torsdag den 16. april 2009

En GOD dag

Jeg har endeligt, langt om længe, efter mange dages (ugers) venten, fået kassen med "Py får føl"-bøger! De er så fine! Og jeg er glad - og lidt stolt!
Tænk, det lykkedes - igen!

onsdag den 15. april 2009

Mathed

Jeg har sådan en mathed i kroppen - den kan forklares med gårsdagens aflivning.
Mit blik søger den lille fende af gammel vane, men nej, der er ingen broget hest derude, ingen Vaka.
Og det må jeg så se at komme videre i.
Det med at skule ud efter hende.
Jeg kommer til at savne den brogede i flokken i mange måneder, kan jeg mærke.

tirsdag den 14. april 2009

Reduktion

Nogen gange overvældes man af sine egne beslutninger.
I dag måtte jeg stortudende sige tak til dyrlægen, selvom han lige havde aflivet min gamle islænder Vaka. Hun var 25 år. Og syg. Meget. Vi havde prøvet forskelligt. Gennem 14 dage, og ingen bedring at spore, snarere tværtimod.
Og da dyrlægen kom i dag, kunne hun ikke engang rejse sig op. Hun lå ned, da hun fik den lilla væske sprøjtet ind i en blodåre. Og under et halvt minut senere lagde hun hovedet på græsset og sov ind.
Nu kommer Vaka springende ind på de evige græsmarker på Island.
Jeg kan se det for mig.
Hun er smuk, manen vejrer i luften efter hende.
Hun er broget, rød og hvid, og lyser op mod det næsten skærende-grønne græs.
Jeg ser grædende efter hende.

mandag den 13. april 2009

En lille påsketrafiktur hjemover

blev til noget af et mareridt og aldrig, ALDRIG har jeg været så tæt på at køre ind i nogen med vilje, som da jeg sad på E6 mellem Lillehammer og Oslo, og hver gang der kom et skilt med "80", så bremsede alle de andre bilister og fortsatte med 30 km i timen.
300 km med 30 - 40 km i timen i gennemsnit - det er en lang tur - og Stena Line måtte da også vente på os, ca. 15 minutter efter planlagt afrejsetidspunkt, 3 kvarter efter vanlig indtjekningstidspunkt... Der så man Mondeoen suse gennem tunnellerne i Oslos havnekvarter, og med hvinende dæk nå rampen...
Vi kom med. Og vi kom hjem.
Og det er godt!
Bondemanden kører i marken.