Sådan en dejlig dag

kan man leve højt på længe!
Af alle de gode ting, nævner jeg blot i flæng:
1) Varmen blev reetableret i stuerne efter knap 2 måneders fravær. Nu er der klar til malingen lige om lidt!
2) Smeden, som var her alligevel, ad. 1., skiftede blandingsbatteriet på badeværelset, så der nu kun kommer vand ud, når man åbner for hanen...
3) Lóas øje, som nu er dryppet i 10 dage, løber ikke helt så meget mere, hvilket betyder, at det går fremad, og at hun snart skal af med "burkaen"...
4) Sine og Òsk udkom officielt, endeligt!
5) Sigurds Traktor går som varmt brød
6) Det er den sidste rigtige vinterdag i dag
7) Jeg har hørt Lærken synge højt under himlen
8) Bondemanden er så godt som rask
9) I morgen er det forår og jeg skal til Ribe

Bogen flyver allerede

Sine og Òsk - den nye børnebog - udkommer på torsdag. Officielt. Fra forlaget, som er Turbine.
I dag har jeg afsluttet den konkurrence om bogen, som jeg havde iværksat på Sine og Òsk´s side på facebook. Man skulle dele linket med bogens forside på sin egen væg, og skrive, hvorfor man lige netop selv skulle vinde...
Jeg havde yngstebarnet til at hjælpe med bedømmelsen. Dvs. det var faktisk hende, der valgte blandt de mange, der havde givet rigtigt gode grunde til, at netop de skulle vinde.
Det er skønt, at dele bøger ud i sådan en konkurrence - og for at det ikke skal være løgn, så vil vores lokale annonceblad, SallingAvisen, også lave en konkurrence om en bog i næste uge. Og til vores lokale idrætsforenings Støt Børnecancerforsknings-sponsor-event i weekenden, har jeg doneret 2 bøger, som en heldig vinder i tombolaen kan tage med sig hjem.
Jeg glæder mig over, at der er så stor interesse for Sine og Òsk, og jeg glæder mig over, at jeg kan glæde andre med bogen! Det er da fedt!
Man kan allerede bestille sit eksemplar af Sine og Òsk på Turbineforlaget.
Det kan man gøre, ved at trykke: Hér

Træets forgængelighed

I disse dage, mens der er frost i jorden, kører skovfældningsmaskiner og motorsave i heftig duet i min have. Jeg var grædefærdig, da det stod klart, at dét, vi havde fældet i skov og have for bare to år siden, (da vi ryddede op, så det var gjort), langt fra var nok... Vi havde jo lagt mærke til, at nogle af de helt store træer, lige så stille stod og visnede i toppen og blev triste, allerede inden de var sprunget ordentligt ud. Andre hang med næbbet så tidligt som i august - og her i efteråret fik vi så Bjørn fra Brdr. Willemoes til at komme forbi, for at lave en vurdering... og hold nu kæft, en vurdering!!!
Alle asketræer dør langsomt, men sikkert over de næste år, og hvis vi vil undgå træfald i kommende storme, må vi tage os af det nu, inden de vælter...
Jamen...???
Nej, der er ingen jamen, ingenting vi kan gøre for at forhindre, at asketræerne dør.
Hmmm.
Så nu er de i gang. Og det luger kraftigt ud i den skov, vi troede, vi havde ryddet op i for to år siden - det ser skrækkeligt ud, og her, inde på min "ø", rundt i haven på plænerne, hvor enkeltstående træer har tronet... er der kun få tilbage - alle syv asketræer er nedlagte.

Når jeg ser på resultatet af maskinernes massakre... forstår jeg, at vi har taget den rigtige beslutning. Nu rydder vi op, alt hvad der er Ask kommer væk, og så planter vi noget nyt i stedet for, og glædes over dét!
Men det ser unægteligt voldsomt ud...

Sine og bogen

Selvfølgelig havde jeg gemt det allerførste eksemplar til Sine! Hovedpersonen i Sine og Òsk fik i dag sin fødselsdagsgave... Og hun blev glad, og smilede, så det var en fornøjelse. Kvaliteten af billedet er nok ikke helt som forventet, det er taget med mobilen, og jeg var rørt til tårer, da hun pakkede bogen ud af det prikkede gavepapir, så det var lidt svært at fokusere.... Men meningen var god nok.
Sine 12 år. Nu med bog.

Der går 10 dage, inden Sine og Òsk officielt udkommer. Jeg har ikke flere eksemplarer, men jeg regner med, at der kommer en kasse frieksemplarer i løbet af ugen, som jeg kan fordele efter forgodtbefindende, eller hvad det nu hedder, når man vil begunstige de medvirkende...
Marian er selvskrevet - og så er der et par stykker mere, som hellere må få et signeret eksemplar ub.
Jeg er rigtigt glad for bogen, og stolt af Sine!

"Det berygtede hestekød"

Der var engang en slagtermester i nabobyen, som indimellem kunne have hestekød i køledisken, og dengang købte jeg det uden blusel. Det var før jeg selv fik hest. Siden har jeg forgæves ledt efter hestekød, når jeg en sjælden gang har været i en slagterbutik. Jeg synes nemlig, det er godt at vide, at dyr rent faktisk smager af noget, og at ikke alt kød er kvæg. Eller svin. Eller kylling.
Hest, råvildt, hare, fasan. Det smager ikke ens, det er ikke ens. Og jeg syntes, det var oplagt at smage hestekød, da vi selv fik islændere, for mangen islænder er gennem de sidste 1000 år endt som føde for avleren. Hvis hestene har været den eneste mulighed for at overleve, ja, så har man slagtet sine heste. Startende med de gamle dyr, senere dem, der lovede ringest, man har passet på sine gode avlshingste og sine venlige hopper. Sure og skøre dyr har man slagtet og ædt prompte. Det hedder sig stadig, at hvis en islænder sparker, så æder man den. Så er den ikke bedre værd.
Og derfor kan jeg ikke lade være med at smågrine lidt af kødskandalen i de svenske færddigretter.. "Findus" - lasagnen indeholder hestekød!! Uhu, det er blæst voldsomt op, og nu viser det sig, at det ikke kun er supermarkedskunder, der har indkøbt hestekød forklædt som okse, men også skolebørn er muligvis blevet fodret med hestekød... uha-uha.
Jeg kan trøste med, at man ikke DØR af hestekød. Det smager fint. Godt.
Og når det er sagt, så forholder jeg mig slet, slet ikke til snyd-faktoren her. Det er en helt anden snak. Men man dør altså ikke af det berygtede hestekød!

Vinterligt smukt!

Man tror, man ser syner - en mejetærkser på vej gennem et sneklædt landskab, somom ingenting er hændt... Somom det er den mest naturlige ting i verden, at en mejetærsker kører rundt på vejene, midt i alt det hvide. Lyset er gråt, hvidt, blåt og meget meget smukt i dag. Fjorden er kold. Ikke frossen, men det antracitgrå, dybe mørke, er næsten overvældende, skræmmende, selvom man kender det, så godt som nogen. Det er det, jeg elsker ved fjorden. Den er aldrig, aldrig ens. Skønhed, storhed, himlen og det hvide, der varsler mere vinter end allerede - man blir aldrig træt af det... Og så det humoristiske indslag: Det Store Gule Monster, på vej hjem fra en reperation, efter høst...

Bondemanden

Her er min trofaste støtte og indpisker fanget i en feriestund i 2012.
Når jeg holder foredrag i vinterens løb, undlader jeg altid at kalde Bondemanden ved navn. Kun hvis nogen spør direkte, får han sit dåbsnavn nævnt.
Og i tillæg, så er det meget sjældent jeg offentliggør billeder af ham.
Détte er sådan som han er. Stor, rund, smilende og med et glimt i øjet.
Kan man andet end elske ham højt?