Herlig er ...

Ikke bare at være i Kongens Kjøwenhavn - men også at komme hjem!
Til et brev - med indhold. En cd fra Christiansø´s "husorkester" - og et brev, hvori man kan læse, at den bog man sendte, som tak for rigtigt godt selskab, er blevet taget vel imod. Så godt, at Jørgen havde fundet de andre titler fra min hånd, og læst dem. Med begejstring.
Så bliver jeg så glad. Sådan helt vildt taknemmeligt, ydmygt glad i låget, for hvor er det skønt at få at vide, at det man skriver, gør en forskel.
At stolene i til fællesspisningen havde været "besidderisk vippede" ind over bordene, havde Jørgen i særdeleshed bidt mærke i: "Det gjorde godt at få ordet besidderisk sat på, for det har ofte givet mig en ubehagelig fornemmelse af at være uønsket, når jeg ser den slags. Så nu klarer jeg mig bedre (haha)."
Hvor er det dejligt - både for Jørgen, at have et ord at bruge, men også for mig.
Og jeg har nu en cd med jazzmusik, spillet af saxofonisten Jørgen - udveksling af meninger og oplevelser - jeg bliver så glad!!

Hvad sagde du? Politi???

Blev du stoppet af en motorcykelbetjent?
Hvor stærkt kørte du?
Hvor?
Et KLIP????
Ok. Ja.
Kør pænt....
Farvel... vi ses.

Cirka sådan forløb den telefonsamtale jeg netop har afsluttet med Bondemanden. Og det skulle jo ske, før eller siden. Man kan ikke (eller også kan man) have to kørekort og tilsammen 60 års erfaring udi automobilkørsel og så blive ved med at undgå diverse fart- sele- og mobiltelefon-kontroller uden at ploppe i fælden... Man kan så undre sig over, at det var Bondemanden, der ret beset ikke kører ret mange kilometer på landevejene, sammenlignet med undertegnede, som endte med at få sit første klip og en klækkelig bøde for fart!

Det var en dyr pjece.
"Ja."
Kør så ordentligt hjem, ikk?
"Jo, men jeg havde både sele på, og jeg snakkede ikke i telefon!"
Men det gør du nu, dit fjols!!!

Så blev der lagt på - og jeg skal ikke undlade at være skadefro. Jeg kommer nok til at takke betjenten, den dag jeg bliver stoppet. Ja, for at der gik så mange år...

Limfjorden Rundt på Naja

Jeg har været med Limfjorden Rundt på det gode skib, Naja af Sundsøre - det var tredje år i træk, og hver gang har jeg kunnet knytte en historie om en historie eller en bog til begivenheden, og således også i år.
I 2011 udkom "Fællesspisning - fortællinger langs fjorden" mens vi var på vej mellem Nyk. Mors og Fur, i 2012 skulle jeg researche og få fornemmelsen af tovværk og sejl og tjære om bord på et gammelt træskib, for at kunne skrive det ind i min historie, og i år havde jeg to timer inden jeg gik om bord på Naja, afsendt den færdige middelalderroman til forlaget.
Således vil Limfjorden Rundt knytte sig til de bøger jeg fremadrettet skriver, håber jeg.
Det næste projekt er i støbeskeen - og også dér får jeg brug for fornemmelsen af vand, når jeg sender Asger med en kogge fra Varde til Amsterdam... ja, det er i hvert fald planen. Lige nu, sejler jeg fortsat, selvom det er hen ved et døgn siden jeg gik i land... Det varer lidt, inden balancesystemet forvinder 4 dage og 4 nætters gyngende grund.
Naja af Sundsøre blev for resten nummer 5 i år, ud af 10, trods det, at hun var den mindste båd i klassen.

Her ses skipper Bent, fra 2012 sejladsen mellem Fur og Skive, hvor vi gik 8 knob. I år har vi ikke været over 5,1 - og i hele to dage i træk, var der ingen kapsejlads pga. for lidt vind!

 

Men flot ser og så det ud, da samtlige sejl var sat ud for Nyk. Mors og alle skibe lå fuldt riggede, og vuggede, uden at komme nogen som helst steder. Men sikke en dag!

 

Den lille selvstændige

kom lige forbi med sin mor, mens vi var ved at lave kaffe. Hun er så tryg, at hun stillede sig an og tissede mellem de nedfaldne kirsebær, inden hun gik tilbage til fodertønden, for at spørge, om mor snart var færdig...

 

Som sædvanligt beklager vi de slørede billeder - det skyldes uvaskede vinduer...

At planlægge sin vej

Jeg har været på kærestetur med Bondemanden. Vi havde bestilt miniferie på Sønderho Kro på Fanø, fra fredag til søndag, med god mad og masser af tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men at jeg skulle bade ved Badet (Fanø Bad) havde jeg slet ikke haft i tankerne. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle sidde i Ides have og se ud over Vadehavet, med Ribe Domkirke i baggrunden.
Og hvad er en Fuglekøje?
Udover at det er et forlag, Forlaget Fuglekøjen, som Bjørn Themsen er indehaver af...
Det fik jeg at se.

Badet varede over en halv time - der var pålandsvind, frisk vind, og frådende bølger, og vi hoppede rundt som et par kåde teenagere, fik vand i ørerne, og fint strandsand mellem hårrødderne, inden vi kørte videre langs kysten, på stranden, de godt 6 -7 km ned til Sønderho. Senere sad vi på terrassen og nød solen og en flaske kold hvidvin, som vi havde købt i Dagli´ Brugsen. Ja, og så var det, jeg kunne se Domkirken.
Mine to romanhovedpersoner, Rasmus og Asger, har lige afleveret fyrre stude hos Købmand Jepsen i Ribe. Nu skal de gå tilbage til Kjeldgård. Men Asger drages af havet - og i Varde finder han hyre, og sender sin eneste ven alene videre nordpå.
Jeg kan levende se det for mig. Varde å´s udløb i havet, hvor Hjerting/Esbjerg i dag optager pladsen, men hvor der i 1535 ikke var by, kun indsejling til Varde, der lå lidt længere oppe, beskyttet af landskabet mod vest, og samtidigt sårbar, da stormfloder også kunne nå byen.
Fanø Kunstmuseum mellem to udstillinger fik vi også med. Der er et billede, malet af N.P. Mols i 1917 "Æ Hjøwerplads, Nordby" som satte mig i "middelalderstemning" - og Viggo Faurholdts "Fra Nordby Havn", 1858, inspirerer mig nu, hvor drengene gør deres entre i Krostuen, og Asger skal have hyre.

I Badstue

I dag har jeg skrevet mig endnu længere frem mod slutningen af middelalderromanen. Jeg har været med drengene i privat badstue. Købmand Jepsens Frue har bestemt, at ingen skal sidde skidne og sultne ved hendes bord, så hun har fodret på og derefter sendt Asger og Rasmus i Badstue. Jeg kan læse mig frem til, at de fleste offentlige badstuer i byerne, allerede omkring år 1500, var blevet lukkede på grund af faren for smitte. Smitten var gonorre og syfilis - det sidste døde man af. Men det er klart, at badstuer har været kønnenes mulighed for i fuld offentlighed at hore og drikke og æde, samtidigt med at alibiet var så nogenlunde intakt. Wellness var altså slet ikke et ukendt begreb. Ordet bare ikke opfundet endnu. Købmand Jepsens Frue har dog sin egen badstue, med indtil flere hvidklædte madammer, der vasker både gæsterne og deres tøj, så Købmandsfruen ikke skal sidde til bords med skidne folk.
Badstuerne bød foruden mad og drikke, glædespiger og diverse, også på sæbevask, smæk med birkeris/kviste, kolde afvaskninger, barbering og frisering. Middelaldermennesket har været meget optaget af frisurer. Både herrer og damer. Jeg har ladet mig fortælle, at et bølget blondt hår, der gik til skulderen, og blev holdt på plads af et pandebånd ( ala håndboldherremoden i 2012) var højeste mode for mænd, og et aldrig-klippet langt, flettet og opsat hår var det vildeste, man som kvinde kunne ønske sig. Desværre måtte damer ikke vise deres hårpragt når først de var blevet gift, men det var alligevel for kedeligt, så adelsdamerne omgik den regel, ved at lade deres velduftende hår titte ud under kanten på deres hovedlin...
Nå, men Badstuen lå på kanten af åen, både af hensyn til vandforsyningen, men også af hensyn til brandfaren. Så nu har Rasmus og Asger badet i Mellemdammen.

Ophøstet

"Marken er mejet og høet er høstet" - eller noget i den retning!
I hvert fald har vi høstet samtlige hektarer på ejendommene, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det er gået smertefrit.
Måske liiige på nær den dag, hvor Det Store Gule Monster fik metaltræthed og lod en pæn flig af det allerinderste jern ryge bagud, og derfor måtte i pitstop i 12 timer...
Bondemanden måtte køre til Hemmet og grave en tilsvarende maskindel ud af en gammel kasseret udbrændt TX68 +, så vores Gule Monster kunne komme af sted i marken igen. Dét kom det, samme aften henad midnat, og så gik det ellers på alle tangenter, og kun to gange siden, måtte SørenBanjomusServicemester parkere sin bil ved værkstedet og tilse og pudse og snakke beroligende med "dyret"...
Jeg har på fornemmelsen, at vi skal tage afsked med Det Store Gule Monster i år. Om det skal på pension, eller bare sendes videre aner jeg ikke - men jeg ved, at Bondemanden ikke har system til endnu en høst, hvor hans tro følgesvend opgiver ævred gang på gang.
Så.
I dag har jeg fundet den meget slidte opskriftsbog frem fra skabet, og opskriften på høstvafler ligger klar. Traditionen tro skal vi spise vafler til eftermiddagskaffen. Retro-vafler.
Vaffeljernet er et arvestykke: Sønnico SJ1

Det er sgu da lidt sjovt???