Lóa alene

uden sit føl...

 

 - siden i går aftes, hvor vi gik hende, og Lettir - aka anstandstanten, de knapt fire kilometer ad landevejen, til den smukkeste eng i denne del af Salling. Lige nedenfor Urhøjene, Sallings anden højeste punkt, græsser kreaturer og heste, og nu også min Lóa.
Hendes yver er spændt og skal knapt røres, førend mælken sprøjter.
Uhuuu... den bette Tölta hyler efter sin morgenmælk, men hun er over et år gammel nu, og kan sagtens klare sig selv - især fordi hun går i vante omgivelser, med sine halvsøskende og sine tanter og sin mormor. Hun lider ingen nød.
Det er værre med Lóa.
Hun er yverspændt ...
Jeg holder øje med hende. Det gør Svend Åge også. Det véd jeg. Og jeg malker, bare lidt, to gange om dagen, bare for at tage det værste tryk. Så går det hele. Det er jeg sikker på.