kommer, er en uhelbredelig form for selvmedlidenhed... bare vent...

fredag den 12. december 2008

Julekalender - alternativ i mørkningen

I tirsdags havde jeg fået betroet et vigtigt job.
Jeg var "kalenderpige", og skulle læse op, siddende i en magelig stol, gemt bag en luge i Sallingsund og Omegns Museums Julekalender.
Oplægget lød ca. sådan her: " Vi har fundet 24 personer med noget på hjerte. Din opgave blir at skabe ro og tid til fordybelse i mørkningen, hvor tilhørerne ikke behøver bekymre sig om julestress og julegaver, men bare kan være".
Jeg tændte lyset i kammerstagen og læste op.
Hele loftsrummet på museet var fyldt til sidste siddeplads. 62 stole.
Det var en dejlig oplevelse - og gir stof til eftertanke - hvorfor er der ikke flere steder, hvor man kan mødes til julekalender-mørkning og glemme, man skal nå en hel del andre ting i december?
Opfordringen er hermed givet videre. På nedenstående link kan man se lidt mere:
http://www.museumsallingsund.dk/Specialudstillinger/nuvaerende.php

torsdag den 11. december 2008

Klokkeren fra Notre Dame


opføres i aften på Salling Ungdomsskole, efterskolen i Jebjerg.... Lærke har hovedrolle som Esmeralda i første akt. Hun skal vist både synge solo og have sort paryk på. Vi glæder os meget til at se, hvad de har fået ud af historien...

Den oprindelige roman fra 1831, skrevet af Victor Hugo, hed "Notre Dame de Paris" - den er filmatiseret mange gange, og senest har Walt Disney udødeliggjort historien som tegnefilm-version i 1996...

Nu blir det spændende at se, om Lærkes optræden i aften også er en slags "klassiker"..

tirsdag den 9. december 2008

Hestefolden


er ved at blive opdateret med nyt elhegn - ny kasse til beskyttelse af samme, og ikke mindst - der fjernes et væltet træ, så det nye elhegn kan fungerer efter planen - at holde hestene inde!

På lørdag kommer chipmanden - jeg burde lægge grime på Òsk og Nala - og det tror jeg, jeg heller må øve mig lidt i inden... Og Nattgjola - den uartige plag - hun burde vel også dresseres til at kunne stå lidt stille med grimen på...

mandag den 8. december 2008

Billedet - der var sangskjuler


Guldbrudeparret 1958 - 2008
Anna og Johannes
Pustet op i 36 A4-sider og tapeseret på en dertil indrettet plade
Det havde vi meget sjov udaf - og nu er ideen lykkedes, og kan hermed gives videre - hvis nogen mangler en genial julegave i megaformat?

torsdag den 4. december 2008

Nisserier

der er hemmeligheder, små pakker, sange og andre tiltag i disse dage - jeg er fuld af glæde! Familien fra Norge kommer hjem på lynvisit, og igen til Jul, Ribefolket har meldt deres ankomst den 24., og resten kommer vel bare som de plejer??
Jeg synes, det er fedt med julekalendre - Mikkel og Guldkortet, The Julekalender (som burde sendes kl. 21.40) og Nissernes Ø, hvor Lunte er min klare favorit! Kalenderlyset, hyacinterne, nisserne på udvalgte spots, og ikke mindst - det julebag, vi snart skal have i gang...
Og så må vi jo ikke glemme Nissen, der kommer på besøg med adventspakker - gad vide hvad den finder på til 2. søndag i advent....

mandag den 1. december 2008

Den 1. december 2008

Vi startede med at besøge doktor Krarup og få creme til "formodet børnesår" hos Lærke, og sekundet efter havde Sally brug for akut lægehjælp... efter ti rå boller så maven meget opspilet ud, og vi skulle komme omgående lød det pr telefon fra sagkundskaben... efter en times tid på dyrlægens p-plads, hvor Sally brækkede sig lystigt, er vi nu i gang med rengøring og julepyntning, så vi kan komme videre i december...

torsdag den 27. november 2008

Trængsel

Der er trængsel omkring høhækken.
Hestene står med mulerne begravede, og der er en gransken og en gumlen fra samtlige 9 ismuler. Vejret er koldt og blæsende, så hvis jeg var hest, ville jeg også stå med duften af sommer og sol i næsen... der er ikke noget bedre, end duften af halm!

tirsdag den 25. november 2008

Nisser og kræmmerhuse

De har indtaget mit hjerte, og nu også mit hus!
Der kom en kasse (bestilt) i dag, og jeg begynder at mærke JULEN...
Tilbage er der så kun forberedelserne til det store familiegilde...

lørdag den 22. november 2008

Facebook

Fagre nye verden - samtlige familiemedlemmer er nu på facebogen...
Vi sidder i hvert sit rum, aj, ikke helt, men flere forskellige steder i huset, med hver vores pc og roder rundt med alle vore venner på facebook.
Nogen vil måske mene, at det var bedre at spille ludo, eller matador, eller trivial, men det gider vi ikke i vores familie. Ingen vil nemlig tabe.
På facebogen er alle vindere - alle kan have venner - alle er "på" - og netværket, det være sig det profesionelle, det gamle-venner, det nye-venner, det arbejdsrelaterede, det gruppe-mæssige (der er mange sjove og dumme grupper at melde sig under) er tilgængeligt døgnet rundt. Man behøver ikke være nærværende i fysisk forstand, og det kunne måske godt få sådan en som mig, til at få dårlige nerver... for hvor er vi henne, når alle sidder ved hver deres pc, og chatter, skriver, læser og ikke SER hinanden ind i øjnene, ikke mærker den andens tilstedevær, ikke føler man er den, opmærksomheden er rettet mod lige nu...
Det er bare en tanke...

torsdag den 20. november 2008

Job done!

Så blev det ene kalvehus´s tag færdigt. Det ser rigtig, rigtig pænt ud, synes jeg.
De flyttede stilladset over til hus nr. 2 i dag.
Gad vide, om der går 1 eller 2 måneder, før de blir færdige med det...

onsdag den 19. november 2008

Forunderlige verden

Vi var til foredrag i aftes - min kloge bondemand og jeg - og den største oplevelse var sådan set ikke Poul Erik Skammelsen, men den kvindelige finansrådgiver i Nykredit, der holdt et lille indlæg og fortalte om den nuværende situation i finanssektoren...inden hovednavnet talte klogt om verdens brændpunkter i 1½ time.
Jeg hørte ord komme ud af en kvindes mund, som jeg ikke anede eksisterede: volatilitet, om-allokere, subprime-lån, konverteringsret og andre uartigheder.
Og det falder mig ind, at selvom vi tilhører samme køn, så er vores verdener så uendeligt forskellige - og derfor tanken om vores forunderlige verden!! Sikken mangfoldighed!

tirsdag den 18. november 2008

De gamle Kalve-huse



er ved at få en tiltrængt overhaling. Hvis "bare taget er tæt"... som de kloge siger...


Her ses det hus, der ikke er gjort noget ved endnu, og så det hus, som snart er færdigt! Med kobberspir og hele molevitten - faktisk pænere end stuehusets....

mandag den 17. november 2008

Òsk


Det er altid lidt en satsning - det med, at lade sine islandske føl være "vilde" så længe som muligt... Om ikke så længe, det plejer at være inden Jul, kommer der en chip-mærke-mand på visit, for at chippe føllene. Sidste år måtte vi opgive at fange Nattgjola...

Så jeg har tænkt lidt... og planlagt lidt, og i dag lykkedes det mig, efter en lille time i folden, incl. strigle og brød, at få Òsk til at indse, at jeg er hyggelig at være sammen med. Når alle de andre plage står oveni en, så er det svært at være nysgerrigt føl, og IKKE ville være med. Men. I dag kom hun tæt på, helt tæt på, og i ly af tre andre, kælne, ismuler kunne jeg række hånden ud og få lov at klø hende på siden af hovedet... Så striglede jeg hende. Fra top til tå. Og i morgen er det spændende, om hun kommer helt af sig selv... hun er SÅ dejlig!

fredag den 14. november 2008

Børnebøgerne

Der skulle gerne være en annonce i Landbrugsavisen i dag.
Der er juletilbud.
Man kan få 4 bøger for 500 kr.
Det er billigt.
(Man behøver jo ikke gi dem alle sammen på en gang!)

torsdag den 13. november 2008

Smukt!

Udsigten fra Urhøjene, mod øst og Himmerland
Bøgen i min have - set nedefra...



onsdag den 12. november 2008

Sally Sørøver

Sally syntes, at græstuen skulle have en omgang - man kan se Fur Kirke længst oppe til højre - der var smukt ved fjorden!

Det er onsdag

Jeg burde have været i svømmehallen.
Jeg burde have svømmet 1000 m.
Jeg burde havde siddet i saunaen.
Jeg burde...

I stedet kigger jeg på fuglene. Ser efter hestene.
Lurpasser på traveturen til fjorden med hunden.

tirsdag den 11. november 2008

Årets sidste foredrag

I dag skal jeg til Hjørring.
Landbrugets Senoirklub har inviteret mig.
Jeg skal holde det allersidste foredrag i år.
"Fra Bypige til Bondekone".
Derefter står alt i JULENS tegn, og jeg har god tid at skrive i.
Måske skal jeg overveje Fifis sommerhus i en uges tid. Sidst jeg var dér, fik jeg færdiggjort de noveller, der blev til samlingen "Den dag, jeg slog min hund ihjel".
Vi får se...

mandag den 10. november 2008

TB-screening

Ja. Det må der til.
Tuberkulose-ramte ingen adgang i Austalien eller New Zealand.
Barnet skal screenes. Jeg er måbende...

fredag den 7. november 2008

torsdag den 6. november 2008

Samtaler

Det er tid for samtaler i skoleregi.
Denne uge er det yngste datter, næste uge er det den ældste og jeg fornemmer på gamle kolleger, at det trækker tænder ud.
Det er lykkes mig endnu engang, at finde et argument for, IKKE at genoptage mit gamle job i skolen....

mandag den 3. november 2008

Korrektur

Det er altid meget, meget spændende og næsten vemodigt at aflevere korrekturlæst materiale.
Jeg har afleveret i dag - via mail. Meget uvirkeligt, meget underligt.
Glæder mig til næste skridt i processen, der skal fremmane en ny bog, en ny "unge".
Fødslen vil foregå i marts 2009.

søndag den 2. november 2008

Søndags stille ro

Man burde gå sig en tur i solen, og indsnuse alt det lys, det er muligt at rumme på forskud.
Om lidt er det endegyldigt vinter.

torsdag den 30. oktober 2008

Don Meo

alias min familiecontainer-Ford med V6, 170 hk og alufælge, gik desværre ikke igennem syn.
Og hvorfor ikke?
Fordi dén skide håndbremse, som aldrig har virket ordentligt, er "en del af bilens bremsesystem", og derfor skal vi omsynes indenfor en måned.... Suk.

onsdag den 29. oktober 2008

Bob Geldorf - mit ungdoms idol

er netop blevet æresdoktor ved et universitet i EastLondon - jeg var med i 1985, da verden for første gang for alvor fik øjnene op for hjælpearbejde med kendisser som trækplaster og fortalere for humanitært arbejde.
Jeg løb løbet "Run the World" i Londons gader i maj 1986 - og var en del af de mange tusinder, der gjorde indtryk, og udtryk, i Hyde Park til løbafslutningens koncert. Det var fantastisk at være en del af, husker jeg, og i mange år havde jeg en t-shirt, hvorpå der stod: "I ran the world".

Se linket og læs artiklen om Bob Geldorf
http://jp.dk/kultur/article1497068.ece?showInfo=image&relatedField=picFrontpageArtTop

tirsdag den 28. oktober 2008

Malkekonen og mig

Det er Malkekonen til venstre.... Med spand og skammel i hånd. (Foto: Christen Elgaard)

Malkekonen og mig

Slægtsgårdsforeningen har skænket en stor MALKEKONE i granit, som skal stå på statsinstitutionen Gl. Estrup ved Auning. Den skal indvies/afsløres i eftermiddag kl. 13.30. Stenbonden fra Salling, Jakob Vestergård, har hugget skulpturen ud af en stor sten, og Bondekonen fra Salling skal sige nogle bevingede ord om den "Multitaskende family manager - Malkekone anno 2008".
Jeg ved ikke helt endnu, hvad det er Bondekonen skal sige - men jeg ved ihvertfald, at malkekonen var udearbejdende, og gårdens vigtigste arbejdskraft. Hun var kvinde, bredrøvet og stærk, ikke bange for at tage fat - og så var hun knagende dygtig til sit job! Var hun ikke det, så fandt gårdmanden en anden - historien er både forrygende og forfærdelig!
Jeg finder på noget.
Jeg læser i bøger. "Hvad jeg fortalte mine elever" af Harald Brandth, 1911.
Dér starter jeg.

søndag den 26. oktober 2008

Salling Cirkus Kids

Salling cirkus kids optrådte i dag til en lokal efterårsmesse i Sundsøre Hallen. Det var ikke alle ungerne, der var med i dag - men de gjorde det rigtigt godt, og jeg så en fremmed dame med tårer i øjnene, da Lærke og Anna lavede deres sørøver-nummer i trapez´en. Hun var lige så rørt, som jeg er, hver eneste gang!

fredag den 24. oktober 2008

Familie-fejring

Præcist i dag kl. 11.00., var det 50 år siden at Bondemandens bedstefar, Jens Henry Christensen fra Ny Rybjerggård, sad i havemøblerne i gårdspladsen og ventede på, at advokaten skulle ankomme. Henry skulle mødes med advokaten for at byde på Kjeldgård, som stod lige foran en tvangsauktion. Henry havde drømt om at købe Kjeldgård, siden han var barn. Nu kunne det blive virkelighed og det tog under 10 minutter, så kørte de til Skive, ordnede alle papirerne og skrev officielt under. Siden da har familien huseret på Kjeldgård.
Det er lidt en sjov historie - jeg synes, det er en gave at bo her.
Der er bare frygteligt meget at gøre rent på....

tirsdag den 21. oktober 2008

Mit nye projekt

Her er Sigurd på vej op i truckeren. Sigurd elsker at komme med sin far på trucker-tur. En dag skriver jeg dén historie, og kører med i lastbilen med mit kamera.
Det bliver til foråret. Hvis jeg kan overtale Sigurd og hans far...

mandag den 20. oktober 2008

Mail-kaos

I dag er den første dag på kontoret efter 10 dages fravær - det er simpelthen forrygende - jeg elsker det - mail at svare på, facebook at opdatere sig på, overspringshandlinger i læssevis, vasketøj, regnvejr, køren frem og tilbage med teenagere, der ikke ka li at blive våde, betaling af træningsdragter med tryk, sortering af snailmail, kalendernotater, bestilling af tandlæge, vaccinationstider, blodtryk!!!

lørdag den 11. oktober 2008

Alle samlet under et tag!

Der er noget familieagtigt trygt over situationen, når alle unger er samlede i huset: der lyder musik fra 4 forskellige lydkilder og fjernsynet kører i stuen.... Jihaaa!!

tirsdag den 7. oktober 2008

Vi lo og vi lo - inden vi tog hjem


Men koncentrerede os også dybt indimellem - og i dag har jeg lavet Camilla Plum-brød og der er to tilbage udaf fire - det smager forrygende, simpelthen!

mandag den 6. oktober 2008

Hestene

- er ved at anlægge vinterpels - Nattgjola og Lettir er halvsøskende, hun er 1 år, han er 3, og begge er de noget så søde og dejlige. Tænk engang, jeg har sat dem til salg - måske skal jeg slette dem fra annoncemarkedet igen?

søndag den 5. oktober 2008

Brødflov



Camilla Plum og alt det brød, der blev bagt i fredags på bagekurset - jeg har andel i ca. 9 forskellige slags brød - det var helt vildt, og jeg har lært et nyt udtryk: Bagestress!!!

lørdag den 4. oktober 2008

Kursus i boller



Uhmmm, bagværk... en hel lang og god dag på Fuglebjerggård...

torsdag den 2. oktober 2008

Bollebagningskursus

Jeg er ved at pakke sammen, så jeg kan komme afsted.
I morgen kl. 09.00 skal Sisse og jeg stille på Nordsjælland, Fuglebjerggård, til heldagsbagekursus med selveste fru Camilla Plum!
Jeg glæder mig helt vildt!
Og jeg tar kameraet med, så jeg kan dokumentere mine bedrifter, inden de forsvinder!!

tirsdag den 30. september 2008

Himlen over Fursund

Billede taget fra min strand ud over Fursund i eftermiddags - det var forrygende smukt - bagefter haglede det faktisk!

mandag den 29. september 2008

Vant gænge!

Så er vi tilbage ved hverdagen og det almindelige skema igen.
Ungerne er i skole, far arbejder og mor "sidder ved computeren". At hun også arbejder, er ikke almindeligt kendt! Man arbejder kun, hvis man arbejder fysisk! Det synes at være den gældende opfattelse, ikke kun hér i huset, men generelt.
At sidde på kontor er ikke noget rigtigt arbejde.
Man skal svede lidt og være fysisk udmattet, hvis det skal kunne kaldes arbejde.

søndag den 28. september 2008

Farvel til LAKI

Laki skal hjem til Pernille. Han er tre år, og den dejligste. Hér står han i mors have engang i vinter - han ville bare lige sige, at der ikke var strøm nok i hegnet! Hvem skal nu fortælle at den er gal med strømmen, når ikke Laki kan gøre det....

torsdag den 25. september 2008

Fars fede fiskeferie

er indledt for flere timer siden, og jeg er alene hjemme.
Det er en sand befrielse.
Men også et pres.
Man kan nå forfærdeligt meget på en eftermiddag, når der ikke skal tages hensyn til andre end hunden og en selv!!!
Man kan f.eks. gøre hytten ren.
Man kan f.eks. læse en bog.
Man kan f.eks. rydde op i alle køkkenskabene.
Man kan f.eks. ride en tur.
Man kan også sætte sig stille ned i sofaen og glo lige ud i luften og bare være....

onsdag den 24. september 2008

Indblik i landet

står der som overskrift på den anmeldelse, der er af "Den dag, jeg slog min hund ihjel" i ugebladet Søndag nr. 39, som kommer mandag. Jeg blev så glad, at jeg var ved at tude - men det er måske mere noget med alderen? Det var en rigtig god anmeldelse, og jeg blev endnu engang opfordret til at skrive dén roman!
Det er så mit næste projekt.
Jeg er sådan set i gang - skal bare liiige....

tirsdag den 23. september 2008

Kaffemik

Fordelen er til at få øje på!
Hjemmegående husmødre er altid parate til en kop kaffe om formiddagen - selvom det er noget der hører 50´er og 60´erne til, så praktiseres det endnu i landsognene - og jeg er, ved Gud, glad for, at jeg bor hér!

lørdag den 20. september 2008

Årets måske sidste sejltur


finder sted i dag og i morgen.

Sidste år var vi i båden og Fur rundt den 1. oktober.

I år sejler vi til Livø den 20. september -

Lidt glæde skal vi vel også have af den globale opmarmning??

onsdag den 17. september 2008

Kantslag

hedder Dorthe Nors´ nye bog, som udkommer den 25. september - det er små noveller, og jeg er i fuld gang med at læse mit "anmeldereksemplar" som kom med posten i går ....
Den kan anbefales! Stærkt anbefales.

mandag den 15. september 2008

Udsigten


fra mit køkkenvindue i morges. Der er under 30 meter til stuehuset, og der er faktisk to! En gammel rå og hendes lam fra i år. Det er en dejlig morgen, sådan én!

torsdag den 11. september 2008

Foredragsvirksomheden

har kronede dage i september, oktober og november.
I morgen aften skal jeg ud og holde en høstfest-tale, og på mandag står der Give og Ældre Sagen i kalenderen. Jeg glæder mig hver eneste gang. Det er sjovt og spændende at fortælle om bondekone-livet anno 2008, og hver eneste gang har jeg noget med hjem. Interesserede mennesker beriger ikke kun sig selv, men også mig - nyt vinkler og nye idéer spirer efterfølgende i mit hoved.

onsdag den 10. september 2008

Morgenstund har guld i mund

og i dag var jeg ude at motionere, inden folkene kom ind til kaffen kl. 09.00..
Motions-Mariannerne er på banen igen, og jeg har lige fornyet mit medlemskab af nabobyens fitness-center... Hvad skal det dog ikke ende med...

tirsdag den 9. september 2008

En god dag

Jeg har sat rugbrød i ovnen kl. 0700. De hvide italienere venter på at der skal blive ledigt, tillige med bollerne og Herman står klar i kulissen. Det er store bagedag.

søndag den 7. september 2008

Hestene

er en evig kilde til glæde. Hér går de på engen og græsser for en uge siden - i solskin.

fredag den 5. september 2008

Actionaften!!

for alle unger i lokalområdet - bh.kl. til 7.kl. - gæt hvem der skal lave pasta og kødsovs til 130 unger??
Jo, sådan er det. Jeg synes det er fantastisk, at man kan samle så mange unger, der gider på orinteringsløb, stafetter, til fællesspisning og overnatning - vores samfund er småt, men det er også utrolig godt!
Maden... ja, den klarer jeg og de to andre kogekoner ... men det er godt nok store gryder!

torsdag den 4. september 2008

Sæsonstart

Både idræts-, gymnastik-, danse-, fittness-foreninger og foredragsholdere starter op i september.
I aften skal jeg til Varde. Det er en lukket fest for pelsdyravlere i sydvestjylland.
Jeg glæder mig til at komme i gang med foredragsvirksomheden igen.
Den har - lige som sportsforeningerne - ligget stille sommeren over.
Men nu er vi KLAR!

tirsdag den 2. september 2008

Stærke kræfter

skal der til, hvis udviklingen i landdistrikterne skal vendes til noget positivt!
Det er faktum. Et andet faktum er, at mit lille lokalsamfund skal op af stolene og ha lavet en side eller to til reklame for sig selv. Vi skal søge om at blive "Årets Landsby 2008".
Jeg skal beskrive, hvad Cirkusfabrikken har gjort og GØR af gode ting for at styrke fællesskabet og kulturlivet i landsbyen. Det bliver ikke svært. Sidder der nogen med gode idéer til, hvad jeg skal huske at få med - så send mig en mail. Eller en kommentar.
Ring. (Gør noget...)
Jeg skal arbejde med sagen i morgen - altså om 5-7 minutter.
Først skal jeg ha sovet. Det har været en lang dag. 17 timer faktisk....

mandag den 1. september 2008

Sangen, jeg elsker mest

Min ynglingssang skal synges i dag: "Septembers Himmel" ( er så blå, dens skyer lyse hvide...)
Og sådan er det i dag.
Skønt, skønt.
Men man mærker allerede en kølighed og en duft af råd i skoven. Det lakker mod vinter. Og vemod overskygges af stolthed - at være en del af livet, en del af cyklus. Selvom tro er en trossag, og aldrig rigtigt kommer på tale eller til diskussion.

søndag den 31. august 2008

Sidste Sommerdag





- og vi var på fjorden - alle mand!



Den mest fantastiske himmel over Fursund, og mine dejlige unger, som hader at blive fotograferet....

lørdag den 30. august 2008

Solen skinner og høsten er ovre!

- ja, man fristes til at sige "de´da´ løgn" - men det er det ikke!
Men tro nu ikke, træerne vokser ind i himlen! Bondemanden er kørt ud for at hjælpe sin fætter med at blive færdig - så høsten er ikke helt ovre endnu....
Men alle de mange timer og alle de mange hektarer her hos os er barberet ned, og det er i sandhed en god ting!
Og nu vil jeg gå og bage høstvaflerne...

torsdag den 28. august 2008

Chokoladekage

Jeg har en svaghed for chokoladekager. Især denne er helt forrygende. Og æren for den, skal Lene Noers Jens´s mor have. Den er helt igennem sønderjysk:

500 g sukker
250 g margarine
4 æggeblommer (hviderne piskes stive og vendes i til sidst)
250 g mel
4 spsk kakao
1 kop stærk kaffe
smuttede, grofthakkede mandler (ca. 50-75 g)

Dejen piskes godt og grundigt efter vanlig metode - til sidst vendes hviderne i.
Springform smurt og meldrysset.
175 grader i en god times tid, alt efter ovnens beskaffenhed.
Velbekomme!! (uhmmmm)

onsdag den 27. august 2008

Dagens Råd

Bliv indendørs.
Lav varm kakao.
Bag boller med kardemomme.
Læs.
Og leg, det allerede er blevet efterår og vinter, og at det er helt legalt at sidde i et hjørne af sofaen og kigge ud på regnen.

mandag den 25. august 2008

Så regnede det liiige igen...

Og søndag bød ikke på høst-vafler, selvom jeg havde håbet til det sidste...
I stedet må vi nu vente endnu en dag eller måske to, før det er definitivt.
8-10 timer skulle der være tilbage.
Hold da op, hvor jeg glæder mig!!!

fredag den 22. august 2008

Tredive timer

sir han, der cirka er tilbage af årets høst.
Det store gule Monster kørte af gårde ved 10-tiden, og nu kan det vist snart få en ende... De har lovet tørvejr hele weekenden, så vi høster, skulle man være i tvivl....

torsdag den 21. august 2008

Det sværeste

er erkendelsen.
Med både helgode og halvdårlige anmeldelser, overvejer man gerne sin position.
Jeg overvejer. Jeg erkender.
Det gør ondt at få kritik på noget, man følte var i orden.
Og det gør godt at få ros for noget, man var usikker på.

tirsdag den 19. august 2008

dryp, dryp dryp, dryp

Kan nogen mon huske den sang??
Jeg tror, det var en Poul Kjøller, fra starten af 70´erne, - den drypper i mit hoved i dag.
Det drypper også PÅ mit hoved i dag.
Jeg har ikke styr på nøjagtigt, hvor meget vand vi har fået, men det er en del.
Og Høstmaskinen holder i maskinhuset og sunder sig, inden næste ryk...

mandag den 18. august 2008

Hverdag igen.


Jeg elsker hver eneste dag. Og jeg elsker hverdagen.

Nu er ungerne gået ind i den anden uge med skolegang og vores døgnrytme er ved at være i "normal".

Kun Bondemanden har ekstra travlt.

Han kørte allerede kl. 10 ud med det store gule monster - høsten skal i hus.

Det kan kun gå for langsomt.

søndag den 17. august 2008

Måneformørkelse

I aftes så jeg måneformørkelse - først troede vi, det var månen i aftagende, men så forsvandt den mere og mere, og jeg erindrede at have læst, at det skulle ske...
I aften er den bare stor og flot og meget lysende, når ikke den putter sig bag en af de få skyer, der er på himlen.
Bondemanden ser ingenting, til trods for, at han sidder på sin mejetærsker eller i en traktor det meste af døgnet.
Jeg har ikke styr på timerne, men det nærmer sig, at vi kun har 50 tilbage - sjusser jeg mig frem til...

torsdag den 14. august 2008

Bare kald mig hestehvisker


Ja.

Jeg fik endelig - efter tre år uden nævneværdig menneskekontakt - i dag lagt en grime på Loá.

Med hjælp fra Janni og en god del tålmod. Nu står hun sammen med "drengene" i den lille fold og har stadig grime på. I morgen går vi en tur. I snor...

onsdag den 13. august 2008

Lejr

Ældstebarnet er sendt på efterskole og er på rystesammenlejr.
"Vi ses på fredag kl 16" vinkede hun.
I morges kl.08.15. drog den mellemste afsted. Han skal også på rystesammen-lejrtur. I morgen skal jeg lave lasagne til 10 personer og besøge 7. klasse ved Brokholm Sø kl. 17.30. præcis.
Jeg skal køre hjem uden drengebarnet et par timer senere, når de er mætte.
"Vi ses, på fredag".
Lille Line er den eneste med normal, almindelig skolegang og normal, almindelig hjemkomst. Det er underligt og tomt og stille, når hun er en eneste på banen herhjemme.
Jeg kan vel ligeså godt vænne mig til det.

tirsdag den 12. august 2008

P1 - morgen

- ellers ikke noget jeg sådan lytter til - men i dag var det vigtigt!
Jeg var i - blev omtalt - i forbindelse med udgivelsen af "Den dag, jeg slog min hund ihjel" og Knud Sørensen sagde meget pæne ting om mig, interviewet via telefonen, og jeg sad, må jeg indrømme, med tårer i øjnene og følte et let pres på mine skuldre -
Det var i morges.
Nu er jeg bare glad.
Meget glad.
For at jeg har valgt mit lærerjob fra (- der får man ingen roser nemlig, kun hug!)
For at jeg er gift med bondemanden (- og han er daglig inspirationskilde!)
For at jeg har muligheden for at gøre det, jeg allerhelst vil (- skrive, skrive, skrive)

Og - ikke mindst - at det betaler sig at være vedholdende og tro mod sig selv!

mandag den 11. august 2008

Og TVmidtvest var også på pletten...


Forfatteren læser


sin titelnovelle op i sofahjørnet på Hald Hovedgård til Store Bogdag.

"Den dag, jeg slog min hund ihjel" er autentisk, en historie om at aflive sin lille gravvapper, der trods sit blide ydre, var en ulv i fåreklæder og derfor måtte lade livet...

søndag den 10. august 2008

Store Bogdagssucces!


De fineste flag, det flotteste banner, den bedste lagkage, den sjoveste konkurrence, den eneste digtmaskine, de fleste tilskuere - og generelt - en dejlig dag.

Sådan må konklusionen blive på Jyllands Forfatteres entré på Hald Hovedgårds Store Bogdag være. På billedet ses en situation, fanget af et medbragt kamera, med undertegnede, der er ved at sætte flag i på Jyllandskortet, fordi vi fik to nye medlemmer i sammenslutningen!



kan man læse mere om os, og hvad og hvordan og hvorfor. Om nogle dage kommer der helt sikkert også billeder...

fredag den 8. august 2008

Bekymring og glæde

går hånd i hånd for mig i dag.
Min novellesamling udkommer i dag.
Jeg skal interviewes til Kulturnyt på p1 og p2.
"Den dag, jeg slog min hund ihjel" får egne ben, og nu må vi se om "ungen" kan gå alene ud i verden. Jeg håber det.

torsdag den 7. august 2008

Nedtælling

Det blir officielt i morgen.
At jeg har udgivet en ny bog, en ny novellesamling.
"Den dag, jeg slog min hund ihjel" udkommer i morgen.
Mine sommerfugle blafrer.

tirsdag den 5. august 2008

Knud Sørensen

I aftes ringede Bedstefar til mig. Jeg var midt i en eller anden ligegyldig udsendelse om værnepligtige soldaters trængsler, og blev faktisk lidt irriteret over forstyrrelsen.
Det var for at fortælle mig om en anden udsendelse, at han ringede, Bedstefar.
Han ved godt, at jeg har noget med Knud Sørensen.
Og han ville bare fortælle, at der var en udsendelse på TvNord om Knud.
Ja, ja, ja, sagde jeg, tak og farvel.
I dag gik jeg ind for at se, hvad det egentlig handlede om.
Det var en slags portræt.
Og Knuds mildhed smittede igennem glasset på computerskærmen, og jeg blev glad over, at jeg kender ham, og at hans verden også omfatter en som mig.
Han skrev i sidste uge til mig, og sagde tak og tillykke med min nye bog. Det er jeg dybt taknemmelig for.
Udsendelsen kan ses på dette link:

http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=437491&r=4

mandag den 4. august 2008

Sømænd af Verden












Det siler ned i dag - Havhingsten er sejlet mod Hals - jeg har fanget et par besætningsmedlemmer!
Jeg aner ikke, hvem de er, og jeg spurgte heller ikke lov til at vise dem på min blog - men projekt Havhingsten har fået 26 mill. i offentlig støtte, så der er nok betalt for portrætterne også.
Jeg synes, de er fantastiske!

søndag den 3. august 2008

Havhingsten


fra Glendalough skal nå til Roskilde til den 9. august, hvor der er stor festivitas i anledning af hjemkomsten.

I nat ligger mænd og muser i telte i Glyngøre, og der er tilskuere helt fra Frederikshavn, som er kommet for at se det prægtige vikingeskib, der er sejlet fra Roskilde til Dublin, sidste år, og tilbage igen i år.

Har man interesse, kan jeg anbefale et smut til Glyngøre i aften, eller omkring hjemmesiden

Svalerne

Jeg har svaler i garagen.
De skider i en bunke på gulvet.
Der er fire unger - de er næsten klar til at forlade reden - ligesom Lærke er næsten klar til at forlade sin!
Om en uge er både Lærke og svaleungerne rejst...

fredag den 1. august 2008

Vejrudsigten

http://www.yr.no/ får man simpelthen den bedste service, man kan ønske sig.
DMI kan godt gå hjem og lægge sig!
Det er helt unikt, og sjovt, hvis man har interesse i vejret.
Man plotter bare sin lokalitet ind,
Selde: befolket sted i Viborg (Danmark). Ligger på 56°46′59″N 09°03′00″Ø.
og vupti - så kan man se en animation af vejret over de næste dage...
Helt utroligt!! Og lige i sin egen bittelille landsby endda! Det er mere end den danske udgave af vejret kan...

102 timer tilbage

Og så får de endda lov at holde weekendfri.
Hveden er ikke moden på alle marker samtidigt - det er noget med boniteten - så deeet....
Jeg fabulerer om sommerhuse og familiehygge - fornemmer dog tydeligt, at det behøver jeg slet ikke bekymre mig om, der er andre gøremål, f.eks. 100 rundballer, der skal køres ind, og en lastbil, der skal repareres...

torsdag den 31. juli 2008

Hvede

Nu ruller vi i hveden.
De har kørt ca. 90-95 timer, og jeg har regnet ud, at vi så næsten er halvvejs!
Dvs. ca. 110-120 timer tilbage, inden jeg skal drage det sidste suk i høstens tegn -
Tillige er det badevejr. Helt galt er det altså heller ikke!!

onsdag den 30. juli 2008

En anden verden

Vi er inviteret til gourmetmiddag, med ægte fransk mad, tilberedt af en ægte fransk gourmet, og helt igennem luksuriøse vine. Jeg håber ikke, jeg skal af sted alene.
Måske kan vi blive færdige med rapsen inden aften??

tirsdag den 29. juli 2008

De jyske forfattere

har nu fået egen hjemmeside:
www.jyllandsforfattere.dk
Og vi vil være på Hald Hovedgård til Store Bogdag den 9. august.
På gensyn!

mandag den 28. juli 2008

Opdatering

Det forholder sig sådan, at der er blevet høstet i går, aftes og nat. Jeg har ikke fuldstændigt styr på tærsketimerne, men vi nærmer os, at der er høstet en 1/4 ...
I skrivende sekund startes det store gule monster op - jeg kan næsten fysisk mærke motorens vibrationer i gulvet herinde - og jeg tænker, at de kommer til at køre resten af dagen i rapsen!

Rapsen, som lugter fælt af kål, halvrådden, som den står der på sine pinde og tørrer, inden den suser igennem maskineriet, og leverer de fineste knappenålshoved-store oliefrø, der er magisk hårde, men giver den guleste rapsolie til brug i køkkenet.

torsdag den 24. juli 2008

Det kører

både for høstens folk og deres maskiner pt.
Da de i aftes satte motorerne i stå, var der kun 179 timer tilbage af høsten.
I dag har de allerede kørt ca. 2 timer.
Jeg synes næsten, jeg kan lugte høstvaflerne!!

onsdag den 23. juli 2008

Status

Efter en lang dag i marken, er der nu 190 timer tilbage.
Vinterbyggen er i hus/lade, og frøgræsset kan se frem til samme placering i løbet af et par dage. Det er trægt at klippe frøgræs.
Men nu smiler han.

tirsdag den 22. juli 2008

Jyllands Forfattere

er en nystartet sammenslutning af skrivende i Jylland.
Oprindeligt, tilbage i forrige århundrede, tog Jyllands Forfattere ophold på Hald Hovedgård et par gange om året og mødtes med det formål at inspirere og støtte hinanden.
I maj i år genopstod sammenslutningen - og på Store Bogdag Hald Hovedgård den 9. august 2008 vil Jyllands Forfattere være at finde på plænen.
Med oplæsning, information og flag!
http://jp.dk/kultur/boger/article1383854.ece

mandag den 21. juli 2008

Det store gule monster

fotograferet i fredags. Himlen var forrygende. Men der kom først vand ud af skyerne lørdag.
Så kom der tilgengæld også rigeligt.
55 mm sir den kloge vi nåede op på.
Jeg har aldrig set så meget vand i gårdspladen - nu skal det hele tørre i løbet af dagen, så vi kan få høvlet nogle timer af de 204,5 som vi skal igennem, inden høsten er ovre...

lørdag den 19. juli 2008

Stilhed

Dag 2 i høsten forløb ganske fint. Vi blev forskånet for vand i går. Der er 204,5 timer tilbage.
Jeg har lavet en aftale, om at skulle ud at ride nu til morgen.
Det er lige om lidt. Jeg håber både for høstens og min egen skyld, at det holder tørvejr i dag! Tak.

fredag den 18. juli 2008

Dag 2

Der listes stille om den varme grød i dag... Holder holder ikke, holder holder ikke.
Og bare så jeg ved det, så skal der køres ca. 215 timer med det store gule monster, før høsten er forbi for i år.
Der er 211 timer tilbage.

torsdag den 17. juli 2008

Freden forbi!!!

Selvom vi har ønsket det længe og tænkt alle positive tanker, så er det altså først i dag, at vejret endeligt, langt om længe, overgav sig og dermed overgav mig til min allerværst tænkelige rolle: Konen med manden, der HØSTER!
Det store gule monster larmer og kværner sig igennem marken bag staldene. Vinterbyggen...

onsdag den 16. juli 2008

Sine og Py

Sine og Py fotograferet i maj. Sine snakkede med Py om, hvornår hun dog havde tænkt sig at fole.
Lige nu snakker jeg med fotografierne om, hvornår jeg dog har tænkt mig at skrive den historie om Sine og Pys samtale... Jeg har henved 1500 billeder at sortere. Altså - af hestene, og Sine...
Ps. - der gik yderligere 9 døgn førend Py overgav sig, og folede!

tirsdag den 15. juli 2008

Donorblod

Engang for mange år siden, faktisk tilbage i det forrige århundrede, i 1991, meldte jeg både bondemanden og mig selv som organdonorer. Vil man gerne selv være en af dem, der modtager, skulle det nogen sinde blive aktuelt..., så må man også være villig til at afgive!
Det er nu min holdning!
I dag skal jeg så give blod. Det er også en frivillig ting - men der er godt nok mange restriktioner, før man får lov at afgive blod! Man må hverken ha fået pennicillin, have rejst i malaria-områder, have fået en operation, eller akupunktur, inden for en nærmere angivet tidshorisont...
Men i dag må jeg gerne. Jeg er spændt på, om jeg tør.
Det gør jeg nok godt...

mandag den 14. juli 2008

Tredie uge

af sommerferien er lige gået i gang.
Tiden går for hurtigt. Og vi har stadig ikke haft tid at komme i sommerhus, eller på udflugter, sådan, for udflugtens skyld.
I nat blev rapsen skårlagt. Nu vil vi gerne have tørvejr, så høsten kan komme i gang.
Ja, det er sådan, vi siger ude på landet.
Vand har vi i hvert fald fået rigeligt af nu.

søndag den 13. juli 2008

Fur rundt!

I går gik jeg sammen med en masse andre ivrige vandrere Fur Rundt.
Jeg gik faktisk Fur Rundt tre gange.
Første, sidste og eneste gang!
I dag er jeg ikke så plaget af ømme lår som forventet - men det siges (!!!), at det blir værre på anden-dagen, så i morgen kommer jeg ikke ned af trappen!
Det var en smuk tur.
Det regnede bare.
15 mm mellem 10 og 17, og vi var våde til skindet!
I dag regner det også. Mit vasketøj hænger på tredie døgn til tørre udenfor.
Måske skal jeg give fortabt og tage det ind nu???

fredag den 11. juli 2008

Dagens dryp

Du danske sommer,
jeg elsker dig
skønt du så ofte har sveget mig...

torsdag den 10. juli 2008

Rosenbedet

med alle Bonica-roserne står så smukt som aldrig før, og i går fik jeg luget mellem roser og lavendler, så nu ser det ekstra smukt og fint ud. Jorden ud til græsset er kultiveret, ikke et ukrudtsstrå er at se! Men hold da op, hvor har jeg ondt i mine baglår af at stå med rumpetten i vejret i lang tid! Det gør ikke bare ondt når jeg bukker mig, det gør også ondt når jeg GÅR, og når jeg sidder ned - hvor lang tid mon dét tager??

tirsdag den 8. juli 2008

Smukt!

Der er altid en særlig stemning ved fjorden, når solen er gået ned. Hér går Lettir lidt væk fra flokken af ialt 12 heste, helt ude ved fjorden.
I går var de alle sammen ude af indhegningen. Stort drama!
Ej, ikke helt, jeg skal bare kalde, og rasle med en brødpose, så kommer de løbende!
I går var det kun gamle Py, der ikke kom. Hun havde andre ting at tænke på. Hendes føl, vores dejlige lille Òsk, var kommet på den forkerte side af naboens kreaturhegn, og det slog hårdt, så hun turde ikke rende under igen. Py stod, og havde stået længe, og kaldt på hende, men vi måtte altså hjælpe. Det gjorde vi, og med slukket el-hegn, og mange fagter, lykkedes det at forene mor og datter igen... Òsk kommer nok ikke frivilligt hen til os foreløbigt... hun var skræmt fra vid og sans. Grimme, grimme mennesker....

mandag den 7. juli 2008

femogtyve

minutter varede min og Lines tur i jordbærbedet, førend det stod ned i stænger og barnet hylede, at nu GAD hun ikke flere jordbær, om ikke også der var nok, og hun frøs og der var meget i vejen...
Så nu er vi kørt hjem igen. Det blev til 6 kilo jordbær i år, og nu skal vi lave marmelade af dem!

onsdag den 2. juli 2008

Bogen er kommet

Det allerførste eksemplar af "Den dag, jeg slog min hund ihjel" ligger lige hér, ved siden af mig. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.
Men det er stort!
Officiel udgivelsesdato er medio august.
Så det er kun mig og Hovedland, der har set den.
Endnu.

tirsdag den 1. juli 2008

Sally Sørøver


ankom hertil for præcist et år siden i dag!

Hun var da 8 uger gammel. Nu er hun 14 måneder, teenager og fræk!

Hun er dog stadig mors hund.

Hun ligger trofast og spejder op ad vejen, når jeg ikke er hjemme...

mandag den 30. juni 2008

Dag 2

af cirkussommerskolen er snart til ende. I nat hentede jeg Jeppe, som følte sig, ikke alene, men meget våd, ( vi fik lige 16-17 mm på 3 timer) - så nu er der kun ét barn tilbage i teltlejren. Det er det yngste. De to store har valgt deres egne senge. Tørt og godt.
Jeg har lavet mad i dag - fra 10 til 14, og igen fra 15 til 20.30..
Det er også en slags arbejde. Jeg er ihvertfald træt i mine ben. Det blir man af uvante arbejdsstillinger.
Og af at røre i 4 store gryder, med i alt 56 liter kødsovs...
Velbekomme!

søndag den 29. juni 2008

Cirkus-sommer-skole


Det starter i dag. Hele ugen med cirkus og gøjl og artister i svøb... Jeg skal heldigvis kun lave mad. Alle unger skal lave cirkus. Bondemanden er lejrchef i dagens anledning og jeg lægger lige et billede ved, af Salling Cirkus Kids optræden i går formidags på Posthustorvet i Skive!

torsdag den 26. juni 2008

Emil fra Lønnebergsk


så det ud i entreen Sct. Hans-familie-aften... jeg synes, det var imponerende at alle havde sko på, da de gik hjem!

tirsdag den 24. juni 2008

Global opvarmning


Joh, joh - den er god nok - i Hvalpsund har man allerede haft glæde af den globale opvarmning! Der vokser palmer på stranden mod vest!

Og man har, måske pga selvsamme palmebevoksning, fået det blå flag 2008!

mandag den 23. juni 2008

Sct. Hans-familie

Det er hans familie der kommer om et par timer, med madkurve og drikkelse, - vi skal kun sørge for kringle og lagkage, kaffe, te og snaps. Det har vi styr på. Snapsen er på frys, tebladene fundet, kaffekanderne skyllede og klar, lagkagen og kringlen i mængder serveringsklar.
I dag kommer de ikke til at bedømme fruen på hendes bagværk. De må bedømme Bager Zumbusch på hans...

onsdag den 18. juni 2008

Post-It!

Jeg føler mig i disse dage og timer som en omvandrende opslagstavle, fyldt med post-it sedler - husker at huske og tæller igen og igen - men det nærmer sig, at jeg har styr på alle sagerne så vi kan fejre familiens 50 års jubilæum på Kjeldgård.
Og Sct. Hans. Men det er først på mandag.... heldigvis!
Post-It er en af de rigtig gode opfindelser - jeg håber, kvinden der fandt på dem er millionær - det fortjener hun!

mandag den 16. juni 2008

Hestesport

er mange ting. Selvom er vi til Islændere, skal man ikke kimse af andre hesteracers fortræffeligheder. I aften havde vi muligheden, og greb den, for at komme til Trav på Skive Travbane. En slags debut for mig!
Det er fuldstændigt umuligt at tro på, man kan vinde noget som helst, og det er sådan set det, det hele handler om. At vinde - når man spiller.
Vi spillede. Dvs. spille-guidedamen havde spillet for os, så vi efter rundvisningen fik en kupon udleveret, og det utrolige skete, vi vandt hhv. 16 og 24 kr.
Nå, men 5 løb senere, belært af naboens erfaringer, satsede vi så hele 40 kr i 7. løb, og ... spillede på hest nr. 2 og hest nr. 7, som var spået vinderchancer og outsiderchancen. Rene staldtips-odds, og store chancer for at vinde, for det kunne ikke gå galt, når det var to vindere, vi spillede på.
Begge heste galloperede inden 1. sving.
Tag dén.

Bogen

- min nye bog - er på vej i trykken!
Steen Piper på Hovedland ringede og sagde, at nu var der kun trykken tilbage, og så at han selv fik læst hele samlingen af historier igennem - så udkommer jeg!!
Ja, det er jo ikke mig, i fysisk forstand, men mit barn, min unge, bogen, nummer to, novellerne i
"Den dag, jeg slog min hund ihjel"...

søndag den 15. juni 2008

Søndags regn

Vi elsker regn. Vi elsker så meget, at vi slet ikke kan få nok! Mere mere mere sir´vi til skyerne, og indimellem lytter de, og sender yderligere et par dråber ned over os.
Ikke desto mindre mener Bondemanden, at vi stadig mangler ca. 150 mm i forhold til "normal år".
Ærligt? Så behøver jeg ikke mere vand lige nu - vil faktisk helst have sommervejret tilbage, men det siger jeg ikke højt! Vi elsker jo regn!

torsdag den 12. juni 2008

Atter fuldtallig!

Så fik vi Line hjem fra lejr!
Hun smilede over hele hovedet, og krammede glad både mor og søster på banegården i Skive.
Bagefter afleverede vi lærer Joan i Jebjerg, og købte os fattige i blomster og is.
Nu er jeg snart ved at være klar - til lørdagens åbne hus.
Line og Co. mener ikke det er "deres projekt" og er ved at finde smuthuller ud i verden - dog har pigerne gjort rent og ryddet op på værelserne. Det skal ikke hedde sig...

tirsdag den 10. juni 2008

Jeg roder

rundt på bloggens udseende i dag - aften, nærmere - det er en slags overspringshandling, fordi jeg ellers skal gøre rent!
Mormor har gjort sit rengøringsindtog i dag, og kommer igen i morgen, tillige med Sisse og Pia, som har lovet at pudse vinduer! Mormor gør rent i detaljer, og det er dejligt, men det forpligter!

Vi skal være med i et tilbagevendende arrangement på Skive-egnen:
Åbne Kirker og Herregårde i weekenden den 14. og 15. juni 2008.
se mere på: http://www.visitskive.dk

- så her skal være rent og pænt! Meget rent og pænt!

mandag den 9. juni 2008

Òsk

hvad mere kan man ønske sig?

24 timer i døgnet

skal jeg gå i skole, i 4 dage!!!
- Sagde den yngste, da jeg afleverede hende på Skive Banegård i morges....
Hun er sendt på lejr, i Odense, og her er allerede stille!!

lørdag den 7. juni 2008

Ìsland

Når jeg indimellem kommer til at tænke på mine rejser til Ìsland - så er jeg sikker på, at jeg ikke har været der for sidste gang, og når jeg kommer til at se i min mappe med billeder fra turene - så skal jeg helst derop i morgen!
Billedet er taget af Annette Gjessing i 2005. Vi red den rute, der hedder Kjøllur, fra syd til nord, på hesteryg i 6 dage. Det var den mest fantastiske rejse. Gennem landskaber, gennem tiden.
Og hestene var et kapitel for sig...

fredag den 6. juni 2008

en tur til Livø

Vi bruger at sejle om sommeren. I dag sejler vi en tur til Livø.
Det er ikke første gang i år, og heller ikke sidste.
http://www.livo.dk

onsdag den 4. juni 2008

Ugle-tid


I aftes henved klokken 23 kom jeg ud af bryggersdøren, og ser pludselig, at de "dyr", der holder mig vågen om natten, faktisk sidder lige oppe på tagryggen og skriger til hinanden.

Nu er det ret svært at tage billeder af ugler, når man skal skynde sig og ikke liiige har sin store flash med sig - men man kan da se, at der sidder et eller andet på taget...