Nu sner det

Ja, altså, ikke i virkeligheden. Men det sner i min roman. Det er ind under Jul. Maren og Siri er ved at stoppe pølser, der skal røges, og Kokken har lige givet fæstekonen Nielsine et drag over nakken, fordi hun har listet en pølse ind under forklædet. "Hun kan vente, til julekurvene er klar. Hun skal ikke tage selv" mente Kokken.
Nådigfruen sidder ved ilden og broderer til sit tiende barnebarn, der forventes inden sommer. Siri synes, det må være rart at være så rig, at man ikke skal stoppe pølser.
Det begynder at blive spændende i min historiske roman. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, det med pølserne, eller det med broderiet. Men jeg har sådan nogle billeder inde i hovedet, de dukker op, efterhånden som jeg skriver. Hjorddrengen Rasmus har kun kort været på banen i dag. Det var da han stod ved sin Farfars grav. Og græd. Uden lyd. Nu er der kommet bud til Nådigfruen, og vi skal have fundet ud af, hvad der står i rullen. "Vi" er mig og resten af folkene i stegerset. Nådigfruen ved det godt, nu, men vi ved det ikke, så Kokken har lige smidt hvad han havde i hænderne, og er gået ud i sneen, for at komme over i stenhuet. Han og Nådigfruen har et særligt forhold. De har været sammen siden de var små. Fruen tager ingen steder uden Kokken. Han er stor som en kirke, og stærk. Vi ved det ikke endnu, men måske er halvdelen af Fruens børn, i virkeligheden Kokkens.... hm... det kunne jo godt være? Man var ikke så sippede i middelalderen, som man blev sidenhen. Men måske er utroskab ikke noget fine fruer med brodérnåle giver sig af med...
Jeg har en aftale med mig selv. Jeg skal skrive "10.000 tegn med mellemrum" pr arbejdsdag. I dag har været en arbejdsdag. Det har været en god arbejdsdag. Og i morgen finder vi ud af, hvad der stod i den rulle, Fruen modtog. Og så bliver det Jul.

Ikke imponeret

Jeg har stort set ventet siden kl. halv ni i morges. Okay, jeg havde folk inde til kaffe, jeg bagte boller og rugbrød, jeg var i gårdpladsen og klippe roser og lavendel, hive visne sommerblomster fra sidste sæson op af krukker, konstatere, at den staudeting jeg købte til de store hvide krukker, faktisk har overlevet vinteren, og ender med at blomstre igen i år.
Så skrev jeg en "Fursundhallen-opgave" og printede 270 sider ud, til omdeling i Eskov, drak en kop kaffe, spiste en (ende-) skive rugbrød med smør... og begyndte at klippe roser ned foran køkkenet. Og lavendel. Der er mange. Rigtigt mange.
Hele tiden lå min telefon i nærheden, og faktisk ville jeg også ha kunnet høre fastnettet, hvis de havde ringet dér.
Men de har ikke ringet endnu.
Det er sygehusvæsenet, jeg skal konferere med. Lidt justering af medicinering. Men de ringer ikke...
Som de havde lovet. Sagt de helt bestemt ville.
Det er spild af tid, at vente. Ventetid er det værste.
Og det ender med, at jeg ved 15-tiden (inden de går hjem) ringer og får en uvidende sygeplejerske i røret, som jeg så fortæller, hvad jeg mener om deres "Vi ringer mandag"... tsk tsk
Jeg er ikke imponeret.
Absolut ikke imponeret!!!

Havemøbelmareridtet

Det er ikke sommer. Det er slet ikke sommer. Men det BLIR det.
Lige om lidt - er jeg overbevist om, og da jeg er den lykkelige ejer af ikke mindre end to terrasser, og en gårdsplads, og kun et sæt havemøbler... har jeg været nødt til at forhøre mig lidt rundten om, for at finde bare et enkelt sæt mere, så vi slipper for at bære rundt med det ene sæt, vi pt. ejer!
Hooold nu op... ikke nok med, at flertallet af standardhavemøblementer er tudegrimme, de er også brækdyre. Nå. Godt så.
Bondemanden foreslog, at jeg så på muligheden, at få en lokal håndværker til at fabrikere et sæt ( måske ligefrem to!) - men den tanke måtte opgives, efter hjemtagningen af priser.
Hmm.
Det kan synes som et luksusproblem, sådan med verdenssituationen i mente, og det er helt sikkert et tåbeligt problem i manges øjne - gå dog ud og anskaf dig de møbler, Finke, hvis du absolut skal have flere - men ikke desto mindre er jeg efterhånden træt, godt og grundigt træt af, at jeg aldrig kan finde noget, jeg tilnærmelsesvis synes både er pænt (forholdsvist) og rimeligt i pris.
Hmm.
Det er nok 3 uger siden, jeg så på de første møbler.
Det er 2 uger siden, jeg hjemtog de første priser.
Det er en uge siden, jeg besluttede, at jeg ikke kunne bruge noget af det, jeg havde set.
Det er et døgn siden, jeg tyede til andre metoder.
Jeg har søgt efter brugt. Som i: en brugt bil er billigere end en ny-agtigt.
Nu har jeg købt, ubeset (hvad tænker du på?) mere end det dobbelte af, hvad mit oprindelige udgangspunkt var, både mht pris og siddepladser.
Det går sgu godt!
Måske skal jeg bruge samme taktik, når jeg skal til at finde en reol, så jeg kan få plads til de bøger, jeg også mangler pladser til?
Hmm.
Foreløbigt kan jeg køre til Vendsyssel og hente mit ubesete havemøbelarrangement.
Så må vi liiige overveje udi reoler - det kræver jo lidt tilvænning at tage store beslutninger...

Faster Fifi´s sommerhusrefugium

Nu har jeg fået en ny pc, og med den, nye og anderledes vaner på nettet. F.eks. har jeg fuldstændigt glemt, at jeg har en blog... aaah, okay, næsten glemt at jeg har en blog. Jeg kom netop i tanke om den!
Jeg har ikke, som jeg plejer, været på JP, Politiken, Information eller FurNyt siden jeg fik den her nye "Applekiller"...
Og jeg har heller ikke fået vænnet mig til de nye favorit-linjer, så det går også lidt trægt med facebook, synes jeg...
Til gengæld ved jeg, at jeg om 1½ døgn tager i sommerhus. Ikke langt væk, men væk. Hald er for omfattende for mig lige nu, at være 100% væk kan jeg ikke overskue, hverken fysisk eller mentalt, så jeg nøjes med at lave arbejdsro og rum vest for Sallingsund Broen.
Jeg har lånt faster Fifis sommerhus.
Det bliver et minirefugium, med mig og min pc, Kusmi Love, en masse frugt, hjemmebagt rugbrød og Thiseost.
Og så sætter jeg fut under Middelalderromanen.
Sjovt er det, at jeg faktisk har været på vej derned/hen i en uges tid nu. Mentalt. Underligt at man på den måde kan præge sine egne tanker, spore sig ind, og langsomt men sikkert sluse sig selv ud af et rum, og ind i en andet. Kun mentalt.
Bondemanden vil nok hævde, at dér har jeg været længe...

Den enes død...

Det er en uundgåelig og tilbagevendende situation.
Jeg har prøvet det før, faktisk op til flere gange. Men det til trods, er jeg irriteret og på nippet til at bryde ud i gråd, når tiden indfinder sig.
Min pc er på vej til at dø.
I aftes var den helt gal. Midt i at jeg skrev en mail, sagde pc´en den karakteristiske lyd af nedsmeltning og blev sort! UUUaaargh....
Heldigvis var en times tid i lukket tilstand nok til at overbevise den om, at den godt måtte starte sig igen. Så jeg kunne skrive færdig. Og få sendt svar.
Hm.
Nu til morgen er den gal igen - blæseren kører ikke og jeg forventer totalt nedsmeltning om få minutter...
Heldigvis findes PC-Philipp.
Han har lovet hurtig ekspedition.
Det må gerne blive i dag.
Man kan hævde, at jeg er heldig - og ja, det er jeg måske - at det kun er hvert 3-4 år det foregår. Og at Philipp kan redde mig hver gang.
Men ikke desto mindre er det temmeligt traumatisk hver eneste gang.... tænk - alle mine billeder, alt mit gemte, alle mine bøger... jaja, prøv dropbox, sweetheart - men lidt gammeldaws har man vel lov at være. Og når det blir alvor, lærer jeg det nok? Så længe min pc-mand kan redde mig, så går det nok...
PS: jeg træffes bedst pr telefon i dag.

Høstforberedelser

I aftes gik Bondemanden i bad, da jeg gik i seng. Og nej. Han havde ikke ligget på sofaen.
I går, i aftes og i dag har de været i gang.
De putter små vigtige spinatfrø i jorden. Meget MEGET vigtige spinatfrø i jorden. Der er GPS i traktoren og når det driller, ringer de efter en livline, de to Bondemænd, og danser lystigt omkring og griner over hele hovedet, stråler om kap, osse selvom der er koks i GPS´en. Det er ligemeget, det gør ingenting, for nu er de i gang!
De SÅR!!!
Fat det dog, kvinde!
Høstforberedelser!
Den næstvigtigste tid på året, og jo ældre jeg blir, jo nemmere og jo lettere blir det faktisk for mig.
Jeg HAR fattet det. Jeg accepterer, støtter, supporter, fodrer, fornemmer og fordøjer.
Det er jo sådan, det er. Jeg ved det, og jeg forbereder mig.
Ventetiden er sådan set næsten værre. Når de ikke kan så. Når de går halvsultne og pirrelige omkring hushjørnerne og sparker i jorden, venter, afventer, tjekker DMI og YR.NO i et væk... venter på sydvestenvinden, småregnen, solen og anemonerne.
For de er her i år. Jeg kan sådan set ikke huske, at det nogensinde er sket, at der først er sået EFTER at anemonerne blomstrer. Hmm. Det må jeg huske at spørge om.
Når de er færdige med at så.
Når høstforberedelserne er afsluttet.
Så kommer han nemlig ind igen.

En herlig dag - og kulørte lamper

I dag var jeg med til at diskutere centrum vs periferi på Glyngøre Kulturstation / Sallingsund og Omegns Museum. Vi var tre forfattere, Ejler Nyhavn fra København, Knud Steffen Nielsen fra Tjele og mig, fra Selde. Mette Thybo, museumsleder i Glyngøre, skulle fortælle om sit besøg hos eskimoerne i Nordøst Sibirien, og deres yderområde, og to unge, meget!!, lovende musikere fra Viborg, Kirstine og Lise Hupfeldt spillede klassik musik indimellem  - og sammen med publikum skulle vi tale om, hvad det er, der gør det så svært eller spændende, at bo i en vandkant, i et yderområde.
Vi tre forfattere læste op - jeg havde valgt at tage fat i "Guldbryllup", som jeg synes illustrerer meget godt, hvad det er, man havner i, når man flytter fra centrum til periferi: Man bliver inviteret med til naboernes højtidsdage. Og man deltager!
Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af de tre træer, som står på loftet på museet. Sådan nogle træer vil jeg gerne have som æresport, når jeg engang skal fejre guldbryllup. I stedet for de kulørte lamper...