lørdag den 5. marts 2011

Hvalpe-pusher


He!

Jeg blev gjort bekendt med, at mit forsøg på at sælge (andre folks) hundehvalpe på nettet har et navn. Jeg er blevet Hvalpepusher! Det lyder måske ikke så voldsomt flaterende, men ikke desto mindre er jeg glad for titlen, for jeg elsker hvalpe. Jeg elsker hunde i det hele taget - også selvom nogen er kønnere end andre, og selvom nogen hunde i mine øjne ret beset ikke burde eksistere som race.
Men at få prædikatet hvalpepusher hænger vel godt nok sammen med, at de hvalpe som jeg forsøgte at afsætte, er sådan nogen man i Kongens København ville finde ude på Christiania - nemlig labradorblandingshvalpe, uden papirer.
De hvalpe det handler om hér, er Sallys søsters første kuld: kvart formel 1, to-tre dele labrador og en lille smule Kleiner Münsterländer. De er fuldstændigt bedårende! Nogle er helt sorte, andre har 14 hvide hår på brystet, en har spættede "tæer", en anden spættet bryst og en lille snip på halespidsen, som bevidner Kleiner Münsterländeren... Selvsagt kan man ikke få bedre blanding, hvis man søger en familiehund, der måske skal kunne bruges på jagt!

Pt er de chipmærkede, vaccinerede og ormekursbehandlede og koster ca 2000 kr pr stk.
Der er kun fem tilbage - så skynd dig!!

torsdag den 3. marts 2011

Manglende teknik....

Nu i formiddag har jeg været skrivende.
Ja, det hænder, selvom Bondemanden oftest ikke tror, det passer.
Jeg har skrevet og skrevet, og nu skal jeg til at printe. Noveller er nemmest at læse for andre, hvis de er printet ud først... Det er min erfaring. Det med at sende som noget vedhæftet, og bede folk om at læse igennem - det duer ikke. Der skal ligge et konkret stykke papir foran folk, så læser de.
Og nu, da jeg har været inde i en stime af ord, trænger jeg til at høre andres ord om, hvad jeg har skrevet. Ikke med rød pen, men selve oplevelsen.
Og hvad sker der så???
Min pc er kan ikke finde printeren. Hvad sker der lige for dét???
Jeg har ellers været inde og rode inde bag ved, og der er en grøn tjek-fluevinge, sådan som der ska være... men der sker ikke en skid. Ikke engang en lille en.
Så nu sender jeg videre. Videre til Bondemanden, til udprint fra hans mail - og så må Bondemandens søn kigge på sin mors pc når han kommer hjem på fredag.
Jeg HADER når tingene ikke fungerer.
Det skyldes alt sammen manglende teknik, det ved jeg - men hold OP, hvor er det irriterende!!!

tirsdag den 1. marts 2011

Weis´s Stue

Jeg tror nok, jeg hægtede mig godt og grundigt på Niels. Han havde spurgt, eller også havde jeg selv, det husker jeg ikke særlig tydeligt, men jeg kan stadig huske fornemmelsen i maven, den særlige murren og anspændthed, der kommer af at skulle søge sit første rigtige job.

Babysitning havde jeg gjort noget i, og tjent en skilling i ny og næ, men der havde aldrig været noget rigtigt, noget stabilt, noget fast hver ugedag, noget, jeg kunne sige var "mit arbejde".

Nu skulle jeg så tale med chefen på værtshuset/spisestedet, hvor Niels havde været i laaang tid, og det var vel også ham, der havde sagt god for mig, sagt til chefen, at jeg gerne ville.

Så kom vi ind på kontoret. Niels var med, og vi gav hånd. Jeg var ved at dø. Det er nok den tydeligste, og bedst beskrivende fornemmelse. Simpelthen ved at dø. Af skam og af frygt, af spænding og af afmagt, af klodsethed og forløsning - forløsning, for der skete jo ingenting. Ingen verdens ting gik galt. Han sagde jo, at han glædede sig til at se mig på arbejdet, og at han håbede Niels ville lære mig godt op, og at de andre kunne hjælpe mig, hvis der var noget jeg var i tvivl om, og at jeg endelig skulle spørge, og at jeg ville få løn via dataløn, og dét hver den første, hvis jeg afleverede mit kontonummer sammen med mit frikort første gang jeg kom på arbejde.Vagtplanen skulle vi, opvaskere, selv lave, udfylde og hænge op i køkkenet.

Jeg var helt fortumlet, da vi kom ned i restaurationen igen. Niels grinede vel bare højt og lagde en arm om mig, sådan som nu kun Niels gjorde, og så var det det. Det var ikke spor svært. Det var nemt. Det var ligetil. Ingen fare. Jeg kan stadig huske, hvordan det summede i hele kroppen, da jeg gik ud, ud på gaden og var blevet ansat som opvasker på Weis´s Stue i Ribe.
Sådan fik jeg mit første rigtige job. Jeg havde det i tre år.
Jeg lærte rigtigt meget om køkkener og køkkenpersonale, om servering og rengøring på de tre år.
Forleden tvang jeg min søn til at ringe til Fur, for at søge sommerferiejob. Jeg havde ondt af ham, ondt i maven på hans vegne. Men han klarede det. Han overlevede. Nu venter han på at blive indkaldt til samtale. Hans "måske chef" vil nemlig gerne se, hvem han ansætter - ligesom min gamle chef ville se mig. Det er smadder grænseoverskridende. Men det er godt nok. Let nok.
Bagefter.

mandag den 28. februar 2011

Festabe 18 år

Vores ældste barn blev i fredags atten år gammel. Det havde hun ventet på længe, og planlagt i detaljer, som vi ikke var nøje sat ind i, førend lige et par dage inden.... I stedet for 5-6 gæster fredag på selve dagen, endte vi med at være 20 til spisning, og lørdag aften var der yderligere 14 unge i spisestuen til faldera...
Hele weekenden har således stået på vennebesøg, fest, mad, bygang, overnattende fremmede osv. Her mandag formiddag, har jeg indløst for 72 kr i flaskepant (samtlige 50 dåser var tyske, uden pant, desværre) og jeg undrer mig stadig over, at de unge mennesker har råd til at købe alt det sprut, de tilsyneladende sætter til livs, sådan en weekend...
Det er ihvertfald sikkert, at min pung for fremtiden er lukket fuldstændigt i, hvad angår spiritus... Og godt var det vist, at de selv havde deres flasker med, ellers var jeg blevet helt til grin, når jeg havde foreslået 2-3 øl pr person...
For fremtiden får de ikke deres spiritusforbrug finansieret herfra. Vil de drikke, må de selv tjene pengene... Jeg synes gonnok der var mange flasker...