torsdag den 5. januar 2012

Storm

nedlagde endnu et par træer og flyttede rundt med fire-fem tagsten. Det er mere reglen end undtagelsen, at vi skal miste nogle af træerne i haven, hver gang det blæser lidt.
Det er sådan, at Bondemanden uden opfordring spørger ud i rummet : "Hvor tror vi så, de næste træer har lagt sig?" når vi endnu en nat har været holdt vågne af blafrende tagpap, smældende lægter og vippende udelygters knirken, jern mod jern.
Denne gang røg der tre træer. Ligesom sidste gang, og forrige gang.
De knækker som tændstikker. Fordelen er, at det ikke er de helt store kæmper, der lægger sig ned, disse er vel blot 50-70 år gamle...

Der kommer til at gå lidt tid, inden der kan ryddes op.
Frost er en forudsætning for oprydning. Så nu vil vi godt ha vinter! Tak.

mandag den 2. januar 2012

Mandag den anden januar 2012

Hverdagen er i gang. De to mindste teenageunger er stadig ikke leverede, men det begynder at snerpe til. Drengebarnet har tjekket sit skiudstyr - han rejser allerede på lørdag, så i morgen, når han skal til Bjergsnæs igen, skal alt være klart til skiafgangen.
Det ældste barn har ikke rørt en bog i 14 dage, og jeg tror måske nok, det har været tiltrængt ikke at skulle lave afleveringer Julen over.
Yngste Fimpebarn har lært sig en ny frisure, hvorefter hun har forladt den hjemlige arne for at flashe den i andre omgivelser...
Mht forfatteren, så er hun mentalt ved at forberede sig på et nyt år. 2012 er bestemt til at skulle starte i vanlig stil, med et skriveophold på  Hald www.haldhovedgaard.dk i uge 2. Det blir så dejligt.
Pt. er der ikke fastlagt nogen køreplan, men det kommer vel til mig, når jeg sidder i min celle, og ikke kan se TV, ikke kan vaske tøj, ikke kan gøre rent eller lave andre overspringshandlinger af praktisk art...
Gåture og motionsløb, sundsuppekost og avislæsning i køkkenet på Hald er obligatorisk. Og hvad ugen ellers bringer... det får vi se!
Det er egentligt osse en form for befrielse ikke at vide, hvad man skal, men bare vide, at man skal noget.