fredag den 13. januar 2012

Skrivelommen

I går havde jeg den trælseste skrivedag - en rigtig dum dag, som jeg mest af alt har lyst til at slette i kalenderen og gøre om. Men det kan man ikke. Derfor måtte jeg i dag forsøge at indhente mine egne, vilde ambitiøse mål for et dagsværk.Det lykkedes allerede inden klokken havde slået 12 at overgå gårsdagens samlede antal ord, og siden er det gået støt fremad. Det er fedt at nå sine egne mål allerde inden kaffetid!
Lidt distraheret har jeg dog været af mine egne forestillinger om et gæstebud og madorgie på Kjeldgård, da Skipper Klements går i land med sin hær, på stranden, en oktobereftermiddag med mildt vejr og solskin.
Kokken og Ane har bagt og stegt hele dagen, varskoet allerede fra morgenen, da Rasmus Hjorddreng ude over fjorden ser de umage både komme fra nordøst. Gæstebuddet er et trick som Nådigfruen har udtænkt for at redde sig selv og sine. Beværter man bondehæren, lader de nok en være i fred.
Det er stærkt frustrerende at sidde og forestille sig de vildste middelalderretter, med duft af kanal og sennep, honning og kørvel, gåsesteg og røgede stegte sild, opblandet med en ret fysisk duft af "strutter" (boller med kaneldrys, tilberedt og serveret af Anne) fra det fysiske køkken på Hald.
Nu er jeg gået for mig selv igen, og har lyst til middelaldermarkeder, hestesved, duftende hø og tunge skørter, opkvajet tovværk og sejl der blafrer dovent i en manglende vind. Romantiseret?? Ja, en smule.

Det er fuldstændigt pragtfuldt at skrive på Hald.

tirsdag den 10. januar 2012

Ikke alt er bøger på Hald

Men en hel del tid går med at sidde på hver sit værelse og forsøge at skrive nogen. I eftermiddags var jeg ude at lufte to af mine Hald-kolleger. Anne og Anette. (Og ikke et ord om AA.) De er et par skønne kvinder med tryk på S og K, og jeg er dem dybt taknemmelig for deres venskaber.
Vores mål var en vædder, som "Outdoor-August" havde spottet på en af sine gåture med sin mors hund. Vædderen skulle stå "når I når ud til ruinen, går I bag om tårnet mod højre - så er han der!"

Og det var han! Med øremærkerne pænt på plads, men ligeså død som de sild jeg heller ikke spiser, og måske ligeså fuld af ål, som fiskerne drømmer om.... Han havde kæmpet for sit liv, vædderen. Vi kunne ikke hjælpe ham. Men vi talte lidt om, at han måske ville gå igen, når hans jordiske rester forsvandt i sumpen og sivene....