tirsdag den 31. december 2013

Årets Sik-sak

Den sidste dag - og i hele julemåneden har jeg haft det programsat hver eneste dag.
Et Julebrev, en takketale, en status på året der gik, nu hedder det Nytårsbrev, Nytårshilsen - og jeg er stadig ikke kommet i gang.
Og jeg er ikke kommet nærmere.
For selvfølgelig er det hyggeligt at få breve fra nær og fjern, med gode ønsker og glædelig Jul, og selvfølgelig er det vigtigt at holde forbindelse til sine kære, sin familie, sine venner og veninder, som man måske ikke liiige ser i det daglige, og som fortjener at vide, at man faktisk tænker på dem, indimellem, og de skal vide, at man holder af dem, selvom man måske ikke får ringet, sms´et, opdateret på facebook, eller snapchattet eller uploaded på instagram...
Jeg tænker, at de fleste af dem, vi ikke ser til hverdag, alligevel følger med i vores liv, og det skyldes mit ihærdige og tilbagevendende og iboende ønske om at ytre mig. Tidligt og sent. Om alt og intet.
Og nogen gange kan jeg så få det sådan... URRRGH... nu gider de vel ikke læse med mere, nu er de færdige med dét, for der er sgu intet nyt under solen, og så hold dog kæft...
Problemet er, at jeg elsker at skrive. Jeg elsker det så tilpas meget, at jeg tvivler på egne evner, og tvivlen kommer så alle Jer, der skulle ha haft en hilsen, et Julebrev, en årskavalkade, til gode. I får ikke noget Nytårsbrev. I får kun dette.
På denne blog.
Og ja, det går godt, og nej, det går ikke godt.
 Jeg kunne fortælle vældigt morsomme historier om zoologien på gården, vise billeder af de store unger, med huer, overalls, gummirøjsere, stiletter - og jeg kunne fortælle om årets ene udgivelse, om spinathøsten, ø-ferierne og om det planlagte for 2014.
Jeg kunne beskrive de herlige timer vi har haft, de sjove og vittige venners fester - og så overskygges mine forsøg trods alt af dette: Bedstefar er syg.
Hele tiden er der dilemmaer vi skal tage stilling til, fejl vi burde rette, i det mindste lære af, og hele tiden forholder vi os til liv og død. Det trænger sig på, og jeg småtuder, mens jeg skriver, at det nok, måske og sandsynligvis, var det sidste hele år, vi havde med ham.
Vi har lært kræftens kræfter at kende. Måske er det alderen, der rykker tættere på, og Døden der planlægger, hvor han skal høste i 2014, og har sendt os et varsel - men ikke desto mindre er bevidstheden om, at det er sådan det er, uhåndgribelig.
Og det er derfor jeg ikke kan skrive en årsberetning, et julebrev, en nytårshilsen.
Jeg kan ikke få det til at lyde godt.
Sådan er det.
Der er en skidt-afdeling også. Og i år har dén trukket i en del af mig.
Den del, der plejer at skrive sjove og updatede Julebreve/Nytårshilsner.
Så..
Godt Nytår - med sunde, raske børn, forældre, ægtefæller, venner og veninder - dét ønsker jeg for alle! Tak for 2013 - det har været et interessant og lærerigt bekendtskab!



søndag den 29. december 2013

Film-fleks

Der er gået handel og vandel og Netflex i juleweekenden.
Bondemandens søn har adgang på sin pc, og derfor har jeg i de sidste to døgn været tvangsindlagt til endnu flere Andenverdenskrigsfilm, som jeg absolut ikke synes, der er ret meget ved.
I aftes lavede vi et kompromis: En krigsfilm - dernæst - en "Marianne-film".
Først så vi en russisk andenverdenskrigsfilm, "baseret på en autentisk historie" - om tyskernes indtagelse af et russisk fort ved Brest. Fortælleren var en 12-årig dreng. Bortset fra at den var laaaang og trukken, var perspektivet sådan set udmærket, og gav mig yderligere tro på, at den næste MÅTTE være en kærlighedskomedie, for ligesom at veje op...
Vi fandt ingen komedie, men til gengæld en historisk engelsk film "The Young Victoria" - om den umyndige prinsesse Victoria, der skal krones til Dronning af England, når hendes farbror dør. Se dét var en film efter mit hoved! Dejlige skuespillere, vidunderligt engelsk, smukke landskaber, majestætiske bygninger, historie og masser af kærlighed! Det bliver ikke meget bedre!
Hm. Måske skulle jeg se efter, om der er TUDORS på det der netfiksfleks... Og så insistere på, at vi skal se samtlige afsnit, inden der kommer mere andenverdenskrigsfilm på skærmen.
Nå. Ikke?
Så er det da heldigt, at jeg har lavet en venindeaftale, og skal i biffen og se Den Hundredårige (som sprang ud af vinduet og forsvandt) i aften!! Hehe - så kan han netflexe, alt det han orker, og se andenverdenskrigsfilm til han falder i søvn!

torsdag den 26. december 2013

Dagen efter dagen efter dagen...

også kaldet Anden Juledag - eller den 26. december 2013 - hvor de sidste rester af Julen ligger brak i teenagesengene, med vand og cola indenfor rækkevidde, efterladte McD-poser på bryggersbordet, og er i det hele taget en miserabel forsamling.
Julegæsterne rejste ved middagstid  -  nogle skulle videre til nye frokostarrangementer, andre hjem til hver sit, efter en fantastisk mængde julemad og lækkerier, som er skyllet grundigt ned med mørkt tykt øl, og gyldne snapsedråber i mange afskygninger, hjemmelavede som købte, tillige med et stort hit hér i huset strawberry daiquiries                                                          
Jeg orker ikke se engelske krigsfilm fra Anden Verdenskrig. Mit liv er simpelthen for kort til den slags, og alligevel ærgrer jeg mig over, at "de" har optaget sofa og fjernbetjening, når jeg allerhelst vil ligge og zappe mellem ligegyldigheder...
Muligheden for et julebad i fjorden er også tilstede, men dén udfordring har jeg ikke taget op, selvom det nok kunne kvikke slunkne hjerneceller.
Til gengæld har jeg fået læst alle de skønne julebreve, vi har modtaget, både dem på mail, og dem i papirudgaver. Jeg har ikke selv fået skrevet en linie endnu, på Fam. Jørgensens julebrev - velvidende, at jeg helt sikkert, som forgangne år, først får skrevet Nytårshilsener med en update på stort og småt, når vi når den 30. december...
(Ja, jeg kunne skrive årets Julebrev nu, men det gider jeg ikke)
Hunden er i løbetid, og motionscenteret trækker ikke voldsomt. Mon ikke bare jeg finder mig en god bog, og et hjørne med tæppe i?
Glædelig bagjul!


mandag den 16. december 2013

Dejlige december

Det er efterhånden længe siden jeg har bevæget mig i dette forum. Bloggen har ligget stille, til trods for at Bondemanden hævder, og sikkert har ret i, at det er vigtigt for "mine relationer" og "min karriere", at jeg får skrevet herinde jævnligt. En gang i måneden er vel også jævnligt? Eller to?
Hm. Nå, men årsagen skal vel heller ikke nødvendigvis forklares, kun kan jeg nævne, at jeg har overstået et betragteligt antal foredrag i 2013, været en uge på solferie, delvist uden sol, og de sidste 1½ uge har jeg så været i gang med at komme i julestemning.
Det skal nok lykkes! Inden denne uge er omme, er vi så tæt på at være klar, som vi kan blive, og de to julefrokoster som huset i år huser er overståede fra på natten til fredag!
Som jo også er min fødselsdag. Og den endegyldige dato indikerer samtidigt, at NU er det JUL!
Ja, fredag. Hvor jeg henter mit ældste elskede barn hjem på juleferie, og hvor jeg skal sætte rådyr i ovnen og dele glæden med den allernærmeste familie.
Og december byder på så gode hilsner fra nær og fjern, at jeg er nødt til at komme lidt i stemning, og få gjort noget selv. Udi julekort. Eller Statusbrev. Nytårsfortsæt. Hm.
I dag fik jeg et julehilsen-digt fra selveste Knud Sørensen. I går fik jeg et julehilsenbrev fra minister Carsten Hansen. Og forleden fik jeg det fineste julehilsenkort fra min bedste veninde, med søde ord og skønne billeder fra år 2013.
Dejlige december - jeg mangler kun at bage småkager, trille havregrynskugler, ordne svinet (som lander på onsdag), snitte salat, gå i kirke og lave risengrød. Så må det godt blive JUL!

mandag den 25. november 2013

Jagtmærket og mindfulness

Jeg har ikke helt forstået begrebet mindfulness - men hvis det går ud på at leve i nuet, at nyde nuet, at være hér, lige nu, og se sine omgivelser - så har jeg fattet det! I dag er det en helt utrolig smuk dag - højt til himlen, blåfrossen, rim i græshøjde og en sol, der ubønhørligt skærer i øjnene og får en til at glemme alt andet end den varme, der smyger sig om kinderne, mens man smilende vender næsen i dén retning, solen skinner fra.
Min Sørøver er jagtmærket efter en weekend med to fine jagter. Hun har apporteret et utal af fasaner, og er træt i bagpartiet af at løbe.
Om lidt skal vi nu alligevel ud og nyde.
Hun kommer sikkert til at gå ganske stille ved min side.
Ja.
Eller noget....

torsdag den 21. november 2013

Seldes Kunst

I aftes var jeg til møde i min landsby. Vi startede med fællesspisning, og derefter gik det over i et møde,  hvor en kunstner og masterklassen af kunstnere fra Århus Kunstakademi, tilknyttet projekt Kunst i Selde, hver især præsenterede deres forslag til kunst og events i kommende periode.
Marianne Jørgensen, min navnesøster, som er landartkunstner, havde et forslag med til en podehave, som hun vil placere på den gamle mølletomt, og hun viste os billeder af flere af sine tidligere projekter, samt selvfølgelig model og skitser over podehaven, hvad hun forestiller sig, og hvordan. Det bliver et opsigtsvækkende mønster efter indiansk tradition, med urter, buske og træer, der skal podes! Æbletræ med podninger af forskellige sorter af æbler på det samme træ, blomme, kirsebær og pære ligesådan. Det er byens have, og man skal hjælpe hinanden med podning, beskæring, ukrudtslugning og høst af afgrøder. Den spiselige podehave! Selve indretningen skal ske i form af en hoftehøj mur som skal bygges op og "limes" sammen til et murværk i tre niveauer, i et mønster der tager udgangspunkt i et indiansk broderi. Afgrænsningerne, mønstret, skal bygges i mursten, med en særlig hårdtbrændt "Selde-sten" i tegl, som Marianne Jørgensen er ved at undersøge mulighederne for at få lavet.
Ud over Mariannes projekt, var der flere andre, knapt så store og knapt så omfattende kunstværker, og en event i forbindelse med Valborgsdag i foråret. Flere af kunstværkerne bliver "blandet med byen" og omfatter bla. blomsterbroderi, analemma-geocatch-uendelighedstegn, malede hegnspæle i retning/linie mod fjorden, for at få os til at se den vej, og så realiseres "puden" på "lægegrunden" i foråret, dog uden lyd, og Leo filmer fortsat de mærkelige danskere og deres ufattelige kultur...
Og så fik vi, Selde, foræret en gave:
Astrid Gjesings værk: "Jorden bærer dit aftryk"
Et værk, som har rejst rundt i Danmark gennem flere år, og som nu foræres til os, fordi vi gør, hvad vi gør - og selvfølgelig fordi kunstneren synes, hendes værk vil kunne gøre noget for Selde.
Det er da helt vildt!!
NU er øvelsen så, at få flyttet rundt på de allerede afsatte midler, så kunstprojektet ikke dør efter de første to semestre. Jeg håber inderligt, at det vil lykkes. Alternativt må vi udskrive kommunalvalg igen i januar, så vi kan få valgt nogle nye politikere, der kan afsætte nye midler, og ansætte nye embedsmænd - embedsmænd, som kan SE. Og som kan SE kunsten, som det, den er: KUNST. Til glæde og gavn, ikke kun for vores lille flække, men også for Skive Kommune som helhed!

mandag den 18. november 2013

Dilemmadag

Jeg har tydeligvis ikke noget valg:
1) skriv
2) skriv
Og det er jeg sådan set ret beæret  og ydmyg over. Jeg har adskillige opfordringer fra min forlægger og desuden blev jeg igen i går opfordret til at få "den middelalderting" færdig. Ja, det var af fagfolk. Mine kolleger i Jyllands Forfatter. Flere bad mig få fingeren op af lommen eller ud, eller hvad man nu siger, og komme i gang med at skrive. Jeg kunne godt. Men jeg har flere forbehold end lige overskueligt.
1) det tager tid at skrive
2) det tager endnu mere tid at skrive
Så nu har jeg sat mig et mål. Kun for i dag, dog. Jeg skal have kredset ind på både fortsættelsen af Bondefanget og De Tavse Vidner.
Jeg ved, jeg har to vidunderlige uger i januar på Hald Hovedgård med fordybelse. Men jeg har også en halv Bondefanget vol. II liggende. Den tager ikke så lang tid at skrive færdig som middelalderromanen. Så. Gå i gang med at læse op og skrive færdig, eller udsætte...
Det er et svært valg.
Og valg - det skal vi også til i morgen. Kommune- og regionsvalg. Jeg aner ikke, hvem der stiller op for regionen. Pinligt. Dér tror jeg, min stemme er spildt mælk. Men jeg skal nok sætte et!
Og nu:
1) skrive
eller
2) skrive
....
Hald Hovedgård 17. november 2013

søndag den 10. november 2013

Mandagsplan

Tidsrammen tænkes således:
9.00 - 9.30 oplæg ved Marianne
9.55 - 11.25 oplæg ved Marianne
10.50 - 12.35 opstart af skriveværksteder

på vegne af 5. årgang og med venlig hilsen ...

Joh, tak. Nu sidder jeg så og tænker, at jeg burde ha sagt nej, det kan jeg ikke eller nej, tak, I er bedre tjent med en anden  eller hov, det kan jeg sørme ikke eller desværre, jeg er blevet syg, så ...
Men jeg er fanget i mit eget net. Fanget i billedbøger og skoleregi, og man kan ikke melde sig syg, og man kan ikke sige nej, når man bliver spurgt, for man er vel lærer, og ved, det er vigtigt med autentisk materiale og virkelige personer...
Vigtigt-vigtigt er det, og jeg skal også kun lige trækkes op ved hårrødderne, liiiige stykke et powerpointshow sammen og liiiige finde ud af, hvordan det er, det er i 5. årgang...
De er sikkert både sjove og søde, og jeg ved, jeg elsker det i morgen. Men lige nu, ville jeg ønske, jeg havde sagt nej, tak, I må finde en anden...

Her er en liste med tillægsord:
sur-sød
ked af det-glad
lang-kort
vild-tam
lodden-glat
utålmodig-tålmodig
urolig-rolig

og farver...:

og nu er du klar til at gå i gang med din hovedperson:
Min hovedperson hedder Marianne, hun er småfed, utålmodig og urolig, hun er rød i hovedet og kan ikke finde ud af noget lige nu, selvom hun er god til at fortælle historier, og lige nu drømmer hun om at det bliver tirsdag, gerne vildt hurtigt, for hovedpersonen er bange for, at hun ikke kan huske at undervise i femte årgang. Min hovedperson elsker heste og vil gerne holde ferie på en øde ø med hvidt strandsand. Hun kan bedst li at være sammen med sine venner og sin familie, og hun har en hund, der hedder Sørøver Sally.
(suk suk)


mandag den 28. oktober 2013

Afblæst

Der blev varslet fra morgenen af i radio og på tv,  men først klokken lidt i fem fik vi, hér på egnen, glæde af bemeldte storm. Dvs. der var vinddrejning fra syd til vest og derefter til nord i løbet af 10 minutter (vi kan se Vestasmøllen fra stuehuset) og så blæste det ok-voldsomt i hen ved en tyve minutter. Så drev det over. Og det var dén storm. Hm.
Men i løbet af den halve time, nåede jeg at pakke bilen med foredragsforretningen, tage pænt tøj på, få formaninger om at køre pænt, køre pænt, snakke i telefon mens jeg kørte, få aflyst foredraget (pga stormen) i samme telefonsamtale, lave U-turn i Thorum, blive ringet op af Bondemanden, med besked om aflysningen, (som jeg havde hørt...), handle wienerschnitzel i Brugsen, returnere til garagen, bjærge skraldespanden, lukke garagen, tage det pæne tøj af og påbegynde aftensmaden, som nu var opgraderet fra pasta med ingenting til kartofler med diverse tilbehør (wienerschnitzel) og få at vide, at min yngste datter var oprigtigt bekymret, da jeg kørte af sted, for hun havde hørt i tv, og set på nettet.... at politiet frarådede al udkørsel i diverse politikredse -
Og så fik jeg er sofa-aften forærende. Ikke dårligt!! Kun ærgerligt, at vi aldrig er enige om, hvad der er vigtigt. Så jeg fik også Kronprinseparrets Prisuddeling fra Operahuset i Sidney aflyst. Til fordel for Discoverys hæsblæsende komprimerede billede-sekvenser af håndbyggede Morganbiler, med hidsig underlægningsmuzak. Hm.
NU er tiden vel så fremskreden, at man kan tillade sig at afblæse både sofaaften og storm, og gå i seng med en god bog... godnat!

tirsdag den 22. oktober 2013

Forlagsforlæggerforretningen

Jeg har hørt fra forlaget, fra forlæggeren selv, som har gennemlæst og er begejstret.
Det er jo forunderligt!
Jeg har fået en opgave.
En temmelig lang og svær opgave, som jeg er nødt til at medgive, er det rigtige:
Skriv toeren færdig som en del af etteren. Altså - der skal ikke være et stop, et spring i handlingen eller persongalleriet, jeg skal skrive dem ud, færdige, så man ikke skal vente på bog nummer to, når man sidder med den første.
"Om der er 400 eller 500 sider, når du er færdig, det betyder ingenting - men det er bedre end to små romaner på 200-250 sider" - sagde han.
Og så sagde han ord som: kapitler, funktionel eksistentialisme, afrunding, plot, særkende, sprogligt overskud, navngivning og research, Ribe, Varde og Lübeck! Jeg kan høre, han har læst den grundigt. Det er jeg glad for. Og jeg er egentligt også glad for, at han sagde det, jeg inderst inde godt vidste:
At romanen bliver bedre, hvis den kommer i et stykke!
NU er opgaven så at komme videre.
At finde tid og ro til at komme videre.

mandag den 21. oktober 2013

Før og nu - foreviget!

Efterårsferien ender altid med, at man godt vil have en uge mere. I dag er min elskede hverdag atter godt i gang, men jeg er ikke fri for at ønske, jeg kunne tage et par dage mere på Hidra.
Aldrig har vi (samlet set, jeg fisker kun med stang fra bro = ingen fisk) fanget så mange fisk og tilberedt dem - men nu var vi jo også en ordentlig flok af sted i år.
Tre tilløbere giver et samlet antal på 12, så vi havde jo også mange stænger i fjorden...Jeg vil løseligt tippe på, at der blev fanget omkring 40 fisk, måske endda flere... Og det var Lines kæreste Y, der vandt antals-konkurrencen og Jesper længde-konkurrencen med 49 cm for en torsk.

Billederne viser de unge mennesker i 2013 og 2004
- og Sisse skal have tak, fordi hun fik dén idé!


tirsdag den 8. oktober 2013

Overvejelser i forbindelse med TV-optræden...


Vil man se høringen/debatten som i aftes blev samsendt på TVMidtVest og TV2Østjylland, klikker man her!

I dag sidder jeg på min pind. Indimellem besvarer jeg mails, og facebookbeskeder.
Også forsøger jeg at huske, hvad jeg egentligt fik sagt...
Var det indholdsrigt?
Var det indsigtfuldt?
Kunne jeg have fanget, da Bent Hansen sagde "vi" om Århus og "dem/Jer" om os, der bor i Vandkanten?
Skal jeg gå ind i politik?
Hvad sker der fremadrettet?
Får vi nogen respons hér i Selde?
Kommer der tilflyttere?
Skal jeg sige ja, eller nej, hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil være med på TV en anden gang?
Kunne jeg have sendt en anden?
I så fald hvem?
Er jeg enig med Jørgen Møller?
Og hvilke landsbyer har ikke en berettigelse i Nordsalling?
Kan man beslutte at nedlægge sig selv, sådan, helt internt - i en given landsby?
Vil nogen være interesserede i dét?
Hvilke landsbyer kan aflives i løbet af 25 år?
Langsigtet udsultning.
Og vil kommunerne være med, når folks huse skal sælges/afvikles?
Eller vil de ikke tage ansvar?

Og skal jeg tage cowboybukser på i morgen, til det foredrag jeg skal holde, eller er det kjole, vi er ude i ...
Hvor lang tid tager det at køre til Gråsten?
...

mandag den 7. oktober 2013

Jeg har plukket mine bryn

med en pincet.
Det er en slags forberedelse til aftenens optræden på TVMidtVest og TV2Østjyland.
Jeg ved ikke med resten.
Cowboybukser? (det er sådan jeg ER, men det kan jo godt virke lidt for nonchalant)
Eller kjole? (jeg går aldrig i kjoler, men det ser da pænt ud...)
Skjorte (det sender et signal om, at man véd, hvad man taler om) og jakke? (Jeg ejer ikke hverken skjorte eller jakke ala habitjakkeagtigt)
T-shirt?
Sweatshirt? (aaarh, det hører vist sen-firserne til...)
Striktrøje? (som Bonderøven?)
Der burde sendes en manual ud med en liste over foretrukne outfits ved tv-optrædener.
En ting véd jeg.
Jeg kommer til at spekulere herfra og til Jul over, om dét jeg ender med at stå i, nu også var det rigtige, og om det sendte de rigtige signalværdier - de værdier, som jeg ønsker at sende.
Hvad???
Ja, om seerne kunne se, at jeg er en helt almindelig Bondekone, men med meninger om det meste, og som fortaler for, at vi absolut lever et værdifuldt og indholdsrigt liv, os der har valgt at blive boende i udkantsDanmark, på godt og ondt.
Vi behøver ikke se ud på en bestemt måde for at kunne leve her. Vi skal ikke gå i en bestemt uniform, eller tilhøre en bestemt "livsstil". Her er plads. Plads til forskelligheder. Plads til at leve. Og selvom vi sender vores unge til storbyen for at studere, og selvom vi ønsker for vores børn at de skal opleve verden, så fornægter vi absolut ikke vores "sande" identitet. Den, der defineres som bonderøvsagtig, hvis man er fysisk placeret i provinsbyens gadebelysning.
Jeg har hjulpet dyrlægen med at afhorne kalve, holdt grimen på mine hingsteplage, når de skulle kastreres, haft hånden i en so, for at hjælpe ved faringen, plukket brombær, svampe og hyldebær i skoven, badet i fjorden ved juletid, haft en køkkenhave på ca en hektar.
Jeg kender også ligusterhækkenes duft, kloarkens stank, asfaltens blødhed og naboens skænderier. Tætheden i byen kontra luften på landet. Jeg har levet begge steder.
Jeg vil ikke bytte for noget i verden. Mit liv i landsbyen - genkendelsens glæde over køledisken i Brugsen, hjælpsomheden og interessen for hinanden, fællesskabet. Jeg vil ikke bytte.
Og jeg tror simpelthen bare, det bliver cowboybukser, T-shirt og en trøje...

torsdag den 3. oktober 2013

Iscenesat

Ja, man ved aldrig hvad dagen byder - og da slet ikke når man har sagt ja, til at være en del af offentligheden - og i forbindelse med at jeg skal være med på TVMidtVest på mandag aften, den 7. oktober - Flugten fra Stilheden - så omfatter dagene foruden telefonsamtaler, tråde på facebook, bagombeskeder på facebook, mails i alle retninger - ja, nu så også at man bliver filmet på sit eget kontor!
Hold nu kæft, hvor pinligt - jeg er ikke den største rengøringsentusiast verden har set, så derfor har mit kontor ligesom været "fredet område" for både klude og støvsuger i mange uger... hm... det lader sig forhåbentligt skjule på billederne, eller hvad?? Gad vide hvor meget fotograf Karsten får med på sin film. Han nøs fælt indimellem, når kameraet ikke snurrede og jeg talte op og ned af stolper - det er svært at være model i sit eget liv, og den time han var her ... filmede... det bliver nok kogt ned til 20 sekunder...
Godt, jeg er forfatter og ikke filmmager. Jeg kan bruge alle de ord jeg vil, hele tiden, og skal kun skære fra, hvis teksten har fået eller bliver givet en ramme. Og det er mig, der skærer!
En filmfotografs arbejde vil altid blive skåret i, fraklippet og redigeret - hvor meget der skal bruges af ens arbejde, har man ikke selv andel i. Det er producere og redaktører, der sidder med den afgørelse.
Nå. Jeg får vel resultatet at se, med eller uden støv... hm...

onsdag den 2. oktober 2013

Den kommende roman

har nu ligget på forlæggerens natbord i et par dage.
Han har lige ringet.
Han er begejstret.
Han er meget begejstret.
Og han siger, jeg skal sende manus digitalt, så vil han få en ekstern redaktør til at læse med.
Jeg skal også sende opdateret cv.
Og nyt billede.
(Dét fra "Fællesspisning" er vist taget i 2006. Af ældstebarnet. Dét fra "Bondefanget" i 2010 er helt professionelt, men ikke nær så godt... )
Hvordan opdaterer man på sit cv?

mandag den 30. september 2013

"Flugten fra Stilheden" kalder de det...

Jeg synes ikke, de er rigtig kloge, dem der flygter fra stilheden. Stilheden giver mulighed for eftertanke, fordybelse, refleksion - mindfullness, og det er ikke engang dyrt! Man behøver ikke gå på kursus, eller yoga, for at få ro i hovedet... Herude i vandkantsDanmark er roen et grundvilkår. Og i går aftes så jeg et stjerneskud.

Nu, i aften, har jeg set mig selv på TVMidtVest - Selde sat op mod Mausing og Lolland - og jeg fastholder, måske en smule naivt, at livet på landet er helt fantastisk.
Uanset, at vi har langt på arbejde.... så kan man immervæk komme vidt omkring på en time! Herfra hvor vi bor, kan man nå både til Viborg, Herning, Holstebro, Struer, Thisted og nææææsten Ålborg, hvis det passer med færgen fra Sundsøre. Det er en omfattende radius.
(i Kbh. sidder man rask væk i kø i en times tid eller længere, for at komme på arbejde, hvis man bor uden for centrum, hver eneste dag...)
Og hvad er det så for kvaliteter, der findes i byerne og som vi, måske, higer så dybt efter, at vi affolker landområderne? Kultur er det ikke. Idrætsliv er det heller ikke. Tryghed for børnene er det heller ikke. Udbuddet af kvalitetsvarer? Shopping? Nej, vel?
Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om noget, der fås bedre i de store provinsbyer, end her! Det skulle da lige være uddannelsesinstitutioner. Universiteter. Sygehuse.
Men helt ærlig - skal jeg på sygehuset, så gør det bestemt ikke noget, at jeg skal køre en time eller to, for at komme hen hvor specialisterne har samlet sig, og hvor jeg får den bedste betjening/behandling.

Flugten fra Stilheden... i en hel uge har 13 medier i Region Midt sat sig for at debattere og reflektere over, hvorfor landdistrikterne affolkes og storbyen får forstoppelse. Jeg er ret spændt på at høre og læse om reaktionerne, meningerne, argumenterne. Jeg er godt klar over, at ikke alle egner sig til at bo på landet. Man skal være selvhjulpen, til en vis grad, og man skal elske mennesker. Man skal elske at gøre noget i fællesskab. For ude i yderområderne, får du sjældent lov at "dø i synden", som vi siger. Du får lov at deltage, du bliver taget med, og du skal have en meget gyldig og troværdig grund, hvis du skal slippe for andre menneskers interesse for dit liv! Og kan man ikke byde ind med andet end en god stor skuffekage - så får man lov til dét! Det er guld værd.

På mandag den 7. oktober samsender TVMidtVest og TV2Østjylland en debataften direkte fra kl. 19.30. Jeg er med i panelet.
Se hvad det hele handler om på
Flugten fra Stilheden

lørdag den 28. september 2013

Herlig er ...

Ikke bare at være i Kongens Kjøwenhavn - men også at komme hjem!
Til et brev - med indhold. En cd fra Christiansø´s "husorkester" - og et brev, hvori man kan læse, at den bog man sendte, som tak for rigtigt godt selskab, er blevet taget vel imod. Så godt, at Jørgen havde fundet de andre titler fra min hånd, og læst dem. Med begejstring.
Så bliver jeg så glad. Sådan helt vildt taknemmeligt, ydmygt glad i låget, for hvor er det skønt at få at vide, at det man skriver, gør en forskel.
At stolene i til fællesspisningen havde været "besidderisk vippede" ind over bordene, havde Jørgen i særdeleshed bidt mærke i: "Det gjorde godt at få ordet besidderisk sat på, for det har ofte givet mig en ubehagelig fornemmelse af at være uønsket, når jeg ser den slags. Så nu klarer jeg mig bedre (haha)."
Hvor er det dejligt - både for Jørgen, at have et ord at bruge, men også for mig.
Og jeg har nu en cd med jazzmusik, spillet af saxofonisten Jørgen - udveksling af meninger og oplevelser - jeg bliver så glad!!

torsdag den 19. september 2013

Hvad sagde du? Politi???

Blev du stoppet af en motorcykelbetjent?
Hvor stærkt kørte du?
Hvor?
Et KLIP????
Ok. Ja.
Kør pænt....
Farvel... vi ses.

Cirka sådan forløb den telefonsamtale jeg netop har afsluttet med Bondemanden. Og det skulle jo ske, før eller siden. Man kan ikke (eller også kan man) have to kørekort og tilsammen 60 års erfaring udi automobilkørsel og så blive ved med at undgå diverse fart- sele- og mobiltelefon-kontroller uden at ploppe i fælden... Man kan så undre sig over, at det var Bondemanden, der ret beset ikke kører ret mange kilometer på landevejene, sammenlignet med undertegnede, som endte med at få sit første klip og en klækkelig bøde for fart!

Det var en dyr pjece.
"Ja."
Kør så ordentligt hjem, ikk?
"Jo, men jeg havde både sele på, og jeg snakkede ikke i telefon!"
Men det gør du nu, dit fjols!!!

Så blev der lagt på - og jeg skal ikke undlade at være skadefro. Jeg kommer nok til at takke betjenten, den dag jeg bliver stoppet. Ja, for at der gik så mange år...

søndag den 15. september 2013

Limfjorden Rundt på Naja

Jeg har været med Limfjorden Rundt på det gode skib, Naja af Sundsøre - det var tredje år i træk, og hver gang har jeg kunnet knytte en historie om en historie eller en bog til begivenheden, og således også i år.
I 2011 udkom "Fællesspisning - fortællinger langs fjorden" mens vi var på vej mellem Nyk. Mors og Fur, i 2012 skulle jeg researche og få fornemmelsen af tovværk og sejl og tjære om bord på et gammelt træskib, for at kunne skrive det ind i min historie, og i år havde jeg to timer inden jeg gik om bord på Naja, afsendt den færdige middelalderroman til forlaget.
Således vil Limfjorden Rundt knytte sig til de bøger jeg fremadrettet skriver, håber jeg.
Det næste projekt er i støbeskeen - og også dér får jeg brug for fornemmelsen af vand, når jeg sender Asger med en kogge fra Varde til Amsterdam... ja, det er i hvert fald planen. Lige nu, sejler jeg fortsat, selvom det er hen ved et døgn siden jeg gik i land... Det varer lidt, inden balancesystemet forvinder 4 dage og 4 nætters gyngende grund.
Naja af Sundsøre blev for resten nummer 5 i år, ud af 10, trods det, at hun var den mindste båd i klassen.
Her ses skipper Bent, fra 2012 sejladsen mellem Fur og Skive, hvor vi gik 8 knob. I år har vi ikke været over 5,1 - og i hele to dage i træk, var der ingen kapsejlads pga. for lidt vind!
 
Men flot ser og så det ud, da samtlige sejl var sat ud for Nyk. Mors og alle skibe lå fuldt riggede, og vuggede, uden at komme nogen som helst steder. Men sikke en dag!
 

onsdag den 4. september 2013

Den lille selvstændige

kom lige forbi med sin mor, mens vi var ved at lave kaffe. Hun er så tryg, at hun stillede sig an og tissede mellem de nedfaldne kirsebær, inden hun gik tilbage til fodertønden, for at spørge, om mor snart var færdig...


 

Som sædvanligt beklager vi de slørede billeder - det skyldes uvaskede vinduer...

mandag den 2. september 2013

At planlægge sin vej

Jeg har været på kærestetur med Bondemanden. Vi havde bestilt miniferie på Sønderho Kro på Fanø, fra fredag til søndag, med god mad og masser af tid. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men at jeg skulle bade ved Badet (Fanø Bad) havde jeg slet ikke haft i tankerne. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle sidde i Ides have og se ud over Vadehavet, med Ribe Domkirke i baggrunden.
Og hvad er en Fuglekøje?
Udover at det er et forlag, Forlaget Fuglekøjen, som Bjørn Themsen er indehaver af...
Det fik jeg at se.

Badet varede over en halv time - der var pålandsvind, frisk vind, og frådende bølger, og vi hoppede rundt som et par kåde teenagere, fik vand i ørerne, og fint strandsand mellem hårrødderne, inden vi kørte videre langs kysten, på stranden, de godt 6 -7 km ned til Sønderho. Senere sad vi på terrassen og nød solen og en flaske kold hvidvin, som vi havde købt i Dagli´ Brugsen. Ja, og så var det, jeg kunne se Domkirken.
Mine to romanhovedpersoner, Rasmus og Asger, har lige afleveret fyrre stude hos Købmand Jepsen i Ribe. Nu skal de gå tilbage til Kjeldgård. Men Asger drages af havet - og i Varde finder han hyre, og sender sin eneste ven alene videre nordpå.
Jeg kan levende se det for mig. Varde å´s udløb i havet, hvor Hjerting/Esbjerg i dag optager pladsen, men hvor der i 1535 ikke var by, kun indsejling til Varde, der lå lidt længere oppe, beskyttet af landskabet mod vest, og samtidigt sårbar, da stormfloder også kunne nå byen.
Fanø Kunstmuseum mellem to udstillinger fik vi også med. Der er et billede, malet af N.P. Mols i 1917 "Æ Hjøwerplads, Nordby" som satte mig i "middelalderstemning" - og Viggo Faurholdts "Fra Nordby Havn", 1858, inspirerer mig nu, hvor drengene gør deres entre i Krostuen, og Asger skal have hyre.






torsdag den 29. august 2013

I Badstue

I dag har jeg skrevet mig endnu længere frem mod slutningen af middelalderromanen. Jeg har været med drengene i privat badstue. Købmand Jepsens Frue har bestemt, at ingen skal sidde skidne og sultne ved hendes bord, så hun har fodret på og derefter sendt Asger og Rasmus i Badstue. Jeg kan læse mig frem til, at de fleste offentlige badstuer i byerne, allerede omkring år 1500, var blevet lukkede på grund af faren for smitte. Smitten var gonorre og syfilis - det sidste døde man af. Men det er klart, at badstuer har været kønnenes mulighed for i fuld offentlighed at hore og drikke og æde, samtidigt med at alibiet var så nogenlunde intakt. Wellness var altså slet ikke et ukendt begreb. Ordet bare ikke opfundet endnu. Købmand Jepsens Frue har dog sin egen badstue, med indtil flere hvidklædte madammer, der vasker både gæsterne og deres tøj, så Købmandsfruen ikke skal sidde til bords med skidne folk.
Badstuerne bød foruden mad og drikke, glædespiger og diverse, også på sæbevask, smæk med birkeris/kviste, kolde afvaskninger, barbering og frisering. Middelaldermennesket har været meget optaget af frisurer. Både herrer og damer. Jeg har ladet mig fortælle, at et bølget blondt hår, der gik til skulderen, og blev holdt på plads af et pandebånd ( ala håndboldherremoden i 2012) var højeste mode for mænd, og et aldrig-klippet langt, flettet og opsat hår var det vildeste, man som kvinde kunne ønske sig. Desværre måtte damer ikke vise deres hårpragt når først de var blevet gift, men det var alligevel for kedeligt, så adelsdamerne omgik den regel, ved at lade deres velduftende hår titte ud under kanten på deres hovedlin...
Nå, men Badstuen lå på kanten af åen, både af hensyn til vandforsyningen, men også af hensyn til brandfaren. Så nu har Rasmus og Asger badet i Mellemdammen.

mandag den 26. august 2013

Ophøstet

"Marken er mejet og høet er høstet" - eller noget i den retning!
I hvert fald har vi høstet samtlige hektarer på ejendommene, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at det er gået smertefrit.
Måske liiige på nær den dag, hvor Det Store Gule Monster fik metaltræthed og lod en pæn flig af det allerinderste jern ryge bagud, og derfor måtte i pitstop i 12 timer...
Bondemanden måtte køre til Hemmet og grave en tilsvarende maskindel ud af en gammel kasseret udbrændt TX68 +, så vores Gule Monster kunne komme af sted i marken igen. Dét kom det, samme aften henad midnat, og så gik det ellers på alle tangenter, og kun to gange siden, måtte SørenBanjomusServicemester parkere sin bil ved værkstedet og tilse og pudse og snakke beroligende med "dyret"...
Jeg har på fornemmelsen, at vi skal tage afsked med Det Store Gule Monster i år. Om det skal på pension, eller bare sendes videre aner jeg ikke - men jeg ved, at Bondemanden ikke har system til endnu en høst, hvor hans tro følgesvend opgiver ævred gang på gang.
Så.
I dag har jeg fundet den meget slidte opskriftsbog frem fra skabet, og opskriften på høstvafler ligger klar. Traditionen tro skal vi spise vafler til eftermiddagskaffen. Retro-vafler.
Vaffeljernet er et arvestykke: Sønnico SJ1

Det er sgu da lidt sjovt???

mandag den 19. august 2013

Dagens bedste billede


Pludselig kom hun over med sine to lam - det er ikke hende, vi plejer at se - og jeg fik ud gennem vinduet, midt i kagebagningen, skudt dette billede af råen med de to lam - store og fine er de, og nu ved de også, hvor der er hvede!

lørdag den 17. august 2013

Nogen trykkede på pauseknappen

og så glemte jeg alt om min blog - dvs jeg har ikke glemt-glemt, men bare overset bloggen i et stykke tid. Med mere eller mindre vilje.
Jeg har skrevet på middelalderromanen.
Og jeg skriver fortsat på middelalderromanen.
Jeg retter og redigerer og får sammenhæng, og skærer overflødigt fedt fra.
Og det fedt, der er skåret fra romanen, har så til gengæld sat sig på min mave....

Hold nu K Æ F T det går stærkt med at ligne en duploklods, når man sidder meget af sin vågne tid på sin flade, og har ondt af sig selv, og derfor spiser marabuuuuh i tide og utide, og lakrids. Og vingummi. Og Lakrids A. Og alt muligt andet, alt for fedt, sødt og ja, bare alt for meget måske.
Sååeh....
Nu starter vi en ny trend:
Vi skriver uden at spise samtidigt.
Vi motionerer. Minimum hver anden dag.
Vi får salat og ikke sandwish med creme, pålæg og ost og mere ost til frokost.
Vi får frugt og knækbrød istedet for kage.
Vi spiser sund mad (det plejer vi nu osse) til aftensmaden - men kun i halve portioner!!

Og snart er vi klar med bog og baller af stål.
(Ambitionerne fejler ikke noget)

mandag den 29. juli 2013

Sommerkullerforkludringsroman

Det er lige før... at man får sommerkuller - eller bare længes efter lidt køligere temperaturer, regn og indevejr.
Jeg har besluttet, at jeg godt kan sidde ude og skrive på middelalderromanen, men det er ligesom ikke det samme som et arbejdsværelse, med pc, stol og bord.
Jeg har fået Rasmus og Asger sendt sydpå, med Ravvejen mod Ribe, de støder til omkring Holstebro, to dagsrejser fra Kjeldgård. De har frosset sig igennem de første par nætter - vi er i marts måned - og det er lidt svært at sidde på terrassen i 24-25 graders skyggevarme, med udsigt over sveden græsplæne og næsten-høst-modent vinterbyg, og forestille sig, hvordan kulden siger sig igennem vamsen, selvom man ligger tæt ved en stud, mens man kan både lugte dyrene og mærke frosten i næsen og føle kulden fra jorden... hmm...
Men endnu går det vist meget godt. Jeg skal snart i gang med det store marked i Ribe, hvor planen er, at Rasmus og Asger bliver beværtede i Vægterkælderen efter Peder Jepsens folk, har taget ansvar for studene...

Om lidt er det vinter igen... eller noget... og jeg skal gerne være færdig forinden. Så på med vanten, Jørgensen, billedligt talt og kom så videre! Høstvejr eller ej!

fredag den 12. juli 2013

En tidlig morgen...

ringede telefonen, og jeg bemærkede, at det ikke var en alarm, man kunne sige snooze til, dér klokken 0627, for det var ikke vækkeursalarmen, men et opkald!
"Der er kommet føl" - nærmest råbte ældstebarnet ind i mit morgenhår!
Og så er det, man ærgrer sig over, at holde ferie. Sådan voldsomt. Øv-agtigt. Men de klarede det i fin stil, både hoppe, Ældstebarn, dyrlæge, Teenage-fotograf og selve hovedpersonen.
Hun skal hedde Una fra Kjeldgård.

torsdag den 4. juli 2013

Telefonkorrektur

Jeg er på ferie. Ja.
I fire dage har jeg ikke fået bagt en eneste bid brød, og spiser selv hver dag købebrød af svingende kvalitet. Det grænser til skandale.
I dag, midt i min gåtur med Bondemanden ved siden, bimlede telefonen pludselig i tasken. Et ukendt nummer. Så tar´ man den. Ja, sådan er jeg jo - ukendte numre er til for at blive besvaret. Eller... not?
Det viste sig, at det var en kendt, men fra et ukendt nummer. En journalist, fra Skive Folkeblad, der har, vil, skal skrive en lille ting om undertegnede. Og uden pc-mail-adgang kan man ikke få tilsendt til korrektur. Så, gode råd er dyre, men ikke umulige, og med udsigt over Østersøen, retning mod Bornholm, sad jeg så, i 20 graders varme og shorts, og hørte journalisten læse dét op, han havde skrevet... Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men i hvert fald blev fire rettet til seks, og 2009 til 2006 - så må vi se....
Jeg er under voldsomt pres nu. Offentliggjort deadline og en Bondemand, der presser. Vejret er til ferie og afslapning, rødvin og god mad, kaffe på kajen og gåture rundt på fæstningen... Nu har jeg åbnet min pc. Fundet internettet.
(Deraf dette blogindlæg)
Nu venter to døgn med absolut intet andet på hjerte end at skrive - min roman er længe læst, Dulleblad, Landbrugsavis og Hrimfaxa ligeså...
I 2014.
I 2014 kommer den. Min historiske roman. Og der skal ikke læses telefonkorrektur. Han skal have den i papirudgaven, min redaktør og forlægger, for det er, alt andet lige, meget lettere at overskue en tekst, når den ses, kan læses, som papirudgave...
Det vil også tage alt for lang tid, hvis jeg skulle læse det hele højt...
Og lige nu sidder jeg på Christiansø, med historiske rammer der formeligt bobler af gode inspirerende historier, mennesker der livligt fortæller, og jeg er næsten sikker på, at Laksevejen kan blive et emne...

tirsdag den 25. juni 2013

Studenten, studene og den selvstændige

I dag blev ældstebarnet student. Det har vi gonnok ventet længe på... Hun klarede det i fin stil - og det var vist kun mig, der følte, hvor stor lettelsen var, da hun kom ud fra eksamenslokalet og jeg kunne give hende huen på... Man skal have været der selv, tror jeg, for sådan rigtigt at vide, hvad det er "de snakker om".
Senere på dagen fik drengebarnet en sms, som kundgjorde, at han snarest ville modtage to stk kalve. Hanner, små tyrekalve, som ingen kan bruge til noget. I meget lille udgave, til opfedning. Stude til slagtning om et års tid. Dem har vi lidt snak om, de stude, for hvem ender med at passe dem, tilse dem, fodre dem osv - foruden alt det bøvl der kommer ind i hans liv, med chr og cvr og græsningsarealer og udmåling af kvælstof og regnskab med samme, spørger Bondemanden og himmelvender opgivende øjnene...
Og senere igen, mens jeg stod ved køkkenbordet og talte i telefon - kom den lille selvstændige forbi med sin mor. Den har fået lidt huld på kroppen siden sidst - og jeg beklager igen billedkvaliteten - taget ud gennem ikke helt rene vinduer...



Råen står bag fodertønden og gnasker hvede i sig - og Bondemanden fastholder, at han skal fodre hele året rundt, hvis vi skal have glæde af rædselen på græsplænen. Det er vi pt. helt enige i!

onsdag den 19. juni 2013

Tøjkuller

H O L D nu K Æ F T!!
Det er i sandhed en måned, man ikke kommer nemt eller sovende igennem.
En ting er selve eksamensdagene.
En anden ting er tøjet.
Med en kommende STX-student, en nykåret landbrugselev med grundforløbsbevis og en 1. års årsprøveprøvet HHX-studine... jeg sir Jer! Der skal vaskes tøj, diskuteres tøj, vaskes tøj, købes tøj, vaskes tøj, sorteres tøj, stryges tøj, prøves tøj, vaskes tøj... i én lang og uendelig skrue-uden-ende!
For nuværende er der en uge til studenten bliver helt student.
I morgen er HHX-eleven færdig med sine årsprøver, og har reelt haft sommerferie i en måned allerede.
I går kom landbrugsskoleeleven hjem med alle sine ting. Tøj og fodtøj og regntøj og overtøj... Og sengetøj. Tv, pc, bøger og fodtøj... gummistøvler, klipklappere, sportssko, almindelige sko, sandaler...
Jeg tror simpelthen, jeg køber tre store vasketøjskurve og dertilhørende sæbe, og så vil jeg ikke SE et eneste stykke tøj, sengetøj, overtøj eller fodtøj i fællesarealerne fra og med i dag.

(Det bliver ikke nemmere af, at INGEN udover undertegnede tænker på at få tøj ud og ind af tørresnoren uanset vejret...)

Jeg får aldrig lavet andet, hvis jeg fortsat skal ordne tøj for dem alle tre.
Og mon ikke jeg gør dem en bjørnetjeneste, hvis jeg fortsætter....
Fra og med i dag er det slut!
NU må de klare sig selv.

onsdag den 12. juni 2013

Den lille selvstændige

Det var tilfældigt, at jeg netop så ud af vinduet, da de sprang forbi. Heldigvis ligger mit kamera altid klart på køkkenbordet og jeg tog de første billeder ud af vinduet - jeg har aldrig set så bitte et lam så tæt på! Og da jeg nåede ud af havedøren, troede jeg, jeg måtte opgive, at råen havde hørt mig, at hun ville sætte i galop (eller hvad det nu hedder i rådyrverdenen) og lammet ville følge efter...
Men så skete det mest uventede... lammet vælger at gå i voldgraven og svømme over - for ja, der er godt 1½ meter dybt, dér, lige inden broen og overløbet.... - jeg knipsede løs og her følger billeder af det selvstændige rålam, som uimponeret forcerer bademuligheden, og ser ud til at nyde det!
Forunderlige vidunderlige verden!







Og så forsvandt de - i trav, stille og roligt i solskinnet - og jeg var ved at græde af lykke!

lørdag den 1. juni 2013

Salgshesten

Jeg har lagt ham her, hesten til venstre, (der rider Øltölt med mig på ryggen sidste sommer) Lettir til salg på en facebookgruppeside, hvor man kan sælge sin ismule.
Jeg er ikke sikker på, jeg vil sælge ham. Så prisen er sat lidt højt. Hvilket betyder, at jeg absolut ingen respons har fået. Endnu, da. Han er en skøn og meget sød hest, der kan rides af alle. Det er derfor, det er ham, jeg vil sælge først. Bagefter vil jeg måske sælge Òsk. Hun er uskolet og ikke gangsat, men en fin fin unghoppe. Hende sætter jeg også lidt højt.
Så er der Raudur. Smukke smukke Raudur, som ikke har hoved, men ansigt! Ja, så fin er han. 3 år og aldrig kysset. Han fik ordnet hove for første gang i sit liv her i foråret. Det gad han først ikke. Så stod han. Som om han aldrig lavede andet. Og så var han træt. Han trænger til at få nogle udfordringer. Det får jeg ikke gjort. Han er lidt billigere end de to andre. Men ikke meget. Ad. det smukke ansigt...
Og så overvejer jeg at sælge Lóa. Men hun lavede så fint et føl, og jeg tænker, at det kan hun gøre igen, måske, så hende er det kun særligt udvalgte, der kan købe. Nogen, jeg véd, vil arbejde med hende 100 % seriøst, og evt. få hende kåret. Hun har potentialet.
Raudur og Òsk og Lóa er søskende.
Det er gamle Py, der er mor. Py får Føl-føllet er Òsk.
Py skal have føl igen - det er derfor, jeg skal sælge ud. Der skal syv til mange, otte er for mange og ti er helt uacceptabelt, ifølge Bondemanden. Så. Jeg skal have to føl. Dvs. jeg skal sælge to heste, gerne tre.
Jeg har stadig Fenja at ride på, og Nattgjola skal rides til næste år... ponyyyha!
(Hvis du læser dette, og får usigelig lyst til at komme og se en af hestene - så ring til mig!)

fredag den 31. maj 2013

Lóa alene

uden sit føl...

 
 - siden i går aftes, hvor vi gik hende, og Lettir - aka anstandstanten, de knapt fire kilometer ad landevejen, til den smukkeste eng i denne del af Salling. Lige nedenfor Urhøjene, Sallings anden højeste punkt, græsser kreaturer og heste, og nu også min Lóa.
Hendes yver er spændt og skal knapt røres, førend mælken sprøjter.
Uhuuu... den bette Tölta hyler efter sin morgenmælk, men hun er over et år gammel nu, og kan sagtens klare sig selv - især fordi hun går i vante omgivelser, med sine halvsøskende og sine tanter og sin mormor. Hun lider ingen nød.
Det er værre med Lóa.
Hun er yverspændt ...
Jeg holder øje med hende. Det gør Svend Åge også. Det véd jeg. Og jeg malker, bare lidt, to gange om dagen, bare for at tage det værste tryk. Så går det hele. Det er jeg sikker på.

søndag den 26. maj 2013

Man skal ud af sin comfort-zone

og det kom jeg rigtig godt og grundigt i dag. Ud af comfort-zonen...
Jeg har indviet, eller rettere, jeg har stået for den officielle indvielse, af Fugletårnet ved Rimmervej i Selde i eftermiddag.
Faktisk var det et job jeg arvede, fordi Bondemanden havde fået lavet en såkaldt dobbeltbookning i sin søndagskalender. Hm. Jeg ved godt, at mange synes, det ikke kan være noget stort, for sådan en som mig, at stå foran små hundrede mennesker og sige noget i fem minutter (- det er jo ligesom dét du lever af, Sveske)
Men det var underligt, pludseligt uden hjælper ved sin side, at have ansvaret for et arrangement, som man har arbejdet frem mod skulle ske, i over fire år. Jeg havde uddelegeret en mængde opgaver - kaffe og kagebagningen bl.a., og jeg havde bedt Henriette stå for den faglige del - det med fugle og fauna - så jeg skulle bare sige "Velkommen alle sammen, det er en dejlig dag i dag, en dag, vi har set frem til i over fire år" .... og så lidt mere...
Det er længe siden, jeg har haft sådan en uro i maven, inden jeg skulle sige noget!
Men det gik. Og jeg glemte sommerfuglene, da jeg havde sagt de første to linier af mit manuskript - og ja, det gik godt. Jeg overlevede. Jeg fik sagt tak til dem, der skulle takkes, snoren til Fugletårnet blev klippet, de otte skuffekager fik ben at gå på, de atten kander kaffe og to kander te, de tre liter juice og de fire liter saftevand forsvandt alle sammen.
Jeg håber, folk vil sætte pris på Fugletårnet.
Jeg håber, de vil vide, at det har været en lang og sej proces, at nå frem til dagen i dag, og at de vil værdsætte det.
Og så håber jeg, at jeg har rykket mig lidt i dagens løb.
Det er først, når man kommer ud af sin comfortzone, at man flytter sig mentalt...

tirsdag den 21. maj 2013

Kunst i Selde vol.II

Det var en dejlig eftermiddag - og der var både TV og rigtigt mange mennesker til "Lyden af Selde".
De fire studerende på oplevelsesøkonomi fra Århus Universitet har som en del af deres eksamensprojekt lavet "Lyden af Selde" og der var urpremiere i går på Skivevej 13.
Der var fem stationer med lyd. En i en urtepotteskjuler, en i et skab, en i en kasse med gammelt porcelæn, en i en køkkenskuffe og den sidste i en toiletpapirsholder på badeværelset. Lydene var mangfoldige - optaget i Selde, med dagligdagslyde, af borgerne selv, og nogle af sekvenserne var de studerendes lydoptagelser fra interview med forskellige borgere i byen. Meget varierede. Bus, biler, musik, børnelatter, bib-lyde fra kassen i Brugsen, vindens og fjordens susen, optaget og klippet sammen til en mosaik.
Og så stod eller sad man der, med høretelefoner på hovedet og kunne genkende flere af stemmerne, mens gæsterne til eventen defilerede forbi. Det er en egen verden, at stå der, optaget af noget, og samtidigt være en del af noget, som ikke rigtigt kan defineres, forklares. Skønt, men også vemodigt - huset bliver revet ned i dag. Skivevej 13, der har bragt folk sammen, men også bragt sind i kog, ad. DR´s Lukketid for Landsbyerne.
Når man havde været igennem huset, var der frit valg mellem gravøl eller champagne. Begræder du husets endeligt, eller, glædes du over, at noget nyt kommer til at ske?
Jeg fik cola.
 De fire studerende fra Århus byder velkommen og fortæller om dagens program
 
 Der skrives i gæstebogen, og nydes et glas øl eller champagne og snakken går
 



En cirkusdirektør, en Bondemand, en Lokalarkivar og Kongen (tager du billeder nu??)

mandag den 20. maj 2013

Kunst i Selde

For godt 1½ år siden havde Magasinet Penge på DR1 den frækhed at vise Selde fra en meget uflatterende side. Vi var nogle stykker som blev en kende forargede over, at man viste vores landsby på landsdækkende tv, og i samme åndedrag fortalte om Lukketid i Landsbyerne - viste billeder af vores kommunale byskilt, billeder af faldefærdige ejendomme og satte dem sammen så illustrationen var en landsby, vores landsby, i forfald. Man havde interviewet og filmet, blandt andet en mandsperson på vej ind i Seldes allermest ynkelige hus - og der stod vi så! Udstillet som armod og underklasse over en kam!
Det blev vi lidt vrede over, og der blev skrevet læserbreve og indsamlet underskrifter, DR blev kontaktet og så begyndte en slags opstand at spire frem...
Opstanden kulminerer i eftermiddag:
Huset på Skivevej 13 rives ned i morgen. Der er gravøl nu kl. 14.
Og Århus Kunstakademi er involveret i at skabe en ny historie om Selde - en positiv historie, der skal og kan erstatte DR´s fremstilling.
Vi har været med til at lave Kunst i Selde. Og vi, det er borgerne i og omkring Selde, som har en stor interesse i at landsbyen Selde er et dejligt sted at være! Vi vil gerne overleve som landsby. Vi vil gerne beholde vores Brugs, vores bank, vores skole, fritidsfaciliteter, cirkusskole, natur. Og derfor gør vi opmærksom på os selv!
Jeg håber, der kommer rigtigt mange til Selde i eftermiddag! Bak op om vores by, vores egn - vær med til at vise omverdenen, at her er liv i grødemarken, her er skønt at bo, og her er plads til alle!
Og der er kunst på fuglekasserne!

søndag den 12. maj 2013

Nu sner det

Ja, altså, ikke i virkeligheden. Men det sner i min roman. Det er ind under Jul. Maren og Siri er ved at stoppe pølser, der skal røges, og Kokken har lige givet fæstekonen Nielsine et drag over nakken, fordi hun har listet en pølse ind under forklædet. "Hun kan vente, til julekurvene er klar. Hun skal ikke tage selv" mente Kokken.
Nådigfruen sidder ved ilden og broderer til sit tiende barnebarn, der forventes inden sommer. Siri synes, det må være rart at være så rig, at man ikke skal stoppe pølser.
Det begynder at blive spændende i min historiske roman. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, det med pølserne, eller det med broderiet. Men jeg har sådan nogle billeder inde i hovedet, de dukker op, efterhånden som jeg skriver. Hjorddrengen Rasmus har kun kort været på banen i dag. Det var da han stod ved sin Farfars grav. Og græd. Uden lyd. Nu er der kommet bud til Nådigfruen, og vi skal have fundet ud af, hvad der står i rullen. "Vi" er mig og resten af folkene i stegerset. Nådigfruen ved det godt, nu, men vi ved det ikke, så Kokken har lige smidt hvad han havde i hænderne, og er gået ud i sneen, for at komme over i stenhuet. Han og Nådigfruen har et særligt forhold. De har været sammen siden de var små. Fruen tager ingen steder uden Kokken. Han er stor som en kirke, og stærk. Vi ved det ikke endnu, men måske er halvdelen af Fruens børn, i virkeligheden Kokkens.... hm... det kunne jo godt være? Man var ikke så sippede i middelalderen, som man blev sidenhen. Men måske er utroskab ikke noget fine fruer med brodérnåle giver sig af med...
Jeg har en aftale med mig selv. Jeg skal skrive "10.000 tegn med mellemrum" pr arbejdsdag. I dag har været en arbejdsdag. Det har været en god arbejdsdag. Og i morgen finder vi ud af, hvad der stod i den rulle, Fruen modtog. Og så bliver det Jul.

mandag den 6. maj 2013

Ikke imponeret

Jeg har stort set ventet siden kl. halv ni i morges. Okay, jeg havde folk inde til kaffe, jeg bagte boller og rugbrød, jeg var i gårdpladsen og klippe roser og lavendel, hive visne sommerblomster fra sidste sæson op af krukker, konstatere, at den staudeting jeg købte til de store hvide krukker, faktisk har overlevet vinteren, og ender med at blomstre igen i år.
Så skrev jeg en "Fursundhallen-opgave" og printede 270 sider ud, til omdeling i Eskov, drak en kop kaffe, spiste en (ende-) skive rugbrød med smør... og begyndte at klippe roser ned foran køkkenet. Og lavendel. Der er mange. Rigtigt mange.
Hele tiden lå min telefon i nærheden, og faktisk ville jeg også ha kunnet høre fastnettet, hvis de havde ringet dér.
Men de har ikke ringet endnu.
Det er sygehusvæsenet, jeg skal konferere med. Lidt justering af medicinering. Men de ringer ikke...
Som de havde lovet. Sagt de helt bestemt ville.
Det er spild af tid, at vente. Ventetid er det værste.
Og det ender med, at jeg ved 15-tiden (inden de går hjem) ringer og får en uvidende sygeplejerske i røret, som jeg så fortæller, hvad jeg mener om deres "Vi ringer mandag"... tsk tsk
Jeg er ikke imponeret.
Absolut ikke imponeret!!!

tirsdag den 30. april 2013

Havemøbelmareridtet

Det er ikke sommer. Det er slet ikke sommer. Men det BLIR det.
Lige om lidt - er jeg overbevist om, og da jeg er den lykkelige ejer af ikke mindre end to terrasser, og en gårdsplads, og kun et sæt havemøbler... har jeg været nødt til at forhøre mig lidt rundten om, for at finde bare et enkelt sæt mere, så vi slipper for at bære rundt med det ene sæt, vi pt. ejer!
Hooold nu op... ikke nok med, at flertallet af standardhavemøblementer er tudegrimme, de er også brækdyre. Nå. Godt så.
Bondemanden foreslog, at jeg så på muligheden, at få en lokal håndværker til at fabrikere et sæt ( måske ligefrem to!) - men den tanke måtte opgives, efter hjemtagningen af priser.
Hmm.
Det kan synes som et luksusproblem, sådan med verdenssituationen i mente, og det er helt sikkert et tåbeligt problem i manges øjne - gå dog ud og anskaf dig de møbler, Finke, hvis du absolut skal have flere - men ikke desto mindre er jeg efterhånden træt, godt og grundigt træt af, at jeg aldrig kan finde noget, jeg tilnærmelsesvis synes både er pænt (forholdsvist) og rimeligt i pris.
Hmm.
Det er nok 3 uger siden, jeg så på de første møbler.
Det er 2 uger siden, jeg hjemtog de første priser.
Det er en uge siden, jeg besluttede, at jeg ikke kunne bruge noget af det, jeg havde set.
Det er et døgn siden, jeg tyede til andre metoder.
Jeg har søgt efter brugt. Som i: en brugt bil er billigere end en ny-agtigt.
Nu har jeg købt, ubeset (hvad tænker du på?) mere end det dobbelte af, hvad mit oprindelige udgangspunkt var, både mht pris og siddepladser.
Det går sgu godt!
Måske skal jeg bruge samme taktik, når jeg skal til at finde en reol, så jeg kan få plads til de bøger, jeg også mangler pladser til?
Hmm.
Foreløbigt kan jeg køre til Vendsyssel og hente mit ubesete havemøbelarrangement.
Så må vi liiige overveje udi reoler - det kræver jo lidt tilvænning at tage store beslutninger...

mandag den 29. april 2013

Faster Fifi´s sommerhusrefugium

Nu har jeg fået en ny pc, og med den, nye og anderledes vaner på nettet. F.eks. har jeg fuldstændigt glemt, at jeg har en blog... aaah, okay, næsten glemt at jeg har en blog. Jeg kom netop i tanke om den!
Jeg har ikke, som jeg plejer, været på JP, Politiken, Information eller FurNyt siden jeg fik den her nye "Applekiller"...
Og jeg har heller ikke fået vænnet mig til de nye favorit-linjer, så det går også lidt trægt med facebook, synes jeg...
Til gengæld ved jeg, at jeg om 1½ døgn tager i sommerhus. Ikke langt væk, men væk. Hald er for omfattende for mig lige nu, at være 100% væk kan jeg ikke overskue, hverken fysisk eller mentalt, så jeg nøjes med at lave arbejdsro og rum vest for Sallingsund Broen.
Jeg har lånt faster Fifis sommerhus.
Det bliver et minirefugium, med mig og min pc, Kusmi Love, en masse frugt, hjemmebagt rugbrød og Thiseost.
Og så sætter jeg fut under Middelalderromanen.
Sjovt er det, at jeg faktisk har været på vej derned/hen i en uges tid nu. Mentalt. Underligt at man på den måde kan præge sine egne tanker, spore sig ind, og langsomt men sikkert sluse sig selv ud af et rum, og ind i en andet. Kun mentalt.
Bondemanden vil nok hævde, at dér har jeg været længe...

tirsdag den 23. april 2013

Den enes død...

Det er en uundgåelig og tilbagevendende situation.
Jeg har prøvet det før, faktisk op til flere gange. Men det til trods, er jeg irriteret og på nippet til at bryde ud i gråd, når tiden indfinder sig.
Min pc er på vej til at dø.
I aftes var den helt gal. Midt i at jeg skrev en mail, sagde pc´en den karakteristiske lyd af nedsmeltning og blev sort! UUUaaargh....
Heldigvis var en times tid i lukket tilstand nok til at overbevise den om, at den godt måtte starte sig igen. Så jeg kunne skrive færdig. Og få sendt svar.
Hm.
Nu til morgen er den gal igen - blæseren kører ikke og jeg forventer totalt nedsmeltning om få minutter...
Heldigvis findes PC-Philipp.
Han har lovet hurtig ekspedition.
Det må gerne blive i dag.
Man kan hævde, at jeg er heldig - og ja, det er jeg måske - at det kun er hvert 3-4 år det foregår. Og at Philipp kan redde mig hver gang.
Men ikke desto mindre er det temmeligt traumatisk hver eneste gang.... tænk - alle mine billeder, alt mit gemte, alle mine bøger... jaja, prøv dropbox, sweetheart - men lidt gammeldaws har man vel lov at være. Og når det blir alvor, lærer jeg det nok? Så længe min pc-mand kan redde mig, så går det nok...
PS: jeg træffes bedst pr telefon i dag.

tirsdag den 16. april 2013

Høstforberedelser


I aftes gik Bondemanden i bad, da jeg gik i seng. Og nej. Han havde ikke ligget på sofaen.
I går, i aftes og i dag har de været i gang.
De putter små vigtige spinatfrø i jorden. Meget MEGET vigtige spinatfrø i jorden. Der er GPS i traktoren og når det driller, ringer de efter en livline, de to Bondemænd, og danser lystigt omkring og griner over hele hovedet, stråler om kap, osse selvom der er koks i GPS´en. Det er ligemeget, det gør ingenting, for nu er de i gang!
De SÅR!!!
Fat det dog, kvinde!
Høstforberedelser!
Den næstvigtigste tid på året, og jo ældre jeg blir, jo nemmere og jo lettere blir det faktisk for mig.
Jeg HAR fattet det. Jeg accepterer, støtter, supporter, fodrer, fornemmer og fordøjer.
Det er jo sådan, det er. Jeg ved det, og jeg forbereder mig.
Ventetiden er sådan set næsten værre. Når de ikke kan så. Når de går halvsultne og pirrelige omkring hushjørnerne og sparker i jorden, venter, afventer, tjekker DMI og YR.NO i et væk... venter på sydvestenvinden, småregnen, solen og anemonerne.
For de er her i år. Jeg kan sådan set ikke huske, at det nogensinde er sket, at der først er sået EFTER at anemonerne blomstrer. Hmm. Det må jeg huske at spørge om.
Når de er færdige med at så.
Når høstforberedelserne er afsluttet.
Så kommer han nemlig ind igen.

søndag den 7. april 2013

En herlig dag - og kulørte lamper

I dag var jeg med til at diskutere centrum vs periferi på Glyngøre Kulturstation / Sallingsund og Omegns Museum. Vi var tre forfattere, Ejler Nyhavn fra København, Knud Steffen Nielsen fra Tjele og mig, fra Selde. Mette Thybo, museumsleder i Glyngøre, skulle fortælle om sit besøg hos eskimoerne i Nordøst Sibirien, og deres yderområde, og to unge, meget!!, lovende musikere fra Viborg, Kirstine og Lise Hupfeldt spillede klassik musik indimellem  - og sammen med publikum skulle vi tale om, hvad det er, der gør det så svært eller spændende, at bo i en vandkant, i et yderområde.
Vi tre forfattere læste op - jeg havde valgt at tage fat i "Guldbryllup", som jeg synes illustrerer meget godt, hvad det er, man havner i, når man flytter fra centrum til periferi: Man bliver inviteret med til naboernes højtidsdage. Og man deltager!
Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af de tre træer, som står på loftet på museet. Sådan nogle træer vil jeg gerne have som æresport, når jeg engang skal fejre guldbryllup. I stedet for de kulørte lamper...

tirsdag den 2. april 2013

KLockoutet

Jeg har haft klummeformiddag. Det er klummen, som jeg skriver til Landbrugsavisen hver 4. uge. I gamle dage, dvs før Jul, var det hver tredie uge, jeg skrev, og sådan havde det været i årevis. Nu er vi blevet fire klummefolk, der skriver, og jeg ved ikke hvorfor, men nu glemmer jeg det næsten fra gang til gang - det er noget med demens og korttidshukommelse, tror jeg nok - og nu til morgen fik jeg så en mail, fra redaktionssekretærUlla, at jeg skulle huske at aflevere inden middag. Ja, ja. Den er på vej. Klummen.
Og så gik jeg straks på facebook. For hvad er mere inspirerende end facebook?!
Man er opdateret på mangt og meget, blot ved at læse de andres statusopdateringer, deres links og deres kommentarer på links. Hæh.
I dag vidste jeg nu godt, også før facebook, hvad jeg burde skrive om. Det blev til en klumme, inspireret af flertallet. Og flertallet i dag, handler om lærerne og KL. Om ansvar og mangel på samme, om privat erhversliv og tjenestemænd.
Min gode folkeskolelærerindeveninde sagde i Påskens løb, at hun syntes, jeg var vel rigeligt tavs omkring hele konflikten. Det må jeg indrømme. Der har ikke været megen sympati at hente hos mig. For selvom jeg ikke længere fungerer som lærer, hverken på folkeskole, friskole eller handelsskole, så kan jeg udmærket huske, hvordan et typisk lærerkollegie er sammensat, og hvordan det fungerer.
Jeg må sige, jeg er glad for, at jeg IKKE er lærer.
Også selvom de "kun" arbejder 16,4 timer i gennemsnit om ugen, og også selvom de har 5 ugers sammenhængende sommerferie (hvoraf de to, en i hver ende, er afsat til forberedelse og planlægning, oprydning, kurser osv) og også selvom de har lov til at lege i arbejdstiden.
Jeg synes, lærerne gør et stort og værdifuldt stykke arbejde, som de får alt-alt for lidt credit for!
Jeg synes, lærernes ledelse har et ansvar for, at skolen med lærere, forældre, elever fungerer - og det skal de have kompetence til at administrere.
Jeg synes, KL er unuanceret.
Jeg synes, lærerforeningen er naiv.
Så er det sagt.
Bum.

torsdag den 28. marts 2013

Mors Taxi

Jeg har god tid. Klokken er lige over midnat, og det varer mindst to timer, inden jeg skal ud at køre. Og dvs, det varer mindst tre timer, inden jeg kan komme i min seng.
Det er en af fordelene eller ulemperne, alt efter hvordan man ser på det, ved at bo i Vandkanten. Når man har teenagere.
De vil til fest. De vil til bal. Hal-bal, Påskebal, Julebal, Boksebal. Og fest. Gymnasiefest, Handelsskolefest, Håndboldfest og hvad har vi.
I nat er det Påskebal. Og det er den yngste.
Stoholm ligger ca 40 km sydpå i retning mod Viborg.
Og når Stoholm er fundet, yngsten indfanget, evt med selskab af et par andre, fnisende, selskabeligt overrislede, som skal leveres undervejs, er der 40 km hjem igen.
Så nu vil jeg sætte mig i sofaen, og lade roen falde over mig. Mobilen på højeste alarm-ringetone. Hvis nu jeg skulle falde lidt hen.
Læse de sidste 100 sider i Profeterne i Evighedsfjorden, og forsøge at nyde, at jeg har god tid.
Måske skal jeg have mig en kop kaffe.
Ja, det er det, jeg skal. Jeg skal have mig en kop kaffe, og så skal jeg læse.
På et tidspunkt ringer hun.
Og så kører mors taxi!
Sov godt!

mandag den 25. marts 2013

En løbesejr!

I går var det Pinen og Plagen-løbet...
I dag er det av-av hver gang jeg tager et skridt.

Men af en eller anden grund, så gør det ikke noget, at mine knæ værker, hver gang jeg tager et skridt, eller at mine fodled er stive og mine hofter ømme. Det gør ikke noget. For jeg gennemførst min første 10 kilometer! Hahahaha.
Ikke i en helt fantastisk tid, eller med tungen ude af halsen og en fornemmelse af, virkeligt at have løbet igennem... nej, bare sådan en helt almindelig lunteløbetur, med indlagte gå-perioder. Det med at gå, det var jeg ikke den eneste der gjorde... og inde i Legind Bjerge, hvor grusvejene flere steder var dækkede af sne og is... der gik jeg hele vejen. Belært af erfaringen... ikke alene af dovenskab....
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle komme ind i en god tid. Jeg havde ikke engang sagt højt, til nogen overhovedet, hvad min ambition var.
Jeg havde regnet lidt - og på en god dag, kan jeg løbe "Kjeldgård rundt" på 37 min.. Måske endda helt nede omkring 32 min., hvis jeg har øvet mig længe. Men det kan man vist ikke heeelt sige, at jeg havde. Så. Et stille uudtrykt mål var en time og 15 min.
Det lykkedes - jeg kom ind som nummer 77 i en tid der sagde 1 time og 11 minutter. Og jeg gennemførte.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at gennemføre et 10 km-løb igen. Men nu har jeg gjort det. Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg kunne. Det er en god fornemmelse, at have med i lommen!
Trods ømme led, ondt i knæ og stive baller...

søndag den 17. marts 2013

Det bedste telefonopkald!

Nogen gange blir man simpelthen bare så gennem lykkelig! Sådan helt igennem glad og stolt og glad!
Sådan havde jeg det for lidt siden, da min forlægger på Hovedland ringede til mig. Han fik for en uges tid siden de 64 sider historisk roman, som jeg arbejder på og med, og som jeg havde skrevet ud til ham og afleverede i sidste uge, da jeg besøgte forlaget.
Jeg har været i tvivl om, hvorvidt det allerede skrevne var godt nok. Jeg havde brug for, at en "uvildig læser", en ikke-i-familie-læser, gav tilbagemeldinger på det, jeg har skrevet... er det en god historie, skal den drejes et andet sted hen, er sproget godt nok, er der for mange oplysninger, er det historiske for meget, for lidt, hvad vil en læser gerne læse...
Og nu er jeg simpelthen bare så gennemglad!
Han kunne godt lide min historie.
Han sagde, at det var en fremragende fortælling. At jeg havde grebet ham fra side et. At sproget var næsten "brutalt sanseligt", og, at jeg bare skulle fortsætte! Skriv den historie færdig.
Sådan sagde han. I telefonen. Mit smil bredte sig fra det ene øre til det andet.
Jeg har ikke lovet noget om, hvornår historien om Rasmus Hjorddreng, Asger og de andre personer fra 1534 og deres færden i og omkring Kjeldgård er færdig. Men jeg har fået blod på tanden. Så nu researcher jeg videre - jeg har en 800 siders doktorafhandling om studedrift i 1450-1550, jeg skal have pløjet igennem....

onsdag den 13. marts 2013

Av, mit ben!

Det går ikke så godt med løbetræningen... jeg har 11 dage endnu at løbe på (haha) inden den utimative test af mine visualiseringsevner skal stå sin prøve. Jeg har trænet og løbet og "track´et" på endomondo (en app som en af teenageungerne installerede på min smartphone) og det går ikke fremad. Det går sådan set lidt tilbage, synes jeg. Eller også er det fordi jeg ikke er helt så stålsat, som jeg kunne være...
Men nu har jeg haft ondt i min venstre læg i en hel uge. Altså. Ondt. Av-ondt. Det føles som en muskel, nemlig dén, der kompenserer for højre bens knæ, der også værker, når jeg har løbet mine fem kilometer + det løse. Det er somom, jeg har overbelastet læggen. Og det går ikke væk. Jeg synes egentligt også, det er på sin plads med lidt ømhed. Sådan som jeg har kæmpet....
Jeg er ikke sikker på, at det går væk af sig selv. Jeg har overvejet, men endnu ikke effektueret min trang til at spørge en læge til råds... Det kunne jo være, det var mere alvorligt end ømhed og overbelastning... det kunne jo være, det var en slags betændelse... det kunne jo være, jeg var nødt til at melde afbud....

torsdag den 7. marts 2013

Løbetid

Hold. Nu. Fest.
Jeg piner og plager mig selv med løbetider skrevet ind i kalenderen. Men det løb, 10 km, tidligere nævnt, rykker tættere og tættere på.
Jeg holder stand og kommer afsted - i dag var nu ingen nydelse - 3/4 dele af turen var i side- og/eller modvind - først da vi kom helt i land, kunne jeg ånde frit. Og det tog så et par minutter, inden jeg fik vejret igen. Jeg har besluttet, at jeg løber 5 komma et eller andet to-tre gange i ugen, og så putter jeg en længere tur ind sidst i næste uge. Jeg er nødt til at have prøvet at løbe langt, inden jeg skal.
Jeg ved med mig selv, at jeg godt kan.
Det er mere det med selvmedlidenheden. Jeg får så usigeligt ondt af mig selv, og har alverdens undskyldninger, den ene dårligere end den anden, og kan på et nanosekund overbevise mig selv om, at "dét her behøver du jo ikke, vel..." eller "gå nu bare et par hundrede meter, der er ingen, der ser det" og "du blir ikke et bedre menneske af at løbe hele vejen" og slige stupide sætninger...
Hmm.
På den anden side er jeg for stolt til at indrømme, at jeg er i en elendig form, og, at jeg burde dyrke mere regelmæssig motion, og, at jeg sikkert er smadret både fysisk og mentalt efter den 24. marts.
Jeg vil. Jeg kan. Jeg dør ikke.
Og så gider vi ikke snakke mere om dét! Slut!
Nu gør vi det bare!
.....
.....
.....
Hmmm.

tirsdag den 5. marts 2013

I dag er en god dag

Jeg er "kommet til" at melde mig til et løb. Ja, sådan et motionsløb. På 10 km. Nu har jeg aldrig før løbet 10 km, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til det igen - men jeg "kom til" at melde mig, efter at pigerne inde i vores helt lokale løbe-facebookgruppe spurgte ud i plenum, om der da virkelig ikke var flere, der ville med til Mors og løbe Pinen og Plagen-løb.... (Meget sigende navn forøvrigt). Hmmm. Jeg har 19 dage tilbage at komme i form i. Jeg har været afsted 3 gange i sidste uge. Men kun på en kort 3 km-rute. Men tre gange. Tirsdag var jeg i motionscenter, onsdag, fredag og søndag løb jeg. De der 3 km...
I dag skal jeg ud på den lange rute - vi kalder den "Selde rundt" - og dem i Selde kalder den "Kjeldgård rundt". Hvis man snyder og stikker ind over grusvejen i Floutrup - er der 5 km. Hvis man tager den helt op (og der ER tale om helt op!) - så er den 5,95 km dvs. 6 km. Puuuha.
Jeg tegner altid ind på ruteplanneren for at sikre mig, at jeg ikke har glemt det helt nøjagtige antal kilometer. Sådan fra gang til gang. Der uddregnes kalorieforbrug og højdeforskelle, tidsforbrug og kondital.
Heldigvis har jeg læst et sted, at det er bedre at være let overvægtig og i god form, end det er at være tynd og i dårlig form... Så jeg fortsætter med at spise ost, knækbrød, hjemmebagt brød, dyrlægens natmad, drikke mælk og lave almindelig aftensmad. Salat er der ikke meget ved, når man er sulten som en bjørn.
Om jeg kan løbe de 5 km i dag, uden stop... vil tiden vise. Jeg har en hare med mig. Hun hedder Hanne, og hun er sej. Vores tempo er næsten ens, blot er hun på vej mod et halvmaraton, så hun løber 40 km om ugen. Det kommer jeg nok aldrig til. Men de 10 km - om 19 dage - dem VIL jeg gennemføre...

Og når jeg så engang blir rigtig kåd, så må jeg gerne få et par nye løbesko! Har jeg lovet mig...

mandag den 4. marts 2013

Klassisk tuderi

Jeg har aldrig været rigtig god til klassisk musik. Måske skyldes det min opdragelse. Eller mangel på samme. Jeg kan ikke læse noder, og jeg aner intet om musik i det hele taget. Jeg kan godt lide musik. Jeg hører altid radio, når jeg sidder i bilen, men det er typisk P3, med moderne musik, og hurtige skift, og det lugter meget lidt af fordybelse.
I går var jeg så udsat for klassisk musik - kammermusik - direkte up front, "live", 2 meter fra hvor jeg sad. 5 musikere og en operasanger.
Hold nu fest!
Det var simpelthen fantastisk. Rørende på en måde, som jeg ikke har ord til at beskrive. Jeg ved ikke liiige, hvad det var der skete. Men jeg sad i fuld offentlighed og stortudede af... ja, rørelse! Ikke fordi jeg blev ked af det, eller fordi jeg syntes, det var helt forfærdeligt! Det var bare - rørende!
Jeg ved stadig ikke, hvorfor det var så overvældende en oplevelse. Men jeg har på fornemmelsen, at jeg er nødt til at tage mig sammen, og så småt begynde at interessere mig for musikken, den klassiske. Jeg ved ikke hvorfor og hvordan - det kan jeg helt sikkert få hjælp til - men jeg må have fundet ud af, hvad det er der sker indeni mig, når jeg "udsættes" for klassisk musik. Og om der er forskel på mig og alle andre mennesker, eller om jeg er et helt normalt klasssisk tudetilfælde...

torsdag den 28. februar 2013

Sådan en dejlig dag

kan man leve højt på længe!
Af alle de gode ting, nævner jeg blot i flæng:
1) Varmen blev reetableret i stuerne efter knap 2 måneders fravær. Nu er der klar til malingen lige om lidt!
2) Smeden, som var her alligevel, ad. 1., skiftede blandingsbatteriet på badeværelset, så der nu kun kommer vand ud, når man åbner for hanen...
3) Lóas øje, som nu er dryppet i 10 dage, løber ikke helt så meget mere, hvilket betyder, at det går fremad, og at hun snart skal af med "burkaen"...
4) Sine og Òsk udkom officielt, endeligt!
5) Sigurds Traktor går som varmt brød
6) Det er den sidste rigtige vinterdag i dag
7) Jeg har hørt Lærken synge højt under himlen
8) Bondemanden er så godt som rask
9) I morgen er det forår og jeg skal til Ribe

mandag den 25. februar 2013

Bogen flyver allerede

Sine og Òsk - den nye børnebog - udkommer på torsdag. Officielt. Fra forlaget, som er Turbine.
I dag har jeg afsluttet den konkurrence om bogen, som jeg havde iværksat på Sine og Òsk´s side på facebook. Man skulle dele linket med bogens forside på sin egen væg, og skrive, hvorfor man lige netop selv skulle vinde...
Jeg havde yngstebarnet til at hjælpe med bedømmelsen. Dvs. det var faktisk hende, der valgte blandt de mange, der havde givet rigtigt gode grunde til, at netop de skulle vinde.
Det er skønt, at dele bøger ud i sådan en konkurrence - og for at det ikke skal være løgn, så vil vores lokale annonceblad, SallingAvisen, også lave en konkurrence om en bog i næste uge. Og til vores lokale idrætsforenings Støt Børnecancerforsknings-sponsor-event i weekenden, har jeg doneret 2 bøger, som en heldig vinder i tombolaen kan tage med sig hjem.
Jeg glæder mig over, at der er så stor interesse for Sine og Òsk, og jeg glæder mig over, at jeg kan glæde andre med bogen! Det er da fedt!
Man kan allerede bestille sit eksemplar af Sine og Òsk på Turbineforlaget.
Det kan man gøre, ved at trykke: Hér

torsdag den 21. februar 2013

Træets forgængelighed

I disse dage, mens der er frost i jorden, kører skovfældningsmaskiner og motorsave i heftig duet i min have. Jeg var grædefærdig, da det stod klart, at dét, vi havde fældet i skov og have for bare to år siden, (da vi ryddede op, så det var gjort), langt fra var nok... Vi havde jo lagt mærke til, at nogle af de helt store træer, lige så stille stod og visnede i toppen og blev triste, allerede inden de var sprunget ordentligt ud. Andre hang med næbbet så tidligt som i august - og her i efteråret fik vi så Bjørn fra Brdr. Willemoes til at komme forbi, for at lave en vurdering... og hold nu kæft, en vurdering!!!
Alle asketræer dør langsomt, men sikkert over de næste år, og hvis vi vil undgå træfald i kommende storme, må vi tage os af det nu, inden de vælter...
Jamen...???
Nej, der er ingen jamen, ingenting vi kan gøre for at forhindre, at asketræerne dør.
Hmmm.
Så nu er de i gang. Og det luger kraftigt ud i den skov, vi troede, vi havde ryddet op i for to år siden - det ser skrækkeligt ud, og her, inde på min "ø", rundt i haven på plænerne, hvor enkeltstående træer har tronet... er der kun få tilbage - alle syv asketræer er nedlagte.



Når jeg ser på resultatet af maskinernes massakre... forstår jeg, at vi har taget den rigtige beslutning. Nu rydder vi op, alt hvad der er Ask kommer væk, og så planter vi noget nyt i stedet for, og glædes over dét!
Men det ser unægteligt voldsomt ud...

søndag den 17. februar 2013

Sine og bogen

Selvfølgelig havde jeg gemt det allerførste eksemplar til Sine! Hovedpersonen i Sine og Òsk fik i dag sin fødselsdagsgave... Og hun blev glad, og smilede, så det var en fornøjelse. Kvaliteten af billedet er nok ikke helt som forventet, det er taget med mobilen, og jeg var rørt til tårer, da hun pakkede bogen ud af det prikkede gavepapir, så det var lidt svært at fokusere.... Men meningen var god nok.
Sine 12 år. Nu med bog.


Der går 10 dage, inden Sine og Òsk officielt udkommer. Jeg har ikke flere eksemplarer, men jeg regner med, at der kommer en kasse frieksemplarer i løbet af ugen, som jeg kan fordele efter forgodtbefindende, eller hvad det nu hedder, når man vil begunstige de medvirkende...
Marian er selvskrevet - og så er der et par stykker mere, som hellere må få et signeret eksemplar ub.
Jeg er rigtigt glad for bogen, og stolt af Sine!

mandag den 11. februar 2013

"Det berygtede hestekød"

Der var engang en slagtermester i nabobyen, som indimellem kunne have hestekød i køledisken, og dengang købte jeg det uden blusel. Det var før jeg selv fik hest. Siden har jeg forgæves ledt efter hestekød, når jeg en sjælden gang har været i en slagterbutik. Jeg synes nemlig, det er godt at vide, at dyr rent faktisk smager af noget, og at ikke alt kød er kvæg. Eller svin. Eller kylling.
Hest, råvildt, hare, fasan. Det smager ikke ens, det er ikke ens. Og jeg syntes, det var oplagt at smage hestekød, da vi selv fik islændere, for mangen islænder er gennem de sidste 1000 år endt som føde for avleren. Hvis hestene har været den eneste mulighed for at overleve, ja, så har man slagtet sine heste. Startende med de gamle dyr, senere dem, der lovede ringest, man har passet på sine gode avlshingste og sine venlige hopper. Sure og skøre dyr har man slagtet og ædt prompte. Det hedder sig stadig, at hvis en islænder sparker, så æder man den. Så er den ikke bedre værd.
Og derfor kan jeg ikke lade være med at smågrine lidt af kødskandalen i de svenske færddigretter.. "Findus" - lasagnen indeholder hestekød!! Uhu, det er blæst voldsomt op, og nu viser det sig, at det ikke kun er supermarkedskunder, der har indkøbt hestekød forklædt som okse, men også skolebørn er muligvis blevet fodret med hestekød... uha-uha.
Jeg kan trøste med, at man ikke DØR af hestekød. Det smager fint. Godt.
Og når det er sagt, så forholder jeg mig slet, slet ikke til snyd-faktoren her. Det er en helt anden snak. Men man dør altså ikke af det berygtede hestekød!

fredag den 8. februar 2013

Vinterligt smukt!

Man tror, man ser syner - en mejetærkser på vej gennem et sneklædt landskab, somom ingenting er hændt... Somom det er den mest naturlige ting i verden, at en mejetærsker kører rundt på vejene, midt i alt det hvide. Lyset er gråt, hvidt, blåt og meget meget smukt i dag. Fjorden er kold. Ikke frossen, men det antracitgrå, dybe mørke, er næsten overvældende, skræmmende, selvom man kender det, så godt som nogen. Det er det, jeg elsker ved fjorden. Den er aldrig, aldrig ens. Skønhed, storhed, himlen og det hvide, der varsler mere vinter end allerede - man blir aldrig træt af det... Og så det humoristiske indslag: Det Store Gule Monster, på vej hjem fra en reperation, efter høst...

tirsdag den 5. februar 2013

Bondemanden

Her er min trofaste støtte og indpisker fanget i en feriestund i 2012.
Når jeg holder foredrag i vinterens løb, undlader jeg altid at kalde Bondemanden ved navn. Kun hvis nogen spør direkte, får han sit dåbsnavn nævnt.
Og i tillæg, så er det meget sjældent jeg offentliggør billeder af ham.
Détte er sådan som han er. Stor, rund, smilende og med et glimt i øjet.
Kan man andet end elske ham højt?

onsdag den 30. januar 2013

Treogtredive

SÅ mange rideudstyrsforretninger/butikker/webshopper har indtil nu fået tilsendt en mail, hvori jeg gør opmærksom på, at Sine og Òsk kommer i handlen den 28. februar.
Jeg synes godt nok, det er op ad bakke.
Ud af de treogtredive henvendelser, har jeg fået svar fra tre. Det er 9 %. Jeg havde håbet på liiiidt flere positive tilkendegivelser - men hovedparten af modtagerne synes nok, lissom jeg selv ville ha gjort, at det er en lige lovlig, rigelig direkte måde, at blive opfordret til at købe noget på... hhmmm...
Hvad gør den kloge kone så?
Så er der facebooksiden, Sine og Òsk, som har fåeet 124 "likes" på 12 dage, og bliver set af godt 50 hver gang jeg poster et nyt billede, eller skriver noget derinde...
Hvis det medfører 9 % interesse - svarer det til 11 solgte bøger - vha facebooksiden.
Hmmm...
Jeg tror, jeg må alliere mig med nogen, der véd noget om det her markedsføringsstrategi, som jeg ikke er god til...
Min yngstes snart-færdig-på-HHX-kæreste siger, at jeg bør lave en konkurrence på facebook, så skal folk nok se bogen!
Jeg ved det ikke.
Jeg har iøvrigt osse glemt koden til min hjemmeside, så jeg kan ikke opdatere den.
Ikke særligt rutineret, vel?
Suk.
I morgen skal jeg holde indlæg for x-antal kvægbønder i Gredstedbro - så kan jeg jo sige til dem, at der kommer en ny hestebog, lige-om-lidt. Det blir de sikkert glade for, at få at vide!