Jeg har plukket mine bryn

med en pincet.
Det er en slags forberedelse til aftenens optræden på TVMidtVest og TV2Østjyland.
Jeg ved ikke med resten.
Cowboybukser? (det er sådan jeg ER, men det kan jo godt virke lidt for nonchalant)
Eller kjole? (jeg går aldrig i kjoler, men det ser da pænt ud...)
Skjorte (det sender et signal om, at man véd, hvad man taler om) og jakke? (Jeg ejer ikke hverken skjorte eller jakke ala habitjakkeagtigt)
T-shirt?
Sweatshirt? (aaarh, det hører vist sen-firserne til...)
Striktrøje? (som Bonderøven?)
Der burde sendes en manual ud med en liste over foretrukne outfits ved tv-optrædener.
En ting véd jeg.
Jeg kommer til at spekulere herfra og til Jul over, om dét jeg ender med at stå i, nu også var det rigtige, og om det sendte de rigtige signalværdier - de værdier, som jeg ønsker at sende.
Hvad???
Ja, om seerne kunne se, at jeg er en helt almindelig Bondekone, men med meninger om det meste, og som fortaler for, at vi absolut lever et værdifuldt og indholdsrigt liv, os der har valgt at blive boende i udkantsDanmark, på godt og ondt.
Vi behøver ikke se ud på en bestemt måde for at kunne leve her. Vi skal ikke gå i en bestemt uniform, eller tilhøre en bestemt "livsstil". Her er plads. Plads til forskelligheder. Plads til at leve. Og selvom vi sender vores unge til storbyen for at studere, og selvom vi ønsker for vores børn at de skal opleve verden, så fornægter vi absolut ikke vores "sande" identitet. Den, der defineres som bonderøvsagtig, hvis man er fysisk placeret i provinsbyens gadebelysning.
Jeg har hjulpet dyrlægen med at afhorne kalve, holdt grimen på mine hingsteplage, når de skulle kastreres, haft hånden i en so, for at hjælpe ved faringen, plukket brombær, svampe og hyldebær i skoven, badet i fjorden ved juletid, haft en køkkenhave på ca en hektar.
Jeg kender også ligusterhækkenes duft, kloarkens stank, asfaltens blødhed og naboens skænderier. Tætheden i byen kontra luften på landet. Jeg har levet begge steder.
Jeg vil ikke bytte for noget i verden. Mit liv i landsbyen - genkendelsens glæde over køledisken i Brugsen, hjælpsomheden og interessen for hinanden, fællesskabet. Jeg vil ikke bytte.
Og jeg tror simpelthen bare, det bliver cowboybukser, T-shirt og en trøje...

Iscenesat

Ja, man ved aldrig hvad dagen byder - og da slet ikke når man har sagt ja, til at være en del af offentligheden - og i forbindelse med at jeg skal være med på TVMidtVest på mandag aften, den 7. oktober - Flugten fra Stilheden - så omfatter dagene foruden telefonsamtaler, tråde på facebook, bagombeskeder på facebook, mails i alle retninger - ja, nu så også at man bliver filmet på sit eget kontor!
Hold nu kæft, hvor pinligt - jeg er ikke den største rengøringsentusiast verden har set, så derfor har mit kontor ligesom været "fredet område" for både klude og støvsuger i mange uger... hm... det lader sig forhåbentligt skjule på billederne, eller hvad?? Gad vide hvor meget fotograf Karsten får med på sin film. Han nøs fælt indimellem, når kameraet ikke snurrede og jeg talte op og ned af stolper - det er svært at være model i sit eget liv, og den time han var her ... filmede... det bliver nok kogt ned til 20 sekunder...
Godt, jeg er forfatter og ikke filmmager. Jeg kan bruge alle de ord jeg vil, hele tiden, og skal kun skære fra, hvis teksten har fået eller bliver givet en ramme. Og det er mig, der skærer!
En filmfotografs arbejde vil altid blive skåret i, fraklippet og redigeret - hvor meget der skal bruges af ens arbejde, har man ikke selv andel i. Det er producere og redaktører, der sidder med den afgørelse.
Nå. Jeg får vel resultatet at se, med eller uden støv... hm...

Den kommende roman

har nu ligget på forlæggerens natbord i et par dage.
Han har lige ringet.
Han er begejstret.
Han er meget begejstret.
Og han siger, jeg skal sende manus digitalt, så vil han få en ekstern redaktør til at læse med.
Jeg skal også sende opdateret cv.
Og nyt billede.
(Dét fra "Fællesspisning" er vist taget i 2006. Af ældstebarnet. Dét fra "Bondefanget" i 2010 er helt professionelt, men ikke nær så godt... )
Hvordan opdaterer man på sit cv?

"Flugten fra Stilheden" kalder de det...

Jeg synes ikke, de er rigtig kloge, dem der flygter fra stilheden. Stilheden giver mulighed for eftertanke, fordybelse, refleksion - mindfullness, og det er ikke engang dyrt! Man behøver ikke gå på kursus, eller yoga, for at få ro i hovedet... Herude i vandkantsDanmark er roen et grundvilkår. Og i går aftes så jeg et stjerneskud.

Nu, i aften, har jeg set mig selv på TVMidtVest - Selde sat op mod Mausing og Lolland - og jeg fastholder, måske en smule naivt, at livet på landet er helt fantastisk.
Uanset, at vi har langt på arbejde.... så kan man immervæk komme vidt omkring på en time! Herfra hvor vi bor, kan man nå både til Viborg, Herning, Holstebro, Struer, Thisted og nææææsten Ålborg, hvis det passer med færgen fra Sundsøre. Det er en omfattende radius.
(i Kbh. sidder man rask væk i kø i en times tid eller længere, for at komme på arbejde, hvis man bor uden for centrum, hver eneste dag...)
Og hvad er det så for kvaliteter, der findes i byerne og som vi, måske, higer så dybt efter, at vi affolker landområderne? Kultur er det ikke. Idrætsliv er det heller ikke. Tryghed for børnene er det heller ikke. Udbuddet af kvalitetsvarer? Shopping? Nej, vel?
Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget, der fås bedre i de store provinsbyer, end her! Det skulle da lige være uddannelsesinstitutioner. Universiteter. Sygehuse.
Men helt ærlig - skal jeg på sygehuset, så gør det bestemt ikke noget, at jeg skal køre en time eller to, for at komme hen hvor specialisterne har samlet sig, og hvor jeg får den bedste betjening/behandling.

Flugten fra Stilheden... i en hel uge har 13 medier i Region Midt sat sig for at debattere og reflektere over, hvorfor landdistrikterne affolkes og storbyen får forstoppelse. Jeg er ret spændt på at høre og læse om reaktionerne, meningerne, argumenterne. Jeg er godt klar over, at ikke alle egner sig til at bo på landet. Man skal være selvhjulpen, til en vis grad, og man skal elske mennesker. Man skal elske at gøre noget i fællesskab. For ude i yderområderne, får du sjældent lov at "dø i synden", som vi siger. Du får lov at deltage, du bliver taget med, og du skal have en meget gyldig og troværdig grund, hvis du skal slippe for andre menneskers interesse for dit liv! Og kan man ikke byde ind med andet end en god stor skuffekage - så får man lov til dét! Det er guld værd.

På mandag den 7. oktober samsender TVMidtVest og TV2Østjylland en debataften direkte fra kl. 19.30. Jeg er med i panelet.
Se hvad det hele handler om på
Flugten fra Stilheden

Herlig er ...

Ikke bare at være i Kongens Kjøwenhavn - men også at komme hjem!
Til et brev - med indhold. En cd fra Christiansø´s "husorkester" - og et brev, hvori man kan læse, at den bog man sendte, som tak for rigtigt godt selskab, er blevet taget vel imod. Så godt, at Jørgen havde fundet de andre titler fra min hånd, og læst dem. Med begejstring.
Så bliver jeg så glad. Sådan helt vildt taknemmeligt, ydmygt glad i låget, for hvor er det skønt at få at vide, at det man skriver, gør en forskel.
At stolene i til fællesspisningen havde været "besidderisk vippede" ind over bordene, havde Jørgen i særdeleshed bidt mærke i: "Det gjorde godt at få ordet besidderisk sat på, for det har ofte givet mig en ubehagelig fornemmelse af at være uønsket, når jeg ser den slags. Så nu klarer jeg mig bedre (haha)."
Hvor er det dejligt - både for Jørgen, at have et ord at bruge, men også for mig.
Og jeg har nu en cd med jazzmusik, spillet af saxofonisten Jørgen - udveksling af meninger og oplevelser - jeg bliver så glad!!

Hvad sagde du? Politi???

Blev du stoppet af en motorcykelbetjent?
Hvor stærkt kørte du?
Hvor?
Et KLIP????
Ok. Ja.
Kør pænt....
Farvel... vi ses.

Cirka sådan forløb den telefonsamtale jeg netop har afsluttet med Bondemanden. Og det skulle jo ske, før eller siden. Man kan ikke (eller også kan man) have to kørekort og tilsammen 60 års erfaring udi automobilkørsel og så blive ved med at undgå diverse fart- sele- og mobiltelefon-kontroller uden at ploppe i fælden... Man kan så undre sig over, at det var Bondemanden, der ret beset ikke kører ret mange kilometer på landevejene, sammenlignet med undertegnede, som endte med at få sit første klip og en klækkelig bøde for fart!

Det var en dyr pjece.
"Ja."
Kør så ordentligt hjem, ikk?
"Jo, men jeg havde både sele på, og jeg snakkede ikke i telefon!"
Men det gør du nu, dit fjols!!!

Så blev der lagt på - og jeg skal ikke undlade at være skadefro. Jeg kommer nok til at takke betjenten, den dag jeg bliver stoppet. Ja, for at der gik så mange år...

Limfjorden Rundt på Naja

Jeg har været med Limfjorden Rundt på det gode skib, Naja af Sundsøre - det var tredje år i træk, og hver gang har jeg kunnet knytte en historie om en historie eller en bog til begivenheden, og således også i år.
I 2011 udkom "Fællesspisning - fortællinger langs fjorden" mens vi var på vej mellem Nyk. Mors og Fur, i 2012 skulle jeg researche og få fornemmelsen af tovværk og sejl og tjære om bord på et gammelt træskib, for at kunne skrive det ind i min historie, og i år havde jeg to timer inden jeg gik om bord på Naja, afsendt den færdige middelalderroman til forlaget.
Således vil Limfjorden Rundt knytte sig til de bøger jeg fremadrettet skriver, håber jeg.
Det næste projekt er i støbeskeen - og også dér får jeg brug for fornemmelsen af vand, når jeg sender Asger med en kogge fra Varde til Amsterdam... ja, det er i hvert fald planen. Lige nu, sejler jeg fortsat, selvom det er hen ved et døgn siden jeg gik i land... Det varer lidt, inden balancesystemet forvinder 4 dage og 4 nætters gyngende grund.
Naja af Sundsøre blev for resten nummer 5 i år, ud af 10, trods det, at hun var den mindste båd i klassen.

Her ses skipper Bent, fra 2012 sejladsen mellem Fur og Skive, hvor vi gik 8 knob. I år har vi ikke været over 5,1 - og i hele to dage i træk, var der ingen kapsejlads pga. for lidt vind!

 

Men flot ser og så det ud, da samtlige sejl var sat ud for Nyk. Mors og alle skibe lå fuldt riggede, og vuggede, uden at komme nogen som helst steder. Men sikke en dag!