mandag den 10. oktober 2016

Kærestedag

I aftes gik det op for mig, at Bondemanden og jeg har været kærester i 30 år!
T R E D I V E år!!!!!

Kommentarer fra bemeldte herre lød: " Du Godeste, skal dét nu fejres?"
Og ja, og nej.
Det er en bedrift i sig selv, synes jeg, og med skilsmissestatistikkerne i mente, er det da faktisk helt fantastisk, at vi har holdt hinanden ud i 30 år.
På den anden side, så agter vi ikke at lave noget OM på kendsgerningen, så hvorfor gøre et nummer ud af det?

Når jeg sådan tænker tilbage, så må jeg nok indse, at jeg har forandret mig meget i løbet af de tredive år. Ikke grundlæggende, men dog sådan, at jeg selv har reflekteret over det. Jeg er blevet meget mere rummelig, (og det er ikke kun pga min alder), jeg har lært utroligt meget om landbrug, og jeg har følt mig "presset" til at indtage holdninger og standpunkter, jeg ikke som 20-årig troede, jeg nogensinde skulle komme i nærheden af at forsvare... Jeg har taget nogle drastiske valg i forhold til mit eget liv, (min karriere, vil nogen betegne det), men vigtigst af alt, så har jeg været udfordret både på kærligheden og på tolerancen. Jeg har lært meget om mig selv, men ligeså meget om fællesskaber, og det er ikke, set i perspektiv, så ringe endda!
Jeg tænker, at kærlighed og ægteskab er en foranderlig størrelse, der gror af det, den gødes med! Og jeg synes, (og nu taler jeg jo så kun for mig selv) at der i perioder har været alt for lidt gødning, og i andre - næsten for meget! Sådan er vel de fleste parforhold?!

For at fejre kærligheden og det første kys (under åben himmel et sted ude i Vestjylland, mens vi så på stjerner... ) har jeg tænkt mig at købe mig en stor buket! Bondemanden har aldrig brugt at give blomster i tide eller utide, og jeg har efterhånden accepteret, at vil jeg have blomster, så må jeg selv købe dem. Eller - som Bondemanden nok vil sige: hvorfor er det DIG, der skal have blomster, hvorfor er det ikke MIG!?
Så. Jeg vil købe OS en stor buket, og så vil jeg glædes over, at der kom tre dejlige unger ud af dét kys, og jeg vil glædes over, at jeg ikke har tænkt mig at lave om på kendsgerningerne...