søndag den 7. december 2014

Ferien, Julen og Bøgerne!

Vi har lige holdt sommerferie, Bondemanden og jeg, og det er under 3 timer siden vi kom retur, til julepyntet hus, vaskemaskineknurren, rugbrød og selfmade kaffe med skummetmælk. Jeg har tilbragt 7 dage i min elskedes favn. Det er og var fantastisk.
Ja, og så har jeg læst to dameblade, 8 romaner og guiden Turen går til... + diverse engelske informationer om hotellets muligheder/tilbud udi skønhedspleje, massage og aromaterapi, daglig swimmingpoolsvandgymnastik, festlig dans til tysk slagermusik, uforligneligt i øvrigt, og diverse shoppemuligheder i lobbien, fortrinsvist badetøj, grimme tasker, tørklæder og nøgleringe...
De kommende 14 dage har jeg en smule travlt. Med at få julefreden til at komme på plads. Jeg har ikke købt en eneste gave endnu, og det er noget af det, jeg elsker højest i verden: at købe gaver - og jeg har heller ikke bagt, slagtet eller lavet julehyggeklippeklistre med teenagerne, og ja, jeg må nok bare sige - det bliver Jul uanset! Også selvom det ikke er efter teenagernes hoved at forældrene holder sommerferie i december...


Jeg var især glad for Wassmos "Disse øjeblikke". Men også mine danske kollegers bøger gjorde stort indtryk. Jørn Riel ad sted kom, at en ældre tysk dame på vores hotel henvendte sig til mig, for at få navnet på forfatteren, da jeg lå og skraldgrinede, mens optegnelserne om Sylte, Lille Pedersen, Valfred og de andre fangeres færden i Nordøstgrønland gled over nethinden. Hold nu op!
Og så var der krimierne. Jeg læser jo aldrig krimier, ellers, men det har jeg gjort på ferie, og ikke mindst i dag. Det er den bog, der ikke er med i stakken, fordi Bondemanden var ved at læse i den, da jeg tog billedet. Den var "træls", fordi den var nødt til at blive slugt, og jeg missede flyvningen over Gibraltar i skyfrit af samme grund... En svensk krimi "En helt anden historie" af Nesser.
Gad vide hvor mange sider det bliver til i alt??
Nu skal jeg i gang med at skrive selv. Min historiske roman. Som har ligget brak et stykke tid, men som danner billeder i mit hoved, og som kræver at blive nedfældet.
Og så må vi holde julefred og købe gaver indimellem. Slagte og bage, pynte lidt mere og ellers glæde os over, at vi allerede har anden søndag i advent, og der er julemarkeder overalt, hvis vi skulle glemme, hvordan stemningen bør være...