Salgshesten

Jeg har lagt ham her, hesten til venstre, (der rider Øltölt med mig på ryggen sidste sommer) Lettir til salg på en facebookgruppeside, hvor man kan sælge sin ismule.
Jeg er ikke sikker på, jeg vil sælge ham. Så prisen er sat lidt højt. Hvilket betyder, at jeg absolut ingen respons har fået. Endnu, da. Han er en skøn og meget sød hest, der kan rides af alle. Det er derfor, det er ham, jeg vil sælge først. Bagefter vil jeg måske sælge Òsk. Hun er uskolet og ikke gangsat, men en fin fin unghoppe. Hende sætter jeg også lidt højt.
Så er der Raudur. Smukke smukke Raudur, som ikke har hoved, men ansigt! Ja, så fin er han. 3 år og aldrig kysset. Han fik ordnet hove for første gang i sit liv her i foråret. Det gad han først ikke. Så stod han. Som om han aldrig lavede andet. Og så var han træt. Han trænger til at få nogle udfordringer. Det får jeg ikke gjort. Han er lidt billigere end de to andre. Men ikke meget. Ad. det smukke ansigt...
Og så overvejer jeg at sælge Lóa. Men hun lavede så fint et føl, og jeg tænker, at det kan hun gøre igen, måske, så hende er det kun særligt udvalgte, der kan købe. Nogen, jeg véd, vil arbejde med hende 100 % seriøst, og evt. få hende kåret. Hun har potentialet.
Raudur og Òsk og Lóa er søskende.
Det er gamle Py, der er mor. Py får Føl-føllet er Òsk.
Py skal have føl igen - det er derfor, jeg skal sælge ud. Der skal syv til mange, otte er for mange og ti er helt uacceptabelt, ifølge Bondemanden. Så. Jeg skal have to føl. Dvs. jeg skal sælge to heste, gerne tre.
Jeg har stadig Fenja at ride på, og Nattgjola skal rides til næste år... ponyyyha!
(Hvis du læser dette, og får usigelig lyst til at komme og se en af hestene - så ring til mig!)

Lóa alene

uden sit føl...

 

 - siden i går aftes, hvor vi gik hende, og Lettir - aka anstandstanten, de knapt fire kilometer ad landevejen, til den smukkeste eng i denne del af Salling. Lige nedenfor Urhøjene, Sallings anden højeste punkt, græsser kreaturer og heste, og nu også min Lóa.
Hendes yver er spændt og skal knapt røres, førend mælken sprøjter.
Uhuuu... den bette Tölta hyler efter sin morgenmælk, men hun er over et år gammel nu, og kan sagtens klare sig selv - især fordi hun går i vante omgivelser, med sine halvsøskende og sine tanter og sin mormor. Hun lider ingen nød.
Det er værre med Lóa.
Hun er yverspændt ...
Jeg holder øje med hende. Det gør Svend Åge også. Det véd jeg. Og jeg malker, bare lidt, to gange om dagen, bare for at tage det værste tryk. Så går det hele. Det er jeg sikker på.

Man skal ud af sin comfort-zone

og det kom jeg rigtig godt og grundigt i dag. Ud af comfort-zonen...
Jeg har indviet, eller rettere, jeg har stået for den officielle indvielse, af Fugletårnet ved Rimmervej i Selde i eftermiddag.
Faktisk var det et job jeg arvede, fordi Bondemanden havde fået lavet en såkaldt dobbeltbookning i sin søndagskalender. Hm. Jeg ved godt, at mange synes, det ikke kan være noget stort, for sådan en som mig, at stå foran små hundrede mennesker og sige noget i fem minutter (- det er jo ligesom dét du lever af, Sveske)
Men det var underligt, pludseligt uden hjælper ved sin side, at have ansvaret for et arrangement, som man har arbejdet frem mod skulle ske, i over fire år. Jeg havde uddelegeret en mængde opgaver - kaffe og kagebagningen bl.a., og jeg havde bedt Henriette stå for den faglige del - det med fugle og fauna - så jeg skulle bare sige "Velkommen alle sammen, det er en dejlig dag i dag, en dag, vi har set frem til i over fire år" .... og så lidt mere...
Det er længe siden, jeg har haft sådan en uro i maven, inden jeg skulle sige noget!
Men det gik. Og jeg glemte sommerfuglene, da jeg havde sagt de første to linier af mit manuskript - og ja, det gik godt. Jeg overlevede. Jeg fik sagt tak til dem, der skulle takkes, snoren til Fugletårnet blev klippet, de otte skuffekager fik ben at gå på, de atten kander kaffe og to kander te, de tre liter juice og de fire liter saftevand forsvandt alle sammen.
Jeg håber, folk vil sætte pris på Fugletårnet.
Jeg håber, de vil vide, at det har været en lang og sej proces, at nå frem til dagen i dag, og at de vil værdsætte det.
Og så håber jeg, at jeg har rykket mig lidt i dagens løb.
Det er først, når man kommer ud af sin comfortzone, at man flytter sig mentalt...

Kunst i Selde vol.II

Det var en dejlig eftermiddag - og der var både TV og rigtigt mange mennesker til "Lyden af Selde".
De fire studerende på oplevelsesøkonomi fra Århus Universitet har som en del af deres eksamensprojekt lavet "Lyden af Selde" og der var urpremiere i går på Skivevej 13.
Der var fem stationer med lyd. En i en urtepotteskjuler, en i et skab, en i en kasse med gammelt porcelæn, en i en køkkenskuffe og den sidste i en toiletpapirsholder på badeværelset. Lydene var mangfoldige - optaget i Selde, med dagligdagslyde, af borgerne selv, og nogle af sekvenserne var de studerendes lydoptagelser fra interview med forskellige borgere i byen. Meget varierede. Bus, biler, musik, børnelatter, bib-lyde fra kassen i Brugsen, vindens og fjordens susen, optaget og klippet sammen til en mosaik.
Og så stod eller sad man der, med høretelefoner på hovedet og kunne genkende flere af stemmerne, mens gæsterne til eventen defilerede forbi. Det er en egen verden, at stå der, optaget af noget, og samtidigt være en del af noget, som ikke rigtigt kan defineres, forklares. Skønt, men også vemodigt - huset bliver revet ned i dag. Skivevej 13, der har bragt folk sammen, men også bragt sind i kog, ad. DR´s Lukketid for Landsbyerne.
Når man havde været igennem huset, var der frit valg mellem gravøl eller champagne. Begræder du husets endeligt, eller, glædes du over, at noget nyt kommer til at ske?
Jeg fik cola.

 De fire studerende fra Århus byder velkommen og fortæller om dagens program

 

 Der skrives i gæstebogen, og nydes et glas øl eller champagne og snakken går

 



En cirkusdirektør, en Bondemand, en Lokalarkivar og Kongen (tager du billeder nu??)

Kunst i Selde

For godt 1½ år siden havde Magasinet Penge på DR1 den frækhed at vise Selde fra en meget uflatterende side. Vi var nogle stykker som blev en kende forargede over, at man viste vores landsby på landsdækkende tv, og i samme åndedrag fortalte om Lukketid i Landsbyerne - viste billeder af vores kommunale byskilt, billeder af faldefærdige ejendomme og satte dem sammen så illustrationen var en landsby, vores landsby, i forfald. Man havde interviewet og filmet, blandt andet en mandsperson på vej ind i Seldes allermest ynkelige hus - og der stod vi så! Udstillet som armod og underklasse over en kam!
Det blev vi lidt vrede over, og der blev skrevet læserbreve og indsamlet underskrifter, DR blev kontaktet og så begyndte en slags opstand at spire frem...
Opstanden kulminerer i eftermiddag:
Huset på Skivevej 13 rives ned i morgen. Der er gravøl nu kl. 14.
Og Århus Kunstakademi er involveret i at skabe en ny historie om Selde - en positiv historie, der skal og kan erstatte DR´s fremstilling.
Vi har været med til at lave Kunst i Selde. Og vi, det er borgerne i og omkring Selde, som har en stor interesse i at landsbyen Selde er et dejligt sted at være! Vi vil gerne overleve som landsby. Vi vil gerne beholde vores Brugs, vores bank, vores skole, fritidsfaciliteter, cirkusskole, natur. Og derfor gør vi opmærksom på os selv!
Jeg håber, der kommer rigtigt mange til Selde i eftermiddag! Bak op om vores by, vores egn - vær med til at vise omverdenen, at her er liv i grødemarken, her er skønt at bo, og her er plads til alle!
Og der er kunst på fuglekasserne!

Nu sner det

Ja, altså, ikke i virkeligheden. Men det sner i min roman. Det er ind under Jul. Maren og Siri er ved at stoppe pølser, der skal røges, og Kokken har lige givet fæstekonen Nielsine et drag over nakken, fordi hun har listet en pølse ind under forklædet. "Hun kan vente, til julekurvene er klar. Hun skal ikke tage selv" mente Kokken.
Nådigfruen sidder ved ilden og broderer til sit tiende barnebarn, der forventes inden sommer. Siri synes, det må være rart at være så rig, at man ikke skal stoppe pølser.
Det begynder at blive spændende i min historiske roman. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, det med pølserne, eller det med broderiet. Men jeg har sådan nogle billeder inde i hovedet, de dukker op, efterhånden som jeg skriver. Hjorddrengen Rasmus har kun kort været på banen i dag. Det var da han stod ved sin Farfars grav. Og græd. Uden lyd. Nu er der kommet bud til Nådigfruen, og vi skal have fundet ud af, hvad der står i rullen. "Vi" er mig og resten af folkene i stegerset. Nådigfruen ved det godt, nu, men vi ved det ikke, så Kokken har lige smidt hvad han havde i hænderne, og er gået ud i sneen, for at komme over i stenhuet. Han og Nådigfruen har et særligt forhold. De har været sammen siden de var små. Fruen tager ingen steder uden Kokken. Han er stor som en kirke, og stærk. Vi ved det ikke endnu, men måske er halvdelen af Fruens børn, i virkeligheden Kokkens.... hm... det kunne jo godt være? Man var ikke så sippede i middelalderen, som man blev sidenhen. Men måske er utroskab ikke noget fine fruer med brodérnåle giver sig af med...
Jeg har en aftale med mig selv. Jeg skal skrive "10.000 tegn med mellemrum" pr arbejdsdag. I dag har været en arbejdsdag. Det har været en god arbejdsdag. Og i morgen finder vi ud af, hvad der stod i den rulle, Fruen modtog. Og så bliver det Jul.

Ikke imponeret

Jeg har stort set ventet siden kl. halv ni i morges. Okay, jeg havde folk inde til kaffe, jeg bagte boller og rugbrød, jeg var i gårdpladsen og klippe roser og lavendel, hive visne sommerblomster fra sidste sæson op af krukker, konstatere, at den staudeting jeg købte til de store hvide krukker, faktisk har overlevet vinteren, og ender med at blomstre igen i år.
Så skrev jeg en "Fursundhallen-opgave" og printede 270 sider ud, til omdeling i Eskov, drak en kop kaffe, spiste en (ende-) skive rugbrød med smør... og begyndte at klippe roser ned foran køkkenet. Og lavendel. Der er mange. Rigtigt mange.
Hele tiden lå min telefon i nærheden, og faktisk ville jeg også ha kunnet høre fastnettet, hvis de havde ringet dér.
Men de har ikke ringet endnu.
Det er sygehusvæsenet, jeg skal konferere med. Lidt justering af medicinering. Men de ringer ikke...
Som de havde lovet. Sagt de helt bestemt ville.
Det er spild af tid, at vente. Ventetid er det værste.
Og det ender med, at jeg ved 15-tiden (inden de går hjem) ringer og får en uvidende sygeplejerske i røret, som jeg så fortæller, hvad jeg mener om deres "Vi ringer mandag"... tsk tsk
Jeg er ikke imponeret.
Absolut ikke imponeret!!!