lørdag den 1. juni 2013

Salgshesten

Jeg har lagt ham her, hesten til venstre, (der rider Øltölt med mig på ryggen sidste sommer) Lettir til salg på en facebookgruppeside, hvor man kan sælge sin ismule.
Jeg er ikke sikker på, jeg vil sælge ham. Så prisen er sat lidt højt. Hvilket betyder, at jeg absolut ingen respons har fået. Endnu, da. Han er en skøn og meget sød hest, der kan rides af alle. Det er derfor, det er ham, jeg vil sælge først. Bagefter vil jeg måske sælge Òsk. Hun er uskolet og ikke gangsat, men en fin fin unghoppe. Hende sætter jeg også lidt højt.
Så er der Raudur. Smukke smukke Raudur, som ikke har hoved, men ansigt! Ja, så fin er han. 3 år og aldrig kysset. Han fik ordnet hove for første gang i sit liv her i foråret. Det gad han først ikke. Så stod han. Som om han aldrig lavede andet. Og så var han træt. Han trænger til at få nogle udfordringer. Det får jeg ikke gjort. Han er lidt billigere end de to andre. Men ikke meget. Ad. det smukke ansigt...
Og så overvejer jeg at sælge Lóa. Men hun lavede så fint et føl, og jeg tænker, at det kan hun gøre igen, måske, så hende er det kun særligt udvalgte, der kan købe. Nogen, jeg véd, vil arbejde med hende 100 % seriøst, og evt. få hende kåret. Hun har potentialet.
Raudur og Òsk og Lóa er søskende.
Det er gamle Py, der er mor. Py får Føl-føllet er Òsk.
Py skal have føl igen - det er derfor, jeg skal sælge ud. Der skal syv til mange, otte er for mange og ti er helt uacceptabelt, ifølge Bondemanden. Så. Jeg skal have to føl. Dvs. jeg skal sælge to heste, gerne tre.
Jeg har stadig Fenja at ride på, og Nattgjola skal rides til næste år... ponyyyha!
(Hvis du læser dette, og får usigelig lyst til at komme og se en af hestene - så ring til mig!)

fredag den 31. maj 2013

Lóa alene

uden sit føl...

 
 - siden i går aftes, hvor vi gik hende, og Lettir - aka anstandstanten, de knapt fire kilometer ad landevejen, til den smukkeste eng i denne del af Salling. Lige nedenfor Urhøjene, Sallings anden højeste punkt, græsser kreaturer og heste, og nu også min Lóa.
Hendes yver er spændt og skal knapt røres, førend mælken sprøjter.
Uhuuu... den bette Tölta hyler efter sin morgenmælk, men hun er over et år gammel nu, og kan sagtens klare sig selv - især fordi hun går i vante omgivelser, med sine halvsøskende og sine tanter og sin mormor. Hun lider ingen nød.
Det er værre med Lóa.
Hun er yverspændt ...
Jeg holder øje med hende. Det gør Svend Åge også. Det véd jeg. Og jeg malker, bare lidt, to gange om dagen, bare for at tage det værste tryk. Så går det hele. Det er jeg sikker på.

søndag den 26. maj 2013

Man skal ud af sin comfort-zone

og det kom jeg rigtig godt og grundigt i dag. Ud af comfort-zonen...
Jeg har indviet, eller rettere, jeg har stået for den officielle indvielse, af Fugletårnet ved Rimmervej i Selde i eftermiddag.
Faktisk var det et job jeg arvede, fordi Bondemanden havde fået lavet en såkaldt dobbeltbookning i sin søndagskalender. Hm. Jeg ved godt, at mange synes, det ikke kan være noget stort, for sådan en som mig, at stå foran små hundrede mennesker og sige noget i fem minutter (- det er jo ligesom dét du lever af, Sveske)
Men det var underligt, pludseligt uden hjælper ved sin side, at have ansvaret for et arrangement, som man har arbejdet frem mod skulle ske, i over fire år. Jeg havde uddelegeret en mængde opgaver - kaffe og kagebagningen bl.a., og jeg havde bedt Henriette stå for den faglige del - det med fugle og fauna - så jeg skulle bare sige "Velkommen alle sammen, det er en dejlig dag i dag, en dag, vi har set frem til i over fire år" .... og så lidt mere...
Det er længe siden, jeg har haft sådan en uro i maven, inden jeg skulle sige noget!
Men det gik. Og jeg glemte sommerfuglene, da jeg havde sagt de første to linier af mit manuskript - og ja, det gik godt. Jeg overlevede. Jeg fik sagt tak til dem, der skulle takkes, snoren til Fugletårnet blev klippet, de otte skuffekager fik ben at gå på, de atten kander kaffe og to kander te, de tre liter juice og de fire liter saftevand forsvandt alle sammen.
Jeg håber, folk vil sætte pris på Fugletårnet.
Jeg håber, de vil vide, at det har været en lang og sej proces, at nå frem til dagen i dag, og at de vil værdsætte det.
Og så håber jeg, at jeg har rykket mig lidt i dagens løb.
Det er først, når man kommer ud af sin comfortzone, at man flytter sig mentalt...