lørdag den 24. januar 2009

Farvel Hald!

I morges pakkede jeg mit habengut i bilen og drog mod nord.
Sagde Hald farvel og lagde 12 skønne skrivedage i min rygsæk.
Nu står tilbage at afslutte det arbejde, som jeg kom så godt i gang med, at det vitterligt føltes som vold, da jeg lukkede min pc sent i aftes.
Jeg har afsat yderligere 10 dage til skriveriet. Herhjemme.
Så skulle alle tanker gerne være på pc, og klar til næste fase.
Dvale.
I 1-2 måneder.
Derefter redigering.
Hald har en særlig plads i mit hjerte fremover.

Men det er dejligt at være hjemme!!

fredag den 23. januar 2009

Nr. 12 til det sidste

I aftes var der forfattersammenkomst i Pejsestuen. Og der blev læst op fra i gangværende værker eller tidligere. Jeg læste for første gang højt fra min bog. Vildt!
I dag sidder jeg for sidste gang i nr. 12 og skriver. Ja, i denne omgang i hvert fald.
Jussi Adler-Olsen har siddet og skrevet herinde også.
Måske var det Fasandræberne.
I min bog slår de ikke hinanden ihjel.
De blir bare skilt.

torsdag den 22. januar 2009

G-mail er en plage

Jeg skulle lave en mail, så jeg kunne sende fra en hvilken som helst online pc. Hotmail eller Gmail. Gmail var nemmest. Men det var følgevirkningerne ikke. Jeg har nu to konti, med to forskellige e-mailadresser, med to forskellige navne, og jeg kan ikke finde ud af det.
Lige nu pt. er faktisk en tilfældighed...
Måske afgår denne blog ved døden?
Jeg håber, jeg har teknisk og engelsk basisviden nok, så jeg finder ud af det.

Desuden er jeg på vej til avlermøde i Hunsballe Frø.

onsdag den 21. januar 2009

Koldstart i nr 12

I dag har jeg lavet en koldstart.
Jeg løb formiddagstur ud over Stangheden.
Gennem Troldeslugten, over heden, ned til Gelbro og med Hærvejen hjem til Hald.
Det hjælper at få hovedet luftet igennem, når man ikke er helt sikker på retningen...


Den fine lille vandstær findes i mølledammen bag Niels Bugges Kro. Jeg har set den flere gange.

tirsdag den 20. januar 2009

Sol i nr. 12


I dag skinner solen. Der er et helt nyt lys inde på nr. 12. Og der er lys forude.

mandag den 19. januar 2009

Dag nr 8 i nr. 12



Dagen er gået med at skrive - mantraet lyder fra tidligt til sent, men indimellem må jeg hente styrke fra mere verdslige gøremål: jeg spiser, jeg går tur og jeg læser.

Jeg har taget fat på Midtjyske Fortællinger - som er udgivet på Hald Hovedgårds forlag. Så kan jeg jo lære det...

søndag den 18. januar 2009

Inde i nr. 12

sker der ting og sager - der skrives, slettes og skrives igen - der formuleres, omformuleres og konstrueres, nye sætninger dukker op af tasterne, og jeg læser og læser og læser, skriver, skriver og skriver.
Det er et mantra, en trylleformular: Skriv, skriv, skriv.