mandag den 27. februar 2012

Opvisningerne 2012

Line feb. 2012
Jeg har talt sammen. Og jeg når til ca. 45 opvisninger. Hvis og såfremt alle opvisninger på hhv Bjergsnæsskolen og Salling Efterskole tælles sammen. Altså. Hvis jeg vil og kan nå det, kan jeg opnå at se mine to yngste give gymnastikopvisning sammenlagt 45 gange. Puuuha.
Jeg HAR set dem begge, på to forskellige tidspunkter, på to forskellige dage. Og jeg skal se dem igen. Men jeg kommer IKKE til at overvære samtlige opvisninger.
Det er ellers noget af en oplevelse. Fantastisk flot. Det er to kæmpe store hold, med over 145 elever fra hver skole. God musik, og dygtigt sammensatte springsekvenser, kombineret med rytmiske øvelser på gulvet, hvor alle, samtlige elever, deltager. Vildt imponerende. Og mor her har tårer i øjnene hver gang. Tænk, at være en del af noget så stort!?
Stoltheden over at deltage, være en del af et fællesskab, der i samlet flok løfter taget på den ene idrætshal og gymnastiksal efter den anden... er ikke til at tage fejl af. Den lyser ud af dem. De smiler. De er glade. Og jeg smiler (og småtuder) med dem. Af glæde. Af stolthed.