fredag den 30. november 2007

Rundtosset


Man kan altid finde på noget at lave, når man er ven med Sisse!

Jeg har netop erfaret, at jeg skal på udflugt og udsalg hér ind under aften. Det vidste jeg ikke. Og Sisse kører. Så nu tror jeg godt nok, jeg skal have mig en nisseøl, så jeg ikke bliver helt rundtosset inden aften. Det er også snart ved den tid, at nisserne skal hjem fra stalden og holde weekend, og de plejer at få en øl efter fyraften, når det er fredag...

Julemarked og diverse

Det er ved at være tiden, hvor GUD og hver mand skal til julemarked -
Jeg skal til julemarked på Gl. Estrup både lørdag og søndag. Med Sigurds Traktor. Jeg skal stå i Landbrugsmuseets butik og sælge Sigurd og hans maskiner. Det skal nok blive sjovt! Der kommer traditionelt et par tusinde mennesker forbi til Gl. Estrups Julemarked, så mon ikke man kunne være heldig at sælge en bog eller to?
Husk at tænde det første lys i adventskransen på søndag - for ligesom at sætte fut under december, få sat godt i gear, og komme rigtigt fra land!

torsdag den 29. november 2007

Han trådte i Sallys lort!

Hvor fedt er det lige at være ung bankmand, skulle på kundebesøg på "gården", og starte med at sætte sin nypolerede dansesko direkte ned oveni en hundelort, idet man kækt springer ud af bilen?? Jeg havde faktisk ondt af ham! Men først da vi var færdige med at grine.... Sally og mig...

onsdag den 28. november 2007

Feriestemning - skrivestemning

Der er sådan lidt ferie over at have afsluttet årets sidste foredrag. Jeg har det sådan i maven, at i dag har jeg FRI. Sådan for alvor. Og bagefter tænker jeg så, at det har jeg ikke alligevel, for der ligger en stak noveller og venter på mine kritiske øjne, mine ord, så at de kan blive færdige til afskibning! Det vil jeg gerne nå inden det bliver Jul, og husets fyldes med endnu mere stemning af ferie og fri og julekomsammen!
Så nu skal jeg skrive.
Skriv, skriv, skriv.

tirsdag den 27. november 2007

Foredragsvirksomheden

lakker mod enden for i år.
Det bliver dejligt at have fri alle hverdage i december og ikke skulle andet end at skrive.
I dag kører jeg årets sidste foredragstur. Jeg skal være i Kolding, på Landboforeningen kl. 13.30.. Jeg har fået mig en TomTom, så Birgitte og jeg finder snart vej til Niels Bohrs vej i Kolding...

mandag den 26. november 2007

Annonce: Købes


Tålmodighed og planlægningssans. Grib i egen barm-sans, struktur på hverdagen-sans, tidshorizonter og andre praktiske foranstaltninger søges af kvinde i krise over manglende ditto´er.

Hundehvalpen Sallys afventende og spørgende udtryk er sagens kerne - hvorfor???